Læsetid: 5 min.

Du er dejlig, altså er jeg

Debat
4. februar 1998

Hos Bjørnkjær oplever vi for fuld udblæsning dyrkelsen af eneren, der kan selv, uafhængig af holdkammeraterne,
af fællesskabet og hele verden - kapitalismens og liberalismens store moderne helt

SEX & MORAL
Kulturredaktør Kristen Bjørnkjær skriver i en leder den 30. januar om mit kunstsyn: "Det er synd for Tandrup, men endnu mere synd for kunsten og dens publikum, om han fik magt som agt."
Måske det er mere synd for det ellers sobre og velorienterede blad Information som for dets læserskare, at der sidder en kulturredaktør på magten, som synes at misbruge den. Hvordan det?
Jo, ved at nedgøre en mand og hans bog, Mefistos Mareridt, som udtryk for banal kunstkritik, uden han har gidet læse bogen og ikke engang hans egen medarbejder Knud Peder Jensens positive og indgående anmeldelse af den i Information 16. januar.
Er det udtryk for god og sober presseetik? Går den ikke ud på at undersøge en sag grundigt, før man dømmer? Frem for - som en stor del af pressen i USA i tilfældet Clinton - at drive udokumenteret og i øvrigt forrykt heksejagt. Her på en mand, der har formastet sig til at sige, at en kunst, der bare dyrker formen uden eksistentielt indhold, dvs. uden at have skygge af interesse for den sociale virkelighed og for vores liv i fællesskab med hinanden, er temmelig uinteressant.

Kollega-vennen
Hvad Bjørnkjær har læst ud over et interview og et debat-indlæg er åbenbart kollegavennen de Waals tilsvarende nedgørende opfattelse - også han uden at have læst bogen - at mit "korstog (...) moralsk og intellektuelt (ligger) på et niveau, som svarer til på lederplads (...) at ville fremme forbud mod frivilligt fremkaldt abort".
Hvad står der så på lederplads den 30. januar om min kunstopfattelse: "Kunstnerne har fejlet de sidste tusinde år".
Nej, Bjørnkjær. Der voksede en kunst og en kultur op fra omkring år 1000 e. Kr. fra den foregående nihilistiske civilisation. Den kultur nåede højdepunkter i gotik, renæssance og sidst i oplysningstidens overgang i romantik. Derpå bukkede den i løbet af 1800-tallet næsten under for en mere og mere nihilistisk og narcissistisk civilisation.
Hvad får Bjørnkjær mere ud af, hvad jeg står for? Jo, jeg vil lave et "korstog" for, at kunsten igen bør "dyrke Det Skønne, Det Gode og Det Sande. Eller med et andet ord: Være opbyggelig." Jeg vil "spænde kunsten for en moralsk, religiøs eller politisk vogn". Og så skal jeg lige selv sættes op i vognen til "den kommunistiske kunst" - eller af Rifbjerg den 28. januar gøres til talsmand for noget, der ligner den moralske "oprustning, Frank Buchmann prædikede i 30'rne, inden Hitler for alvor trak gardinet ned (...) i dens strikte ansvarsbevidstheds og rankryggede seksualmorals tjeneste".

Mine analyser
Den går bare ikke. Jeg formulerer i Mefistos Mareridt side 393-97 nogle sentenser om kunsten, som ligger bag samtlige mine analyser af de store kunstværker fra Giotto over Leonardo til Picasso og Arne Haugen Sørensen. Sentens fire lyder:
"Søg ikke moralen i kunstværket. I den som i civilisa-
tionens ideologier (kommunisme, nazisme, socialisme, liberalisme etc.) finder du kun det forstenede i dig selv. Værket udtrykker altid en urolig søgen, fordi kunstnerens længsel efter sandhed higer efter at vinde over hans moral og ideologi. De to ting ophøjer i civilisationen ikke mennesket, men banaliserer virkeligheden og får den til at stivne".
I Guernica udtrykker Picasso ikke nogen kommunis-tisk knytnæveideologi, skønt han var kommunist. Han udtrykker en fordømmelse af ikke bare Francos og det fine, spanske borgerskabs, men af al terror og uvidenhed i verden. Og samtidig udtrykker han sin opfordring til, at vi som mennesker bør bekæmpe den. Den befriende ånd repræsenteres bl.a. af det unge menneske med 'aladdin-lampe', der stikker hovedet ind i voldens rum og derved bliver bevidst om det nødvendige i ikke at ligge under for magtens og de riges undertrykkelse.

Manets 'Skovtur'
Og i sine samtaler med Manet om Skovtur i det grønne henviser han ikke, som Manet, til et fortidigt Helena-ideal i baggrunden i fordømmelse af den levende luder lige over for ham. Han går i lag med luderen. Og gør hende til en attråværdig kvinde: "Du er dejlig, altså er jeg." Han lever, som han maler. Et liv i sanselighed, kærlighed og efterfølgende katastrofer. Som det er svært undgåeligt i dag (se side 100, Bjørnkjær, hvis du gider).
Og så sentens fem (side 394):
"Besind dig på, at det i reglen ikke lader sig gøre at for-ene Det Smukke, Det Sande og Det Gode, hvad alle ideologer og moralister ellers på-står. I kulturen fornemmer kunstneren og betragteren som oftest det tragiske heri. Men i civilisationen vil de efterhånden glemme det og begynder i så fald at dyrke æstetikken løsrevet fra virkeligheden og moralen. Så opstår der en selvtilstrækkelig ø-individualistisk kunst" uden sans for nødvendigheden af at generobre det tabte fællesskab, der prægede kulturen.
Er det ikke den ø-individualisme, som Bjørnkjær og andre magtfulde i dagens kulturliv går ind for. Hør bare, hvad Bjørnkjær skriver:
"De smukkeste mål (bliver) ofte (...) scoret, når en spiller giver en god dag i holdspillet, dribler helt egoistisk forbi en tre-fire modspillere, før han planter sit afgørende skud".
Her har vi for fuld ud-blæsning dyrkelsen af eneren, der kan selv, uafhængig af holdkammeraterne, af fællesskabet og hele verden - kapitalismens og liberalismens store moderne helt.
Men er det virkeligheden? Modtog han ikke bolden fra en holdkammerat? Fulgte en eller flere medspillere ikke med frem, så modstanderens forsvarere var nødt til delvis at koncentrere sig om dem, hvorved manden med bolden overhovedet fik mulighed for at gå selv. Eller i håndbold, hvor gode sportsjournalister altid er omhyggelige med at nævne den medspiller, der screener, så der bliver plads til hende, der går selv og scorer?
Hele min bog går ud på at gøre op med al ideologisk moralisme og med den deraf følgende selvtilstrækkelige ø-individualisme, hvor alt er ih så fantastisk, bare man selv scorer mål, hvad enten i fodbold eller i en leder, hvor det jo ikke er nogen skade til, at man samtidig kommer til at nedlægge modstanderen bagfra.
Jeg kan oplyse Bjørnkjær om, at Strindberg er en af mine favorit-forfattere, og at jeg i bogen, i øvrigt som han, plæderer for: "Længe leve kunsten og dens mangfoldighed". Dermed har man i abstraktionens tidsalder rigtignok ikke sagt for meget. Spørgsmålet er: Frihed til hvad? Friheden til at være sig selv nok og gøre, hvad helvede man har lyst til, uanset alle andre. Eller frihed til at være noget for næsten og gøre noget for fællesskabet.
Det kan godt tiltrænges i en tid, hvor markedskræfternes frie spil er ved at gøre kloden til et forødt Guds Hus. Gælder det ikke om, som den fremsynede Sophus Claussen, at anråbe Mefisto eller slangen, der fristede Eva, og alle andre gode kræfter i kosmos om en udsættelse af ragnarok?
De sidste, som Clausen bad om nåde, var Påskelammet og Fisken:

At de ikke for stærkt hos
Herren
forklager vor klode,
før vi har fundet vor vej
og vist os svangre med vilje,
han kunne brænde den op eller
sætte den helt ud af omløb.

Man kan nemlig ikke rykke sig selv op ved håret med en "god gang kaptajn Jespersen-krabask." Men måske man ved at indleve sig i
Claussens og traditionens sindelag kunne opleve, at det sindelag var med til at avle viljen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her