Kronik

Tvivlsom hjælp til C-holdet

Debat
14. januar 1998

I vismændenes forslag til beskæftigelsesfradrag bliver det C-holdet der skal betale til A-holdet

SOCIALT SET
I Det økonomiske Råd's (DØR) seneste rapport diskuterer vismændene et forslag til at reducere ledigheden for de langtidsledige, nemlig et såkaldt beskæftigelsesfradrag. Et beskæftigelsesfradrag betyder, at de beskæftigede - og kun disse - gives et særligt skattefradrag, hvorved deres indkomst efter skat stiger. Formålet er at øge forskellen mellem dagpenge og lønindkomst og dermed give de ledige større økonomisk incitament til at søge arbejde. Teorien bag beskæftigelsesfradraget er således, at de ledige i overvejende grad er såkaldte "frivilligt ledige", dvs. at de søger for lidt og er for kræsne overfor de job og den løn de kan få. Ifølge vismændene vil et beskæftigelsesfradrag på 15 pct. af lønnen for de beskæftigede i indkomstintervallet 75-185.000 kr., kunne reducere ledigheden med ca. 25.000 personer.
Hvordan i al verden kan man sige nej til et så (genialt) forslag, er budskabet i Informations forsideleder den 3. decamber 1997.

Tidligere blev forslaget markedsført som et beskæftigelsesfradrag til de lavest lønnede, dvs. at fradraget skulle være forbeholdt lavindkomstgrupperne, og ikke gives til de beskæftigede i gode jobs med gode lønninger (A-holdet). Vismændene har tilsyneladende forladt denne model i erkendelse af, at det blot ville flytte incitamentsproblemerne fra lavindkomstgrupperne til mellemindkomstgrupperne. En model, hvor mellem- og højindkomstgrupperne ikke får glæde af fradraget, ville således give betydelige samspilsproblemer og dermed høje effektive marginalskatter for personer, der bevæger sig fra lavindkomstgruppen til mellemindkomstgruppen. Da det danske social system i forvejen indeholder en række indkomstafhængige ydelser, som for eksempel boligsikring og fripladser til daginstitutioner, er der ikke plads til flere indkomstafhængige ydelser/tilskud/fradrag til lavindkomstgrupperne, hvis ikke disse grupper skal have en effektiv marginalskat på over 100 pct.
Fradraget må altså gives til alle beskæftigede og bliver derfor meget dyrt. Dette rejser spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal betale for forslaget? Der er umiddelbart to muligheder: Enten overførselsindkomstmodtagerne eller de beskæftigede selv.
Hvis man kun lader de beskæftigede betale, kan man godt give forslaget en positiv fordelingsprofil. Problemet ved denne solidariske model er ifølge vismændenes egne beregninger, at beskæftigelseseffekten stort set ville være lig nul! Selv for vismænd kan det være svært at argumentere for en kompliceret omlægning af skattesystemet, hvis ikke man får noget som helst ud af det.
Den forsvundne beskæfti-gelseseffekt ved ovenstående finansieringsmodel afspejler, at man nemt risikerer at lave lige så mange ulykker, når pengene skal kradses ind igen, som de fordele man får af at sænke skatterne i mellemindkomstintervallet.
Tilbage er en model, hvor man lader overførselsindkomstmodtagerne betale for skattelettelsen til de beskæftigede. Det medfører, at dagpenge, bistandshjælp, pensioner, SU. mv. skal reduceres for at de beskæftigede kan få en indkomstfremgang. Der er således reelt tale om en dobbelt dosis af beskæftigelsesfradragsmodellen, nemlig både at give de beskæftigede en indkomstfremgang og at sætte personer på overførselsindkomst ned i disponibel indkomst. Det er denne model, der ifølge DØR's regnestykke vil kunne øge beskæftigelsen med 25.000 personer.

De fordelingsmæssige konsekvenser af vismandsmodellen bliver, at 2,1 mill. skatteydere med en personlig indkomst på under 130.000 kr. i følge DØR-rapporten i gennemsnit skal aflevere 1.500 kr. årligt til 1,7 mill. skatteydere i indkomstintervallet 130-400.000 kr. Samlet bliver der tale om en overførsel på ca. 3 mia. kr. fra lavindkomstgrupperne til mellemindkomstgrupperne. Der er ikke meget tilbage af ideen med et særligt fradrag til de lavest lønnede. Tværtimod er der tale om en markant omfordeling fra personer med lave indkomster til personer med relativt gode indkomster. Anderledes udtrykt er det C-holdet, der betaler til A- og B-holdet.
Det er en af grundene til, at vi ikke deler Information begejstring for forslaget.
Det er dog ikke kun de fordelingsmæssige problemer, der taler imod beskæftigelsesfradragsmodellen. DØR peger således selv på yderligere tre problemer.
For det første er det et problem, hvordan man skal behandle deltidsansatte med en relativ god timeløn. Skattesystemet er således ikke egnet til at håndtere timelønsbegrebet, men er baseret på årsindkomsten. De deltidsansatte vil derfor blive relativt begunstigede af modellen. For det andet har mange selvstændigt erhvervsdrivende relativt beskedne og svingende indkomster. Denne gruppe risikerer nemt at blive ramt af forslaget. Endelig risikerer man at begrænse de unges incitamentet til uddannelse. Unge under uddannelse, som lever af SU kombineret med erhvervsarbejde, vil således opleve en ganske markant nedgang i den disponible indkomst, hvis man benytter hovedmodellen i rapporten. De bliver både ramt af lavere SU og højere skatter for personer med relativt lave indkomster.
DØR erkender, at disse problemer ikke er nemme at løse, uden at skattesystemet gøres betydeligt mere kompliceret. Ovenstående administrative problemer afdækker et af hovedproblemerne ved beskæftigelsesfradragsmodellen: Begynder man at pille ved skattesystemet, får det også konsekvenser for en række andre personer, end dem man umiddelbart har i tankerne.

Problemerne ved beskæftigelsesfradragsmodellen sættes i rapporten yderligere i relief af, at der faktisk findes en langt mere direkte vej til målet, nemlig at sænke kompensationsgraden for de langtidsledige, hvis man vel at mærke mener, det er de lediges manglende incitament til at arbejde, som er hovedårsagen til deres ledighedsproblem. Denne vej vil samtidig være uden de mange administrative problemer, der er forbundet med at anvende skattesystemet.
Det er på denne baggrund vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene ikke tager konsekvensen af deres egen analyse, og anbefaler at nedsætte dagpengenes kompensationsgrad for langtidsledige i stedet for at gå den meget besværlige omvej, som et beskæftigelsesfradrag er.
Et sidste aspekt omkring beskæftigelsefradraget er, om der i det hele taget er behov for at gøre livet mere surt for de ledige. For det første er langtidsledigheden blevet kraftigt formindsket som følge af det økonomiske opsving. Ifølge vismændenes egen definition på arbejdsmarkedets B-hold, er antallet halveret fra 1993-95 til 1995-97. For det andet er der de senere år foretaget en række opstramninger omkring rådighedsregler og aktivering, og for de unge er dagpengebeløbet blevet halveret. Alt i alt tyder meget således på, at B-holdets beskæftigelsesproblemer er for kraftigt nedadgående.

Værre ser det imidlertid ud for C-holdet, som består af personer med primært sociale problemer. Socialforskningsinstitutet har således netop offentliggjort en evaluering vedrørende aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Heraf fremgår det, at ordningen har været relativ succesfuld for personer, der primært har ledighed som problem. Til gengæld synes aktiveringsindsatsen ikke at være fintmasket nok som instrument til at løse problemerne for kontanthjælpsmodtagere med primært sociale problemer. For disse personer, er problemet ikke i første omgang manglende jobtilbud. Disse personer skal først og fremmest have stoppet den personlige og sociale nedtur. Det er meget tvivlsomt, om et beskæftigelsesfradrag eller en lavere dagpengesats vil hjælpe i forhold til denne gruppes problemer. Hertil kommer, at denne gruppe vil blive økonomisk hårdt ramt af vismændenes beskæftigelsesfradragsmodel.
Der synes i den nuværende situation at være større behov for at bruge ressourcerne på at løse C-holdets problemer fremfor udelukkende at fokusere på B-holdet. Med den nuværende meget gunstige beskæftigelsessituation, er der måske også bedre overskud til at sætte ind med mere individuelle tilbud til personer med sociale problemer.

Afslutningsvis bør det nævnes, at vismændene også nævner alternative måder at finansiere forslaget på, nemlig via flere grønne afgifter eller via højere ejendomsskatter. Især med sidstnævnte metode vil man kunne undgå de alvorlige fordelingsmæssige problemer ved forslaget. En egentlig skatteomlægning med lavere indkomstskat på lav- og mellemindkomstgrupperne til fordel for højere miljø- og ejendomsskatter kunne godt være et udgangspunkt for en kommende skattereform. Udgangspunktet for en sådan reform bør imidlertid ikke være de langtidslediges manglende lyst til at arbejde, men at reducere indkomstskattens generelt forvridende effekter, og problemerne med at beskatte mobile skatteobjekter. DØR's forslag er set i dette lys ikke så tosset endda, men det er sat ind i en forkert sammenhæng.

Frans Clemmensen er økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

APROPOS
En lang debat
En væsentlig del af arbejdsløshedsproblemet må siges at være strukturelt bestemt. Anno 1998 kan selv nok så stærk en højkonjunktur ikke afskaffe den reelle arbejdsløshed. Høj økonomisk vækst kan reducere antallet af arbejdsløse men kan langt fra løse problemet.
I den lange debat om strukturelle indgreb har tanken om beskæftigelsesfradrag de senere år bidt sig fast. OECD har ved flere lejligheder påpeget, at sådanne fradrag under bestemte forudsætninger kan virke positivt. Og i oktober 1996 udsendte regeringen en tværministeriel redegørelse: Virkninger af beskæftigelsesfradrag.
Redegørelsen var forsigtigt positiv overfor dette supplement til arbejdsmarkedsreformerne, men pegede på en række uheldige bivirkninger.
Baggrunden for interessen er ikke, at fagøkonomer - eller politikere for den sags skyld - ser det som noget Columbus-æg. Der er snarere tale om et logisk behov for at drøfte nye indgrebsmuligheder, fordi så mange andre muligheder er forsøgt uden tilstrækkelig effekt eller er blevet afvist på grund af uacceptable fordelingsmæssige konsekvenser.
Selv en nok så stærk satsning på uddannelse og opkvalificering er ikke tiltrækkelig i sig selv. Og der er en væsentligt tvivl om, hvor stor en andel af de p.t. ubeskæftigede, det overhovedet er muligt at opkvalificere så meget, at de kan finde faste job til lønninger over mindstelønnen. Derfor er jagten efter andre muligheder så afgørende. mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her