Læsetid: 8 min.

En flue er en hilsen fra Gud

Debat
26. februar 1998

To kosmiske kræfter kæmper mod hin-anden: gud og djævel. Jeg har følt disse kræfter i mig og har modtaget signaler fra dem

PSYKIATRI
Jeg skriver et brev, fordi jeg sidder og tænker på engang.
Der var engang, hvor jeg havde en drøm. Personalechef, kone og børn, hus - bindingsværk med stråtag - og bil - en sort Golf GTI.
Jeg var på vej, men pludselig skete det - et nervesammenbrud. Det skete, fordi jeg var blevet udnævnt til at være kontaktperson til Forsvarets Efterretningstjeneste.
Der begyndte at ske mærkelige ting, jeg så 'skæg og blå briller' overalt og var sikker på, at jeg blev aflyttet. Det udviklede sig til en sygdom, der hedder skizofreni.
Jeg mistede alt, hvad jeg havde. Jeg havde dog en person tilbage - min mor. Hende flyttede jeg hjem til. Hun havde det svært med mig og var bange for, at jeg skulle begå selvmord. Hun kæmpede for mig. Jeg har en enkelt gang forsøgt at begå selvmord - tog alle de piller jeg havde.
Nu er min mor død og jeg er alene.
Jeg sidder ofte og græder, fordi jeg er alene. Det er min måde at få det ud på.
Jeg fortæller aldrig nogen om det, for jeg ikke vil have, at andre skal tænke på mig. I har alle sammen nok med jeres eget liv og nærmeste familie. Men jeg vil så gerne høre, hvad der sker i jeres liv og om hvad der sker på jeres arbejde.
Jeg savner at få at vide, hvad der sker på en arbejdsplads. Engang var det mig, der tog sig af alle problemerne på min arbejdsplads, derfor savner jeg at få at vide, hvad der foregår.
Jeg ved godt, at jeg ikke har været mig selv de sidste 14 år og jeg finder nok aldrig mit gamle jeg igen. Men det er altså min skæbne og det må jeg leve med.

Nødt til at give op
Det er svært at se ret langt frem i tiden, for jeg ved, at jeg er nødt til at give op på grund af mine nerver.
Men lige nu har jeg startet en Uddannelsesplan, jeg er aktiv i Sind og Det radikale Venstre. Jeg vil gerne om jeg kan holde fast i de tre ting. Men jeg kan heller ikke klare mere.
Jeg er nødt til at gå på kompromis med min uddannelsesplan. Jeg kan ikke koncentrere mig om opgaver og eksamen, derfor må jeg nøjes med at sætte mig ind i teorien og relatere den til mine forhold.
De sidste fem år har jeg levet meget i fortiden. Det kommer helt af sig selv, når man har svært ved at se frem. Jeg tænker meget over mit liv og hvor det er gået galt.
Nu har jeg fået hjælp til denne proces, idet jeg har købt en del CD'ere med 60'er og 70'er musik. Jeg har altid forbundet begivenheder i mit liv med musik. Jeg har også altid brugt musik til at udtrykke, hvad jeg mener og føler. Det har jeg bare aldrig fortalt nogen.
Jeg bruger således musikken, både når jeg er trist og ked af det, og når jeg er i godt humør. Når jeg tilfældigt vælger noget musik, tænker jeg, nåh, har du det sådan nu. Det er min lærebog i psykologi. Jeg kan bare konstatere, at mit liv har udviklet sig således, at det mest interessante er fortiden, og at jeg bruger musikken til at fastholde den.

Ikke tåle fjernsyn
Jeg har i lang tid heller ikke kunnet tåle at se fjernsyn. Jeg har prøvet, men hver gang bliver jeg angst og er nødt til at tage nervepiller. Jeg kan stadigvæk ikke klare alle de hurtige klip. Jeg arbejder med det at se fjernsyn. Jeg har købt nogle videokasetter med film og emner jeg kendte i forvejen. På den måde bliver jeg langsomt vænnet til at se fjernsyn igen, men jeg har det stadigt svært med nyhedsudsendelserne.
Men alligevel ser jeg ikke ret meget fjernsyn, for jeg er stadig nødt til at tage nervemedicin, hvis jeg ser det. En anden grund er, at jeg synes det er for dårligt. Jeg har det meget bedre med radio, musik og bøger, hvor man selv skal forestille sig billederne.
Jeg spekulerer ofte på, om jeg er bange for at erkende den reelle fysiske verden og tingenes tilstand. Jeg ved, at jeg ikke kan følge med udviklingen i den virkelige verden og derfor vil jeg gerne leve i min egen mentale verden.
Men hvad vil det sige, at leve i sin egen verden? Alle mennesker lever jo i deres egen verden. Vi kører alle sammen i en række parallelle liv og verdener. Det, der holder os sammen er samfundet og verdenssamfundet. Altså en fysisk verden. Man kan derfor godt sige, at der ikke er noget forkert i at leve i sin egen verden.
Men når jeg siger, at jeg vil leve i min egen mentale verden betyder det, at jeg vælger en række ting fra, som det måske ikke er normalt at vælge fra. Jeg får nogle nye behov for hjælp og stiller en række krav, som måske er svære at opfylde. Men det er altså min verden. Jeg kan ikke forstå og følge med i den verden, som kaldes den virkelige fysiske verden. Jeg har lært, at den mentale verden er langt mere interessant.
I den fysiske verden bryder jeg mig ikke om at blive forsørget af den pension, jeg modtager. Men jeg må erkende, at jeg ikke kan klare mig på arbejdsmarkedet. Alligevel har jeg et præstationspres inden i mig. I grunden tror jeg, at min angst kommer fra dette pres om at ville klare mig selv.
Jeg stammer fra en tid og et socialt niveau, hvor det ikke var velset, at man søgte social hjælp. Derfor er det ikke rare tanker, jeg har om ikke at kunne arbejde, at få pension og søge social støtte. Jeg føler jeg er til besvær i samfundet.
Men qua min sygdom har jeg oplevet noget, som jeg ikke ønsker at være foruden i dag. Når man som jeg har prøvet at være i psykoser, så ved man, at der findes mindst én parallel mental verden. Det er en åndelig psykologisk, metafysisk verden, som kører hele tiden. I denne verden betyder alting noget, og man får så mange impulser hele tiden.
Man kan nemt blive bange og angst i den verden, men det går over, fordi man finder ud af, at der er en mening med alting. Man forstår, at når en flue kommer ind i stuen, så er det en hilsen fra Gud, fordi man ikke skal være alene. Man forstår, at verden er ontologisk bestemt. Ontologi er en idealistisk lære om det værende, i hvilken erkendelse og virkelighed adskilles. Man lever i pagt med verdensaltet. Man kommer i kontakt med det, de gamle grækere kaldte logos (verdensfornuften).

Jeg er synkron
En præst har engang fortalt mig, at jeg er synkron. Synkronicitet betyder for mig, at en række tilsyneladende tilfældigheder kommer i serier og danner et mønster. Det har jeg oplevet mange gange.
En anden, jeg mødte tilfældigt en dag, fortalte mig, at jeg er i kontakt med mit astrallegeme. Et astrallegeme er i okkultismen en usynlig med legemet forenet organisme, som bæres af sjælen.
Jeg har også på det åndelige plan været i kontakt med dualisme. Dualismen er den opfattelse af universet, at to kosmiske kræfter kæmper mod hinanden (gud og djævel). Jeg har følt, at disse kræfter har været i mig, og jeg har modtaget signaler fra dem gennem det, jeg har oplevet.
Jeg har fået et andet samfunds- og menneskesyn. Mit livssyn og forståelse af universet har også ændret sig. Jeg ved, at alting ikke er så entydigt bestemt. Jeg ved, at man via det at bruge hjernen på en anden måde, kan få et helt andet verdensbillede og livssyn. Jeg tror i dag ikke på mennesker, der står frem og siger, at de har fundet sandheden. Mennesker, der ikke tænker i helheder og ikke stiller spørgsmål til alt, tror jeg ikke på.
Den selvsikre, der står frem og fortæller, at sådan er det, har jeg medlidenhed med. For han må jo ikke have prøvet noget. Han har i hvert fald ikke været ude at flyve i det mentale univers.
Jeg ved i dag, at man kun kan stole på sig selv og sine egne oplevelser. Som én har sagt til mig, "vær du glad for det, du har oplevet, der findes mennesker, som lever et helt liv uden at opleve noget."
Alt det, jeg har skrevet i dette brev, er ikke noget jeg snakker for højt om. Jeg tror ikke, der er så mange, der kan forstå det og sætte sig ind i det. Jeg er bange for at forskrække nogle og bange for at blive fordømt af andre. For jeg må jo være sindssyg, og der findes nu engang ikke mange 'normalttænkende', der vil have noget med en sindssyg at gøre. Man vil i hvert fald ikke have sådan en som sin ven.
Men det, der mangler, er opfattelsen af, at jeg har været i stand til at bruge min hjerne til en mental og universel rejse. Det er en meget kreativ, divergent og kognitiv udnyttelse af hjernen - en evne som man absolut må beundre.
Det er et meget interessant studie at finde ud af, hvad der egentlig er foregået i min hjerne. Studiet synes mig så stort, at jeg gerne vil have hjælp fra andre til at finde ud af, hvad der egentlig er foregået. Problemet er bare, at jeg har svært ved at sætte ord på det skete. Jeg søger i forskellig litteratur, og det hjælper mig faktisk. Jeg finder ud af mere og mere. Jeg regner med, at studiet skal vare resten af mit liv, for der dukker hele tiden nye horisonter op. Du skulle bare vide!
Dermed er jeg kommet tilbage til det egentlige, nemlig at jeg er og sidder alene. Men nu ved du, at jeg kommer over det, selvom jeg græder. Jeg sidder og tænker på, at det kun er mig, der har det som jeg, for der er ingen, der har været igennem det, jeg har, og haft de oplevelser, jeg har haft.
Det er meget ensomt og vel en tåre værd. Men jeg har min musik til at hjælpe mig. Med den kan jeg fastholde minderne. Den er jeg glad for.
Hvis du vil forstå mig lidt bedre, så lyt til musikken og teksten på CD'erne:
The Moody Blues: A Question of Balance og Seventh Sojourn; Procol Harum: Shine on Brightly.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her