Læsetid: 3 min.

Utroværdighedens sejr

2. januar 1998

Giftstofferne vælter ind over grænserne, ikke kun fordi naturen ikke kender grænser, men også fordi markedets kræfter heller ikke gør det

ILLUSION
Vi er for tiden ude for en række af forunderlige sejre. Danmark har sejret i Kyoto. Samtidig med at CO2 tonser op fra kloden og vil fortsætte med at gøre det i mange år.
Danmark har sejret i EU. Vi har fået en miljøgaranti, som er bedre end den foregående, som i forvejen var fuldkommen formidabel! Amsterdam, mon amour.
Miljøbevidste danske politikere har sejret over uansvarlige bønder, som forurener danskernes drikkevand. Bortset fra, at det har vi overhovedet ikke, drikkevandet vil fortsat i en årrække blive forurenet af en rentabel landbrugsproduktion - som jo tjener alles bedste, ikke?
Hvor længe endnu vil danske politikere kunne føre befolkningen bag lyset i deres panikslagne iver for at få deres ja til Amsterdamtraktater hjem til maj?

Kyoto. Auken blev lobhudlet for sine kraftige indlæg, dem skal han da ikke have utak for. Men kendsgerningerne taler deres tydelige sprog.
Nu har man et kompromis, som tillader de kapital-stærke lande og virksomheder at sjakre med død.
De fattige lande, som endnu ikke har nået vores niveau i misbrug af klodens ressourcer og den profitmaksimering, som følger heraf - de kan sælge deres fattigdom til de rige lande. Vanviddet kan stort set ubesværet fortsætte.

Miljøgarantien. Ja, Danmark kan vedtage strengere regler for miljø og vareforurening - vel at mærke forudsat, at reglerne er i overensstemmelse med Amsterdamtraktaten. Det indre marked, you know. Og så skal vi tilmed kunne dokumentere videnskabeligt, at de skader, man vil forhindre, specifikt rammer den danske befolkning.
Det er intet mindre end absurd. Alle er enige om, at miljø og forurening ikke respekterer landegrænser. Det er tilmed et af de tilsyneladende stærke argumenter for Amsterdamtraktaten.
Og så accepterer man alligevel, at man kun kan forsvare sig mod kapitalens grænseværdier og positivlister ved at påberåbe sig et nationalt problem!
Giftstofferne vælter ind over grænserne, ikke kun fordi naturen ikke kender grænser, men også fordi markedets kræfter heller ikke gør det.
Vi skal leve med en modsætning mellem profitten på den ene side og befolkningens helbred på den anden.

Landbruget. Statsministeren besøger - modigt og uden cykelhjelm - omsider en moderne svinestald. Her bliver han vidne til et svineri, som han har let ved at tage afstand fra - modigt og uden cykelhjelm.
Nu handler det om dyrevelfærd! Nu skal svinet være menneskets bedste ven. Hunden er det allerede. Den gen-gælder dog venskabet med et formidabelt svineri på gader og stræder, men det er en anden historie. Den tør ingen røre ved.
Svinet derimod, det skal have det bedre, før vi guffer det i os. Så får vi bedre samvittighed, og det er stemmer værd. Man kan håbe på, at statsministeren vil fortsætte sit dyrevenlige projekt ved besøg på slagterier og på kyllingefarme.
Det vil altsammen kunne bidrage til den store bortforklaring af det faktum, at det handler om penge - på det korte sigt.
Kloge og dyrevenlige landmænd ved godt den er gal. Men man skulle da være et dumt svin, hvis man ikke tog imod den landbrugsstøtte, der fremmer såvel kemisk som moralsk forurening.
Danmark er et lille land, som hygger sig i smug. Danmark er et lille land som smykker sig med trug. De trug, som mishandlede dyr gylper kroner og ører op i. Der er politisk gevinst i dyrevelfærd!

Drikkevandet. Alle ønsker rent drikkevand. Derfor sørger man for, at de mere og mere foruroligende undersøgelser giver anledning til forhøjelser af grænseværdierne. Rent er ikke helt rent. Vi må finde os i at blive en lille smule syge af at drikke vand.
Det er værre andre steder. Og Unionen har jo sine krav. Det vil næppe være Unionen ukært, om rent vand også blev en profitabel handelsvare - som den allerede ser i mindre udviklede lande i samme Union.
Enhver dansk charterturist ved, at man skal holde sig fra at drikke af vandet fra hotellets vandhaner!
Politikerne prøver at sælge Amsterdamtraktaten på dens virkninger for miljøet. De er fulde af løgn. Uanset om det er i god tro eller mod bedre viden.
Miljøproblemer er grænseoverskridende, ingen tvivl om det. Hvis vi skal klare de problemer, så må vi sørge for, at det ikke kun handler om penge og profit. Så må vi sørge for, at vi får en helt anden traktat.
Så må vi sørge for, at cykelhjelme afløses af sikker trafik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu