Læsetid: 6 min.

At vælge sit liv sin død

Debat
3. januar 1998

'Den dag vi kan se livet og døden lige i øjnene, kan vi kigge ind i livets mysterier og forstå en række temmelig fantastiske ting'

SELVMORD
Vi mennesker har en unik frihed. En for levende væsener ubegribelig frihed: vi kan vælge vores egen død. Vi kan vælge vores eget liv. Vi er ligefrem frie til ikke at vælge, hvilket også er et valg, eksistentielt betragtet, nemlig valget af tilstanden midt imellem: halvt levende, halvt død.
Jeg vil hævde, at der ikke er noget principielt galt i at begå selvmord. Naturligvis er det en ubegribelig tragedie, når det er et ungt menneske med et helt, ubrugt liv foran sig, der tager sig af dage.

En menneskeret
Men principielt er selvmord en menneskeret - en ret alle voksne og selvstændige mennesker har (bemærk venligst, at jeg ikke her taler om børns selvmord, der er et kapitel for sig).
Hvilken mening skulle det have at fordømme eller forbyde selvmordet?
Ja, De læste rigtigt: jeg synes, at det er en grundlæggende menneskeret at vælge selvmordet som løsning på sit livs problemer. Og jeg vil mene, at den person, der sætter valget klarest op: livet contra døden, selvmordet kontra det fulde ansvar for eget liv, og derefter vælger livet fuldt og helt, har haft et stort og varigt, eksistentielt udbytte af sin tvivl og sine overvejelser.
Døden har en stor pædagogisk kraft. Den underviser os i vores kærlighed til livet. Og bevidstheden om friheden til at dø er samtidig bevidstheden om friheden til at leve - på vores egne betingelser, efter vores egne livsdrømme, på vores helt egen, specielle og unikke måde.
At være bevidst om de eksistentielle dybder og de store eksistentielle spørgsmål er ikke en fare eller ulempe for mennesket - som vor tids selvmordseksperter insisterer så ihærdigt på, at det er.
Jeg tror, at berøringsangsten over for de eksistentielle problemer er større i vores nuværende, vestlige kultur, end den nogen sinde før har været i menneskehedens historie. Den er ganske enkelt enorm for tiden. Og det er umådelig uheldigt for vor tids menneske. For alt hvad der rører sig dybt i sjælen bliver tabueret. Mørkelagt. Forsømt. Benægtet. På den måde bliver vi stadig fattigere, eftersom sjælen - den abstrakte sum af alt vores liv - er det eneste vi mennesker har af egentlig værdi.
Gudskelov ser det ud til, at vi nu kollektivt er ved at vågne op og gennemskue de mange fordomme og løgne, vi ustandselig præsenteres for om de eksistentielle problemer. Når selvmordseksperter hævder, at enhver berøring af emnet selvmord i sig selv er skadelig, specielt for de unge, må det jo betyde, at den massive præsentation af f. eks. REM REM's selvmordsbilleder på alle landets tv-skærme skulle medføre en massiv overhyppighed af selvmord og selvmordsforsøg i november 1997. DR's TV-Avisen og TV 2 Nyhederne, de store dagblade m.v. skulle simpelt hen have talløse unge menneskers liv på samvittigheden.
Det er efter al sandsynlighed og al rimelig formodning ikke tilfældet! I øvrigt bliver det ikke undersøgt! Det ville jo ellers være ganske let - man kigger bare efter tallene over selvmord i det offentlige dødsårsagsregister.

Monopoliseret forskning
Lad mig lige sige, at jeg gerne selv ville gennemføre denne forskning, men ikke kan, da Forskningscenter for Livskvalitet er et privat sundhedsforskningscenter, og som sådant begrænset af en række (urimelige!) love og regler i bl.a. adgangen til det offentlige register over dødsårsager. Selvmordsforskningen er så at sige monopoliseret af staten - med temmelig tvivlsomt resultat.
Men på Forskningscenter for Livskvalitet har vi forsket i sammenhængen mellem selvmord og livskvalitet, og i tabelværket Livskvalitet i Danmark kunne vi vise, at selvmordstanker er tydeligt og højsignifikant forbundet med dårlig livskvalitet. Dette er i overensstemmelse med den hypotese, at man begår selvmord, fordi man har det meget dårligt - og ikke fordi man har hørt om andre, der har taget livet af sig, eller får at vide, hvordan man skal bære sig ad.
Årsag til selvmord er ikke som det påstås af selvmordsforskerne 'smitte', altså inspiration fra andres selvmord, men eksistentielle problemer, man ikke kan finde ud af at løse. Det burde ellers ikke være så svært at løse den slags problemer; en god måde er at tale med andre om dem.

Vi har et selvmordstabu
Men igen: med det effektive og brutale selvmordstabu vi har i Danmark for tiden, kan det være meget svært at finde nogen at tale med om den slags tanker, når man er helt der ude (eller der inde, om man vil). Hverken venner,
forældre eller skolelærere ved, hvad de skal sige eller stille op. Enten overhører man signalerne og lader som ingenting, eller man overreagerer og sender det unge menneske til psykolog eller psykiater.
Det rigtige er i stedet at sætte sig ned og lade det unge - eller ældre - menneske fortælle om sine vanskeligheder og om de deraf følgende svære overvejelser: ønsker jeg at leve i denne verden, eller vil jeg hellere herfra. Et, mener jeg, helt legitimt spørgsmål. Og et ultrapersonligt spørgsmål, som mindst halvdelen af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet bliver konfronteret med. Lad os se i øjnene, at depression, fortvivlelse og kronisk ulykkelighed er folkesygdomme, og at svære livskriser kommer til alle.
Jeg mener, at det er godt og sundt - ja, nærmest nødvendigt - for unge mennesker at tænke over livets mening eller mangel på samme. Jeg var ked af, at jeg måtte trække mine spørgsmål om selvmord ud af min lærebog om livskvalitet for folkeskolen ældste klasser og gymnasiet. Men jeg er glad for, at REM REM leverede varen i stedet: nu må samtlige unge da have tænkt over fænomenet selvmord.
Det er mig en gåde, hvorfor REM REM ikke forlangte videnskabelig dokumentation for påstandene om reklamekampagnens skadelighed, men - det ved jeg fra mig selv - det er jo heller ikke så morsomt at være skydeskive for nationens medier, der elsker at tjene penge og vinde seer- og læsertal på at fremstille andre som skurke ved at udstille deres skammelige forsøg på at tjene penge eller vinde læsere på samme måde.
Hele historien er på en måde meget morsom og til at grine højt af. Hvis det altså ikke lige var fordi, vi har haft en eksplosiv vækst i antallet af selvmordsforsøg blandt de helt unge. De nyeste tal, jeg har hørt refereret, siger, at der er 50 pct. flere selvmord i dag blandt de helt unge piger end der var for bare fem år siden.

Den gale vej for unge
Jeg havde den mærkelige oplevelse, at selvmordseksperten Uni Bille Brahe fra Selvmordscentret i Odense i tv-udsendelsen Fredag i farver - mens hun ihærdigt kritiserede mit undervisningsmateriale - fik fortalt befolkningen, at antallet af selvmord var faldet 50 pct. de senere år. Hvad hun glemte at fortælle var, at tendensen faktisk er modsat for de unge, som materialet henvender sig til! Hendes argument var, så vidt jeg forstod, at det gik den rigtige vej med selvmordshyppigheden, når bare vi ikke taler om selvmord!
Når jeg interesserer mig for emnet selvmord blandt unge, er det først og fremmest fordi det har gjort så stort et indtryk på mig, at se så mange unge selvmordskandidater komme ind på skadestuen - der var obligatorisk én i hver vagt, og næsten altid fuldstændig fortvivlet og dybt ensom og isoleret med deres problemer.
Vi er simpelt hen nødt til at gøre noget ved dette syge træk ved vores materialistiske og sjælløse kultur. Selvmordstabuet må og skal ophæves nu. Det er tid at gøre op med løgnen og myterne om selvmord.
Den dag vi kan se livet og døden lige i øjnene, kan vi kigge ind i livets mysterier og forstå en række temmelig fantastiske ting, som er skjult for folk, der ikke tør se ind i sjælen: Hvorfor bliver vi syge? Hvorfor forfalder vi når vi bliver ældre? Hvorfor går vi i stå i vores personlige udvikling? Har livet dybest set en mening? Og hvad er så meningen, når det kommer til stykket?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her