Kronik

Sisyfos var en lykkelig mand

16. januar 1998

Albert Camus så Sisyfos som ideal for det humanistiske menneske

DET FILOSOFISKE RUM
Sisyfos er en mærkelig og fascinerende skikkelse i de græske gudesagn. Han havde fornærmet guderne, og som straf måtte han skubbe en vældig sten op ad bjerget. Når han efter store anstrengelser nåede bjergets top, gled stenen fra ham, og han kunne begynde forfra nede fra bunden af dalen.
Når guderne var blevet vrede på Sisyfos, skyldtes det bl.a., at han nægtede at vende tilbage til dødsriget, da han havde fået orlov for en kort bemærkning. Duften af havet og græsset, altså livet, fik ham til at afvise tilbagevenden til det tyste, grå Hades, og han skal også have fanget selveste døden og bundet den, så den ikke kunne udføre sit arbejde, som den skulle.
Med andre ord: Sisyfos er ikke en hr. hvemsomhelst. Og den situation, han er sat i, er heller ikke en skovtur.
Både skikkelsen og situationen er absurd.
Filosoffen og digteren Albert Camus var grebet af denne absurde skikkelse og absurde situation.
Camus, der blev født i Algeriet i 1913, omkom ved en bilulykke i 1960. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1957, og her skal man nok være opmærksom på, at Nobelprisen ikke blot er en anerkendelse for et fremragende forfatterskab, men også en politisk tilkendegivelse.
Camus var med i Frankrigs modstandskamp under den tyske besættelse og blev efter krigen medredaktør på det venstreorienterede dagblad Combat, men han skilte sig ud fra andre franske digtere, f.eks. sin samtidige, filosoffen og digteren Jean Paul Sartre, ved at afvise de håndfaste stalinistiske ideologier.
Han var heller ikke et kristent menneske, og vi er antagelig her fremme ved det centrale i hans filosofi. Det spørgsmål, han stiller, lyder: "Hvordan skal et menneske handle, når det hverken kan støtte sig til en politisk ideologi eller en religiøs grundholdning?"
"Anstændigt" - er et af hans svar.
Han kan bruge Sisyfos og hans evige forsøg på at skubbe byrden op ad bjerget som et sigende eksempel.
Sisyfos lever i en absurd situation, men det gør mennesker i vore dage også. Livet er uden mening; derfor er menneskers handlinger også meningsløse.
Men mennesker skal alligevel handle. For der er kun én verden. Lykken og absurditeten er børn af samme jord, som Camus skriver i sin bog, Sisyfosmyten.
Og fra slutningen i samme bog: "Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod. Man genfinder altid sin byrde. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand." Citat slut.
Ifølge Politikens filosofileksikon udvikler Camus de skitserede grundopfattelser i humanistisk retning. Det sker i hans andet moralfilosofiske hovedværk Oprøreren.
Livet kan få mening ved oprør, forstået som kampen for menneskelig værdighed.
Udgangspunktet fastslår Camus i indledningen til sin Sisyfos-bog. Han skriver bl.a.: "Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: Selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige... kommer i anden række. Det er legeværk."

Camus blev af Sartre betegnet som eksistentialist, fordi eksistentialismens centrale punkt i Sartres fortolkning er, at menneskets liv beror på, hvilke valg det foretager. Og valg skal forstås i udvidet forstand. De omfatter nemlig også de situationer, da man ikke vælger, eller ikke tror, at man vælger. Da har man alligevel valgt.
Men Camus benægtede selv at være eksistentialist - i hvert fald af den sartreske skole, og eksistentialismen er da også et svært håndterligt begreb, der har mange rum, herunder vor egen store filosof Søren Kierkegaards. Eksistensteologi er Kierkegaards rum.
Jeg har forsøgt at tegne nogle streger af Camus' livsholdning, og da han også var forfatter, kunne det være spændende at finde ud af, om de filosofiske tanker, han udviklede i særlige værker, er blevet overført til romanerne.
I Pesten feks. er der en række situationer og mennesketyper, der efter min opfattelse passer ind i Camus' filosofiske verdensbillede.
Ifølge Gyldendals Verdens Litteraturhistorie medførte bogen i øvrigt et brud mellem Sartre og Camus. Sartre kaldte Pesten en stor mystifikation, og også kirkelige kredse angreb dens budskab - eller skal man sige budskaber.
Et resume: Byen Oran, som er en ganske almindelig havneby på 100.000 indbyggere, angribes af pest og må isoleres fra omverdenen. Bogen skildrer, hvordan indbyggerne håndterer denne absurde situation, og især sættes spot på en lille gruppe mennesker, som handler her midt i rædslerne, hvor folk dør som fluer.
Pesten er ikke blot den dengang netop overvundne nazisme, men alle former for totalitært tyranni, og her kan man måske finde årsagen til stalinisten Sartres kritik af bogen.
Doktoren, der trods dødelig træthed, kæmper den tilsyneladende håbløse kamp mod den smitsomme sygdom, taler med en ven: "Når det er sådan, at verdensordenen er behersket af døden, er Gud måske bedst tjent med, at man ikke tror på ham, og at man sætter alle sine kræfter ind på at kæmpe mod døden uden at løfte blikket mod den himmel, hvor han tier."
"Ja," siger vennen, "jeg forstår Dem, men Deres sejre vil altid være af foreløbig karakter, det ved De."
Doktorens ansigt formørkes: "Altid, ja, det ved jeg. Men det er ikke grund nok til at holde op med at kæmpe."
"Hvad betyder pesten for Dem?"
"Et nederlag uden ende"
"Hvad er det, som har lært Dem alt dette?"
"Lidelsen"
Dette korte uddrag af en længere dialog dækker under romanens kappe Camus grundholdning, som jeg her har prøvet at skitsere.
I et lidt mere bittersødt forløb fortæller Camus om journalisten, som tilfældigvis var i byen, da den blev isoleret, og som gør sig alle mulige anstrengelser for at smugle sig ud. Han tænker på og drømmer kun om sin elskede, der er derude på den anden side de lukkede byporte. Hun bliver smukkere og smukkere, og han opfatter efterhånden hele sit livs bestemmelse som et samvær med hende.
Det absurde fra Franz Kafkas Slottet skinner efter min opfattelse tydeligt igennem i Camus' roman. Han er jo ligesom Kafka optaget af det absurde, og Kafka er det absurdes mester. Journalisten må som K. - landmåleren i Slottet - rende fra Herodes til Pilatus. Han løber bestandig ind i vanskeligheder og må begynde forfra - her fra den ene menneskesmugler til den anden. Men mens Kafka lader sin bog slutte med, at K. fortsat er på vej rundt i al evighed, lader Camus sin journalist tage ansvaret på sig. Han opgiver flugten og bliver medlem af det sanitetskorps, der er oprettet for at samle de pestsyge og fjerne ligene.
Et bemærkelsesværdigt træk netop om denne episode er, at Camus lader de hårdt arbejdende bifalde journalistens plan om at flygte. "Det er nu Deres bestemmelse, Deres måde at finde lykken på," siger lægen.
Men den afklarede journalist siger, da han tilstrækkelig mange gange forgæves har forsøgt at komme over muren: "Jeg har hele tiden tænkt, at jeg var en fremmed i denne by, og jeg intet havde at gøre med Dem. Men nu, da jeg har set, hvad jeg har set, er jeg blevet klar over, at jeg hører til her, enten jeg vil eller ej. Det angår os alle."
Det angår altså os alle, om pesten, nazismen eller andre umenneskelige ideologier vinder, er forfatterens budskab. Du kan ikke melde sig ud; du hører til i verden, selvom den er pestbefængt.
Der er blot det ved denne storslåede roman, at han kun er nået til den første sætning, som han arbejder om og om igen. Da han nu ligger på dødslejet, beder han lægen læse den op. Og lægen læser: "En dejlig morgen i maj red en slank amazone på en vælig alezanerhoppe mellem blomster ad Boulogneskovens stier."
"Er det godt," spørger romanforfatteren in spe feberhedt, og da ingen svarer, lyder det: "Åh, nu ved jeg det - dejlig... dejlig er ikke det rette ord."
"Brænd det," beordrer han. Men da underet sker, og han bliver rask, tegner alt til, at han forsøger sig igen med denne indledende sætning til sit store epos. Det, der skal få forlæggeren til at beordre hatten af i ærbødighed.
Stenen er rullet ned ad bjerget. Nu skal den skubbes opad igen.
Det eneste menneskeværdige er at begynde forfra. Det eneste menneskeværdige er at være igang med et slidsomt arbejde, som kræver alt af dig, og som ikke slutter. Uden at man behøver at tro hverken på Gud, nazismen, kapitalismen eller på forskellige grader af socialisme/kommunisme.
Vi kan finde tilsvarende træk hos andre. F. eks. skriver den spanske essayist José Ortega y Gasset (1883-1955) i Massernes Oprør, der kom på dansk i 1964: "Den virkelige livsfylde består ikke i at tilfredsstille, ikke i, at man har succes eller når et mål," og han citerer sin landsmand Servantes Savédra (1547-1616) - det er ham med Don Quixote -, der sagde det på en mere ligefrem måde: "Vejen er altid bedre end værtshuset."

APROPOS
Ondskab og godhed

Lighedspunkter med Sisyfos, som Albert Camus fortolker skikkelsen, kan vi finde i Goethes Faust.
Faust er det moderne menneske, som er ved at kvæles af støv og lede i sit studerekammer. Han synes, han har læst alting, studeret det hele; han vil leve livet, gå ud over sine egne og sin tids rammer, men han magter ikke at bryde ud af sit fængsel.
Forfatteren til Den unge Werthers lidelser lader også her sin hovedperson overveje selvmordet. Faust fører giftbægeret til læberne, men standses af englekoret, som i pinsejubel synger: "Krist er opstanden. Fryd dig". Den guddommelige indgriben får ham til at tøve.
Ligesom i Bibelens beretning om Job lader Goethe Gud og den faldne engel Lucifer - Mefistofeles - indgå en aftale om et menneskes sjæl.
I skikkelse af en puddel smutter Mefistofeles med Faust ind i studerekammeret, og her åbenbarer han sig for at få kontrakten i hus.
Det lykkes. Den længsel, Faust nærer efter at prøve alt, kan Mefistofeles opfylde. Han skal blot til gengæld have en menneskesjæl, når det tidspunkt kommer, da Faust, som alle menneske "i ro vil nyde, hvad han ejer."
Men det punkt tror Faust ikke, han når. Han er i hvert fald klar til at sætte sin sjæl ind.
Faust har fået det løfte, at Mefisto vil og kan hjælpe ham med at opfylde alle - eller så godt som alle - ønsker.
Er det det lystige liv ved værtshusets stambord, Faust har savnet? Ja, måske. Prøves skal det, og det går da også med sang og bægerklang nogle timer, men snart kommer ondskabsfuldheden op til overfladen hos de muntre drikkebrødre, og leden griber igen Faust. Her var der Wein og Gesang, så mangler han naturligvis Weib.
Han møder Margarete eller Gretschen og dermed kærligheden og begæret. Han forfører hende, men der bliver ingen tid til at nyde lykken.
Tværtimod går det rivende galt. Margaretes bror bliver dræbt af Faust, da han vil vil hævne søsterens tab af dyd og anstændighed. Moderen dør af sorg, og Gretschen dræber det barn, der bliver frugten af mødet med Faust.
Videre det går over stok og sten. Faust kaster sig med uudslukkelig energi ind i nye oplevelser. Han kommer til heksebal på Bloksbjerg, men bliver noget mat i sokkerne, da en lille rød mus springer ud af munden på en yndige pige, han netop dansede med.
Så redder han en falleret herskers økonomi ved at indføre papirpenge, tager en afstikker til den græske oldtid, hvor den skønne Helena bliver hans brud, vin-der et slag for en kejser og ender til sidst som den store skaber af nyt land gennem inddæmning og dræning.
Faust er altså som en anden Sisyfos hele tiden på vej op ad bjerget, og ligesom i Sisyfos-myten ruller stenen ned, når han har nået bjergets top.
Det yndige barn, Euphorion, som Faust får med Helena, tror, han kan lære at flyve. Han søger højere og højere op, og til sidst er faldet så stort, at han dræbes mod klipperne. Og med hans forsvinden, opløses også drømmesynet Helena. Faust står blot tilbage med hendes hvide dragt i sine arme, og den omdannes til skyer, som fører ham med sig.
Hver eneste gang, Faust forsøger at skabe går det godt en tid, men så ender det galt. Han må ned til bjergets fod for at begynde forfra.
Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), som arbejdede i 60 år på dette kæmpeværk - det udkom i sin helhed først efter hans død - lader tilgivelsen og nåden sænke sig over Faust, da Mefistofeles endelig langt om længe tror, at han nu kan hente sin belønning i form af den gamle og blinde Fausts sjæl.
De himmelske kræfter er og bliver stærkere end de (under)jordiske. Goethe lader engle svævende i den højere atmosfære bære Fausts udødelige dele og synge:
"Hvo altid stræber frem og frem, ham kan vi frelse sænke; og hvis en kærlighed, som bor i himlens regioner, har del i ham fra engles kor velkommen mod ham toner."
Hvis der oven i den bestandige stræben (med at skubbe stenen op ad bjerget) er kærlighed (Magaretes), så ikke blot frelses man, så bliver man budt velkommen i himlen, siger digteren.

Carl Otto Brix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Claudia Munksgaard-Palmqvist
Kristian Rikard og Claudia Munksgaard-Palmqvist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Jeg ved ikke helt hvorfor denne debat er poppet op (er det Claudia Munksgaard-Palmqvist, der har
gravet den frem fra gemmerne? I givet fald skal du have tak). Hvor er det godt at læse noget så klogt
og velformuleret :)