Læsetid: 3 min.

Og jeg som troede jeg kendte min familie

3. januar 1998

Den gådefulde inspektør Eller og hans udanske baggrund

AFSLØRING
Ud over selv at være grebet af spændingen i Informations juleføljeton Katten & Sækken, fik historien en ekstra dimension hos mig og min familie, da vi på denne overbevisende måde holdt vort indtog i den danske litteraturhistorie!
Hvem kunne han dog være, den mystiske inspektør Eller, der gennemsyrede hvert eneste af de fem afsnit uden dog på noget tidspunkt at give sig direkte tilkende? Og jeg som troede, at jeg kendte alle danske Eller'e, idet min families historie tidligere er blevet beskrevet og samlet af min afdøde far. Men en inspektør Eller; det har jeg dog aldrig tidligere haft kendskab til.
Familien er som mange andre danske familier af udenlandsk herkomst. Så på den måde er vi vel en slags indvandrere eller gæstearbejdere, selvom det efterhånden er en del generationer siden den første Eller gjorde sin entré i Danmark. Han 'blev indkaldt' af Christian den IV fra Strasbourg først i 1600-tallet, hvor han blev ansat som fægtemester på Sorø Akademi. Her giftede han sig, og en af hans sønner overtog hans embede ved hans død.
Navnet Eller er nok som så mange andre familienavne oprindeligt et stednavn, og lidt nord for Strasbourg ved Moselfloden ligger der da også en lille vinby med dette navn.

Manglende bofasthed
Fægtemesterens efterkommere har siden bredt sig over det ganske land, hvor de har været trofaste embedsmænd som f.eks. præster, slots- og amtsforvaltere eller andre ærværdige, borgerlige hverv. Eller'ne har således gennem de sidste 350 år deltaget i det danske samfundsliv, uden dog at være forblevet bofaste i en bestemt egn af Danmark. Bofasthed i et par århundreder er jo ifølge Lise Nørgaard og Matador et must for at blive regnet til 'de fine' blandt de borgerlige, hvilket altså ikke rigtigt lykkedes for Eller'ne nogetsteds. De passede deres embeder og avlede det nødvendige antal børn til at de stadig er her blandt os i dag.
Der er således vel omkring 30 nulevende personer i Danmark med navnet Eller, og de er alle i familie med hinanden. Men såvidt jeg har kunnet efterspore har der aldrig før denne jul været en politiembedsmand blandt Eller'ne.
Katten & Sækken's værtshusmiljø og persongalleri er nok de fleste Eller'e temmelig fjernt, men jeg kender dog flere, der - hårdt presset - vil indrømme, at de måske nok tidligere i deres ungdom har haft en midlertidig og perifer kontakt med et lignende brutalt værtshusmiljø. Så selv om Eller'ne oftest endte som kedelige bedsteborgere, så har enkelte dog af og til haft kontakt med andre måder at tackle tilværelsen på. Og den side af livet er vel heller ikke det værste man har!
Men desværre afsluttes føljetonen uden at inspektørens sande identitet afsløres; ikke bare så meget som hans fornavn, der ellers ville give mig mulighed for at indkredse ham i familiens snævre kreds.

Ikke i Ribers
Jeg frygter nu, at kendskabet til inspektør Ellers udanske baggrund kan skade hans fremtidige virke. Udsætter en indvandrer med et så særpræget navn sig nu ikke for Dansk Folkepartis vrede, selv om jeg ikke har kendskab til, at nogen Eller ligefrem lever af at nasse på det danske samfund? Tværtimod har vi altid betalt vor skat uden at kny, og jeg tror ikke at navnet figurerer i Ribers Kartotek over dårlige betalere.
Så trods alt ser det jo ikke ud til at inspektør Ellers optræden i Katten & Sækken ligefrem har vanæret familiens gode navn og rygte. Han er jo ikke kriminel, men netop på lovens side, selvom der stadig hviler megen mystik omkring ham.
Tør man håbe på en fortsættelse? Eller vil han måske i forfatterens fremtidige arbejder blive en gennemgående heltefigur med Pia Kjærsgaard som den onde ånd i kulissen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu