Kronik

Trash TV

17. januar 1998

I Jerry Springer showet synes selskabeligheden at bestå i systematisk at sætte sig udover enhver form for anstændig opførsel

Det vakte nogen opmærksomhed, da den første danske doktorgrad i talkshows blev erhvervet for et par måneder siden. I sin afhandling Snakkeprogrammet. Portræt af en TV-genre. beskæftiger medieforskeren Hanne Bruun sig med dansk public service TV's brug af talkshowgenren.
Gennem analyser af fem forskellige snakkeprogrammer - fra DR-monopoltidens Kanal 22 og Lørdagskanalen til TV2's tidligere flagskib Eleva2ren - viser hun, at man i dansk public service TV i stigende grad er blevet modtagerorienterede og genrebevidste. Hun taler om en begyndende professionaliseringsproces.
På den anden side retter hun også en betydelig kritik mod den hjemlige brug af genren. Nok er genren populær - den nuværende krønikeskriver og tidligere Kanal-vært Gregers Dirckink-Holmfelds talkshows havde i 1980'erne op mod tre millioner seere - men "hvis målet er at forene journalistiske ambitioner med snakkeprogrammets kommunikative forcer, har dansk public service TV langt igen." (s.281). Netop i et public service TV, specielt DR, må journalistiske ambitioner om at lave kvalitet veje tungere end populistiske ambitioner om at skaffe seere.
Som et eksempel på et særligt vellykket snakkeprogram fremhæver Hanne Bruun Damernes Magasin (1991-92) med Camilla Miehe-Renard som vært. Her var ambitionen at vise hverdagsmenneskets utrolige evne til at overleve personlige kriser og problemer mod alle odds. Programmet blev (selvfølgelig) kritiseret sønder og sammen af kulturdebattørerne: følelsespornografi, intimisering, personfiksering, perspektivløshed osv, men interviewofrene blev dog valgt blandt mennesker, som havde lagt deres følelsesmæssige problemer bag sig. Indholdsmæssigt lægger Damernes Magasin altså vægten på erfaringsformidling fremfor en fremvisning af ulykke.
Havde et program som Damernes Magasin mon tiltrukket (endnu) flere seere, hvis de medvirkende ikke fremstod så afklarede, som de gjorde, men befandt sig midt i et følelsesmæssigt kaos? Man fristes til at tro det, når man ser på, hvordan der laves talkshows i USA, hvor seertalsfikseringen i kraft af en rendyrket kommerciel logik er total.
Via de privatejede satellitkanaler er det er i løbet af de senere år blevet muligt at få nogle af disse amerikanske talkshows hjem i stuen: Oprah Winfrey, David Letterman, Ricki Lake, Jerry Springer og hvad de nu ellers hedder.

