Læsetid: 6 min.

Rent vand eller renset vand

5. januar 1998

Skuffende betænkning fra Drikkevandsudvalget - visionen om det uforurenede grundvand tabt på gulvet

DANSK VAND
Det var vel ikke uventet, men dog en skuffelse da betænkningen fra det to år gamle Drikkevandsudvalg kort før jul blev fremlagt med oplysning om, at vort grundvand skal beskyttes i zoner - i indsatsområder. Lige til det sidste havde man håbet på en melding om, at alt grundvand i fremtiden skulle beskyttes.
Det havde ligesom ligget i luften, at konklusionen ikke ville leve op til forhåbningerne. Miljøstyrelsens direktør, Erik Lindegaard, havde f.eks. ved nogle lejligheder næsten advarende ytret sig om, at mange spørgsmål om dansk drikkevand 'var et luksusproblem' (f.eks. ved Kommunalteknisk chefmøde i Silkeborg 6. september 1997).
Og faktisk var Drikkevandsudvalgets kommissorium jo skruet sammen til kun at beskæftige sig med et punkt i Svend Aukens Ti-punktsplan fra december 1994 - nemlig nr. fem om udpegning af Særlige drikkevandsinteresseområder.
Den samlede plan vedrørte beskyttelse af grundvand og drikkevand, og uanset den uheldige vægt, der blev lagt på punkt fem, var den ikke uden visioner.

Visionerne smuldrer
Men visionerne begyndte altså at smuldre allerede, da man nedsatte udvalget, hvilket yderligere blev understreget ved på forhånd at afskære 'ikke-interessenter', det vil f.eks. sige økologiske jordbrugere eller ØkoVandspejlet fra at deltage i udvalget.
Den nu udgivne udvalgsbetænkning handler som nævnt om at gøre en indsats for det danske grundvand. Det begrænses imidlertid allerede på betænkningens første sider til kun at omfatte vand, der er placeret i zoner under ca. 15 pct. af Danmarks areal. Det er disse områder, der derefter kaldes indsatsområder, om end de stadig er uklart definerede.
Er der f.eks. tale om (offentlige og/eller private?) vandværkers indvindingsoplande? Eller er det geologisk definerede vanddannelseszoner? Eller måske begge dele? Og hvor store er de enkeltvis: både områderne og de tilhørende vandværker?
Udvalget taler dermed ikke om de drikkevandsinteresseområder, som indgik i Svend Aukens oprindelige Ti-punktsplan. Sådanne områder skulle udpeges af amterne.
Efter de oplysninger, der i dag foreligger, vil dette variere mellem 25-70 pct. af det danske areal, hvilket - uden i øvrigt at være tilstrækkeligt - dog havde været mere betryggende end de mange små indsatsområder, såfremt målet skal være at beskytte dansk grundvand, som om det også for fremtiden skal være drikkevand. Og det bør jo være jo målet!

Udskudt til 2001
I stedet har man nu foreslået, at amtskommunerne udskyder en til dette formål nødvendig planlægning til næste regionplan-revision i år 2001.
Næsten mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at udvalgsbetænkningen er næsten blottet for omtale af den mangel på eller den nedprioritering af indsatsen, der uundgåeligt rammer resten af Danmark i et hvilket som helst område uden for de udpegede zoner eller områder.
Man må glæde sig over, at i det mindste Danmarks Naturfredningsforening lufter mistanke om, at resultatet af en (hvilken som helst) zoneopdeling af vores grundvandsressourcer nødvendigvis må føre til forringelse af det udvalget ellers kalder 'det generelt høje beskyttelsesniveau'.
Udvalget bekræfter i sit kapitel et, at den decentrale struktur i dansk vandforsyning skal sikres. Det omtales også af Svend Auken i hans budskab om Det rene Vand (Politiken 28. december 97), uden at han i øvrigt skeler til, at betænkningen slutter med at beklage, at det "ikke kan undgås, at små vandforsyninger bliver nedlagt".
Synd kun, at der ikke bliver lagt mere vægt på beklagelsen.
I praksis er indtrykket nemlig en stigende accept af en faktisk begyndende centraliseringsproces. Der forsvinder ét lille vandværk hver eller hver anden uge, og ifølge Miljøstyrelsens rapport om Vandforsyningsstruktur fra februar 1997 er der kun udsigt til en fortsættelse af dette. De store værker i Danmark er såmænd parate til at opsluge ethvert mindre i nærheden. Prøv blot at spørge rundt i danske provinsbyer, hvor mange der allerede er i gang med at planlægge en forsyning af vand til landkommuner uden for bygrænsen.

100.000 enkeltbrønde
Samtidigt er der grund til at fremhæve, at det hidtil har været et af de fornemste kendemærker ved den decentrale struktur, at vi i Danmark endnu har ca. 100.000 enkeltbrønde og boringer på landejendomme.
Hvor findes den plan, der taler om at bevare disse? For de har vel samme behov for beskyttelse i drikkevandssammenhæng, uanset at langt størstedelen af dem ligger uden for enhver definition af fremtidige indsatsområder.
Det er imidlertid et spørgsmål, som travle embedsmænd ofte glemmer eller måske forbigår i tavshed - som det kan observeres i de ellers grundvandsvenlige vandværkskredse og i Miljøministeriets (GEUS') seneste rapport om Grundvandsovervågning.
Udvalget er ivrigt efter at slå fast, at en forureningsindsats skal lægges ved kilden, og at princippet om 'forureneren betaler' skal følges. Men når man kommer til sagens kerne - pengene - peges der på, at det i en række tilfælde alligevel "ikke kan lade sig gøre". Det gælder så væsentlige områder som ved realiseringen af indsatsplaner for landbruget, eller depotrydning og overvågning, der dermed alle henvises til løsning f.eks. via vandforsyninger, evt. med anvendelse af ekspropriation eller ved takstpolitik, eller som offentlige opgaver via kommuner og amter.
Det er i denne sammenhæng Forbrugerrådet og (igen) Danmarks Naturfredningsforening, der med en mindretalsudtalelse noteres for, at sådanne opgaver ikke må skatte- eller forbrugerfinansieres.

Forurenerne
Forurenerne, dvs. bl.a. landbruget må inddrages, og afgifter lagt på f.eks. gødning og pesticider må bidrage til at bære finansieringsbyrden. Desværre tilføjer dette mindretal intet om, hvor store afgifterne skal være for at denne 'simple og effektive reguleringsmekanisme' skal fungere. Det må afvente endnu et pesticidudredningsarbejde.
Vi må i stedet stille os tilfredse med, at det er selvsamme mindretal, men nu suppleret med landbruget, som senere i betænkningen mest tydeligt gør opmærksom på, at utallige andre kemiske stoffer og produkter, dvs. ikke blot nitrat og pesticider, kan udgøre en risiko for grundvandet.
Tilsammen peger disse 'interessenter' på, at ikke blot forureningen fra landbruget, men også forureningsfølsomheden i industri- og byområder kræver en (endnu manglende) kortlægning m.h.t. grundvandstrussel.
Det er jo rigtigt set. Men bemærk: Dette forhold lægger uvægerligt endnu en sten til det zoneopdelte grundvands ligkiste! Det er derfor nærliggende at spørge, om det mon kun er som iagttager udefra, at man har vanskeligt ved at forstå, hvorledes den zoneopdelte grundvandsbeskyttelse skal administreres.

Ringe hjælp
I den sammenhæng fremlægger udvalget et forslag til fordeling af pligter og kompetencer mellem amter, kommuner og vandværker. Forslaget virker imidlertid med sine rige tolkningsmuligheder og gråzoneforklaringer som en ringe hjælp.
Det bliver spændende at se fremtidige politiske vurderinger af dette skema - og det bliver alene af den grund næsten forståeligt, at Danmarks Naturfredningsforening foreslår sig selv som deltager i et kommende koordinationsudvalg.
Det bliver ikke nogen let opgave at redde det danske grundvand. Med den ekspertise og de interessegrupper, der har deltaget i udvalget er der naturligvis samlet mange gode iagttagelser og enkeltforslag i udvalgets 27 sider tætskrevne betænkning. Det gælder ikke mindst, når man inkluderer en del af den righoldige samling af mindretalsudtalelser.
I en af disse minder Danmarks Naturfredningsforening om, at bæredygtig, dansk landbrugsproduktion ikke kan baseres på et 'kludetæppe af dyrkningsrestriktioner'. På samme måde må man naturligvis advare mod en dansk grundvandsbeskyttelse, der er baseret på et geografisk og politisk sammensurium af zoner og indsatsområder, hvad enten disse er defineret ud fra lokale vandværksbemyndigelser, risikovurderede følsomhedszoner og/eller amtskommunale drikkevandsinteresseområder. Det er med diskussionen af disse forhold, at udvalget taber visionen om uforurenet grundvand på gulvet, og dermed også den garanti for det rene vand, som vores miljøminister bekræfter, vi har krav på.
Uden for udvalgsværelset venter der allerede i dag en hærskare af miljøteknologer, ingeniører og vandforsyningseksperter, måske endda anført af en tidligere miljøminister, Jens Kampmann, som formand for et vandrensningsfirma. De behøver ikke overtalelse. De står parate - endda som deres levebrød - med andre løsninger i form af distribution af vand på flasker eller med planer om forsyningsnet til brug for centralt placerede vandfabriker.
Det er derfor renset vand, snarere end det rene vand, der stilles os i udsigt nu ved overgangen til 1998 - og for tiden efter år 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu