Læsetid: 9 min.

Hele mennesker kræver omtanke og en spilvågen opmærksomhed

2. februar 1998

Hvad er vigtigst for os - lysten eller kærligheden? Begge dele, for fanden. De kan ligeså lidt skilles ad som sjæl og krop

SEX & MORAL
Som lille dreng hørte jeg min bedstefar sige noget, som jeg aldrig har glemt - ikke fordi jeg forstod det dengang, men nok på grund af den uvante, kølige foragt i hans stemme:
"Ulykken er, at disse bedsteborgere tror, den victorianske moral er noget, man skal leve efter! Det er der jo ingen, der kan."
Det kom i en diskussion med nogle af hans brødre. De talte altid helt frit, selvom jeg sad henne ved bogskabet og kiggede på Louis Moes tegninger i Saxo eller Drach-manns Troldtøj. De regnede helt rigtigt med, at jeg ikke forstod ret meget og derfor ikke gad høre efter. Men et og andet hang ved og blev mange år efter genstand for undrende eftertanke.
Jeg tror, bedstefar mente, at den victorianske moral var ment som et sæt regler for ordentlig opførsel udadtil, punktum. Hvad man foretog sig privat, kom ingen ved og skulle derfor holdes helt adskilt fra samværet med andre end dem, det angik direkte.
Den moderne offentlighed omkring seksualitet og følelser og hvad ellers, den victorianske moral undertrykte (som vi siger), ville bestemt have vakt hans vrede - ikke fordi han fornægtede disse sider af sig selv og andre, men fordi han mente, det var udtryk for dårlig smag og manglende dømmekraft at udstille det private.
Min mor, som døde for 10 år siden, 86 år gammel, havde kun meget vage forestillinger om seksuallivet, da hun mødte min far, men der var intet i hendes opdragelse, som forhindrede hende i dels at vælge ham og ikke en eller anden, som tog det victorianske for pålydende, eller i at prøve de sider af sig selv af igennem sit lange liv. Men hun snakkede aldrig om det.

Misforståelse
Den borgerlige frigørelse, som på det senere har vakt så stærke lidenskaber i Information, drejede sig (ifølge bedstefar) om en nødvendig kamp mod en monumental misforståelse, der byggede på, at en ny, stræbsom klasse rodede det private og det offentlige sammen og nægtede mennesker retten til et privatliv.
Højdepunktet blev nået i 60'erne, da venstrefløjen erklærede, at også privatlivet var politisk. Det måtte det blive, hvis man skulle komme misforståelsen til livs. Det førte så til en række nye misforståelser, hvad debatten efter Hertoft-interviewet har demonstreret - hele 30 år efter, at den seksuelle frihed blev politisk korrekt.
Man snakker så voldsomt forbi hinanden, at det virker, som om hele den lange, seje kamp i mellemkrigstiden og opstandelsen omkring gennembruddet i 60'erne aldrig havde fundet sted.
I grunden skal man nok helt tilbage til renæssancens og oplysningstidens diskussioner om adskillelsen mellem sjæl og krop for at forstå, hvad deltagerne snakker om. På den ene side hævdes individets pligt til ikke at undertrykke sin egen lyst - på den anden, at lystens tilfredsstillelse indebærer så tætte menneskelige relationer, at den også medfører pligten til ikke at gøre hinanden ondt.
For mig at se kommer det sidste standpunkt nærmest dét, der for mig var pointen med hele opbruddet i 60'erne og 70'erne - nemlig, at mennesket ikke kan deles i to - krop og sjæl - men er både-og, en helhed.
Dette hele menneske undertrykker ikke sine lyster, men vil heller ikke undertrykke sin kærlighed til det andet, hele menneske, hun eller han deler lyst med.
Hvis den anden er sådan skruet sammen, at den vil lide ondt ved, at man går i seng med en tredje, må man overveje, om lysten er så stærk og betydningsfuld, at den må følges, selvom det betyder kærlighedens ophør med alle de ulykker, som gerne følger med.