Lad os se lidt nærmere på sidstnævnte herre, hvis show - med et par års forsinkelse - kan ses et par gange om ugen på kanal 3+, TV3's lillebror. Jerry Springer er med sit Armani-slips og sine modebriller mindst lige så velklædt som vores egen Jarl Friis-Mikkelsen. Han ligner ikke ligefrem enhver svigermors drøm, men ved første øjekast gør han et tillidsvækkende indtryk. Først efterhånden går det op for én, at vi her har med selve djævelens advokat at gøre. Hvad perfiditeter angår, distancerer han Michael Meyerheim med flere længder.
En tilfældigt udvalgt aften er overskriften for Jerry Springer showet Love Triangles. Det kunne lige så godt have været "Jeg kan få, hvem jeg vil!" eller "Jeg hader min svigerinde!". Men denne aften (den 20.09.1997) skal der altså sættes fokus på trekantsforhold.
Showet starter uden for døren til TV-studiet, hvor Jerry Springer i al fortrolighed indvier de mange millioner seere i, at Bethany, som står lige ved siden af ham, om lidt vil fortælle veninden Stacey, at hun har været i seng med Staceys fyr, Kevin (som, Bethany i øvrigt kendte først; det var hende, der i sin tid præsenterede Kevin for Stacey).
Dernæst, stadig uden for døren til studiet, bekendtgør Jerry Springer, at Stacey, som nu står ved siden af ham, om lidt vil fortælle, at hun ikke vil have Kevin. Hun vil have Bethany.(!) Allerede inden showet for alvor er begyndt, står det altså klart, at vi seere ved mere end de enkelte medvirkende, som i øvrigt medvirker på så forskelligartede præmisser, at der uundgåeligt må opstå pinlige situationer.
Nu gør Jerry Springer sin entré i TV-studiet.
Stemningen er på kogepunktet og værten hyldes, som var han et musikidol. Ligesom en toppolitiker tager han sig tid til at trykke tilfældige tilskuere i hånden, inden han forklarer dagens dilemma.
Så bliver det de medvirkende "hverdagsmenneskers" tur, og den første pinlige situation indtræffer planmæssigt: Bethany fortæller, hvad hun har foretaget sig med Kevin og det går op for Stacey, at hun ikke kun medvirker for at erklære Bethany sin kærlighed. Hun skal nu finde en grimasse, der kan passe - ("kunne I ikke have sagt det inden showet?") - og kameraet dvæler længe ved denne grimasse samt ved måbende ansigtsudtryk blandt publikum. Hjemme i stuerne fornemmer vi intimiteten på sikker afstand. Men historien er langtfra forbi.
Den næste pinlige iscenesættelse opstår i forbindelse med Kevins entré i studiet. Kevin tror, at han medvirker for at vælge mellem Bethany og Stacey i et landsdækkende TV-show.
Det står han gerne model til: "hvem vælger du, Kevin?," spørger den fidele vært.
"Jeg tror ikke, jeg behøver at vælge!," svarer han i første omgang dumsmart, men besinder sig så: "Jeg vil ikke længere have noget forhold til Bethany."
Nu er det Bethanys synligt anfægtede ansigt, kameraet fokuserer på. Men hvad Kevin ikke ved, er, at Stacey også har haft et forhold til en anden fyr, ved navn Rob, gennem nogen tid.
Rob, som nu introduceres, har følgende opsigtsvækkende budskab:
"Kevin er ikke god nok til Stacey." Det er nu tid til den første reklameblok. Jerry Springer opsummerer velbehageligt, hvordan historien foreløbig har udviklet sig. Et flashforward viser os, hvordan Stacey efter reklamerne "afslører en hemmelighed", hvilket altså ikke længere er nogen hemmelighed.
Efter reklameblokken - der er i øvrigt indlagt dobbelt så mange blokke i den amerikanske udgave - skal Stacey omsider erklære Bethany sin kærlighed. Talkshowet forvandles nu til en sæbeopera: med sentimental musik, fotografier af den yndige Bethany og et medlevende publikum som baggrund fortæller Stacey historien om de to små piger Stacey og Bethany, der er gået gennem tykt og tyndt sammen. De bliver ældre, og det går efterhånden op for Stacey, at hendes følelser over for veninden har ændret karakter (Kevin og Rob er synligt påvirkede!). Vil Bethany give et forhold mellem de to voksne piger en chance? Bethany takker pænt nej.
Så vidt den første af de i alt tre "love triangles", der udgør denne aftens Jerry Springer show. Jeg skal nok forskåne læseren for at gå i detaljer med de øvrige "segmenter". Det skal dog bemærkes, at det strengt taget kun er det sidste, der lever op til overskriften "trekantsforhold" - i øvrigt en lesbisk trekant - de to andre segmenter har for mange kanter. Ja, hovedpersonen i segment nummer to erklærer ligefrem: "Den kvinde eksisterer ikke, som kan stille mig tilfreds." Hans (mange) forskellige kvinder opfylder så hans forskellige behov. På et tidspunkt er der optræk til decideret håndgemæng - en hyppig foreteelse hos Jerry Springer - men situationen klares ved at indlægge en reklameblok.
I slutningen af showet har publikum i studiet mulighed for at stille spørsmål til de medvirkende og kommentere, hvad de har været vidne til. Der er absolut frit slag til at sige hvad som helst, og man holder sig ikke tilbage.
Så runder Jerry Springer af; helt umotiveret holder han et moraliserende foredrag, der står i skærende kontrast til det, vi har oplevet i løbet af showet. Til sidst hører vi Jerry Springer fans ytre sig ude på gaden: "We love you Jerry!", "You are the best!", "Elvis var intet mod dig, Jerry!" Vox populi!

Anlægges der en teoretisk betragtning over talkshowgenren generelt, er begreberne "selskabelighed" og "usikkerhedselementet" ifølge Hanne Bruun helt centrale.
Talkshowet kan opfattes som et elektronisk mødested mellem vært, medvirkende, publikum i studiet og seerne. Seerne har ganske vist normalt ikke mulighed for at komme til orde, men kendte vi måske ikke alle sammen Lady Di uden nogensinde at have talt med hende?
Man er sammen for samværets egen skyld. Menneskelighed er selve indholdet. Det gælder om at overholde reglerne for god opførsel.
Det genopståede "Her er dit liv" med den store kommunikator Camilla Miehe-Renard som værtinde lever i enhver henseende smukt op til denne forståelsesramme.
I Jerry Springer showet synes selskabeligheden at bestå i systematisk at sætte sig udover enhver form for anstændig opførsel.
Så er der usikkerhedselementet. Når man har med mennesker at gøre som i talkshows, vil der altid kunne ske noget uforudsigeligt, hvilket i sig selv kan have en vis attraktionsværdi. Usikkerhedselementet har naturligvis de bedste betingelser, når noget sendes live Et interviewoffer kan f.eks. opføre sig helt anderledes end forventet. Hvem husker ikke eksempler på diskussionsdeltagere, der i protest har forladt et TV-studie?
Jerry Springer showet sendes ganske vist ikke live (men live-on-tape, en produktionsform, hvor live søges genskabt ved at simulere en live-optagelse), men for de medvirkende bør det hele føles som en højst usikker affære, for ét synes helt sikkert: de medvirkende kan aldrig vide, hvilken rolle, de er tiltænkt i Jerry Springers intrigante iscenesættelse.

Det er selvfølgelig ikke alle amerikanere, der elsker Jerry Springer eller for den sags skyld Ricki Lake. I begge disse shows synes der blandt de medvirkende at være en overrepræsentation af forarmede, etniske minoriteter samt den hvide underklasse, også kaldet white trash. Men hvorfor står amerikanere alligevel i kø for at medvirke i dette følelsesmæssige snuff TV, hvor de har gode muligheder for at - undskyld udtrykket - blive røvrendt?
Et indslag om talkshows fra det satiriske dokumentarprogram TV-Nation, som den hemmelige kanal DR2 viste for et års tid siden, giver måske et par svar. TV-Nation opsøgte bl.a. familien Tucker fra Alabama, der engang tog til Chicago for at medvirke i et Jerry Springer show. Linda Tucker kunne ikke enes med sin mands søster og mor, som hun delte bolig med. Familien håbede, at den kendte TV-vært kunne fungere som en slags familieterapeut: "Han virkede fair og omsorgsfuld." Familien blev skuffet. Linda: "Jerry Springer gjorde det være for os." Dot Tucker (svigermor): "Det var pinligt og ydmygende." Alligevel ville de gøre det igen!
Her er vi formentlig fremme ved den vigtigste bevæggrund til at optræde i trash TV: ønsket om at blive TV-stjerne for en aften.
Michelle van Burren, som TV-Nation også opsøgte, forventede ligesom familien Tucker, at hendes medvirken i et talkshow ville få karakter af behandling: "Hvis jeg kunne tale ud med min storesøster Yolanda hos Geraldo (et andet talkshow) med publikum, så ville hun lytte." Samtidig satser Michelle målrettet på en TV-karriere og håber at blive opdaget. Hun oplever derfor sit liv som bestående af mulige talkshow-idéer.
Chris Darryn formulerer det i udsendelsen således: "15 minutters berømmelse er som et godt sted at bo, fast indtægt, en smuk kone - og hvad man ellers kræver af livet." Chris er blevet iværksætter, idet han har oprettet sit eget talkshow-register. 2.000 kandidater, der ønsker at lufte deres fordomme, står til rådighed for TV-stationernes tilrettelæggere. Her finder man f.eks. en mand fra en anden planet; en mand, der tror, han er Messias og en profet,der forudsiger 3. verdenskrig. Man finder også Dr. Strange, der kan fortælle om kommandørkaptajn Valient Thor fra Venus, der omkring 1960 kom til jorden for at besøge Eisenhower og Nixon. Dr. Strange har optrådt i Jerry Springer showet. Chris Darryns register er endnu ikke børsnoteret.

Mikael Busch er cand. mag.

Kilde: Hanne Bruun; "Snakkeprogrammet. Portræt af en TV-genre." Ph.d.-afhandling maj 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu