Læsetid: 4 min.

Danmarks sidste landbrug

Debat
2. februar 1998

'Du, Slemælke, har du hørt, at der er en langtidsledig på Fyn, der hævder, at han har set Sanglærke - i sin urtehave'

STRUKTUR-SATIRE
På en gårdsplads et sted i produktionsenhed 278 trisser to aldrende mænd rundt med en øl i hånden. Endelig stopper den ene, betragter længe solens stråler dunkles igennem ølflasken, sukker og spørger sagte:
"Andedam Kristensen, du har før hjulpet mig. Svar mig helt ærligt. Kan det virkelig ikke gøres anderledes?"
"Hvilket?"
"Ja strukturtilpasningen for pokker da!"
"Nej det er jeg bange for, det ikke kan, Slemælke. Du må huske på, vi skriver 2007, og på trods af at du har gjort et stort arbejde med at samle al produktion i en bedrift (Slemælke lyser for en stund op i et smil), så forpligter min underskrift stadig."
Andedam ser træt ud. Så sluger Slemælke vredt resten af sin øl. Hans udtryk forbitres og han tager tydeligt tilløb til noget. Pludselig koger han over og nærmest spytter ad Andedam, der farer sammen:
"Hvis ikke også du havde glemt dine briller - og hjerne til det skide EU-topmøde, så var det her aldrig sket, din din usling."
Den tomme ølflaske dirrer centimeter foran Andedams næseryg, der sindigt tager sine briller af, idet de sidste ord havde påført glassene sprøjt af skummende øl og mundvand, tørrer dem i habittens lommetørklæde, mens han næsten hvisker:
"Du husker nok, hvem der rådgav mig - dengang, ikke?"

Et sidste ukrudtsfrø
Han kikker bestemt op over kanten af de nypudsede briller, og flasken forsvinder lynhurtigt om bag ryggen på Slemælke, der pludselig er meget optaget af at se, om han med skosnuden kan skrabe et sidste ukrudtsfrø op af den slutbehandlede jord.
Længe er der fuldstændig tyst, ikke en lyd høres i miles omkreds. Luften emmer af tør sommer, solen brænder himlen råblå og selv den mindste brise får hvirvlet porøst næringsmedie op.
En gang imellem høres et plump og et svagt hyl fra produktionshallen. De ved begge, at besætningen så er vokset med endnu en enhed.
Den stolte ejer, Slemælke, glemmer for en tid sine ærgrelser og forsøger med et venskabeligt puf til Andedam, der modvilligt spørger, hvad der er.
"Jeg tror sgu', det kunne være svin nummer 50 million, det der."
Andedam kan ikke lade være med at nikke anerkendende: "Ja, det var vist en lille genialitet fra din side, Slemælke, at GMO dig ud af størrelsesproblemet, dengang svenskerne overtog fjerkræenheden, og vi stod tilbage med en masse tomme haller".
"Ja, dengang rynkede folk på næsen - tro det eller lad være - over svin i syv etager. Men det er sgu' da genialt, at insimineringsresultatet kan overføres via de kilometerlange pakkebånd til fuldautomatisk hormonbehandling og vitaminisering."
Slemælke slår ud med flasken: "Det kan man da kalde functional food! Eller hva?"
Pausen bliver hurtigt trykkende igen, og endelig skærer Andedam ind til benet: "Der er ikke andet at gøre, Slemælke. Din bedrift skal sammenlægges med EU's øvrige 20. Ja ja jeg ved godt, at jeg - at vi overså strukturtilpasningens nationale nedskrivning til 0 og ikke 1 bedrift. Det er ærgerligt, men det løb er altså kørt. Der er ikke noget at gøre ved det. Det er slut med dansk landbrug!"
De sidste ord falder som genmodificerede sukkerroer på Slemælke, og hans underlæbe begynder at dirre. Det kan Andedam ikke holde ud at se på, han drejer rundt på hælene, åbner lugen til sin helikopter men tøver med foden på trinbrættet.
"Du, Slemælke, har du hørt, at der er en langtidsledig på Fyn, der hævder, at han har set Sanglærke - i sin urtehave."
Ved sig selv mumler Andedam, at det må der vist være et direktiv imod - både Sanglærker og urtehaver. "Vi ses til ratificeringen!" råber Andedam ud af lugen, da rotorbladene er sat i gang.
Tilbage på gårdspladsen står en ubetydelig mand hvirvlet ind i grumset substrat. Da hvirvlen er faldet til ro og alt igen er stilhed, kan man se, at støvet har sat sig i fugtige striber på Slemælkes kinder og hage. Som i trance bevæger han sig langt om længe mod produktionshallens dør og går ind. Han har glemt sit høreværn og støjen er bedøvende. Han bliver pludselig så mat og kikker sig søgende om imellem burene med halvmeterssvin i syv etager. Øjnene falder endelig på pakkebåndene. Han lægger sig op på det nederste, og kan netop ligge dér på siden med armen under hoved. Inden han øjne lukkes, dukker erindringen af en eng, hans bedstefar havde, op i et glimt. Fornemmelsen af bare tæer i fugtigt græs og lyden af lærkesang er overvældende. Han falder i søvn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her