Kronik

Kan vi lære af historien

26. februar 1998

Senantikkens Rom havde udviklet sig til en kompliceret bureaukratisk stat, som uvilkårligt henleder tanken på vor tids velfærdsstat. Bortset fra, at Rom gik under til sidst...

ØKONOMI I OPBRUD
Romerrigets fald er et af de uopslidelige debatemner indenfor histo-rievidenskaben. Spørgsmålet er nemlig ikke ikke kun hvorfor det skete, men ligeså meget hvad det var, der skete.
I de sidste århundreder før Kristi fødsel var størstedelen af områderne omkring Middelhavet organiseret som bystater - på græsk poleis, på latin civitates. Det, bystaten Rom gjorde, var at samle alle disse civitates til ét rige.
Men bystatens republikanske forfatning kunne ikke i længden fungere som styreform for et imperium. De institutioner, som var skabt for at lede samfundet med almenvellet for øje, blev til en arena for kampe mellem grupper af stormænd, der kun var interesserede i magt og penge til sig selv og deres tilhængere.
Følgen blev, at man indførte et monarki, kejserdømmet. I de første par århundreder var den kejserlige stats magt dog temmelig begrænset - den tog sig af det miltære forsvar af rigets grænser samt større offentlige arbejder og ikke stort andet. Resten af de opgaver, der i vort samfund varetages af det offentlige, var overladt til de enkelte civitates. Selv skatteopkrævningen var udliciteret til private entreprenører (Det Nye Testamentes 'toldere').
Efter kriseperioden i det tredje århundrede, hvor riget plagedes af epidemier, økonomisk krise, social uro, borgerkrige og stadige kampe med ydre fjender, blev det reorganiseret under kejserne Diokletian og Konstantin.
I stedet for det relativt decentraliserede tidlige kejserrige med dets minimalstat træder nu den senantikke bureaukratiske stat med en enormt forøget personalemængde og et kompliceret system af kontrolforanstaltninger, der skulle sikre, at samfundsøkomomien fungerede på bedste måde. Man kommer uvilkårligt til at tænke på vor tids velfærdsstat, som har afløst den tidlige kapitalismes natvægterstat.
Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, i hvilke henseender senantikken ikke ligner vor tid. Først og fremmest var det romerske kejserrige ikke et demokrati i den forstand, at den almindelige befolkning havde nogen direkte indflydelse på centralmagtens dispositioner.
Det senromerske rige kan snarere sammenlignes med Sovjetunionen: En elite, som er selvsupplerende, når den da ikke afløses af en ny elite ved palads- eller militærkup, regerer i folkets navn en statsdirigeret økonomi.
Romerriget blev altså gennemgribende reformeret i slutningen af det tredje år-hundrede. Var dette ikke sket, ville det sandsynligvis være brudt sammen allerede da. I stedet fik det yderligere et par århundreder. Men hvad var det egentlig, der gjorde en reformation nødvendig - og hvad var det, der gjorde, at imperiet trods alt alligevel ikke kunne overleve?

De mange bud på en forklaring, som gennem tiderne er fremsat, kan inddeles i to grupper: De specielle og de generelle.
De specielle teorier vil se årsagen til Roms fald i én bestemt kendsgerning, som var særegen for Rom - i flæng kan nævnes blyforgiftning fra vandrør, kristendommens indførelse og slaveriet - eller, nok mere realistisk - en unik kombination af flere forskellige faktorer.
De generelle teorier går ud fra, at Romerriget grundlæggende ligner andre imperier eller civilisationer, der har eksisteret før og siden. Af sådanne generelle teorier kan nævnes tanken om, at verdenshistorien er en rækkefølge af "kulturer", som hver gennemlever en livscyklus, der ligner den, man finder hos levende organismer, og som derfor nødvendigvis må gå til grunde før eller siden. Oswald Spengler og Arnold Toynbee er de mest kendte fortalere for denne idé. Den ortodokse marxistisk-leninistiske historieteori med dens faser, som alle samfund må gå igennem (ursamfund, slavesamfund, feudalisme, kapitalisme) er et andet eksempel.
Et nyere forsøg på at opstille en generel teori har amerikaneren Joseph Tainter gjort. Tainter undersøger, hvad der er karakteristisk for de samfund eller kulturer, som gennem tiderne er brudt sammen, som f.eks. den mykenske kultur, mayakulturen og Romerriget.
Ifølge ham er de alle kendetegnet ved at have gennemløbet en udvikling frem mod stadig højere grader af kompleksitet, og deres sammenbrud kan ses som et pludseligt fald til en lavere grad af kompleksitet.
Tainter forklarer dette kollaps ved hjælp af en lov om det aftagende udbytte, kendt fra den økonomiske videnskab. Loven forklarer, at øgede investeringer giver øget produktion. Men efter et vist punkt vil produktionsforøgelsen være stadigt faldende i forhold til investeringsfor-øgelsen, for til sidst at blive nul. Fortsætter man med at investere mere, vil man sætte til på det.
På samme måde mener Tainter, at et givet samfund kan investere i kompleksitet indtil et vist punkt og få gevinst i form af f.eks. øget velstand, militær sikkerhed eller livskvalitet for sine indbyggere. Fortsætter processen, vil man imidlertid nå en grad af kompleksitet, hvor der skal investeres meget store mængder af arbejdskraft og kapital for at opnå selv små samfundsmæssige gevinster. Er denne tilstand nået, vil systemet imidlertid have en indbygget dynamik, der tvinger det til at fortsætte udviklingen mod endnu højere kompleksitet, og man vil så på et tidspunkt nå dertil, at samfundet for blot at opretholde status quo bliver nødt til at foretage stadig mere massive investeringer i kompleksitet. Derefter er det kun et spørgsmål om tid, før ressourcerne i form af arbejdskraft, energi og teknologi kommer til kort, og hele systemet kollapser.

