Læsetid: 3 min.

Forslag til Golf-etik

Debat
19. februar 1998

Er krigen ikke vore egne børns liv værd, så er den bestemt heller ikke de irakiske børns liv værd

IRAK
Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om krig. Jeg har heller aldrig brudt mig om militæret - eller forsvaret - om man vil. Da jeg var yngre var jeg mere demonstrativ i min antipati end jeg er i dag.
Da jeg blev indkaldt til session, undlod jeg at møde op. Det gentog sig fire gange, og jeg svarede hver gang, at det var pænt af dem at tænke på mig, men at jeg oprigtig talt var helt og aldeles uinteresseret i tilbudet.
Nu var sessionsindkaldelsen imidlertid ikke ment som et tilbud. Det er en pligt. Man har pligt til at tjene sit land. Efter en meget utvetydig invitation mødte jeg endelig op, og trak frinummer.
Det er nu snart femten år siden, og som så mange andre er jeg blevet mere mild og blød med alderen. Jeg har lært tvivlen at kende. Jeg er ikke mere sikker på, at min holdning var helt berettiget. Jeg er heller ikke sikker på, at den ikke var det.
Man kan vel forestille sig en situation, hvor det er berettiget at gribe til våben for at forsvare sig og sine eller for at korrigere en uretfærdighed. Eksempelvis var det vel meget godt, at der var nogle, der tog kampen op mod Hitlers Tyskland. Men selv ved dette standardeksempel kan tvivlen nage:
For et par år siden fejrede den ganske civiliserede verden i flere tempi 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning. Også Weekendavisen deltog - med Ulrik Høy som bannerfører.
Ulrik Høy bidrog bl.a med en skåltale, hvori han hyldede sønderbombningen af Hiroshima og Nagasaki. De debuterende atombomber blev kaldt 'velsignelsesrige'. Tænk blot på alle de allierede liv, der ellers ville være gået tabt i forsøget på at overvinde Japan ved hjælp af konventionelle våben.
Og lige siden har atombomberne sørget for fred i Europa, og for at Sovjetunionen ikke bredte sig yderligere, og sluttelig for at kommunismen endelig måtte bøje sig for demokratiernes iboende overlegenhed. Således lyder i hvert fald de ortodokses skønmaleri.
Nu vil USA og så mange allierede som muligt genoptage den tv-transmitterede udbombning af Bagdad, der allerede én gang har underholdt os så fremragende. Det er heldigvis ikke alle, der er lige overbeviste om det hensigtsmæssige i denne fremgangsmåde. Og det ligger rimelig fast, at vælgerne rundt om i de civiliserede lande ikke er til sinds at lade civiliserede menneskeliv gå til spilde på den bekostning. Ergo er Clinton nødt til at nøjes med et luftbombardement, men det giver jo også gode billeder.
Om den sidst filmede krig i Golfen skrev Roger Waters en sang, der hedder The Bravery of Being Out of Range. Med denne titel rammer han et af problematikkens meget ømme punkter: Vi savner en golf-etik. Krig er noget man kan dø af, og er sagen dét værd?
Den danske regering har modtaget en opfordring til at stille sig aktivt til rådighed i forbindelse med den fore-stående bombning. Denne opfordring gør spørgsmålet om militærtjeneste nærværende. Opfordringen tvinger os til at tage stilling - også de af os, der er i tvivl: Saddam fortjener - om nogen - en bombe. Men fortjener han den bombe så meget, at det kan legitimere, at der samtidig dør irakiske børn?
Er sagen så vigtig, og af så væsentlig politisk og strategisk betydning, at dette tab af liv blot er et beklageligt, men nødvendigt, onde?
Svarer man ja, er det et eksempel på The Bravery of Being Out of Range. Jeg tror, at den civiliserede og folkelige opinion i bl.a. USA, England og Danmark har alt for let ved at ofre irakiske børns liv.
Derfor vil jeg foreslå en golf-etik, med hvilken man let kan kontrollere sine meningers mod: Det er såre simpelt:
Er Saddam så farlig, at man er parat til at lade sine egne børn dø - ikke blot på tv, men sådan rigtigt - i en krig, der har til formål at fjerne ham og hans våbenlagre? Hvis man kan svare ja, kan man muligvis også tillade sig at ofre de irakiske børns liv (eller hvad?).
Er sagen ikke vore egne børns liv værd, så er den bestemt heller ikke de irakiske børns liv værd.
Går den danske regering og Niels Helveg Petersen ind for sagen, så sender de de danske Jenser via ørkenen helt til Bagdad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her