Læsetid: 3 min.

Læserdebat

Debat
26. februar 1998

Regeringens manglende moral

19. FEB. - For fem år siden vi fik ny statsminister og når man skuer tilbage, finder man mange huller, som statsministeren og hans tro ministre er faldet i.
I 1996 erkender Nyrup, at aflysningen af Rushdie-besøget kiksede, idet beslutningen blev udført på en utilfredsstillende og mangelfuld måde, både for regeringen og Rushdie. "Det er mit og regeringens ansvar, at det gik galt, og jeg deltager ikke i heksejagt på hverken ministre eller embedsmænd," lød det fra statsministeren.
Umiddelbart efter blev departementschefen i statsministeriet fyret, og ingen af de embedsmænd, der i øvrigt deltog i sagens behandling, befinder sig i dag i statsministeriet.
Nyrup forsøgte at tage brodden af Færøbank-sagen ved umiddelbart før offentliggørelsen at aflægge et besøg i Torshavn i forbindelse med 'rigsmødet'. Han forklarer, at da tidspunktet for besøget blev fastlagt, vidste han ikke, hvornår offentliggørelsen skulle ske. Ekstra Bladet har imidlertid konstateret, at da rigsmødet blev flyttet til Torshavn, kendte statsministeren tidspunktet for offentliggørelsen.
I slutningen af det forgangne år viser det sig, at indenrigsminister Thorkild Simonsen har skjult ca. 3.000 opholdstilladelser til asylsøgere i 1996, idet han til Folketingets Retsudvalg kun har opgivet 5.709 opholdstilladelser, mens Danmarks Statistik har opgivet det rigtige tal. Fidusnummeret skulle tilsyneladende være gentaget for 1997
Da Poul Nyrup Rasmussen trådte til som statsminister, talte han om en ny moralsk holdning og moralens årti. Det er noget jeg håber, vælgerne vil huske, når der skal stemmes.
Når man sammenholder ord og handling, er det svært at bevare (hvis man nogensinde har haft) tillid til regeringen.

Bjarne Pedersen medl. af VU's landsledelse
Bredgade 84, 2.
6900 Skjern

Et digt om ungdommen

20. FEB. - I dag analyseres og 'forstås' de forskellige generationer gang på gang (og specielt de unge er i fokus) og der er altid mange forskellige opfattelser af, hvem vi er. Som ung i dag nyder jeg, at der er så mange antropologer og andre kloge, der har en mening om, hvem jeg er, og hvilke ideer og værdier jeg har.
Efterhånden føler jeg dog, at nu må vi unge også være en del af debatten om, hvem vi er.
Så jeg sender hermed et digt tiltænkt den debat, der omhandler den generation af unge i dag, som lever med kodeordene 'individualitet' og 'egoisme'.

Unge døde

Vi stormer gennem gaderne
strålende koldt af knitrende selvsikkerhed.
Ego'er ligesom ældgamle træer
sidder i munden på os
og afviser nemt al kritik.
Vi skjuler vort krybende indre
og øver os konstant på livet
- smider væk og finder nyt.
Evigt på jagt efter sandheder
efterlader vi sunkne hjerter og faldne kroppe
- smider væk og finder nye.
Vi suser henover virkeligheden
og sluger råt de følelsesløse film
vrager de hviskende øjeblikke
for en evig søgen efter forandring.

Rikke Møller
Dærupvej 10
5620 Glamsbjerg

Svar til Anders Beyer

20. FEB. - Jeg har med interesse læst din artikel "Norden og honningkrukken" den 11. februar her i Information.
Jeg er meget enig med dig i de fleste af de overvejelser, du lader tilflyde læserne oven på konferencen i Lillehammer om de nordiske musikfestivaler. Men ikke dem alle.
Du omtaler således MIC's (Dansk Musik Informations Center) tidligere leder og tilrettelægger af konferencen, Flemming Madsen, som en person, der har fået banket mange projekter ned i Danmark.
Jeg er af den opfattelse, at Flemming Madsen tvært-imod har vist helt særlige evner for at igangsætte og gennemføre en lang række interessante projekter i sine år på MIC.
Du undrer dig desuden over, hvad MIC havde at gøre på konferencen. Det vil jeg gerne oplyse. Det forholder sig sådan, at der i Norge, Sverige og Finland på festivalområdet er opstået paraplyorganisationer, hvor en række nationale festivaler samarbejder om markedsføring mv.
I Danmark findes en sådan organisation ikke. Den eneste samlende faktor vi har, er den festivalkalender, som MIC udsender hvert år. Heri kan man orientere sig om samtlige store og små danske musikfestivaler.
Derfor fandt initiativtagerne det naturligt at henvende sig til MIC for at bede os om at deltage i tilrettelæggelsen, herunder at udsende invitationer til de danske musikfestivaler.
MIC påtog sig efter nøje overvejelser opgaven. For spørgsmålet om, hvorvidt dannelsen af en evt. pa-raplyorganisation også i Danmark er godt eller skidt for dansk musikliv, eller om er nordisk festivalsamarbejde på sigt er ønskeligt, skal ikke besvares af MIC. Svaret skal komme fra de danske festivalledere.
Hvad MIC derimod skal, er at formidle, koordinere og informere og derfor naturligvis være velorienteret om initiativer der berører dansk musikliv.
Derfor var MIC med i Lillehammer. Og derfor indkalder vi snarest alle de danske deltagere på konferencen til et opfølgende møde.

Anette Faaborg direktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her