Læsetid: 5 min.

Kulturkampen trænger til en oprustning

12. februar 1998

Det er bekymrende, hvis de unge påkalder sig familieværdier, som vi andre skyllede ud med badevandet

SEX & MORAL
Det er et privilegium at være daglig læser af en avis, hvori to skrivende medarbejdere lidenskabeligt kan debattere med hinanden i spalterne, hvorefter ringene breder sig til andre. Herligt.
Men jeg synes nok, at debatten om sex og moral i Informations spalter er ved at antage karakter af en frugtesløs ørkenvandring uden nogen løsning.
Ser man derfor på debattens hovedlinjer ud fra en historisk synsvinkel, kan man begynde med at sige, at kernefamilien sprængte vi i luften i 1960'erne. Detonatoren til dette var uhæmmet omgang med hinanden seksuelt og uden for ægteskabet, hvilket resulterede i et ekstremt højt antal af enlige mødre.
Kærligheden blev et kollektivt fænomen, som hørte med som en del af de store sociale bevægelser og deres kultur i hele den vestlige verden. Kollektiver skød op som paddehatte i Danmark.
Det var i 1960'erne at retten til en selvstændig ungdomskultur blev vundet i kamp med forældregenerationen. På grundlag af de kollektive, sociale grundholdninger var alt tilladt.
Kærligheden blev en del af oprøret. Make love - not war. Kærligheden blev offentlig og politisk. Det private blev flyttet ud i det offentlige rum til en hårdt tiltrængt udluftning.
Biedermeier-kulturen med mors magt i hjemmet over børnene og fars udearbejde for føden afgik ved døden (Troede vi, men Biedemeier-mors klamme håndsret over børnene lever desværre stadig videre i døtrenes og deres døtres overjeg).
Opgørets time var kommet. We want the world and we want it now. Men husk lige på, at vi gjorde oprør mod for-ældregenerationens totalt udbrændte værdier. Vi ville ikke finde os i, at man ikke kunne komme ud af ægteskabet, hvis det producerede sindslidende børn; at kvinder ikke kunne få abort; at kvinder ikke kunne komme ud på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge og realisere deres liv; og at kvinderne ingen uddannelse kunne få.

Rent bord
Børnehaver skød op overalt. 1960'erne og 70'erne var mest af alt kvindernes frigørelse og frigørelsen var en kollektiv politisk og kulturel opgave. Vi smed forældre-
generationens konventionelle traditioner på møddingen og gjorde rent bord.
Det var en hård kamp for at vi selv som ny ung generation for første gang i verdenshistorien kunne etablere en selvstændig ungdomskultur og etablere vores generations kollektive værdier i vores liv og tage de nødvendige politiske kampe for at det blev udmøntet i lovgivning.
Det er på baggrund af dette korte, historiske rids af kulturkampens hovedtræk, at det kan virke bekymrende hvis nye unge og yngre generationer påkalder sig familieværdier, som vi andre skyllede ud med badevandet i 1960'erne og 70'erne.
Det kan opfattes som et tilbageskridt, et backlash til tidligere generationers værdier, som vi skrottede dengang.
Men bortset fra det, er der kun én fornuftig ramme at få børn i og det er i parforholdet, som 100 procent indretter sig på børnenes præmisser. Og som varer mindst til børnene er flyttet hjemmefra. Konflikter skal løses - eventuelt med fremmed hjælp. Længere er den ikke. Men den ægte løsning er at sikre familierne gennem kollektiv lovgivning.
Den psykologiske vinkel på debatten er, at vi som personer har forskellige behov i vores forskellige livsaldre.
Når man er ung uddanner man sig og stifter under eller efter uddannelsen familie. Og dagens betingelser for familiestiftelse er skrøbelige. De foregår på et spinkelt følelsesmæssigt grundlag uden sikringsforanstaltninger gennem solid familielovgivning og ofte heller ikke fra nogen families eller slægts side. Vi lever jo spredt for alle vinde. Det er et usikkert foretagende uden sikkerhedsnet for begge parter og børn. Går det galt sikrer lovgivningen ikke børnenes retsstilling eller mandens ditto over for børnene.

Forældede værdier
Derfor overeksponeres forældede værdier, f.eks. evig troskab, som er tryghedsskabende mens familiens situation i denne periode er så skrøbelig. Det skal simpelthen gå, der er ikke personligt overskud til skilsmisse eller store konflikter på grund af begge forældres arbejde og karriere. De menneskelige omkostninger er for store.
Derfor klamrer man sig til alt tryghedsskabende, inklusive forældede småborgerlige dyder, såsom familien som en absolut institution, ect.
Når børnene bliver voksne og flyver hjemmefra aftager presset, og usikkerheden for den skrøbelige familie forsvinder. Så er man kommet op omkring 40'rne og så er det foruden karrieren den indadvente periode, mandens midtvejskrise og - lidt senere - kvindens klimakterium, hvor opgaven skifter til at man skal integrere sine følelser helt i sig selv og blive et egentligt helt og modent menneske.
Når man så bliver 60, skal man fortsat holde sig i vigør og mest af alt holde bitterheden fra døren. En bitterhed der let viser sig, hvis man har forspildt for mange af livets muligheder eller har isoleret sig i ensomhed.
Ud fra disse kort skitserede tilgangsvinkler bliver en dis-kussion om sex og moral et yderst relativt anliggende, fordi vi ikke som i 1960'erne har et fælles sæt værdier, hvor det fælles grundlag dengang gav anledning til en række muligheder og for at eksperimentere.
Nu hvor fællesskabet halter og det fælles menneskelige og ideologiske grundlag ikke er til stede, bliver det let til heftig skydning fra hoften fra usikre positioner generationerne imellem. Dette har ikke en umiddelbar frugtbar løsning for sig.

Nye kollektive værdier
Løsningen på problemerne er, at vi får en diskussion i gang om, hvilke værdier vi kunne tænke os at opformere og etablere som fælleskabsværdier. Vi kommer ikke videre før de kollektive værdi-diskussioner igen tager fart på alle niveauer. Og bliver drevet igennem til det politiske niveau og til konkret lovgivning.
Og husk: Nyrup og Jelved har ikke patent på indretningen af velfærssamfundet. Solidariteten og kærligheden til medmennesket skal ud i det offentlige rum igen som det var tidligere.
Det modne, individuelle menneske skal i fællesskab med andre finde nye kollektive værdier.
Karrierestress, børnestress, familiestress og materielle goder er tomme og forladelsesmodne i denne sammenhæng.
Vi skal simpelthen have genfødt og nyfortolket de klassiske socialistiske dyder, etablere nye kollektive kultursymboler og genetablere kulturarven.
Kulturarven skal vristes ud af den kommercielle omklamring som den befinder sig i, fordi reklamebranchen anser sig som samfundets kulturbærende lag.
Vågn op. Og vær gennem offentlig debat og fælles dialog med til at demontere nyliberalismens ideologi og vriste vores kulturarv fra de kommercielle platugler og over i vores kollektive lejr.
Kulturkampen skal oprustes og medierne skal gøres kulturbærende.
Sig nej til bordelkapitalistisk kultur-inficering og ja til vores egen ægte kulturarv og glem alt om pengeoverflod og materielle værdier. Det er fantasmagorier, som blot skaber mere illusionsbevidsthed.
Og sig ja til de ægte åndelige værdier i et nyt menneskeligt fællesskab.
Sig ja til det menneskelige velfærdssamfund i fuld solidaritet for de svage og udstødte.
Sig ja til at skabe kultur ud fra egne værdier.
Kulturkamp er politisk kamp. Og kamp skal den kapitalistiske kultur have til stregen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu