Læsetid: 6 min.

Tre racer - eller tre hundrede

6. januar 1998

Integration, ja - men vi må også anerkende anderledesheden hos de integrerede

RACISME
Som debatten om de fremmede føres for tiden, har den en tydelig racistisk karakter.
Racisme er (evolutions-) teorien, ifølge hvilken der findes en kausal forbindelse mellem nedarvede fysiske træk (hudfarve, næsebredde, hårets farve og struktur, kraniets størrelse, etc.) og visse personligheds-, intellektuelle og kulturelle træk. Kombineret hermed går teorien også ud på ideen om, at nogle racer er højere stillede, mere udviklede end andre.
Selve racebegrebet afvises af de fleste mennesker i dag. I stedet taler man mere og mere om etnicitet eller etnisk(e) gruppe(r), hvor kulturelle faktorer primært bliver lagt til grund for en definition og et forsøg på at begrebsliggøre det anderledes (indvandrere, minoriteter).
Der er mange årsager til, at racebegrebet har ringe forklaringsværdi - bl.a. problemerne med at nå en konsensus om hvor mange racer der egentlig findes (tre: negroide, mongolide, kaukasiske - eller trehundrede) og den kendsgerning, at der findes større biologiske-genetiske variationer blandt medlemmer af en såkaldt race end på tværs af racer.
Anvendte man f.eks. menneskers blod-typer til en bestemmelse af en race, ville resultatet være, at de lys-hudede tyskere (A=.29, B=.10, O=.61) og de mørkhudede mennesker i Ny Guinea (A=.29, B=.11, O=.60) var af den samme race.
Hvis vi grupperede mennesker med runde hoveder sammen, ville resultatet være et mix af iranere, kinesere, tyskere og folk fra Hawaii. Mennesker med lange hoveder ville inkludere indfødte i Australien og bantuer.
Mellem mennesker med runde og lange hoveder, ville man finde eskimoer, de indfødte sioux-indianere i Nordamerika og folk i Melanesien.
Alle forsøg på at bruge racebegrebet resulterer i et virvar.

Afrikansk familie
Min forskning for tiden tager udgangspunkt i et projekt, som undersøger børns omsorg i den ghanesiske familie (Vestafrika).
Mange vestafrikanske mænd søger at gifte sig med mere end én kone (polygami), og brødre og øvrige familiemedlemmer lever ofte sammen under et og samme tag (familien er således udvidet).
Argumentet er, at i den ghanesiske kontekst varetages børns omsorg primært af mødre, men er også del af en større kontekst, der kan involvere andre familiemedlemmer, ældre (mænd) og høvdinge (mænd). Disse kontekster suppleres af klinikker og hospitaler (den primære sundhedssektor), som fokuserer mere snævert på et aspekt af børneomsorg, nemlig sundhedsplejen, der tilbydes både mødre og børn. I bred forstand refererer omsorg for børn således til opgaver forbundet med næring/ernæring, socialisering og pleje af det raske og det syge barn.

Slægtskabsfostring
Familien er modellen til en forståelse af slægtskabets struktur. Som mange andre steder i Afrika og Den Tredje Verden, er det i Ghana (Vestafrika) ikke biologiske kriterier som styrer familiens udformning. I mange ghanesiske samfund vokser omkring 40 procent af alle børn (drenge såvel som piger) op som fosterbørn. Ghanesiske samfund praktiserer nemlig et system, som man kan kalde slægtskabsfostring, som er helt forskellig fra adoption af børn, som det kendes i dag i vestlig kultur.
Ved adoption forstår man nemlig en måde at tage et barn til sig som sit eget. Slægtskabsfostring derimod går ud på uddelegering af forældrerollerne til andre end barnets biologiske forældre. Således er det almindeligt, at søskende (brødre, søstre) opfostrer og opdrager hinandens børn. Slægtskabsfostring opfattes af afrikanerne selv som en måde at styrke de familiære bånd på.
Indtil for nylig antog mange samfundsforskere eksistensen af to væsensforskellige typer samfund på baggrund af den måde disse udveksler varer på. Således beskrev man ikke-vestlige samfund som pengeløse og primært funderede i forhold hvor mennesker giver hinanden gaver.
Mellemmenneskelige relationer blev beskrevet som direkte, ikke-kommercielle og generelt reciprokke, hvor den der modtager en gave forpligter sig til at gøre gengæld.
I dag bruges i stadig stigende grad penge i disse samfund. Dog er det, ifølge denne forståelse, meningsløst at ville diskutere penge uafhængigt af 'rigdom'. Når man nemlig beder folk om at definere, hvad en 'rig' person er, vil de uvægerligt ikke kun opregne dennes materielle velstand (bl.a. størrelsen af udbyttet fra markerne han dyrker), men også personens antal børn og koner samt kendsgerningen, at han er næstekærlig og hjælper sine medmennesker.
Deres begreb af rigdom er inklusivt, idet det ikke kun refererer til en persons materielle velstand, men også til hans rygte og omdømme.
En person, som materielt set er velstående, er ikke automatisk en respekteret samfundsborger. Man kan være rig og fattig (ikke-respekteret) på en og samme tid. Hermed giver folk udtryk for den store betydning, de tillægger det at hjælpe hinanden og være gavmild.

Egoisme korrumperer
Konsekvensen af ikke at være gavmild er åbenlys for alle: Egoisme er korrumperende. Det asociale menneske er uinteresseret i kollektivets ve og vel.
Heroverfor er vestlige samfund blevet karakteriseret ved, at varer udveksles for penge. Ifølge denne analyse, er forhold mellem mennesker først og fremmest styret af en kommerciel logik og ikke af gavegivning.
Medens denne karakteristik stadig er brugbar, må den dog modificeres stærkt. Man kan nemlig ikke lave en så simpel dikotomi mellem upersonlige og kommercielle samfund på den ene side og, på den anden side, samfund, hvor mennesker investerer i sociale relationer og giver hinanden gaver. Tværtimod.
I en sådan skelnen sætter man to forståelser og handlemåder, egoisme og næstekærlighed, over for hinanden. Disse forståelser findes imidlertid inden for alle samfund, hvad enten de er vestlige eller ikke-vestlige.
Richard Titmuss beskriver således i sin stimulerende bog The Gift Relationship, hvordan mennesker i vestlige samfund donerer blod. Bloddonation er en altruistisk handling, d.v.s. man giver frit og viser sin næstekærlighed over for fremmede (modtagerne af ens blod). Vi vesterlændinge er tydeligvis i stand til at vise barmhjertighed, og gør ikke alt op i kroner og ører.
Det er denne gavmildhed, vi skal genfinde og sætte på dagsordenen, når vi beskæftiger os med fremmede mennesker.
Lad os nu endnu engang vende tilbage til Afrika. Klassifikatorisk slægtskab, hvorefter slægtninge grupperes sammen og tiltales på samme måde, er af afgørende betydning for at forstå afrikanernes anderledeshed, som relaterer sig til kategorier, der er vidt forskellige fra vores biologisk funderede forståelse af slægtskab.
Som et resultat af, at kollektivet tillægges en stor betydning, skelner man som forældre i ens sprogbrug ikke mellem ens egne (biologiske) børn og fosterbørn. De er allesammen, uden undtagelse, ens 'børn'.
Dette kendes som klassifikatorisk slægtskab, kernen til en forståelse af afrikanernes virkelighed, som netop udtrykker en stor ansvarsfølelse over for familien og slægten. Forsøg på at etablere biologisk slægtskab er derfor ikke på sin plads i denne sammenhæng.
Denne erkendelse er direkte relevant for at forstå børn som kommer til Danmark med slægtninge, som altså ikke er børnenes biologiske forældre. Biologi er for afrikanere ofte helt irrelevant, idet forældre-opgaver, som sagt, hyppigt er distribuerede blandt slægtninge (brødre, søstre, onkler, tanter, osv.).

Kulturelt hovmod
Hvori bunder racismen? I et hovmod og en mangel på viden og respekt for det anderledes. I forsøget på at etablere universelt gyldige kriterier (en absolut biologisk standard, eksistensen af kernefamilien og dets eksklusive moder-fader-barn forhold) hos mennesker fra kulturer, der er forskellige fra den danske, forbryder vi os mod deres livsverdener.
Vores uvidenhed betyder at vi har en tendens til at glemme den elementære visdom (som de fremmede er vokset op med) om at vise gavmildhed og næstekærlighed over for vores medmennesker. Betydningen af at vise næstekærlighed angår os alle og i allerhøjeste grad. Alternativet er nemlig ikke særlig attraktivt: Uden denne godhed over for vore medmennesker, reduceres vi til store egoister, der kun er optaget af os selv og kun det, der umiddelbart er godt for os som danskere.
Et pluralt samfund må give plads til både integration og respekt for det anderledes. Målsætningen for en sund udlændingepolitik må derfor være: integration under anerkendelse af anderledesheden hos de integrerede. Potentialet for næstekærlighed findes i os alle. Vi kan ikke længere tillade os at lade os ensidigt dominere af upersonlige og kommercielle interesser. Lad os besinde os og huske på, at et godt menneske må være i stand til at give, idet det er forpligtet til at hjælpe sine medmennesker.
(Fork. af red.)

*Bernhard Bierlich leder et forskningsprojekt om børn i Vestafrika og har sidste semester været gæstelærer på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu