Læsetid: 3 min.

Læserdebat

25. februar 1998

Gymnasie-liv

20. FEB. - Efter at have læst Inge Heises artikel i Information den 18 feb. 1998 vil jeg som gymnasie-elev gerne komme med nogle kommentarer.
Det er sikkert rigtigt, som Inge Heise skriver, at nogle elever ikke først og fremmest går i gymnasiet for at lære noget. Der er dog næppe ret mange, der er dog næppe ret mange der ikke ønsker at lære noget.
Langt de fleste gymnasie-elever kan bruge gymnasiet kvalificerende og forberedende til videre uddannelse. Dette skyldes jo, at mange uddannelser og arbejdspladser kræver, at man har gået i gymnasiet. Jeg kan intet galt se i, at gymnasiet bliver brugt til at finde ud af, hvad man vil senere i livet. Det er de færrest unge, der ved hvad de vil bruge resten af deres liv til, når de går ud af 9. eller 10. klasse. Lysten afhænger også af hvad man bliver budt. Jeg tror ikke, at det er muligt at klare 2.g. uden er faglig interesse, så de problemer Inge Heise beskriver er vel mest aktuelle i 1.g.
Endvidere betegner Inge Heise fester og kammeratligt samvær som tidsfordriv. Jeg mener, det er vigtigt at unge omgås og samarbejder med andre unge. Det er også vigtigt, at lære nye mennesker at kende og omgås dem med respekt. Denne lærdom får man blandt andet på studierejser. Fester er en måde at bringe gymnasie-elever sammen på og skabe et godt forhold mellem klasserne. Jeg vil derfor bestemt ikke kalde fester, studierejser og kammerater tidsfordriv.
Evnen til at omgås og samarbejde med andre er måske den vigtigste ting at lære for unge, og derfor er det vel også en betydningsfuld del af en ungdomsuddannelse.

Sidse M. Borum, 1.g.
Taarbæk Strandvej 103 b
2930 Klampenborg

Skyums afsky

20. FEB. - Undertiden kan man blive nødt til at minde sig selv om, at man som avislæser bør kende sine anmeldere og deres allergier.
Erik Skyum Nielsen er en velopdragen mand. Ja, Jeg kender ham ikke privat, men hans sprogøre er i hvert fald stuerent. Kom ikke til ham med "daggammel sperm", eller bare sperm i det hele taget. Ikke på tryk, som i den digtsamling Pia Tafdrup netop har udgivet. Jeg har ikke læst den endnu, så dette er ikke en kommentar til hans vurdering, kun til hans kriterier (Information den 10. feb.).
Der er altså visse ord, der minder den pæne ESN om nogle mænds mareridt: "feminismens glansperiode" med dens "intense oplugthed af kønnenens politik".
Ja, fy da. Måske mindes han ligefrem med kuldegysninger Bente Clods i sandhed uforglemmelige kronik om den gode røde regn - menstruationen. Der må bunden have været nået. Man forstår, at det kan blive "nærværende" - mandlige - læsere for meget.
Men det kan altså også blive nærværende - kvindelige - læser for meget, bl.a. fordi jeg mindes ESN's beklagelse af fy-ord som 'pik' og 'kusse' i min egen kærlighedsroman Lili og Jimi.
I anmeldelsen af Tafdrups bog om det, som flyder, nævner ESN med slet skjult afsky "spyt, pis, fostervand og brystmælk." Jamen dog!
Ærlig talt, den slags private verbale allergier bør holdes inden for hjemmets fire vægge og ikke bruges offentligt som kriterium til nedrakning af mindre kønsforskrækkede kvindelige forfatteres bøger.

Maria Marcus
Blågårdsgade l5
2200 København N

Tv-anmeldelse

18. FEB. - Nu kan jeg ikke holde min begejstring tilbage længere!
Det, der startede som ren nysgerrighed en sen torsdag aften, er blevet til en fast bestanddel af mit ugentlige tv-kiggeri.
Jeg taler om Fangerne fra Oz, som nu holder mig klistret til skærmen uge efter uge. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set noget så intelligent... Og så er det oven i købet amerikansk.
Det er ikke til at se det (hvis man ikke lige ved det). Personerne har dybde, der er ingen fastlagte helte og skurke og det er IKKE forudsigeligt, serien har vid og samfundskritik.
Dem der mener, at fanger i de danske fængsler ikke bør få gratis narko, bør indlægges til at se den serie, fra første til sidste afsnit!

Malene Steen Nielsen
F. Bremensgade 33, 4th
2300 København S

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu