Kronik

Fri forskning fattes penge

Debat
7. februar 1998

I modsætning til det rosenrøde billede, som tegnes af forsknings-ministeren, bevilgede Statens sundhedsvidenskabelige Forskningsråd ved den sidste uddeling kun 13 pct. af de midler, der blev søgt om. Kun 28 pct. af ansøgningerne fik midler overhovedet. Hvorfor så ikke bare trække lod?

Forskningsminister Jytte Hilden har rost sin egen pamflet Hvis jeg var forskningsminister, som angiveligt indeholder en række udsagn fra (tilfældige?) mennesker om forskningspolitikken her i landet. Jeg har kun læst om pamfletten i Information og har intet kendskab til, hvordan bidragyderne blev udvalgt, men hverken udsagnene fra forskningsministeren eller fra bidragyderne kan dæmpe den undergangsfornemmelse, som breder sig i den frie forskerverden.
Med en aktuel metafor er fremdriften af forskningspolitikkens strategidrevne luksusliner ved at blive blokeret af manglen på frie forskningsmidler. Men strategien bliver ikke ændret, og nødråbene bliver ikke hørt. Den danske politik for støtte til fri forskning er skævvredet af prestigeprojekter beregnet på at imponere, og der er derfor frygt for, at det strategidrevne forskningsskib aldrig kommer i havn. Nye metoder tages i brug for at sikre midler til videnskabelige prestigeprojekter uden om uddelingen af de frie midler, som forskningsrådene råder over.

Mit første eksempel tager udgangspunkt i Dola Bonfils' film om hjerneforskning, Tankens anatomi. Filmens produktion er støttet af visse store fonde og promoverer et bestemt forskningsinitiativ på et offentligt hospital i hovedstadsområdet, som flere af disse fonde har bekostet, efter det gode gamle princip, at den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles.
Men denne lidet smagfulde reklame følges op med en bevilling til samme forskningsinitiativ på et tocifret millionbeløb fra et konsortium med deltagelse af de samme fonde, som har betalt reklamen, med den begrundelse, at forskningsinitiativet skal være kernen i en mønsterklinik for andre klinikker.
Problemet er, at rollen som mønsterklinik allerede er besat med en klinik i Århus. Klinikken i Århus har offentliggjort sine resultater i Ugeskrift for Læger og andre steder, så konsortiet kan ikke være uvidende om dens eksistens. En stor del af de mange penge skal anvendes til undersøgelser af en art, som man ikke har erfaring for på hospitalet i Hovedstaden.
Det har man derimod i Århus, hvor en forskergruppe søgte en af de samme fonde om midler til et lignende forskningsprojekt. Men Århus' ansøgning havde ikke held med sig, angiveligt fordi den pågældende fond ikke giver tilskud til sygehusdrift, som er amternes ansvar. Der var ingen vurdering af ansøgningens videnskab.
Denne måde at tilegne sig forskningsmidler på ville ikke have så stor betydning, hvis der var rimelige chancer for at få del i de frie forskningsmidler, som staten uddeler gennem sine forskningsråd. Men i modsætning til det rosenrøde billede, som tegnes af forskningsministeren, så bevilgede Statens sundhedsvidenskabelige Forskningsråd ved den sidste uddeling kun 13 pct. af de ansøgte frie midler, og kun 28 pct. af ansøgningerne fik midler overhovedet. Når procenten kommer så langt ned, kan man ligesågodt erstatte de faglige bedømmelser af en lodtrækning.
I Canada er procenten for bevilgede ansøgninger til det tilsvarende råd her i januar 1998 kommet ned på 30 pct., og det har givet anledning til ramaskrig i presse og tv. I Danmark giver den endnu lavere bevillingsprocent kun anledning til lovord fra forskningsministeren.
Men kendsgerningen er, at forskningsrådene råder over alt for få frie midler. De frie midler kan søges af enhver, mens cigarkasse-, program-, center- og strategimidler i praksis kun bliver søgt af en udvalgt mindre skare. Det bliver nemt en ond cirkel, for jo mindre Forskningsrådene kan bevilge, jo mere bliver de aktive forskere afhængige af cigarkassemidler, som amerikanerne kalder pork bellies efter de politiske grisehandeler, som indgår i deres bevilling.

Mit andet eksempel på aftalt spil om forskningsfinansiering drejer sig om midler fra Erhvervsfremmestyrelsen, som er givet til oprettelse af nye forskningscentre på bestemte højere læreanstalter. Forskningscentrene blev foreslået af en arbejdsgruppe under Erhvervsfremmestyrelsen, hvis medlemmer efterfølgende viste sig at være repræsenteret blandt modtagerne af centerbevillingerne. Centrene anvendes herefter til at begrunde oprettelsen af såkaldte forskerskoler.
Forskerskoler er en nyskabelse, som skal sikre, at den postgraduate uddannelse i Danmark foregår i 'fyrtårne', som skal nyde særlig begunstigelse. Men oplægget til de nye forskerskoler er ikke bredt funderet. For eksempel har ikke en eneste af de foreslåede skoler sæde i Århus. Et bestemt forskningsområde i Århus er med sine halvthundrede forskerstuderende velegnet som postgraduat uddannelsescenter efter udenlandsk mønster, men en århusiansk forskerskole på dette område bliver angiveligt vanskelig at oprette, fordi den tilhørende forskerskole allerede er reserveret til københavnske ansøgere.

Mit tredje eksempel er opførelsen af et bioteknologisk tempel på Nørre Fælled i København, som vækker bekymring på grund af risikoen for tildeling af meget betydelige midler uden om Forskningsrådene og uden om korrekt gennemførte peer reviews, blot fordi stedet på forhånd er udnævnt til at være 'fyrtårn'.
Peer review er den særlige videnskabelige bedømmelse af kolleger, som videnskabelige projektansøgninger og publikationer skal igennem. Den sikrer uvildighed i bevillingen af forskningspenge, men kun når interessenterne ikke selv er med til at begrænse ansøgerskaren eller fordele midlerne.
Det har været fremført som forsvar for de store bevillinger uden om forskningsrådenes frie midler, at de finder sted efter international bedømmelse hos udenlandske forskere, som ikke kan mistænkes for nepotisme. Det samme gælder forskerskolerne.
Desværre duer de internationale bedømmelser ikke, hvis der ikke er flere konkurrerende ansøgninger inden for hver disciplin. Mine erfaringer fra nordamerikanske forskningsråd (MRC og NIH, hvor jeg havde sæde i perioder i tidsrummet 1986-94), siger mig, at bedømmelse af ansøgninger i andre lande om disse landes egne penge kun har mening, hvis der er et rimeligt antal konkurrenter. Der skal ret tungtvejende grunde til at afvise en enlig blot nogenlunde tilfredsstillende ansøgning i et andet land om dette lands egne penge. Der er forskel på at bedømme en enkelt god ansøgning om midler, som allerede er sat til side til formålet, og at bedømme 450 ansøgninger om midler, som kun rækker til 13 pct.

Der er et stort behov for at øge de frie midler og den frie konkurrence i det danske biomedicinske forskningsmiljø. I de canadiske medier tales for tiden meget om universiteternes arbejde med tre store ord, som alle begynder med 'R': Restrukturering, Refokusering, og Retraktion (eller tilbagetrækning).
Efter denne plan skal hvert universitetet have et klart fokus og smide anden virksomhed overbord som dødvægt (så strategiskibet kan sejle endnu hurtigere gennem det blokerede farvand). Carleton University skal efter denne plan koncentrere sig om bioteknologi og afskaffe humaniora som forskningsfelt. Andre universiteter skal gennemføre den modsatte proces. Lignende planer overvejes i Danmark. Efter disse planer skal den bioteknologiske udvikling finde sted i Øresundsområdet, mens Århus og andre provinsuniversiteter skal koncentrere sig om 'bløde pakker' som teologi og humaniora og derved blive det, amerikanerne kalder 'liberal arts' universiteter.
Strategien minder om de østeuropæiske landes før murens fald, hvor bevillingerne gik til udvalgte centre uden for konkurrence, mens universiteterne forfaldt til at være rene undervisningsanstalter. Den videnskabelige udvikling blev med visse undtagelser også derefter.
Som i de tidligere østlande, men i modsætning til Nordamerika, er den videnskabelige konkurrence i Danmark en sart og skrøbelig blomst, som skal beskyttes så meget som muligt.
Det kan kun ske ved at samle de offentlige forskningsmidler som frie midler i så få bevilgende organer som muligt, med velfungerende peer review, site visits, og udførlige, skriftlige videnskabelige begrundelser, som klart udpeger de bedste og ikke blot dem, som tilfældigvis er blevet opfordret til at søge de øremærkede midler, eller hvem midlerne i forvejen er tiltænkt gennem aftaler indgået i lukkede rum eller per refleks.
Der trænges til uafhængige komitéer af fagfolk, som kan rådgive politikere og offentlighed om behovet for frie midler til den statsfinansierede forskning.
Videnskabernes Selskab virker passiv i denne sammenhæng.
Den nydannede forening til bekæmpelse af hjernesygdomme kunne komme til at spille en rolle, hvis den ville fraskrive sig retten til at indsamle og uddele midler til sin egen forskning og i stedet for ville kæmpe for flere frie midler til uddeling gennem forskningsrådene. Hvis foreningen valgte denne politik ville den også blive støttet helhjertet af alle patientforeningerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her