I løbet af det femte århundrede bryder den senromerske kolos sammen ved en kombination af oprør i randområderne og elitens overgivelse af den økonomiske magt til nyopdukkede grupper af entreprenører.
Det traditionelle billede af det vestromerske riges fald er ganske vist, at dets forskellige dele bliver erobret miltært af forskellige udefrakommende folkeslag, som etablerer stater, hvor de som herrefolk regerer over den romerske befolkning.
Dette billede er imidlertid blevet kraftigt modificeret, om ikke totalt forkastet, af den nyere forskning.
For det første mener mange historikere nu, at de germanske folk slet ikke erobrede områderne i den forstand, at de tog jorden fra de tidligere ejere.
Den amerikanske forsker Walter Goffart har fremsat den teori, at dét germanerne overtog, var beskatningsretten til områderne. Det giver god mening, når vi tænker på, at de jo også overtog statsmagtens andre funktioner, først og fremmest det miltære forsvar af områderne.
For det andet tyder meget på, at erobringens voldsomhed er blevet kraftigt overdrevet af de samtidige skribenter, som er vore vigtigste kilder til begivenhederne. Disse var ofte kristne forfattere med et opbyggeligt sigte, som havde brug for at fremstille barbarernes hærgen som Guds straf over de syndige romere.
For det tredje er vi mere og mere blevet klar over, at de 'germanske folkeslag' slet ikke var de homogene, oprindelige, autentiske stammer eller nationer, vi har været vant til at se dem som. Snarere var et sådant folk en broget skare af eventyrere af vidt forskellig oprindelse, folk alle vegne fra, der kun havde de to ting til fælles: At de var ude på ballade, og at de anerkendte en fælles anfører, en 'konge'.
Dermed skal det ikke benægtes, at der faktisk fandt folkevandringer sted i folkevandringstiden - se dagens Apropos.

Hvad blev da følgen af de germanske mafiaers og rockerbanders magtovertagelse?
Ja, det blev jo det, som englænderne kalder The Dark Ages - en tid, hvor de 'moderne' træk ved den romerske civilisation næsten forsvandt: Storbylivet, skriftkulturen og den udbredte læse- og skrivefærdighed, videnskab og kunst.
Spørgsmålet er, om de ikke ville være forsvundet helt, på samme måde som det skete, da f.eks. den mykenske civilisation i Grækenland gik under, hvis det ikke havde været for den kristne kirke.
Det store spørgsmål er selvfølgelig nu: Hvad kan vi så lære af det?
Det, som vi kan lære er, at en vis grad af styring fra en statsmagt, som er i stand til at handle uafhængigt af enkeltpersoners kortsigtede økonomiske interesser, en stat som er magtfuld nok til at foretage tilsyneladende uproduktive investeringer, er nødvendig for at opretholde den kompleksitet, der skal til, for at man kan have et civilt samfund, en borgerlig offentlighed og en velfærdsstat - og dermed også et politisk demokrati og borgerlige rettigheder.
På den anden side kan denne statsmagt ikke fungere uden netop det politiske demokrati og det civile samfund, uden hvilke den uundgåeligt vil udvikle sig mod mere og mere bureaukrati og centralisering, med stagna-
tion og forfald til følge.
Nutidens Fogh Rasmussen'er og Kim Behncke'ner ser samfund og stat som hinandens modsætninger. Historien - både den nære og den meget fjerne - lærer os imidlertid, at de er hinandens forudsætninger.

Joen Juel Jensen er højskolelærer og historiker.

APROPOS - Antikkens rockerbander

To typer indvandrere prægede Romerriget. Den ene var hærgende bander, som vi siden har kaldt 'germanske folk'. Den anden, og mere betydningsfulde, var den gradvise indsivning af germanere og andre, der søgte lykken i Romerriget.
Der var tale om en proces, der egentlig ligner den, vi kender i dag, hvor indvandrere kommer til Europa i håb om en bedre tilværelse. Mange får succes, fordi de er villige til at påtage sig jobs, der af os indfødte regnes for farlige, uværdige eller beskidte. Ligesom indvandrerne i Romerriget, der gjorde karriere i f.eks. hæren.
Disse ting taget i betragtning falder der nogle ligheder mellem Romerriget og vore dages gamle østblok i øjnene: I begge tilfælde var der tale om centraliserede systemer, der på grund af deres ineffektivitet blev tvunget til at reformere sig selv ved at decentralisere og privatisere. Og når dele af økonomien, der tidligere var under statsmagtens kontrol, lægges ud på private hænder - hvem står så parat til at overtage den?
Ja, det gør halv- eller helkriminelle grupper, ofte med tilknytning til bestemte etniske grupper, der er bundet sammen af specielle æres- og moralkodekser. I sen-
antikken hed de germanske stammer, nu hedder de f.eks. den kaukasiske mafia.
I folkevandringstiden var det i virkeligheden måske kun kongen og en lille gruppe af hans familie og slægtninge, der virkelig var 'gotere', eller 'vandaler' i den forstand, at deres forfædre havde tilhørt en stamme af det navn, og at de talte denne stammes sprog. Billedet af de vandrende 'folkeslag' passede imidlertid perfekt til 1800-tallets romantisk-nationalistiske idé om en verden, der naturligt var opdelt i 'folk' med hver deres klart definerede identitet. Men sandheden er altså nok, at de senantikke 'folk' snarere må sammenlignes med vor tids rockerbander, der jo også er kendetegnet ved fælles navn, uniform, skikke og anfører.

Joen Juel Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu