Kronik

Dømmekraftens krise

Debat
20. februar 1998

Retsstaten bør ikke være afhængig af etiske regler for alt muligt. Vi må kunne stole på embedsmændenes dømmekraft til at holde den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt adskilt

DET FILOSOFISKE RUM
Den seneste række skandaler i det danske samfund vidner om, at beslutningstagere og magthavere i stigende grad mangler dømmekraft og etisk formuleringskompetence. Vi nævner i flæng Tamilsagen, Nørrebrosagen, sager om økonomisk bedrageri og underslæb i banker, og sidst men ikke mindst det fænomen, at chefen for bagmandspolitiet Michael Clan trak sig ud af selskabstømmersagerne på grund af mistanke om inhabilitet.
Sagerne tyder på øget blindhed overfor hensynet til det fælles gode, som bliver væk i interessen for egennytte og personlig vinding. At justitsminister Frank Jensen har bebudet, at vi nu skal udforme et sæt etiske spilleregler for embedsmænds private investeringer og bijob er blot et symptom på dømmekraftens krise i det danske samfund, hvor den etiske bevidsthed er gået tabt i såvel den private som den offentlige forvaltning.
Etiske regler i sig selv kan løser imidlertid ikke noget, da det drejer sig om personens karakter og integritet, dvs. vedkommendes samvittighed og ansvar, som bunder i en dybereliggende evne til moralsk refleksion hos samfundets beslutningstagere. Samtidig medfører kravet om etiske regler en risiko for øget kontrol med borgerens privatliv.
Udover menneskerettighederne er et grundprincip i den republikanske retsstat magtens tredeling mellem ud-øvende, dømmende og lovgivende magt - ud fra den tanke, at absolut magt korrumperer.
Alligevel udtrykker de aktuelle skandaler en krise for det republikanske demokrati, hvor doktrinen om magtens tredeling hele tiden bryder sammen. I dag fungerer parlamentarismen i stadig større omfang monistisk: Regeringen overtager den udøvende magt og forvaltningen varetager funktioner fra den lovgivende magt. Således er idealet om stærk institutionel uafhængighed mellem regering, forvaltning og domstole på mange måder en illusion, og samfundets forskellige sektorer griber ind overfor hinanden i kampen om magten.
På det parlamentariske niveau viser krisen sig som en beslutnings- og legitimationskrise, hvor det stærkeste flertal sætter sine holdninger igennem uden at tage hensyn til mindretallet. Samtidig kan der også være tale om mindretalsdiktatur, hvor stærke mindretal f.eks. med magtfulde interesseorganisationer forsøger at styre flertallet. Paradoksalt nok kan begge tilfælde ses som udtryk for dømmekraftens krise, hvor beslutninger styres af snævne magtpolitiske hensyn og vanskeligt kan retfærdiggøres i et bredere etisk perspektiv.
Dømmekraftens krise kan også påvises i den udøvende magt. Jurister, socialrådgivere og andre forvaltere tager i dag langt flere politiske beslutninger end tidligere. Parlamentarismens opløsning af magtens tredeling og uoverskuelighed i samfundet i kraft af øget social differentiering og større uddelegering af opgaver, betyder også, at forvalteren i stigende grad må tage selvstændige beslutninger. Forvalteren står i en situation, hvor regelfortolkning af nye sager uden præcedens er nødvendig, samtidig med at der er større spillerum for udlægning af kommunernes, amternes og statsadminstrationens love, regler og cirkulærer igennem lokale instrukser.
Ligeledes er domstolene i en situation, hvor de selv må fortolke rammelove i forhold til de konkrete sager. I den positivistiske tradition forstås denne proces overvejende som den korrekte regelanvendelse og ikke som en appel til retfærdighed. Montesquieus opfattelse af loven som udtryk for 'sagens natur' anses som højtravende metafysik og domstolens opgave beskrives i stedet som regeldeduktion.
Dette er imidlertid ikke uproblematisk, da domstolene bliver mere og mere politiserede, hvad Tamilsagen og senest sagen om grundlovens kompabilitet med EU-medlemsskabet udtrykker. Her får den udøvende magt en politisk funktion. Domstolene har vanskeligt ved at være neutrale, og idealet om den absolutte magtfordeling bliver en illusion.

Disse paradokser og dilemmaer betyder, at der er behov for at genfinde dømmekraften som retssystemets centrale instans. Den franske filosof Paul Ricueur siger i sin bog Le Juste (1995), at det er rettens opgave at bidrage til social fred som udtryk for "det gode liv for og med den anden i retfærdige institutioner".Ved formidling i konfliktsituationer er dømmekraften en etisk skabende og samfundsintegrerende kraft over for trusler om ødelæggelse af den sociale orden.
Allerede Kant definerede den bestemmende dømmekraft som anvendelsen af en forudgiven regel i et nyt tilfælde. Den reflekterende dømmekraft defineres som kreativ opfindelse af en almenregel i en situation, hvor der ikke gives nogen forudbestemte regler. Samtidig er dømmekraften evnen til at sætte sig i den andens og det andets sted og derved se sagerne i et universelt perspektiv ud fra fællessansens synsvinkel.
Dømmekraften overskrider del-perspektivet og kræver en almen bestemmelse af værdi og gyldig form af alment for-ståelige argumenter.
Den amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin supplerer i denne udvikling af dømmekraften ved i sin bog Law's Empire (1986) at definere lov som "integritet" og retsstatens dyder som "upartiskhed" og "fairness". Han mener, at magtens tredeling som "balance of powers" i samfundet drejer sig om "politisk moralitet", og at det er beslutningstagerens værdighed og selvrespekt, der står på spil. Politikere, dommere og forvaltere er i kraft af personligt ansvar i offentlige positioner forpligtet i forhold til en offentlig ansvarsetik, der bygger på såvel den personlige som hele retsstatens integritet.

I dag er den politiske dømmekraft konfronteret med en omfattende differentiering af sektorer i velfærdsstaten. Politikken bliver et spørgsmål om dynamiske fortolkninger, hvor nye situationer fordrer en reference til idealer om det fælles gode, der ligger ud over givne ideologiske og partipolitiske modsætninger.
Dømmekraften forudsætter ideen om samfundet som en samarbejdende enhed. Men konflikter omkring fordelingen af det gode i forskellige retfærdighedssfærer kan også ofte overskride den 'fælles forforståelse'. Samtidig kan uenighed med statens politik føre til civil ulydighed i en guddommelig lovs navn, og efterfølgende 'svære retssager', der sprænger en positiv regelanvendelse for i stedet at appellere til rettigheder og principper for at sikre samfundets integritet.
I bureaukratiet kan dømmekraften forbedres ved, at der skabes bedre muligheder for forvalterens ansvarlighed for sin egen situation og for at vurdere de enkelte sager i et mere alment etisk perspektiv ud fra samfundets fællessans. Her er forvalterens ytringsfrihed af central betydning, og åbenhed i forvaltningen må ses som en måde, hvorpå forvalteren i tvivlstilfælde kan teste sin personlige overbevisning i forhold til den politiske offentlighed i det civile samfund. Forvalterens etiske formuleringskompetence bliver i allerhøjeste grad nødvendig, når modsætningsforholdet mellem rollen som statsborger og bureaukrat tilspidses, og det er her, at kravet om personlig integritet for alvor kommer på prøve.
Dømmekraftens realisering i retslig sammenhæng udtrykkes ikke mindst i dommerens integritet. Det indebærer, at dommeren som en upartisk, formidlende tredjepart, der kritisk forholder sig til sagens parter, bliver sig sin retsfølelse bevidst. Ikke som en vilkårlig fornemmelse, men som noget, der kan afprøves over det subjektive niveau.
Som afsluttende afgørelse på en retslig forhandling formulerer dømmekraften en 'retfærdig distance' i konflikter og afgør forholdet mellem hævn, skyld og sanktion. Dømmekraftens ultimative mål er den fælles anerkendelse af dommen af sagens involverede parter, en fælles for-ståelse på trods af sagens smertefulde og tragiske modsætninger.
Paradokset er, at dømmekraft er en dyd, der må indlæres i daglig handling. Og i den forstand kan man slet ikke teoretisere over etikken, men burde snarere medvirke til dens realisering i ansvarligt engagement for det fælles gode.

Jacob Dahl Rendtorff er forskningsmedarbejder ved Center for Etik og Ret.

APROPOS
Personligt ansvar

Der skal være folketingsvalg! - gjalder råbet gennem redaktionslokalerne, og på sådan en dag er det godt at kunne bringe en eftertænksom artikel om det politisk-administrative systems behov for et serviceeftersyn.
Det, der er i krise, er nemlig intet mindre dømmekraften, fastslår Jacob Dahl Rendtorff i dagens Filosofiske Rum.
Dømmekraften udtrykkes i den enkelte beslutningstagers sans for det fælles gode. Og mangelen på dømmekraft og personligt ansvar hos systemets folk har i de seneste år ført til en lang række ubehagelige sager:
Fra Tamilsagen, hvor et sindrigt politisk-administrativt spil blev tørret af på en højesteretsdommer. Og frem til den aktuelle historie om Bagmandspolitiets chef Michael Clan, der på grund af en privat investering har måttet trække sig fra alle selskabstømmersager.
Men at indføre en række etiske regler for embedsmænd, som justitsminister Frank Jensen netop har foreslået, er ikke vejen frem ifølge Rend-torff. Til dels fordi etiske regler kan gribe for meget ind i bureaukraternes personlige frihed. Må en dommer f.eks. være formand for den lokale idrætsforening?
Men især fordi etiske regler næppe i sig selv vil afhjælpe dømmekraftens krise. Der vil uvægerligt opstå nye situationer, som reglerne alligevel ikke har taget højde for.
Hellere styrke embedsmænds dømmekraft, integritet og det svære begreb 'retsfølelse', mener Rendtorff. Ikke kun som private forestillinger om hvem der nu skal ha' dada, men som en fornemmelse for den rimelighed, som kan trække en sag ud af de berørte parters aktuelle lidenskaber og på længere sigt etablere en retfærdighed, der er til at leve med.
Det kan man bl.a. gøre ved at genetablere den klare tredeling af magten i det klassisk borgerlige samfund.
Den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt bør - igen - holde sig fra hinandens enemærker.
Ellers bliver magten - for ofte - skandalens sted.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her