Kronik

Livets puslespil

3. februar 1998

Groft sagt findes der to måder at anskue livet på: som et puslespil sammensat af tilfældige brikker eller som et puslespil hvis brikker omsider falder på plads

TRO & TVIVL
Når man tænker på engle, forestiller man sig som regel små bevingede væsner, som vi kender dem fra idylliske billeder, postkort, eller fra gamle husfacader, som tit er prydet med graciøse englefigurer. Men kan mennesker ikke være engle?
Det er tankevækkende, at det hebraiske ord malach både kan betyde en engel og et sendebud.
Lawrence Kushner, som er en kendt rabbiner i USA og fortolker af jødisk mystik (kabbala) mener, at vi alle kan være Guds sendebude, og at hver af os er det mindst én gang i sit liv. Og at være Guds sendebud kan sammenlignes med en engels mission her på jorden. Med andre ord: engle kan være mennesker.
Ifølge Kushner får hver af os tildelt en eller flere opgaver her på jorden, som vi ikke behøver at kende noget til. Vi udfører dem ved handlinger, ord eller ved vores blotte tilstedeværelse.

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet, at noget vi har læst eller fået fortalt af en bestemt person, har ændret vort livssyn eller i det mindste inspireret os til at tænke i nye baner
De mennesker, som har været kilden til forandringer i andres liv, behøver ikke engang at være klar over det, men ved at give noget af sig selv til et andet menneske har de - måske uden at være bevidst om det - formidlet et budskab til en anden person, som kan betyde umådelig meget for vedkommende. På den måde har de udført deres mission som budbringere eller engle.
Jeg finder det fascinerende, at vi kan udføre vigtige opgaver på et højere plan, uden at have nogen anelse om det. For som Lawrence Kushner siger i bogen Honey from the Rock som handler om jødisk mystik:
"Hvert menneske er en del af livets puslespil. Hver af os bærer en eller flere puslebrikker i andres liv. Somme tider er vi klar over det, og somme tider er vi det ikke. Ingen råder over sit livs fuldstændige puslespil. Kun det puslespil man kan købe i en legetøjsforretning er fuldstændigt og har alle brikker."
Ud fra den betragtning er intet liv spildt eller betydningsløst, uanset hvor kummerligt og håbløst det end ser ud til at være. Vi er allesammen Guds budbringere. Hver af os har fået tildelt en mission på det jordiske og det overjordiske plan og vores missioner er flettet ind i hinanden på en uløselig måde.
Groft sagt findes der to måder at anskue livet på: som et puslespil sammensat af tilfældige brikker eller som et puslespil hvis brikker omsider falder på plads, sådan som det var meningen fra begyndelsen. Ateister vil nok vælge den første anskuelse, mens religiøse mennesker vil være tilbøjelige til vælge den sidste.

Jeg vil betegne mig selv som et religiøst menneske, uden dog af den grund at bekende mig til en bestemt troesretning. Ganske vist er jeg af jødisk afstamning, men min tilknytning til jødedommen er mere af kulturel/spirituel end religiøs karakter. For mig har religiøsitet noget med bevisthed og erkendelse at gøre. At se sig selv som en del af universet og dermed som en del af et endnu større puslespil, er for mig et udtryk for bevistheden om livets skjulte facetter og erkendelsen af det menneskelige element, som er uløseligt forbundet med universets kræfter. Det er ret typisk at de mennesker, der insisterer på at livet er et samspil af tilfældigheder, og at der ikke findes mere mellem himmel og jord, tit er indskrænkede og snævertsynede. De har brug for magt, prestige og materielle værdier. De vil have total kontrol over deres eget liv og for så vidt også over andres liv, for dermed at føle sig som situationens herrer. For dem er erkendelsen af noget større end dem selv forbundet med tabet af frihed og magt.

Men er frihed ikke bare en illusion? Hvad er det vores frihed består i, når det kommer til stykket?
"Du har ikke mere frihed end f.eks. et bøgetræ," siger Kushner. "Du er kun fri til at være dig selv eller til at lade som om du er en anden, men du kan ikke blive en anden..."
Frihed er derfor på sin vis fuld af begrænsninger, og fri vilje er en illusion. Vi er kun frie i den forstand, at vi kan vælge at være bevidste om den betydning, hvert et øjeblik har i vores liv, for dermed bedre at forstå livets mening. Med andre ord: "Vi kan vælge at leve som vidende eller som uvidende mennesker."
Mange kendte filosoffer har i tidens løb benægtet eksistensen af en fri vilje.
Den kendte jødiske filosof, Baruch Spinoza, som levede i det sekstende århundrede, fornægtede på det kraftigste eksistensen af en fri vilje.
"Den som taler om en fri vilje, drømmer med åbne øjne," sagde han. "Vi tror vi er frie, fordi vi ikke kender de kræfter, der behersker os. Hvis en sten, der kastes op i luften kunne tænke, ville den sikkert tro, at den beskriver sin bestemte bane af egen fri vilje. Den ville tale om sin beslutning om at flyve gennem luften, og om sin frihed til at vælge den bane, den beskriver i luften.
Men den samme ufravigellige årsagslov, der bestemmer himmellegemers kredsen i verdensrummet og stenens vej gennem luften i faldet, hersker også over menneskets sjæleliv."

Er det ikke indbildsk af os mennesker at tro at vi, der er lavet af samme grundstoffer som stjernene og planeterne, ikke er bundet af samme love, som ellers gælder ude i universet?
Måske er vi bange for at se i øjnene, at vi er behersket af nogle vældige kræfter, som har kontrol over os og ikke omvendt.
Nogen vil måske spørge: "Selv hvis det er sandt, hvad kan vi så bruge denne viden til?" Svaret er ganske enkelt: "Til at opnå størst mulig åndelig vækst og for at komme op på et højere bevisthedsniveau."
Herhjemme går vi tit forbi hinanden uden at se hinanden. Det er, som om vi ikke er bevidste om, at hver af os er et univers i sig selv. Alt for tit nøjes vi med overfladiske kontakter, som ikke efterlader nogen særlige spor efter sig. På den måde går vi glip af chancen for at udforske et nyt univers, som kunne have beriget os og måske endda have fået nogen brikker til at falde på plads i vores eget liv.
Måske er et af det moderne samfunds største problemer, at individet betragtes i stigende grad som en isoleret enhed. Det fremmer egoismen og selvtilstrækkeligheden hos den enkelte, og får ham/hende til at tro, at andre ikke kan bidrage positivt til éns personlige udvikling.
"Sandheden er, at intet i denne verden er en isoleret enhed," siger Lawrence Kushner. "Selv den mindste enhed er en del af helheden, og vi skal ikke indbilde os, at vi kun handler udfra vores egne indskydelser og lyster. Gud er engageret i alt hvad vi går og foretager os."

Flere vil sikkert sige, at de ikke kan bruge denne fatalistiske livsholdning til noget konstruktivt, fordi den får én til at blive passiv og afmægtig overfor livet. Men forståelse og accept behøver ikke at have noget med passivitet at gøre, snarere tværtimod. At se os selv som brikker i livets puslespil, underlagt universets love, bør inspirere os til at blive bedre mennesker, eller med Spinozas ord: "Vi skal ikke fordømme, men forstå og hjælpe."
For ligesom lægen ikke nøjes med at stille diagnosen, men prøver at helbrede den syge, bør også vi forsøge at helbrede denne verden for dens ondskab, som stammer fra menneskets uvidenhed og den angst, som er forbundet med den. I stedet for at betragte andre mennesker som fremmede og uvedkommende individer, burde vi derfor betragte os selv og hinanden som guddommelige væsner og Guds budbringere..
Det ville inspirere os til at være mere opmærksomme overfor hinanden og mere engagerede i hinanden. Dermed ville vi blive aktive og bevidste deltagere i livets storslåede og forunderlige puslespil.

Sofia Kuperman er freelance-skribent

Bogen Honey from the Rock er udkommet i USA i 1986 og er oversat til flere sprog, dog ikke til dansk

APROPOS
Lykke og livsløgn
"Enhver har ret til lykke". Sådan skrev filosoffen Peter Kemp i en artikel om utilitarismens ofre i Information 31. januar. "Barbariet er ikke overvundet, sålænge et samfund ikke tåler de udstødte," skrev PK. Begge dele er et paradoks. Hvis samfundet tålte de udstødte, ville de jo netop ikke være udstødte. Ligesom denne forbandede tro på at "enhver har ret til lykke", fører direkte til ulykke.
At "enhver har ret til lykke" er netop den livsløgn, vi gennem de sidste generationer har forsøgt at leve på, og ganske ukritisk har videregivet til de unge, godt hjulpet af reklamer, medicinalindustri og kapitalen. Den lykke som vi bilder os ind at have 'ret' til, kan så købes i pilleform, hvis den tillader sig at udeblive
Informations debat om sex og moral bliver 28. januar sat i perspektiv af Peter La Cours kronik, Om lidt er Prozac'en klar, om lykkepiller som krise-medicin. Uanset om man er for eller imod Bjørnson/Bjarke Møller eller Brandes/de Waal, eller fifty fifty, så er de/vi alle underlagt de grundlæggende menneskelige vilkår, nemlig disse, at vi består både af krop og psyke, uanset køn.
Selv om magten de første 19 århundeder af vor tidsregning har ligget hos manden (i forhold til potenskapacitet? Metz, Inf. 27.01.98), så har han dog ikke selv valgt sit køn. Så lidt som kvinden.
Heller ikke de sociale og demografiske omstændigheder vi fødes ind i, vælger vi selv. Vores psyke og intellekt vil til enhver tid være præget af den tid og det rum vi er vokset op i. Det er omstændigher, der i sig selv burde forbyde at nogle definerer sandheden på andres vegne. Religionen lokker med lykke og evigt liv, hvis vi vi blot følger dens påbud. Politikeren anviser vejen hvis vi stemmer på ham/hende. Kapitalens lakaj, reklamen, anviser skønhedspræparater, slankekur og forbrug, og modernismen sexuel frigørelse som midlet. Men hverken religionen, politikeren, eller reklamen har hidtil kunnet indfri deres løfter.
Lykken er ikke et præparat, der kan købes, hverken i kirken, en skønhedssalon, eller hos en narkopusher. Det eneste vi kan opnå gennem disse pseudoløsninger, er at fjerne os fra det liv vi, på godt og ondt, i stedet kunne dele med vore medmennesker.
Vi kan vælge at flygte fra det reelle liv, og skabe et kunstigt, der kun har egoet som midtpunkt, tilgodeset og tilfredsstillet på andres bekostning, eller ved at tage en dosis 'lykkepiller' hvis alt andet skulle fejle, og man derfor ryger ind i en såkaldt depression. Altsammen fordi vi har bildt os selv og hinanden ind, at vi har 'ret til lykke'.
Man kan, som Peter La Cour skriver, vælge at "komme igennem sine vanskeligheder som den person, man nu engang er" eller som "en kemisk udgave, der ser bort fra de mørkere sider af tilværelsen, og hopper over hvor gærdet er lavest."
Vi kæmper for at opnå alt det, som også diverse amerikanske filmserier foregøgler os som noget optimalt: familie, børn, ønskejob med en indtægt, der giver mulighed for udlandsrejser, helst flere gange om året, bolig og bil, helst større end naboens, eller det modsatte - den frie, i forhold til andre, uforpligtende tilværelse.
Alt det, der er indoktrineret i os som 'lykken'.
Når virkeligheden så retter sin pegefinger mod os, og facaden krakelerer, når ægtefællen dør eller går, så man pludselig står alene med børn og udgifter, eller man løber ind i andre problemer, så står vi nøgne og sårbare, fordi ingen har forberedt os, eller lært os hvordan man byder modgang modstand.
Så er det fristende at skære toppen af smerten med nogle piller. Men dermed fjerner man også netop den dimension af tilværelsen, der gør det muligt at få øje på og sætte sig ind i sine medmenneskers problemer og behov. Hvis ikke man tør leve smerten ud, får glæden intet perspektiv.
At de præmisser vi nu engang er tildelt som mennesker, er synliggjort, hvis vi da ønsker at se dem, og lagt åben for debat, kan vi, i høj grad takke kunsten, både den nye og den gamle, for. Havde vi ikke haft den til at åbne vore øjne, og til at gøre os opmærksom på den smerte og lykke, der ikke kan, henholdsvis undgås eller købes, men nødvendigvis må leves, og til at anklage magten, så havde vi virkelig haft brug for 'lykkepiller'.
Men hvis den glade 'libertiner' (Rifbjerg, Inf. 28.1.) bliver til den ligeglade libertiner, så mister hans anklage sin vægt.

Inge G. Larsen,
pensioneret sygeplejerske og cand. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu