Læsetid: 5 min.

Kunstnere er sultne efter bud på sammenhænge

4. februar 1998

'Dali tog en dykker-dragt på, når han skulle holde foredrag. Så ordene blev til en gurglen, og han var ved at besvime. Hvem gad alligevel høre'

SEX & MORAL
En egentlig samtale i den moderne verden er så godt som umulig. Det har mange moderne kunstnere følt, bl.a. Dali.
Engang havde han dekoreret et butiksvindue. Dagen og natten skulle illustrere Narcissos-myten, mannequindukker med spejle lå på sorte hullede satinlagener overdrysset med kunstigt glødende kul. Over sengen et sort tyrehoved med en blodig lille gris i mulen. En af mannequinerne var ved at stige ned i et stort kar med lysende vand. Overalt narcisblomster.
Men butikken lavede det om og fjernede det mest bizarre. Dali prøvede at komme til orde, men det hjalp ikke. Butikken skulle bruge Dali til at skabe omtale. Grænsen skulle overholdes, så betragteren blev pirret, men ikke blev direkte ubehagelig tilpas. Han skulle ikke have blæst nogen vind ind i ansigtet, der rystede ham.
Rasende gik Dali ind i butiksvinduet, væltede akvariet, han havde stillet op, så vandet flød ud og knuste ruden. Selv gik han gennem vinduet ud på gaden. Sådan forsøgte han at imødegå, at pengestrukturen fik ham og hans kunst i sit kram.
Kunsten bliver brugt på denne måde i det moderne samfund. Kunstneren eller forfatteren kan ikke sikre sig mod at blive brugt trivielt og mod, at folk opfatter trivielt.
Det er debatten omkring Leo Tandrups Mefistos Mareridt et eksempel på. Man har ikke tid eller er ikke i stand til at sætte sig ind i bogens nuancerede behandling af forholdet mellem kunst og moral; eller af forholdet mellem kunst og ideologi. Man flakser gennem bogen og ser et par løsrevne ord: Budskab i kunst, moral, omsorg, omverden, ø-individualist, ansvar, skyld, bod. Puha. Lad os komme væk. Man ser måske et par gammelkendte billeder i bogen, af Manet, van Gogh, Matisse eller Picasso. Hvad mon der står om dem? Måske flyver en tanke gennem hovedet. Men de grundige, dybe analyser fylder åbenbart for mange sider til at blive læst.

Det døve øre
Lad os komme tilbage til den følelsesfulde, ordløse hengivelse til kunstens mesterværker. Og så vender vi det døve øre til Tandrup og gør ham til en moralistisk revser, indkapsler ham som et isoleret tilfælde. Og spiller lidt bold med hans begreber. Ø-individualisten? Ham sætter vi ind på fastlandet. Så kom vi af med den problemstilling.
Men hvorfor er man ikke nysgerrig? Hvorfor vil man hellere grave skyttegrave? Hvad er der galt med at ville udvikle og forandre mennesket, først og fremmest sig selv? Det har da været mange, også moderne, kunstneres ledetråd. Selv ikke Kandinsky ville vende sig i sin grav over Tandrups ærinde. For han var klar over, at noget havde været galt, når han så tilbage på sit liv.
Han ville ikke selv have fulgt den dogmatik, som har sat sig så fast i kunstsfæren og forhindrer kunstnerens samtale med sig selv om sit kunstværk, og andre menneskers samtale omkring kunstværket.
Mange af debattørerne har fremturet, som om de vil beskytte kunsten. Tandrup knyttes til alt, der har strammet kunsten ind i snævre, undertrykkende ideologier. Men det forholder sig ikke sådan. De problemstillinger, som Tandrup vil give blik for, har mange store kunstnere bakset med og haft langt inde i ryg-marven.
De har kæmpet mod det menneskefjendtlige i deres egne værker, at formen ikke måtte vinde over indholdet, at meddelelsen ikke forsvandt i æstecisme. De har vidst, at de måtte forsøge at holde fast i et håb, når det glimtvis kom frem i deres billede.

Hellere opbygge
"Halvt bevinget, halvt fanget" stod Klee foran sit værk. Han ville hellere opbygge end nedbryde. Men direkte anskuet var menneskene uudholdelige at se på. Der syntes ikke at være nogen muligheder for, at de forholdt sig frugtbart til hinanden. Det blev forhindret af mærkelige mellemmenneskelige strukturer, som i To mænd, der formoder hinanden i højere stilling, mødes, fra 1903.
Hvad skal et åbent menneske stille op med disse forkrampede, forkrøblede væsener? Hvordan skal han kunne bruge dem "til at ransage sit eget indre, analysere sin egen følemåde og således danne sig en egen opfattelse, som er i overensstemmelse med hans karakter, hans smag og passioner"?
Det var Stendhals stræben at få mennesket til det, da han skrev sin Salon i 1824. Kunsten skulle bruges til at danne sig med. Og det har rækker af store kunstnere villet virke for.
Dali var klar over det farlige i at miste troen på at kunne forandre mennesket: "De unge malere i dag tror på ingenting. Det er kun normalt, at et menneske, der ingenting tror på sluttelig så godt som ingenting maler" (1955).
Mange kunstnere i dag vil gerne have tro og håb og kræfter ind i deres billeder. De studser da også nysgerrigt over Tandrups ytringer, sultne efter bud på sammenhænge. De har ikke brug for at blive beskyttet. De har brug for at få kigget på deres billeder, blive brugt.

En nar i parnasset
Tandrup banker på parnassets dør og tilbyder sig som nar. Men sådan én har de ikke brug for i det fine parnas. Vi har masser af indviklede problemstillinger at diskutere. Vi har ikke brug for karsk kritik. Og da slet ikke for at lægge afstand til os selv. Tænk hvis vi kom til at trække på smilebåndet, når narren udrullede vores måder at håndtere kunstværkerne på.
Man må "defenderse de los cabrones", beskytte sig mod skiderikkerne, lød ét af Frida Kahlos livslange slogans. Det må du have i baghovedet, Tandrup, når du bliver klistret til med ord som "sur moralist". Men er det virkelig sådan, at man ikke kan diskutere disse afgørende forhold omkring kunst på et rimeligt plan?
Dali opgav ofte ordet. Da pigen, der havde holdt ham for nar, kom forbi næste gang, bed han i en flagermus. Det virkede. Aksel Sandemose stak en kniv i låret på sin snerpede, utilnærmelige sidedame. Milan Kunderas professor i Udødeligheden går rundt om natten og stikker i bildæk. Dali tog en dykkerdragt på, når han skulle holde foredrag. Så ordene blev til en gurglen, og han var ved at besvime. Hvem gad alligevel høre.

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu