Læsetid: 4 min.

Moralsk oppustning

3. februar 1998

Med en kvindelig tambourmajor i spidsen rykker Dydsdragonernes Vagtparade nu frem som veritabel Frelsens Hær

SEX & MORAL
Jeg står gerne frem som virkelighedens repræsentant - sådan som Ana Maria Munar anbringer mig i sit debatindlæg i Information 29. jan.
Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke synes man kan gøre noget ved den, virkeligheden! Eller at hverken jeg eller andre på den libertære front skulle være særligt opsatte på hellere end at ændre verden, da at "lave en skræddersyet moral, der passer til det liv, vi ser omkring os" - som Munar udtrykker det.
Næ, jeg tror såmænd først og fremmest, vi bare vil undgå moralisme, men til gengæld se hvor langt man i det daglige kommer med erfaringer og realistiske forestillinger om, hvordan man kan fungere sammen - børn og voksne, mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige, kloge og dumme, troende og skeptikere.
Idet vi så i øvrigt helst så fattigdommen udryddet, mindre iøjenfaldende talenter og anlæg udnyttet til det yderste, børns evner og humor lige så respektabelt mødt som ældres formåen, for ikke at tale om kønnenes kamp og kærlighed set i et mere tålmodigt perspektiv.

Moralsk hensigt
Og det udgør alt i alt netop en moralsk hensigt, men forhåbentligvis praktiseret uden alt for megen påduttet syndsbevidsthed, moralistisk kvababbelse eller mangel på tolerance over for andres måder at gerere sig på.
Den tolerance er jo nemlig første betingelse for at kunne ane fremmede tankegange, glæde sig ved glæde og respektere sorgen i ritualer eller særegne fester - ramadan, katten af tønden, tantrisk meditation, spjætmazurka, hvide bryllupper eller præsteløs begravelse.
Derfor er det underligt at læse Ana Maria Munars passus om, at det "i stedet for den selvgode kulturradikalisme" skulle være nødvendigt for hendes front ligefrem at generobre sproget - "ord som omsorg, kærlighed, ansvar, lidenskab, moderskab, faderskab, trofasthed, ritualer osv."
Munar vil "gerne kunne bruge disse ord" uden straks at blive kaldt reaktionær eller patetisk.

Kaffekanden
Generobre sproget? Jamen er der da nogen, der fjendtligt har bemægtiget sig det?
Det er klart, at hvert af de nævnte ord kan fortolkes forskelligt - historisk og socialt, fra person til person eller kulturkreds. Men havde det ikke været kønnere i denne frontberetning snarere at ville genfortolke sprogbrugen?
Som udsagnet nu står, må man spørge sig selv, om Dydsdragonernes Vagtparade er gået i gang med at mobilisere som veritabel Frelsens Hær?
Uanset om vi, som Munar skriver skal have "kaffekanden frem" for hyggeligt at samles om den, eller marcherende trutte i den, har jeg svært ved at genkende mine egne synspunkter i "de fordomme om familielivet, som de kulturradikale og 68'erne videregiver."
Fordomme? Næ, jeg synes blot, man i al stilfærdighed skal prøve, hvor langt kærlighedsmelodunten kan bære, frem for at proklamere hele kinoorglet i én stor bævrende akkord. Og må spørge mig selv, om den "paniske angst for at sige Jeg elsker dig" som Ana Maria Munar nævner, at hendes egen generation oprindelig har ligget under for og nu besværger ved demonstrative troskabserklæringer, mon ikke har mange mere indviklede og individuelle baggrunde end bare Murens fald og den seksuelle frihed?

Grundkrise
Det har i den sammenhæng undret mig at læse Christian Madsbjergs debatindlæg i spørgsmålet, 21. januar.
Han ser det jo nemlig åbenbart som et problem, at erotikken på dansegulvet i technoparty-lokalerne er mere seksuelt pågående end muntert flirtende. Jamen, så find dog en anden cafe eller danserestaurant. Eller skal den cool facon nu også skyldes 68'erne?
Ja måske, hvis der er tale om generelle konjunkturer af kærlighedsskræk og mangel på evne til at skelne mellem lort og lagkage i tidens kulturelle og eksistentielle udbud.
For så er det en betænkelig følelsesmæssig grundkrise, der ikke kan behandles lige så personligt resolut som tv med zapperen, eller samfundsinstitutionerne med anarkistisk humør.
Så er det hele ikke så enkelt, som Munar strammer det an til, men snarere lige så perpetuelt to-skridt-frem-og-et-tilbage-mæssigt som Klaus Rifbjerg med sin elskværdige hilsen 28. januar i korte træk ridsede samtidshistorien op.
Leo Tandrup lader jeg - formentlig til hans store ærgrelse - ligge i denne omgang . Så kan han bruge tiden til, ved moralsk oppustning, at sende nogen flere åndelige spærreballoner til vejrs.
Men hvad gør hin enkelte, med både syndsbevidstheden og selvrespekten i behold, den dag ægteskabet - eller det erklærede parforhold og med eller uden børn - alligevel bryder sammen i apati eller aggressioner? Enten fordi sympatien ikke holdt, hvad de begge troede og lovede, eller fordi en af parterne møder en afgørende eksistentiel udfordring i et andet menneske af samme eller stik modsatte køn? Er skilsmisse i al respekt så tilladelig?
Og hvor tidligt starter den højtidligt erklærede troskab? Straks pågældende har været ført ind i vedkommende? I 15-16 års-alderen, eller først efter forlovelse over de tyve?
Jeg spørger hverken vrængende eller æbæbu-agtigt men for at blive klogere på aktuelle generationsforestillinger om tilværelserne, kærlighederne og børnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu