Læsetid: 4 min.

Den går ikke, Granberg

Debat
24. februar 1998

Jeg agter i hvert fald ikke at gå i rednings-båden endnu - og desuden sigter man så fortræffeligt på hajerne her fra broen

TITANIC
Atomfysikeren Heisenberg må ikke forveksles med den herostratisk berømte hr. Granberg, der vistnok var biolog og nærede en utopisk drøm om at forestå transatlantiske krydstogter for velbeslåede turister med garanteret synkefri havskilpadder som forspand.
Denne indledende digres-sion blot for at knytte an til Titanic og dermed sikre mig publicistens tilsvarende synkefri helgardering: aktualitetskriteriet. Men derudover er vi allerede helt ude i skoven - men det var Titanic jo også.
De fleste aktuelle ting har i øvrigt alle dage været helt ude i skoven, så Titanic skiller sig på ingen måde ud, når bortses fra foromtalen og budgettet - punkter, hvor filmen på kongenial vis yder virkeligheden fuld retfærdighed. Og det bør man jo ifølge Moses.
Filmmanden m.m. Chris-
tian Braad Thomsen sagde forleden klogt i Politiken, at når man tør fordybe sig i en ting og droppe kravet om at følge med i alt, får man tit mere at vide om virkeligheden. Men her ser vi, hvor ret Zen-mestrene havde i, at gode råd preller af som vand på en gås, og at visdommen nok selv skal bestemme, hvornår den behager at indfinde sig: For hvad i alverden skulle vi nu inddrage Braad Thomsen for, blot fordi vi strejfede hans lærde kontrafej over morgenkrydderen i søndags? Havde det så endda været pengemanden Brask Thomsen, havde det givet mening.

Bobi Bar
Braad Thomsen har som bekendt investeret sine penge i Bobi Bar, og det er sgu ingen gul undervandsbåd - eller også så jeg den bare ikke, og det var måske bedst sådan.
Men tilbage til Heisenberg, der nu er forklædt som en digression i diskursen, men jo ikke i fysikken, og som i moden alder skrev en smuk selvbiografi Del og Helhed. Han fortæller her, hvorledes han som ung kom op hos Bohr, der på lange vandringer i de græske peripatetikeres stil manuducerede ham i nordisk historie og mentalitet.
Størst indtryk gjorde Bohrs tale om forskellen på de germanske ridderidealer og den nordiske frihedsånd, der sætter individet over staten.
Bohr udtrykte det sådan, at mens ridderæren nok tillod højmodighed over for den besejrede, så var det et nordisk og engelsk træk at kunne tilgive sejrherren; sansen for fair play som en æressag.
Sportsånd bygger så også på, at kampen føres med fair midler - en sejr på beskidte tricks og mafiametoder kan ikke påregne largeness fra taberens side.
I et machievellisk perspektiv, hvor alle kneb gælder, er al tale om højmodighed meningsløs, for her findes ære kun som noget, der kan krænkes og hævnes, men ikke som positiv modydelse. Vist kan de herskende familier for en tid forsones ved gaveudveks-ling og respekt for hinandens højtider, men det slår aldrig igennem som moral og er altid afledt af taktisk nødvendighed.
Skal vi beskrive magtfuldkommenhed, kan vi definere det som en magtudøvelse, der netop sætter en pervers ære i ikke at behøve at gøre afbigt for noget æresbegreb. Det er jo, præsteagtigt talt, derfor det hedder 'magt-fuldkommenhed'. Magten behøver ingen legitimation og er stolt af det.

Et lærd selskab
Jeg oplevede det første gang, da jeg for 10 år siden tilbød at holde et foredrag i et lærd selskab viet min daværende specialitet. Som svar fik jeg et brev på to linjer, hvori formanden lakonisk meddelte, at han havde forelagt 'bestyrelsen' mit forslag, men at bemeldte preussiske størrelse havde valgt at sige nej tak. Der røg karrieren, og det var måske bedst sådan.
Ærlig snak, ikke? På sin vis ja. Men i slige sager gives to slags ærlighed. Man kan være ærlig og sige: "Hør her, den går ikke Granberg, for sådan og sådan". Hvis den virkelige grund er sårende, kan man finde på en hvid løgn, men i store træk er det stadig ærlig snak.
Eller man kan være uærlig i mangel på god grund og give en søforklaring, der ser ærlig ud. Den tredje mulighed er den anden slags ærlighed, hvis kontante mening er: "Hør her, bror lort, du kan hoppe og danse fra nu af til dommedag uden resultat, og ved du hvad: Dine tanker om det er så bedøvende uden indflydelse, at vi slet ikke behøver at forstille os - kan du tænke dig den fornemmelse - din bonderøv?"
Ærligheden er dog her så dæmonisk, at andre sjældent kan se meningen. Ja, for udenforstående vil sige: I virkeligheden har man nok en god, men sårende grund, der er svær at pakke ind, så derfor lader man som om, man er ond, så staklen kan få lov til at beholde sin selvagtelse og skyde skylden på verden.
Taberen kan nu bedyre, at den magtfuldkomne netop har beregnet denne snedige tolkning for at kvæle ens selvagtelse tillige. Omgivelserne kan imidlertid svare: Nej, tværtimod har man gennemtænkt sin høflighed så langt, at du nu igen kunne finde et smuthul at svale dig i. Offeret kan dog replicere: Jamen der ser I jo, hvor ondt det er, for man forsyner jer med jesuitiske modsvar der bestandig ødelægger min sag.Omgivelsernes svar er da: Nej, takket være magtens betænksomhed kunne du jo nu atter sno dig fri. Man kan fortsætte, og vi har her, hvad vi kalder en uendelig regres. Og når nogle bedyrer, at filosofi er tidens løsen, er det altså slige julelege, der tænkes på.
Mit eneste forsvar for filosofien er, at den med små midler kan være væsentligt mere underholdende end Ti-tanic - især for de ombordværende. Jeg agter i hvert fald ikke at gå i redningsbåden endnu - og desuden sigter man så fortræffeligt på hajerne her fra broen. Unfair jagtmetode? Sniksnak - de kunne da bare lade være med at stikke snuden op, og i øvrigt skåner vi jo så netop deres selvagtelse ved at lade det se ud som magtfuldkommenhed...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her