Overforenkling
Hvad Hertoft angår, kan jeg ikke ud af interviewet med ham læse andet, end at det hele vejen har været hans bestræbelse, at smerten og ulykkerne ikke skulle blive værre end højst nødvendigt. Det er nok en overforenkling at påstå, at han giver den lidende part skylden for smerten (fordi det er galt at være skinsyg).
Men det er på den anden side sært at hævde (som han gør), at stor lidenskab og fortroligt parforhold har det svært med hinanden - 'der må være en afstand, som skal skabes eller overvindes', hvis jeg husker ret. Her er der ikke langt til, at noget først bliver rigtigt spændende, når det er forbudt. Det underligste er, at ingen i diskussionen har spurgt, hvad det er, som vækker lysten - hvad det er, man ikke har fundet derhjemme, men tror at se i en ny og anderledes, samt hvorfor man ikke har fundet det hjemme.
Er det 'hjemme', der er noget i vejen med og, i så fald, er det mig eller den anden, der ikke lever op til forventningerne? Er forventningerne realistiske eller overdrevne?
Dét, vi snakker om, er jo sådan noget, som Torben Brostrøm citerer fra Johs. V. Jensens Dr. Renaults Fristelser, det pludselige møde med det andet køn, som slår benene væk under én, hvad enten det, som i citatet, handler om en mand langt hjemmefra, som møder det fremmede, eller mødet finder sted i en brandert ved en firmafest.

Forfængelighed
Skal man nu være kedelig og analysere - og det skal man, når der er taget hul på denne diskussion - må man hævde, at det omstyrtende ved sådan et møde med det andet køn ikke kun (og måske ikke engang først og fremmest) kommer af den andens udseende og udstråling, men nok har mest at gøre med et pludseligt signal, som helt overrumplende siger: Dig vil jeg godt have.
Dét rammer i hvert fald ens forfængelighed. Det rammer måske også følelsen af at leve et vaneliv, og af at hende/ham derhjemme måske er den eneste, som gider én mere. Endelig ligner det uforpligtende spænding.
Der er sjældent plads til det afgørende spørgsmål, nemlig hvorfor denne mere eller mindre fremmede person pludselig signalerer begær. Hvad er der egentlig på færde her? Er det ensomhed? Eventyrlyst? Et ulykkeligt samliv? Trang til at opleve, at man har magt over det andet køn? Måske ligefrem had og hævntørst? Don Juan'er og femme fatale'r kan i hvert fald tit mistænkes for det sidste.
Det er derfor, Preben Hertofts udsagn om det lange, fortrolige samlivs negative indflydelse på seksuelle oplevelser, bliver afgørende.
Selv har jeg svært ved at tænke mig en seksualitet uden fortrolighed. Det er sandt, at det pludselige møde med en fremmed kan blive til netop en jublende fortrolighed, hvor der lige før var afstand - men så er det vel en fortrolighed, der skal gå videre? Og skal den dét, må den bygge på en trang til at være gode og ikke onde ved hinanden.
Jeg skriver trang, og hverken 'vilje' eller 'pligt til', for hverken vilje eller pligt har noget at sige her. Trangen til at være ond og volde smerte kan være overvældende - og den er god til at forklæde sig, også for den, der giver efter for den.
For mit eget vedkommende har jeg været mest ond, når jeg var mest overbevist om, at mine ord og handlinger var retfærdiggjort af noget, den anden havde sagt eller gjort.
Nedenunder kunne der f.eks. ligge en skuffelse over, at den anden ikke var, som jeg havde troet. Forkert opfattede signaler i ord, tonefald, ansigt og kropssprog blev af mit selvretfærdige jeg opfattet som svigt.
Under dét igen rumsterer en uvidenhed om de forventninger, kønnene har til hinanden. Det evige skrig henover afgrunden mellem kønsrollerne: Hvad vil du med mig? Hvordan skal jeg gøre dig glad? Hvordan vækker vi hinandens begær og stiller hinandens lyst?
Det er naturligvis et mirakel, når alle spørgsmålene besvares i et kort og stormende møde. Men det er nok langt sjældnere end de møder, som kan opstå imellem to, der elsker hinanden nok til at turde stille spørgsmålene og svare oprigtigt på dem.
Kærlighed er blandt meget andet også en aldrig hvilende nysgerrighed overfor den anden og overfor én selv. Ikke, at man skal gå og spørge hele tiden og snakke det hele ihjel, men at man er vågen og opmærksom på alt, hvad der sker imellem os. Har hun blærebetændelse, eller gider hun bare ikke mere? Er hans krise på jobbet virkelig sådan, at han ikke kan finde ud af det med mig?
Når den slags spørgsmål kan stilles (eller holdes tilbage af angst for følgerne), ligger kærligheden for døden.

Føler sig svigtet
Utroskab er utroskab, hvis den anden part i forholdet føler sig svigtet. Det hører med i billedet, at der er et meget stærkt socialt pres, som vil have, at vi skal opfatte det sådan. Den svigtede opmuntres til at føle sig latterlig, mindreværdig og ulykkelig. Dårlige vittigheder og medfølelse kappes om at få den svigtede til at opleve situationen som et personligt nederlag.
Man kan sagtens indgå en aftale om, at begge parter i et forhold har lov til at bolle ved siden af. Men det er svært at sætte rammerne for sådan en aftale, og den er næsten umulig at opretholde, når omgivelserne de fleste steder nægter at godkende den.
Jeg tror ikke, man kan stole på, at den anden inderst inde ønsker sådan en aftale og kan holde den. Hvis den anden elsker én af flere grunde end den seksuelle, kan den seksuelle frihed blive den nødvendige pris for at holde fast på den elskede.
Det kan også være sådan, at kærligheden går så langt som til at ville opfylde alle den elskedes behov, lige meget hvor ondt det gør på én selv. Det er en ret forfærdelig oplevelse at måtte indse, at det altså var sådan, det forholdt sig.
For det kan aldrig gøres godt igen. Uanset, om drivkraften i en sådan selvopofrelse var en helt skæv opfattelse af, hvad det hele drejede sig om, så er smerten virkelig og gennemlevet og kærligheden død.

Ikke brugsanvisninger
Mennesker er mangelunde, og det duer ikke med brugsanvisninger til dem. Jeg har også hørt til dem, der engang troede, at fordi fjerne og ukontrollable naturfolk havde omvendte kønsroller eller ikke kendte til skinsyge, så kunne vi også indrette os sådan, hvis vi bare besluttede os for det.
Dén holdt ikke en millimeter, blandt andet fordi vi ikke kunne diktere det omgivende samfund vores betingelser. De private aftaler, vi indgik - i kollektiver eller tosomheder - kom næsten altid til at gå ud over de svage i forholdene.
Det er i parentes bemærket interessant, at dem, vi enes om at kalde de svage, i virkelighedens verden må opbyde en både fysisk og sjælelig styrke, som de såkaldt stærke kun sjældent kan mobilisere.
De socialt svage grupper overlever ofte under forhold, som ville få samfundets stærke grupper til at gå omkuld på få uger. Det samme gælder den svage part i et parforhold, eller de svage i et kollektiv, som udfra egne følelsesmæssige behov er gået ind på betingelser, der dybest set er dem imod. De undertrykker deres seksualitet og deres følelser med en styrke, forholdets stærke part tit nok slet ikke er i besiddelse af.
Det gør ikke sagen bedre for nogen. Men det understreger, hvor nødvendigt det er ikke at snyde hverken sig selv eller den anden - hvadenten den anden er éns faste partner eller en fremmed, der møder én med overrumplende begejstring.
Hvad er vigtigst for os - lysten eller kærligheden? Begge dele, for fanden. De kan ligeså lidt skilles ad som sjæl og krop. Skal vi blive hele, kræver det, ikke undertrykkelse, men omtanke og en spilvågen opmærksomhed overfor, hvem hinanden er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu