Kronik

At udvikle menneskelighed

10. januar 1998

Skolen skal ikke kun forberede børnene på erhvervslivet. Skolens opgave er også
at være med til at holde os sammen om det fælles menneskelige. Børn må lære at reflektere, erkende og vælge

I den aktuelle skoledebat om fremtidens skole er det vigtigt ikke kun at interessere sig for de fag, eleverne skal lære. De drejer sig for en stor del om erhvervslivets behov, om behov skabt af markedsmekanismen.
Men børnene skal ikke kun være "frontløbere på faglige færdigheder i den globale kappestrid". Det vigtige er også at interessere sig for den personlighed, som eleverne udvikler. Denne side af skolens opgave må der kastes lys over.
Vi holder skole for at gøre børn til ordentlige mennesker, ikke kun for at kvalificere dem til erhvervslivet. Skolens opgave er derfor at være med til at holde os sammen om det fælles menneskelige, at udvikle menneskelighed.
Når verden er i konstant forandring, når virkeligheden forandres om os - og i os - må et beredskab over for tilværelsen dreje sig om at etablere et grundlag for at lære livet igennem. Vi må konstant være i stand til at reflektere, erkende og vælge.
Derfor må det være en af skolens opgaver at arbejde med dannelsen, den personlige udvikling.
Undervisningens værdi hænger sammen med en eksistentiel fordring om at forholde sig til livet og til mennesker bestandigt. Dannelsen består i at kunne tænke, føle og handle lødigt og ansvarligt i mange forskellige menneskelige forhold.
Verdenskommissionen for Uddannelse i det 21. Århundrede skriver til Unesco i rapporten Uddannelse, Den Nødvendige Utopi:
"I det 21. århundrede har vi behov for at udøve større uafhængighed og vurderingsevne kombineret med en stærkere følelse af personligt ansvar for opnåelse af fælles mål."
Den dynamiske samfundsudvikling sætter skolen i et vedvarende udviklingsarbejde. Nu er det en påtrængende opgave for skolen at arbejde for opretholdelsen af fællesskabet og samtidig tilgodese kravet om den enkeltes frihed.
Hvad er forholdet mellem friheden for den enkelte og hensynet til det fælles bedste? Hvordan kan solidaritet og fællesskab opstå som et resultat af frit forbundne individers afgørelser?
Når der kræves frirum for den enkeltes personlige udvikling i en kompleks virkelighed, må denne udvikling også være en bestræbelse på at skabe sammenhæng. Hvor sammenhæng betyder forståelse for det, som vi har fælles.
Skolen må give læreprocesser, som er erfaringer, der mangler.
Som lærere må vi hele tiden arbejde på at tilpasse vores metodiske udgangspunkter til ændringer i samfundet. Vi må begribe, hvor værdierne og moralen kommer fra.
Hvilke socialicerings- og læringsbetingelser er der i dag? I et atomiseret samfund er et krav til de læreprocesser, som skolen må tilbyde, at de sigter mod dannelsen, den enkeltes frie udvikling under hensyn til fællesskabet.

Opprioriteringen af subjektet må også betyde en opprioritering af fænomener som læring og dannelse. Dannelsen er både en frigørelses- og en socialiseringsproces. Den drejer sig om livsduelighed for den enkelte og om opretholdelsen af det sociale fællesskab.
Tidligere rettede undervisning sig mod et veldefineret og planlæggeligt livsforløb. Det må nu afløses af en undervisning, som udvikler en modstandsdygtighed over for realiteten og samtidig en fordomsfri og livsåben omskiftelsesevne. Der må udvikles en evne til at være projektleder for sit eget liv.
Undervisningen må omfatte muligheden for selv at skabe med på sin selvforståelse og identitet ud fra en indre konstant, som handler om værdier og etik. Den må rumme muligheden for, at vi selv kan være med til at producere erkendelse.
Undervisningen drejer sig derfor også om noget, som vi ikke umiddelbart kan måle, nemlig den personlige udvikling, dannelsen som menneske.
Denne personlige vækst kan ikke foregå alene gennem undervisning, faglig viden og færdighedstræning. Der er ikke målestokke for den. Derfor er det ikke noget, man kan studere sig til, eller noget vi som lærere kan planlægge og give opskrift på.
Det er heller ikke et spørgsmål om at formidle de voksnes verden til børnene. Men vi kan prøve at skabe en livsverden, hvor dannelsen kan foregå.
Sammen med en skoleklasse og deres forældre har jeg i nogle år arbejdet med et udviklingsarbejde, der har drejet sig om dannelsen.
Erfaringerne fra dette udviklingsarbejde kan være med til at belyse, hvilke kriterier der er for indholdet i skolens undervisning, så at den kan bidrage til sådanne lære- og dannelsesprocesser.
Vi har villet lægge en struktur til rette, så processen har kunnet fungere.
En proces, hvor vi samtidig med at vi i fællesskab producerer værdi, også udvikler bevidsthed om fælles værdier.
Vi har søgt at tilvejebringe betingelserne for denne dannelse ved at give livserfaring ved at færdes i livet, ved at være kropsligt og sansende tilstede. Gennem vitaminrige oplevelser, samtale og handlinger i fællesskab, for eksempel på teltture og på skovarbejde, har vi vist hinanden, at vi har betydning for hinanden.
I det sociale samvær er ingen ubevægelig. Man må stemme sig af mod hinanden, som et orkester.
Tilpasning, men også frihed til forskellighed og egne ansvarlige handlinger på baggrund af en indsigt i nødvendigheden.
På den måde bliver individualiteten et resultat af en skabelsesproces, hvor de sociale relationer er afgørende.
Samtidig med at respekten for forskelligheden er forudsætningen for friheden.
Børn er nysgerrige, de undres, de søger viden og indsigt. Jo mangfoldigere livserfaring des mere brug for viden. Men livserfaring får man ved at færdes i livet, ikke kun i et lukket skolemiljø.
Det er oplevelserne, der er grundlæggende for bevidstheden og dermed for dannelsen.
Gennem de fælles oplevelser har vi søgt at skabe betingelserne for dannelsen af et værdigrundlag.
Skolen må være med til at skabe situationer, hvor dannelsen kan foregå. Den må skabe betingelserne for dannelsen af børnenes værdi-grundlag. Det sker, når de gennem aktivitet og refleksion udvikler deres identitet. Det er ikke skolens opgave at 'påføre' børnene værdierne, at fastlægge værdimålestokke og foreskrive værdidomme.
Den identitet, som børnene skal udvikle, skal ikke skabes gennem processer, der fører til forud fastlagte mål. Vi kan ikke bare overføre normer og værdier. Det kan og skal vi ikke, for samfundet er i konstant forandring. Og den bedste ballast for barnet er den, der gør det i stand til at klare disse vedvarende forandringer.
Fælles værdier og fælles moral er med til at holde samfundet sammen. Når samfundet ændrer sig, kommer værdier og moral på prøve, fordi de er produkter af det sociale liv.

Derfor er livslang læring, erkendelse, valg og fravalg nødvendige for at leve i en verden i konstant forandring, hvor der ikke er sæt af værdier, som vi alle kan blive enige om.
Vi må give børnene mulighed for at håndtere verdens foranderlighed.
Ikke ved at give dem et færdigpakket værdisæt med i bagagen, men ved at hjælpe dem med at skabe et grundlag for at lære livet igennem. At ruste børn til en sådan verden er en opgave.
Personlighedsdannelsen, den menneskelige udvikling er en livslang proces af stadig erkendelse. Den foregår i en refleksion, som både er frigørende, og som er et instrument for tilpasning. Den drejer sig om at skabe sammenhæng og om at kunne orientere sig ud i fremtiden.
En vedvarende proces af valg, hvor rettesnoren bliver et individuelt ethos. Identitetsdannelse må skabes - erobres - af hvert enkelt menneske gennem en samordning af fantasi, følelse og forstand. En sådan samordning foregår ved arbejde med billedfremstilling. Det har været en del af udviklingsarbejdet.
Børnene har arbejdet med billeder omkring vores fælles oplevelser. Det kan både være om fortællinger, eventyr og udflugter, som vi har gjort.
Oplevelsesrigdom er en forudsætning for billedarbejdet.
Følelserne er en oplevelsesmåde, som er en del af tænkningen, og de kan finde udtryk og bevidst form gennem billedarbejdet.
Tanker, følelser og kundskaber, som man ikke magter at sætte ord på, kan udtrykkes gennem billeder. I billedarbejdet kan følelser og tanker omsættes til et præcist udtryk.
Det er i den refleksion, udvælgelse og skabelse, som finder sted i arbejdsprocessen, at dannelsen foregår. En æstetisk læreproces, hvor det drejer sig om at give udtryk for et indhold ved hjælp af en form. Det er sprogliggørelse af erfaringer.
Denne sprogliggørelse og dermed bevidstgørelse er et led i en proces, som handler om at være medspiller i skabelsen af 'det gode liv'. Og den er vigtig, for at børn skal kunne vedgå sig et medansvar for helheden.
De skal på en ligeværdig måde være med til at definere forudsætningerne for skabelsen af det gode liv. Der må være visioner, som rækker ud over den materielle velfærd, mod det sociale og moralske i samfundsfællesskabet.
En følge af et samfund i konstant forandring er en tiltagende individuel frihed og forskellighed. Manglen på integration kan blive et alvorligt problem. Uddannelsesområdet er et knudepunkt, når det gælder skabelsen af nye færdselsregler.
Der er et øget behov for læreprocesser, der sigter mod fælles spilleregler. De er afgørende for muligheder for at styre samfundsudviklingen.
Fundamentet i samfundets eksistens udgøres af en fungerende solidaritet.
Hvis en moderne bevidsthed skal rumme solidaritet og ansvar, må vi bruge uddannelsesområdet som et sted, hvor grundlaget for nye opfattelser af samfundsånd kan udvikle sig.
Ellers bliver den øgede individualisering gold og egoistisk.
I dag er der brug for at finde metoder, der tilgodeser individets behov for frigørelse, og samtidig forener dette behov med den sociale ramme, som udgør fundamentet for samfundets eksistens. Vi må finde måder at kombinere frihed og fællesskab.
I skolen må der skabes muligheder for, at vi - børn, forældre og lærere - ikke bare omgås hinanden på en demokratisk og ligeværdig måde, men også muligheder for, at vi kan vise hinanden, at vi har betydning for hinanden.

Vi må skabe samarbejdsformer, hvor vi kan respektere hinandens ret til forskellighed. Hvor der er plads til den enkeltes frie udvikling, som også er forudsætningen for fællesskabets frie udvikling.
Udviklingen af menneskelighed hænger sammen med bevidsthed om forbindelsen mellem frihed og fællesskab. Om hvor langt friheden går i det fællesskab, vi er sat i her på jorden.
Menneskelighed er et jordbundet fænomen, der fordrer ånd. Det er således vores egne erkendte værdier, der er afgørende for vores menneskelighed.
Opgaven er at finde og forstå, at der er noget, vi er fælles om. Det handler om en eksistentiel fordring om at forholde sig til livet. Det drejer sig om mennesket i helheden, om etikken.
Etikken er en sag i den enkelte, den drejer sig om den enkeltes møde med sig selv. Ved etikken former vi os selv.
Den er et personligt projekt, som vedrører forbindelsen til fællesskabet.
Peter Singer, en australsk filosof, siger i Praktisk etik:
"Etikken er et produkt af et socialt liv, der har til opgave at fremme de værdier, der er fælles for samfundets medlemmer."
De sociale relationer er afgørende for resultatet af den skabelsesproces, som identitetsdannelsen er.
Identitetsdannelsen kan kun foregå i et fællesskab med andre mennesker. Den er en proces af valg, en refleksivt organiseret bestræbelse, og den muliggøres kun gennem kommunikativt samspil med andre.
I det lys kan man se den øgede frihed og tiltagende individualisering som et voksende behov for fællesskab.
Vi må i skolen - med skolen - forsøge at udvikle bedre fælles-skaber ellers fører det til nihilisme. Hvis vi ikke har fælles værdier, kan vi ikke stille krav til hinanden.
Det er værdierne vi holder hinanden fast på. Det er dem, der giver fællesliv og bærer kulturen videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu