Det nye Vietnam i krydspunktet mellem McDonalds og Ho Chi Minh
HANOI, JANUAR
"To lande med McDonalds har aldrig været i krig med hinanden," fortæller lederen af en af Vietnams økonomiske institutter. Denne oplysning har et særligt budskab til Vietnam. Et land der har været invaderet af og i krig med Kina, Japan, Frankrig, USA plus det løse. Vietnams historie ser ud som variationen over samme tema: en fremmed invasion, besættelse, modstandskamp, uafhængighed. Hertil kommer, at Vietnam selv ofte har haft territoriale ambitioner.
Når man besøger Vietnam netop nu, oplever man et land under stor forandring. Der er taget afgørende skridt mod markedsøkonomi og åbning af økonomien i forhold til omverdenen.
Reformpolitikken kaldes 'doi moi', hvor det er små forretninger og virksomheder, der skal være grundlaget for landets økonomi.
Hverken vietnamesisk eller udenlandsk ejendom kan nationaliseres. Det er endvi-dere tilladt vietnamesere at eje produktionsmidler, starte eget firma og indgå i joint ventures med udenlandske firmaer.
Takket være nye og forbedrede muligheder for udenlandske investeringer strømmer europæiske og asiatiske firmaer i disse år til Vietnam. Det præger bybilledet i først og fremmest Ho Chi Minh City - der måske er på vej til at udvikle sig som Bangkok - men også i Hanoi ændrer bybilledet sig i disse år.
Fransk provinsby
Hovedstaden kan stadig med sin stilfærdige charme med pladser og brede alleer med vejtræer minde om en fransk provinsby i 1930'erne. Men nye hoteller og kontorbygninger er også her begyndt at skyde op, og der er langt flere motorcykler og biler i gaderne end for blot et par år siden.
Slagordet for den økonomiske kurs er "socialistisk markedsøkonomi". Under mine samtaler i Hanoi med journalister, forskere og partire-præsentanter spurgte jeg forsigtigt til, hvad der nærmere lå i begrebet. Ledsaget af en hjertelig latter var forklaringen hver gang, at det af historiske og politiske grunde var nødvendigt at lade indførelsen af markedsøkonomien være ledsaget af en socialistisk terminologi. For at få pillen til at glide ned, så at sige.
Der er lang vej igen, før Vietnam har indført markedsøkonomi, som vi kender den. Produktionen er fortsat domineret af statslige virksomheder, der er kun i begrænset omfang fri konkurrence og importen er fortsat underlagt en række restriktioner. Reformkursen er ofte sik-sak og to skridt frem og ét tilbage.
Men det overordnede sigte er ikke til at tage fejl af: Det er kun gennem indførelse af markedsøkonomi og åbning af økonomien, at Vietnam som et af verdens fattigste lande har mulighed for at hæve befolkningens levestandard.
Nostalgi efter fjenderne
Der er i Vietnam en besynderlig nostalgi efter at lave forretninger med de tidligere fjender: franskmændene og især amerikanerne.
Vietnameserne elsker alt, hvad der er amerikansk - fra Mickey Mouse til Michael Jackson. USA hævede sin handels-embargo så sent som i 1994, men er nu for fuld kraft på vej til at erobre markedsandele i Asiens nyeste økonomiske tiger. Computere, cd'ere, Chrysler i joint-venture, først Pepsi så Coca-Cola trænger frem blandt de nyrige. Ethvert forsøg på at bruge Ho Chi Minhs navn i reklameøjemed er dog blevet afvist af regeringen - således et forsøg om at indføre en HO Hamburger.
Fra internationalt hold, bl.a. Verdensbanken, opfordrer man Vietnam til at afvikle handelsrestriktionerne, privatisere den store statsejede virksomhedssektor og skabe en gennemsigtig og liberal finanssektor. Den vietnamesiske regering fremlagde i efteråret 1997 en sekspunktsplan, som tager højde for kritikken.
Selv om Vietnam i de senere år har haft flotte økonomiske vækstrater på henved 10 procent, har krisen i regionen og Østasien forværret situationen. Hertil kommer yderligere en række forhold, der præger de interne diskussioner om den økonomiske udvikling.
Vietnam oplever i disse år en ændring af den hidtidige relativt jævne fordeling af indkomster og social udvikling. Over 70 procent af befolkningen lever i landdistrikterne og ofte i stor fattigdom. Regeringen giver udtryk for bekymring over udviklingen og har lagt op til en forøgelse af de sociale udgifter inden for uddannelse og sundhed.
I sammenligning med de fleste andre udviklingslande har Vietnam dog fortsat en flot social profil: en høj alfabetiseringsgrad: 89 procent fordelt ligeligt på mænd og kvinder sammenlignet med et gennemsnit på 50 procent for de fattigste u-lande; en høj levealder og en forholdsvis lav børnedødelighed. Opgaven bliver at fastholde og forbedre disse resultater samtidig med indførelse af de økonomiske reformer.
For de vietnamesiske ledere er det store spørgsmål utvivlsomt, hvorledes de kan bevare magten samtidig med, at landet udvikles økonomisk. Vil den økonomiske udvikling ikke føre til krav om politiske reformer? Især den nye middelklasse ønsker at få lov til at vælge selv ikke blot på det økonomiske felt, men også på det politiske? Måske vil der også i landets ledelse brede sig en forståelse af, at økonomisk og social udvikling på sigt også forudsætter politiske reformer.
Trods étpartisystemet er der kun minimal opposition. Amnesty International anslår p.t. antallet af politiske fanger til knap 60, deriblandt en række systemkritikere og religiøse ledere. Det er åbenbart, at landets ledelse ikke er interesseret i at drøfte Kommunistpartiets centrale rolle og magtmonopol.
Indblanding
Når jeg rejste sådanne spørgsmål, blev det opfattet som indblanding i indre - og egne - anliggender. Man henviste også til de forsøg, Vesten gennem historien havde gjort på at kolonisere landet og manglende respekt for Vietnams selvstændighed og uafhængighed.
Baggrunden er frygt for mere radikale ændringer og for, at Kommunistpartiet vil miste sin centrale rolle i Vietnam. Landets love administreres i praksis på en måde, som hindrer eller vanskeliggør kritisk politisk arbejde uden for partiets rammer, og aktiv opposition er strafbart. Selv om der er religionsfrihed i Vietnam, er der fortsat eksempler på intimidering af f.eks. buddhistiske munke, hvis de offentligt kritiserer regimet.
Også på den kulturelle front giver reformpolitikken anledning til selvransagelse. Her er det de traditionelle - konfucianske, buddhistiske, taoistiske - værdier, der sættes op mod Spice Girls-kulturen. I den yngre og velbeslåede del af befolkningen - som endnu udgør en begrænset gruppe - er linien klar. Stor fascination af moderne kommercialisme fra cd'er til mc'er og Calvin Klein-tøj og af vestlig livsstil. Michael Learns to Rock optrådte for fuldt hus i Hanoi medio december.
Men i den brede del af befolkningen er der opbakning bag de traditionelle, nationale værdier. Der spores irritation over de såkaldte sociale onder, narkotikamisbrug, porno.
I mere intellektuelle kredse og i de ældre generationer, som har oplevet krigene, spørger mange sig selv, hvor Vietnam er på vej hen. I en omfattende kampagne destrueres for tiden upassende videofilm og musik.
Set i forhold til Vietnams økonomiske udvikling er det dog korruptionen, der er det alvorligste 'sociale onde'. Embedsmænd på alle niveauer forventer og forlanger bestikkelse. Det er efterhånden en del af hverdagen, og i flere tilfælde har befolkningen været ved at miste tålmodigheden. Der er eksempler på omfattende uroligheder på grund af korrupt embedsførelse på provinsniveau.
Det hører med i billedet, at landets ledelse har erkendt problemet. Det drøftes åbent både i partiet, nationalforsamlingen og i medierne, og der slås hårdt ned, bl.a. med dødsstraf. Regeringen har direkte opfordret aviserne til at skrive om korruption - og flere skandaler er blevet draget frem i dagens lys.
De kommende år vil være præget af konflikter mellem den gamle kommunistiske garde og den nye økonomiske middelklasse.
Magtkampen kan også spores i ledelsen af landet. Præsident Tran Duc Luong og premierminister Phan Van Khoi anses for reformvenlige. Derimod beskrives Le Kha Phien, der ultimo december 1997 blev udpeget som partisekretær, som en udpræget 'hard-liner' og skeptisk over for yderligere tiltag i retning af indførsel af markedsøkonomi.
Linien er dog lagt, og Vietnam har i realiteten forlængst truffet valget mellem Onkel Ho og WTO.
Uanset en embedsstand, som overvejende er uddannet i Moskva og Østtyskland, og som har svært ved at forlige sig med tanken om reformer og modernisering. Og uanset en forældet statslig industrisektor med østeuropæisk produktionsudstyr, som ikke engang var moderne, da det var nyt.
Efter bortfaldet af bistanden fra, og store del af, samhandelen med Sovjetunionen og Østblokken har Vietnam orienteret sig mod de vestlige lande og især de omkringliggende lande i Sydøstasien.
I 1995 blev Vietnam medlem af ASEAN, og fra i år indtræder landet som medlem af det økonomiske samarbejde i Asien og Stillehavsområdet, APEC. De diplomatiske forbindelser med USA blev genoptaget i 1995 og man arbejder ihærdigt på at få indgået en handelsaftale med USA, som antagelig vil lette Vietnams vej til WTO.
Vietnams meget lukkede handelssystem er dog en alvorlig hindring for landets medlemskab af Verdenshandelsorganisationen.
Hårdnakkede rygter vil vide, at den første McDonalds snart åbner i Ho Chi Minh City...
