Læsetid: 6 min.

Den sidste massakre

Debat
7. januar 1998

Mordet på 45 indianere var ikke en spontan handling, men en koordineret aktion med flere myndigheders direkte indblanding eller stiltiende accept

MEXICO
Med massakren den 22. december på 45 tzotzil indianere i den sydlige mexicanske delstat Chiapas synes Mexico at stå over for en ny situation - sammenlignelig med situationen efter nedslagtningen af flere hundrede demonstranter i 1968 på De Tre Kulturers Plads i Mexico By.
Det er derfor tidspunktet til at revurdere det Mexico, som i løbet af firserne og halvfemserne for alvor er trådt ind i Vestens ideologiske kreds - et Mexico som for nylig har indgået en handelsaftale med EU, der stiller krav om overholdelse af menneskerettighederne.
Massakrerne i 1968 og 1997 vil måske i historiebøgerne komme til at stå som yderpunkterne i den sidste fase af det post-revolutionære Mexicos udvikling - en udvikling som har været historien om ét partis (Det Institutionelle Revolutionparti, PRI) totale dominans og monopol på politisk magt. Massakren i 1968 var på mange måder symbolet på systemets begyndende legitimitetskrise, og de økonomiske kriser i halvfjerdserne og firserne bidrog kun til en forstærkning af denne tendens.
Revolutionens egalitære arv, løftet om lighed og vækst for alle, syntes at smuldre og det korporatistiske system udspillede sin rolle som organisator af arbejdere og bønder. Svaret blev, som i det meste af verden, en tilbagevenden til liberale dyder, frie markeder og minimering af statens rolle i økonomien. Gældskrisen i 1982 gav reelt ikke Mexico noget alternativ til en neoliberal udvikling med medlemsskab af GATT (1986) og NAFTA (1994) som de mest lysende bedrifter for Mexicos nye teknokratiske elite.

Salinas
Det politiske skifte syntes i en periode at revitalisere PRI. Præsident Salinas (1988-1994) blev det internationale samfunds kæledægge og Me-xico et mønsterland, et eksempel på en succesfuld overgang fra statsstyring til det frie marked samtidig med en overholdelse af de demokratiske spilleregler, den åbenlyse svindel ved valget i 1988 ufortalt. Pladsen i solen gjorde Salinas til en overmåde populær præsident i et land med et kronisk mindreværdskompleks. Men Salinas' stjerne faldt lige så hurtigt, som den var steget, tynget ned af beskyldninger om korruption og svindel.
Den Zapatistiske Oprørsbevægelse EZLNs opstand i Chiapas, den selv samme dag (1. januar 1994), hvor Salinas med Mexicos indtræden i NAFTA skulle høste frugterne af sin embedsperiode, kastede yderligere skygger over præsidentens polerede billede af et land på vej mod den Første Verden.
Massakren i Acteal den 22. december 1997 bekræfter endnu en gang med al uønskelig tydelighed falskheden i dette portræt.
Spørgsmålet om skyld og ansvar har præget den mexicanske debat i ugerne efter massakren i Acteal. Fra offi-cielt hold forsøges hændelsen nedtonet til et udslag af etniske og religiøse konflikter.

Ansvar for massakren
Den Zapatistiske Oprørsbevægelse gør derimod regeringen direkte ansvarlig for massakren, men sandheden er nok snarere at regeringens ansvar er af en mere indirekte, omend ikke mindre alvorlig, karakter. Baggrunden for massakren skal findes i den nye situation i Chiapas, der opstod efter det zapatistiske oprør den 1. januar 1994. Efter kort tids væbnet konflikt mellem oprørerne og den føderale hær blev der indledt en dialog mellem parterne.
Dialogen har imidlertid været afbrudt i omkring et år, efter at Mexicos præsident, Ernesto Zedillo, afviste at overholde de aftaler som regeringens forhandligsdelegation havde opnået med Den Zapatistiske Oprørsbevægelse - aftaler hvis formål var at forbedre de politiske, sociale og kulturelle rettigheder for Mexicos ti millioner store indianske befolkning.
Denne forhalingspolitik er et udtryk for en strategi, som PRI traditionelt har benyttet sig af overfor politiske modstandere. Regeringens manglende vilje til at indgå i en frugtbar dialog med Zapatisterne har skabt et vakuum, som er blevet fyldt af paramilitære grupper, som den der udførte massakren i Acteal den 22. december - den foreløbige kulmination på en blodig december måned med paramilitære overgreb på den indianske befolkning.
På trods af advarsler fra det civile samfund har over-grebene fundet sted uden myndighedernes indgriben, og afstedkommet mere end 8000 indianeres flugt fra deres landsbyer.
Acteal, hvor massakren fandt sted husede en del af flygtningene. De paramilitære grupper accepteres og promoveres af lokale myndigheder, som tillader en tilstand af lovløshed og straffrihed, der synes at blive værre, jo længere nede i det administrative hierarki disse myndigheder befinder sig.

De lokale myndigheder
Arrestationen af Chenalhó, kommunens borgmester (medlem af PRI), som massakrens formodede bagmand understreger de lokale myndigheders ansvar. Manglen på handling fra delstatsregeringen på trods af underretninger om den fem timer lange massakre, mens den kun var halvanden time gammel, må nødvendigvis føre placeringen af ansvar endnu højere op i systemet end det lokale og kommunale niveau.
Adskillige omstændigheder tyder på, at overfaldet på Acteal på ingen måde var en spontan handling, men en koordineret aktion med flere myndigheders direkte indblanding eller stilstiende accept. Det offentlige sikkerhedspolitis passivitet, på trods af dets tilstedeværelse kun 200 meter fra Acteal, og dets efterfølgende forsøg på at skjule massakrens omfang taler sit tydelige sprog.
Det uforklarlige tyveri af kommunikationsudstyr tilhørende en nærliggende afdeling af mexicansk Røde Kors, og den mere eller mindre direkte militære støtte fra politi og hær til de paramilitære grupper føjer endnu flere indicier til rækken.

Paramilitære grupper
De paramilitære grupper er ikke noget nyt fænomen i Chiapas. Kendt under betegnelser som pistoleros (pistolmænd) eller guardias blancas (hvide vagter), forbindes disse især med lokale godsejeres forsøg på at stjæle land fra de indianske bønder.
Den paramilitære gruppe som slog til den 22. december synes imidlertid at være udtryk for en ny bevægelse, som kommer inde fra de indianske samfund. De 'nye' paramilitære grupper udgøres fortrinsvis af unge mænd, som er marginaliseret i de indianske samfund. De indianske samfund er bondesamfund bygget op omkring kommunalt ejet jord, men manglen på jordreformer har betydet, at de indianske samfund har fået flere og flere jordløse bønder, som ikke kan indgå i samfundets fællesskab og beslutninger på samme måde som jordejere.
De paramilitære grupper derimod kan tilbyde løn og status. Utilfredsheden, som udspringer af sociale og økonomiske problemer, udnyttes af reaktionære kræfter i en del og hersk strategi, hvis formål er at splitte de indianske samfund og svække Den Zapatistiske Oprørsbevægelse og dens trussel mod de politiske og økonomiske privilegier, som har kunnet blomstre under et styre, hvis eneste krav har været total loyalitet mod partiet.
Ofrene for massakren i Acteal var efter sigende zapatistsympatisører eller medlemmer af organisationer uafhængige af PRI. Det falder derfor lige for at se massakren som en direkte provokation mod Zapatisterne - et forsøg på at fremkalde en reaktion, som vil kunne retfærdiggøre en militær løsning på 'zapatistproblemet', som længe har været en torn i øjet på en regering med store internationale ambitioner, der næppe kan tåle en alt for voldelig og udemokratisk løsning af 'problemet'.

Efter massakren
Spørgsmålet er nu, hvad det er for en fremtid Mexico efter massakren i Acteal går i møde. Det internationale samfunds krav om demokrati og overholdelse af menneskerettighederne tilfredsstilles måske af den tilsyneladende effektive behandling af affæren, med arrestationen af adskillige individer med tilknytning til massakren.
At ansvaret burde placeres højere op i hierakiet end tilfældet synes at være for nuværende, vil næppe anfægte Mexicos internationale partnere. Samtidig er det dog klart, at Mexico med massakren har opbrugt en væsentlig del af sin tolerancereserve i det globale 'gode selskab'.
Internt kan massakren derimod vise sig at være begyndelsen på enden for PRI. Guvernørvalget i Mexico By i juli 1997 var en overvældende tilkendegivelse af mexicanernes ønske om forandring, med en klar sejr til centrum-venstre partiet PRDs kandidat, Cuauhtémoc Cárdenas. Han forventes at stille op som præsidentkandidat ved valget i år 2000, og spås gode chancer for at gøre en ende på mere end 70 års étpartistyre.
Også Den Zapatistiske Oprørsbevægelse vil på mange måder stå styrket efter massakren i Acteal. Presset på regeringen for at genoptage dialogen med Zapatisterne vil være mærkbart, og komme både fra det nationale og globale civile samfund. Præsidentens udskiftning af indenrigsministeren den 3. januar kan tolkes som et tegn i den retning.
Håbet må derfor være at grusomhederne i Acteal får den modsatte effekt end den, de var tiltænkt - at PRI med sit krampagtige forsøg på at bevare magten har gravet sin egen grav, og at Mexico ikke endnu en gang vil vise sig som landet hvor, ifølge et mexicansk ordsprog, intet sker, før det sker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her