Læsetid: 2 min.

Ikke meget svineavl dér

Debat
8. januar 1998

Det gør ondt helt ind i sjælen at læse Morten Piils kommentar til dansk dokumentarfilm

DANSK FILM
Hvad er forskellen på en ny musical af Lars von Trier og en dokumentarfilm om svineavlens problemer, spørger Morten Piil i sin klumme i avisen i tirsdags.
Tjah, kender man Lars von Trier og de danske kreative dokumentarister ret, så er svaret ikke så ligetil - der er potentiale til flere uforudsigelige ligheder end forskelle, vil jeg mene.
Men ser vi et øjeblik bort fra dét, så er det nu alligevel forstemmende netop i Information, en af de danske dagblade som flittigst har formidlet filmkunst i al sin genremæssig pluralitet, at finde et så klichébetonet billede af dokumentarfilmen formuleret.

Ubegrænset dokumentar
Lad det være, at dansk dokumentarfilm sjældent beskæftiger sig ret meget med svineavlens problemer, men at dokumentarfilmen over én kam gøres lig med - og begrænses til - emnecentrerede oplysningsfilm "med et for denne genre naturnødvendigt emnebegrænset publikum", gør ondt helt ned i min film-elskende sjæl.
Måske er klummen i virkeligheden et skrig til himlen om nødvendigheden af at styrke helhedsynet på dansk film og filmkunst i det hele taget.
Jeg behøver blot at henvise til samme blads nytårsaftensudgave, hvor Lars Movin giver en fin gennemgang af et udpluk af årets dokumentarfilm: Himmelstigen, Homo Lalandiense, Tankens anatomi, Fik du set det du ville, Patrioterne, bare for at nævne en håndfuld - og jeg er ked af at skuffe dig, Morten, men der er ikke mange svin dér.
Til gengæld er der adskillige titler, som ikke lader sig nøje med special interest målgrupper, men som netop stræber imod fortællemæssige og æstetiske mål, som du reserverer for spillefilm.
Film, som borer sig ind i et hjørne af tilværelsen og med kunstnerens udfordrende filmiske blik finder det særegne i det hverdaglige og det genkendelige i det fremmede.

Rugekasse for talenter
Jeg vil egentlig ikke her gå ind på alskens kvantitative argumenter, blot kort bemærke, at hvad angår publikumsstørrelsen mellem de forskellige genrer, har kort- og dokumentarfilmen heller ikke noget at skamme sig over her.
Både nationalt og internationalt står dansk kort- og dokumentarfilm stærkt - i biograferne, på bibliotekerne, på filmfestivaler.
At ikke alle veje fører til Cannes kan sandes ved et blik på 1996 Årsberetningens otte tætskrevne sider om festivaldeltagelse.
Vi er mange, som glæder os utrolig meget til et tættere samarbejde på tværs af filmgenrer og -miljøer, og vi er ikke i tvivl om, at det vil være til gensidig inspiration.
Det er forhåbentlig heller ikke en nyhed for Morten Piil at kort- og dokumentarfilmen traditionelt og fortsat er en rugekasse for mange nye talenter og en tumleplads for nyskabelser i det filmiske udtryk - det er netop hér at mange nye furer bliver pløjet, som spillefilmen siden også kan blomstre af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her