Kronik

Elsk mig - pin mig

Debat
21. februar 1998

Leopold von Sacher Masoch 'opfandt' ikke masochismen. Men han gav den navn. Og hans passion for papirsoldater og herskelystne kvinder handler ikke kun om pinsler, men også om magt - over andre

Masochismens navnefar, den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch, der det meste af sit voksne liv stræbte efter at komme til at opleve, hvad han selv havde beskrevet i sin verdensberømte novelle Venus i pels, havde en anden passion foruden grusomme kvinder, nemlig: Papirsoldater. En af hans ungdomsvenner, Eugen von Sax, har fortalt, at det unge brushoved Leopold klippede hele regimenter af soldater ud af blade og tidsskrifter og ordnede dem med feltherreblik. Han byggede fæstninger, skød med blykugler og tilkæmpede sig møjsommeligt sejren.
"Jeg har aldrig ved andre lejligheder set ham så ivrig som her," skriver Eugen von Sax.
"Som regel arrangerede han et vinter- og et sommerfelttog, som han kunne tyrannisere hele huset med."
Nu kunne man tro, at det kun var en barne- og ungdomsbeskæftigelse, men det er ikke tilfældet. Sacher-Masochs første kone, Wanda, fortæller i sine erindringer, at svoger Karl, Leopolds lillebror, skulle komme på besøg i Bruck an der Mur i påsken 1874. Begge brødre havde som drenge lidenskabeligt leget med soldater. Glæden ved denne leg voksede jo ældre, de blev, og da de var voksne mænd, blev der leveret slag, hvis planlægning, udførelse og resultat bestemt ikke kunne tages mere alvorligt af nogen hærfører.
Leopolds lange fravær fra Graz, hvor Karl boede, havde bevirket, at der længe havde været fred; men det behagede ikke den krigeriske ånd, der besjælede de to brødre. Derfor skulle der i påsken leveres et slag, hvis lige endnu ikke var optegnet i krigsanalerne.
Den østrigske hær stod under
Leopolds ledelse, mens bror Karl kommanderede over den tyske. Påskesøndagmorgen begyndte slaget. Det varede tre dage og endte med en kolossal sejr til Østrig.
Rygterne om det drabelige slag nåede ud i officerskredse, og det endte med, at flere officerer dukkede op hos Sacher-Masoch. Her blev de ikke alene overraskede; men at de to 'civilister', der aldrig i livet havde båret en uniform, forstod sig lige så godt på krigskunst, som dem selv, ærgrede dem også gevaldigt.

Hvorfor nu skrive så meget om Sacher-Masochs passion for papirsoldater og ikke om hans passion for herskelystne kvinder, og hvorfor nævne de to passioner i samme åndedrag? Det er to sider af samme sag. Det drejer sig om at vende en situation til sin modsætning, at vende passivt til aktivt.
Det, vi bemærker hos de to stridslystne brødre, er, at de optræder som feltherrer, som hærledere, der har kommandoen og udsteder befalinger, og det, der sker, når man befaler, er, at man skiller sig af med nogle af de brodder, der har boret sig fast i ens indre.
Enhver befaling består af en drivkraft og en brod, forklarer Elias Canetti i Masse og magt. Drivkraften tvinger modtageren af en befaling til at adlyde og udføre, hvad den kræver, og brodden bliver siddende i den, som udfører befalingen. Den opleves som noget fremmed, som noget, der påtvinges udefra og ikke kommer fra én selv. Brodden trænger sig dybt ind i mennesket, hvor den bliver siddende uden at forandre sig, indtil der kommer en anledning til, at den kan stødes ud igen. Men forudsætningen for, at den kan løsnes og frigøre sig, er, at der opstår en situation, som til forveksling ligner den, hvor den borede sig ind og satte sig fast, blot skal situationen være vendt til sin modsætning.

En sådan situation opstår for eksempel i militæret med forfremmelsen. Så snart en soldat er blevet forfremmet, skal han selv befale, og når han gør det, begynder han at skille sig af med nogle af sine brodder, som ikke er andet end det skjulte billede af de befalinger, han har modtaget og
ikke straks har kunnet viderebefale. Canetti forklarer det på den måde, at hans situation nu, om end på en svær begrænset måde, er forvandlet til sin modsætning. Han må kræve det, som engang blev krævet af ham. Situationen er nøjagtig den samme, det eneste, der har forandret sig, er hans egen position i den, for det, som tidligere ramte ham, rammer han nu endelig andre med.
Og tilbage til Leopold og Karl. Allerede meget tidligt begynder brod på brod at hobe sig op i barnet som følge af den byrde af befalinger, som det modtager, og det skal derfor forsøge at skille sig af med sine brodder ved at finde nogen, det kan befordre dem videre til. Så snart de to brødre var begyndt at lege med papirsoldater, har de kunnet genskabe en tidligere situation og vende den til sin modsætning i og med, at de kunne overføre alt det, som de fik ordre til, på soldaterne. De har gjort det, som drengene har villet have dem til, længe før noget menneske har gjort, hvad de ville, de har vænnet sig til denne lydighed og har fundet det lettere at leve.
"At sådanne tidligere situationer genopstår, men vendt til deres modsætning, udgør en af de store kraftkilder i menneskets liv," skriver Canetti.
"Det, der 'ansporer' - som man gerne siger - mennesket til at opnå et eller andet mål, er den dybe trang til at kvitte de befalinger, som man engang har modtaget."

I januar 1875 skriver Sacher-Masoch til en ung kvinde, Emilie Mataja:
"Ved De, hvad der ville gøre mig lykkelig? At jeg selv kunne opleve det, som jeg har skildret i min Venus i pels. Jeg ville gerne engang være slave af en despotisk, grusom, men poetisk kvinde og ubarmhjertigt blive mishandlet af denne kvinde, blive trådt på og pisket."
Da han har brevvekslet med hende i næsten et år, skriver han en dag til hende, at han har fundet sit ideal i sin egen kone, som fuldstændigt har bemægtiget sig tømmen, fordi hun har indset, at han kun føler sig godt tilpas, når han bliver behersket, ja tyranniseret
af en kvinde, og derfor har fået det indfald, selv at spille herskerindens rolle.

Wanda von Sacher-Masoch har en anden version af den historie. Hun spurgte en dag sin mand, hvordan han forholdt sig til den tyske kritik af hans værker, der påpegede, hvad hun selv havde tænkt, nemlig at kvinderne i hans noveller begyndte at se påfaldende ens ud. Til det svarede han, at hvis denne idealkvinde var i hans liv, ville hun
ikke være i hans bøger, og han opfordrede hende til at hjælpe sig. Det kunne hun gøre ved at bære pelse og svinge pisken, og han gjorde hende opmærksom på det rimelige i, at hun såvel som han bragte et offer. Efter længere overvejelser gik hun modstræbende ind på hans ønske, og i en periode gik der næppe en dag, hvor hun ikke piskede sin mand; men da han så, at hun havde fundet sig i det, var han opfindsom nok til at gøre det så smerteligt som muligt for hende og lod udfærdige piske efter sine egne anvisninger, blandt andet en sekshalet pisk med søm.
Hvad vi nærmer os her, er Sacher-Masochs position i forholdet; det er ham, der støber spillet og fordeler rollerne. Den væsentlige mekanisme, der ligger til grund for hans position, består i, at han får Wanda overtalt til at medvirke i en scene med afstraffelse og dermed tvinger den forbydende, truende mor til at gøre afvisningen og kastrationstruslen ugyldig.
Hele tiden gik han videre i sine krav til Wanda; men det, der blev mest vanskeligt for ham, var at få hende med til at gennemleve trekantepisoden fra Venus i pels. Han ville have hende til at tage sig en elsker og være ham utro. Årsagen til det var, at han var forfærdeligt bange for at blive bedraget, og han betragtede derfor utroskaben som en nødvendighed, som forebyggelse og som garant for ikke at blive svigtet. Man kan også sige, at han vendte passivt til aktivt, for han prøvede selv at fremtvinge et bedrag, så det, der blev gjort mod ham, ikke blev gjort mod hans vilje.
Til sidst gav Wanda efter for hans pres. Han deltog selv i forberedelserne, bestemte hvilken kjole, hun skulle have på, overværede også selve utroskabsscenen og talte den igennem med hende bagefter.

Situationen kan virke grotesk; men i og med at han fik Wanda til at gennemleve utroskabsscenen, genskabte han en traumatisk situation fra barndommen. Forskellen på dengang og nu er, at han nu fik sine forældre i skikkelse af Wanda og 'elskeren' til at acceptere hans deltagelse i stedet for at være afvisende. Han var ikke længere den passive, udelukkede tredie, men en aktiv deltager, og nu foregik det under hans regi, scenen var under hans kontrol, og optrinet blev dermed en illusorisk triumf over den tidligere passive lidelse.
Men situationen viser også, hvad der er kendtegnende for Sacher Masoch, nemlig hans udnyttelse af andre mennesker. Han udnytter Wanda til sit eget formål uden at tage hensyn til hendes behov, og det er heri, hans adfærd viser sig som perversion: Han krænker hende, gør hende ondt og udøver sin magt og vilje for at nå sit seksuelle mål.
Sacher-Masochs adfærd bekræfter, hvad efterhånden mange psykoanalytikere gør opmærksom på, nemlig at magt og kontrol spiller en essentiel rolle i masochismen.

*Karin Bang blev i går ph. d. på sin afhandling om Sacher-Masoch, der netop er udkommet under titlen Elsk mig! (Hans Reitzels forlag). Bogen anmeldes i næste uge på Informations kultursider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her