Kronik

I dag Kina...

23. februar 1998

FN går skam ind for menneskerettigheder. At gøre noget ved deres overholdelse i praksis er straks sværere

RET BESET
Kina har netop endnu engang optaget spaltemillimeter og minutter i medierne. Anledningen var vicepremierminister Li Lanqings besøg i Danmark - og 16. marts er det møde i FN's Menneskerettighedskommision. Et af emnerne på tapetet er de internationale (pseudo-) forhandlinger, der for øjeblikket foregår omkring menneskerettighedssituationen i Kina. Kina tager stadig ikke menneskerettighederne alvorligt, systemkritikere anholdes, tibetanerne undertrykkes, ytringsfriheden er en by i Rusland etc.
Omverdenen står stadig passiv på sidelinjen og agiterer for respekt for grundlæggende individuelle rettigheder. Men hvorfor reagerer FN ikke, når der sker tydelige brud på menneskerettighederne? Er det afmagt eller mangel på vilje, der gør, at FN's menneskerettighedskommission ikke sanktionerer eller på anden måde indtager en aktiv rolle i problematikken?
Den første barriere, der spænder ben for FN's sanktionsmuligheder i forhold til Kinas manglende respekt for menneskerettighederne, opstår i prologen til menneskerettighedskonventionen. Konventionen er fra 1948, hvor FN's generalforsamling vedtog og proklamerede The Universal Declaration of Human Rights. Deklarationen indeholdt 30 artikler omhandlende individets rettigheder i et givent samfund. Formålet var "anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie, hvilket er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden".
Intentionerne er ligetil, men her fremstår de første divergenser. På samme side i prologen til deklarationen står: "Deklarationen er ikke i sig selv et bindende juridisk instrument, men den indeholder en række grundlæggende retlige principper, som er almindeligt accepteret og som der konstant henvises til i andre FN-traktater vedrørende menneskerettigheder."
Målet er, at de enkelte lande skal stræbe efter en respekt for menneskerettighederne. FN bliver derved reduceret til et internationalt politisk organ, der blot agiterer for menneskerettigheder. Det fremstår problematisk, at deklarationen ikke er juridisk bindende, men i stedet blot er et udtryk for, hvad de enkelte lande bør stræbe efter.

Grunden til, at deklarationen er så vagt formuleret, er, at FN er en interesseorganisation, der rummer mange og vidt forskellige lande. Dette medfører højst divergerende interesser indenfor organisationen og gør den utrolig kompleks. Som udgangspunkt var det, for ikke på forhånd at ekskludere nogle lande, nødvendigt at formulere de enkelte artikler i menneskerettighedsdeklarationen ret vagt. Intentionerne var ikke at skabe en lille elitær organisation, men at skabe en stor og bred organisation, der gennem samarbejde og venskab skulle bevare verdensfreden.
Der eksisterer økonomiske interesser de forskellige lande imellem, og hverken USA eller EU ønsker, at lave skår i det gode forhold til Kina. Derfor kan det synes lettere at 'lukke øjnene' og derved undgå at stille sig selv i et dårligt lys, ved at blande sig i et lands 'interne affærer'.
At få iværksat effektive undersøgelser af - og opfølgning på - menneskerettighedssituationen i medlemslandene kræver mere end de 0,7 pct. af det samlede budget, som i dag afsættes til menneskerettighedsinstrumenterne. Dette underbygges yderligere af de finansielle problemer, FN lider under, mange af medlemslandene skylder store beløb, hvilket må tolkes som en klar nedprioritering af arbejdet med menneskerettigheder. Alene i forhold til fredsbevarende operationer havde FN i 1995 to milliarder US-dollars til gode hos medlemslandene. Problemet med de økonomiske tilstande er, at menneskerettighedskonceptet mister sin værdi i takt med de likvide midler.
FN arbejder med begrebet diskretionsmargin, der skal sikre, at man ikke skader de enkelte medlemslande unødigt ved at beskylde disse for overtrædelser, uden først at give en henstilling og dermed mulighed for at rette op på problemet. Det handler i høj grad om at holde sig 'gode venner' med de implicerede parter, og Kinas diskretionsmargin er da tilsyneladende også nærmest uendelig stor.

Kina er permanent medlem af FN's sikkerhedsråd, hvilket automatisk giver Kina vetoret i forhold til de beslutninger, der bliver truffet her. Procedurerne for menneskerettighedskommissionen åbner ingen muligheder for vetoret. Men ligesom al anden politik, er der interesser i ikke at gøre sig upopulær i forhold til en samarbejdspartner, især ikke en samarbejdspartner med vetoret, der kan forventes at bruge denne mulighed i sammenhænge der kunne skade anklageren. Medlemskabet af Sikkerhedsrådet gør, at Kina i forhandlingssituationer sidder med et 'trumfkort' i ærmet. Denne gensidige afhængighed gør, at de andre medlemmer af sikkerhedsrådet er yderst diskrete og påpasselige med kritik af Kina, da eventuel kritik, populært sagt, kan blive 'ris til egen røv'.
Man kan spørge sig selv, om man overhovedet kan betegne deklarationen som et udtryk for universelle rettigheder? Og yderligere om menneskerettighederne i denne kontekst besidder en egentlig værdi?
I Politiken 24.1.98 står: "Regeringen forholder sig afventende til nogle af de andre EU-landes bestræbelser på at få en aftale i stand med Kina om, at EU holder sig fra kritik af det kinesiske styre, mod at Kina underskriver FN's konvention om politiske rettigheder og samtidig løslader en kendt systemkritiker."
Dette afføder spørgsmålet; hvad er værdien af en sådan handling fra EU's side? Er det ikke netop et udtryk for, at omverdenen, her EU, stiltiende ser til, mens verdens største nation tvangassimilerer befolkningen til et uhyrligt og totalitært styre uden respekt for individuelle rettigheder?
I stedet bør man vel tage hårdere midler i brug?
En mulighed kunne være en handelsembargo, som har været det primære middel mod Saddam Hussein. En anden mulighed er at true med intervention, hvis ikke uhyrlighederne ophører. Men problemet er, at det hverken tør eller vil FN, EU eller USA. En handelsembargo vil skade landenes eksportmuligheder og dermed de enkelte landes økonomi. Muligheden for militær intervention, som f.eks. på Balkan, er udelukkende hypotetisk, da det på grund af Kinas størrelse og militære magt vil blive en seriøs trussel mod verdensfreden.

I forhold til andre, mindre lande, har FN i langt højere grad spillet en aktiv rolle. FN laver selektive handlinger for at bevare visse magtforhold og især for at undgå at rykke på andre. Forskellen er, at kritik af disse lande i væsentligt mindre grad udgør en fare for verdensfreden.
Kina er en kæmpe nation, med atomvåbenalliancer med forskellige lande i Asien og Mellemøsten, og Kina kommer dermed i allerhøjeste grad til at spille en stor rolle i forsøget på at bevare verdensfreden.
Samtidig er den del af de Forenede Nationer, der beskæftiger sig med menneskerettighedsspørgsmål, reduceret til primært at være et debatorgan, hvor FN påvirker debatten. Men det er et problem, at værdien af menneskerettighedskonventionen beror på de enkelte landes velvilje til at indgå i en dialog, noget der ikke just kendetegner det kinesiske styre. FN fremstår som et skalkeskjul for medlemslandene, der kan være med til at legitimere den passive position der indtages overfor Kina.
I den aktuelle debat hvor Kina anklages for brud på, og manglende respekt for, menneskerettighederne, kan man så enten håbe eller frygte. Håbet kan begrundes i den (dog beskedne) interaktion, som foregår imellem Kina og FN, EU, USA m.fl.
Til gengæld er frygten yderst velbegrundet. Kina har annekteret Tibet i 49 år og har ignoreret kritik, lige såvel som alle anklager om tilfældige arrestationer og deportationer af systemkritikere, brud på ytringsfriheden etc.. De 'indrømmelser' Kina gør, bl.a. ved underskrivelse af forskellige konventioner, ofte uden juridiske forpligtigelser, er primært at betragte som et alibi for Kina og Vesten, så en konflikt i FN's menneskerettighedskommission undgås.
Kina er i særdeleshed en magtfuld nation, der med over en milliard indbyggere udgør mere end en femtedel af det globale indbyggertal. Økonomien er i vækst, og sommerens overdragelse af Hong Kong er endnu et tegn på en nation der ekspanderer både økonomisk og magtmæssigt. Kina er et 'sprængfarligt' land, hvilket netop gør det svært at fordømme de stadige brud på menneskerettighederne.
Et par spørgsmål trænger sig derfor på:
Skal vi blive ved med at acceptere, at mulighederne for løsning/påvirkning af problemet er reduceret til fortsatte fordømmelser af det kinesiske styre og dets velvilje til at indgå i en dialog?
Skal FN styrkes, eller er det på tide, at der skabes en ny og stærkere organisation til at varetage de globale menneskerettigheder? Hverken vi, eller de over en milliard kinesere, kan være tilfredse med, at grundlæggende rettigheder i den grad bliver 'syltet' i et storpolitisk spil, og at dollars og ecu vægter så meget tungere end grundlæggende rettigheder for over en femtedel af verdens befolkning.

Lars Rahbek Møller Studerende ved Roskilde Universitets Center (Hum-Bas)

APROPOS - FN's dilemma

Det er én af FN's vigtigste opgaver at værne om menneskerettighederne. Dem vedtog man i dyb enighed i 1948, påvirket af Anden Verdenskrigs frygtelige erfaringer, og lod FN om at varetage dem på alles vegne.
Formålet med Menneskerettighedserklæringen var nemlig intet mindre end "anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie, hvilket er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden".
Men lidt senere bliver det straks sværere: "Deklarationen er ikke i sig selv et bindende juridisk instrument" står der nemlig også. Med andre ord: FN kan stræbe efter debat og dialog med medlemslande, der ikke respekterer menneskerettighederne. Men sådan rigtigt skrue bissen på, dét har man ikke hjemmel til.
Og det bliver endnu sværere, når det land, der undertrykker menneskerettighederne, er medlem af FN's Sikkerhedsråd, rummer en femtedel af Jordens befolkning og i øvrigt er en handelspartner af nogen betydning.
Forfatteren til dagens Ret Beset har fæstnet sig ved FN's reelle muligheder for at sætte magt bag menneskerettighederne. De muligheder er desværre stærkt begrænsede.
Måske kan man tilføje endnu en ting:
Vi i det frie Vesten har svært ved at magte mere end ét fjendebillede ad gangen. Én grim, grim diktaturstat, der inkarnerer vores værste forestillinger, er ligesom tilstrækkelig. Og lige for tiden er rollen som bøhmanden i verdens gode selskab optaget af Saddam Hussein.
Det ændrer bare ikke ved, at verdenssamfundet ikke må glemme Kinas overgreb mod både landets egen befolkning og mod det Tibet, som de i 49 år har holdt i et jerngreb.
I hvert fald må vi - og FN - holde debatten levende. Det skulle da lige mangle.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu