Læsetid: 5 min.

Når det politiske bliver personligt

Debat
10. februar 1998

Ved at trække det personlige frem er politik blevet til underholdning

RENT PRIVAT
DET PERSONLIGE er politisk, sagde rødstrømperne i halvfjerdserne. Og det er selvfølgelig rigtigt. Både i den forstand, kvindebevægelsen mente det - at det private aldrig blot er privat, men uvægerligt også struktureret af de kulturelle normer og former, som det lille enkeltliv er indlejret i. Og også i den forstand, at politiske holdninger og meninger har deres rod i personlige erfaringer. Som den amerikanske avantgardist Gertrude Stein sagde, længe før den moderne kvindebevægelse: "I do of course include myself, always I do of course include myself."
Meninger, udsagn og domme har selvfølgelig et subjektivt udgangspunkt, så vist som man nødvendigvis må se tingene fra det sted, hvor ens krop befinder sig. Det bliver især synligt, når argumentationen i de offentlige udsagn på en eller anden måde halter, eller der pludselig tales med stor hede om emner, som med andres øjne ikke ses at hænge sammen med sagen.
Så tænker man uvilkårligt: Der må ligge noget privat bagved, et ressentiment, en helt personlig idiosynkrasi, siden der er et så tydeligt hul i argumentationen.
Et aktuelt eksempel er Thorkild Kjærgaards hede udfald mod kvinders nivellerende indflydelse på universiteternes faglige niveau, der som en umotiveret varm kilde sprang op af en ellers velargumenteret kronik om nødvendigheden af at sætte tempoet ned og tænke økologisk i de moderne samfund (jvf. også min kommentar i Information den 7. 4. 1997).

"SANDHEDENS øjeblik" har man i feministiske litteraturanalyser kaldt den slags udbrud, hvor de private følelser løber af med den skrivende - som når Charlotte Brontë lader Jane Eyre stige op på taget for der i ensomheden at give luft for Charlotte Brontës egne frustrationer over det indelukkede kvindeliv. Her ser man durk igennem stilens maske og fiktionens slør lige ned i forfatterindens personlige livserfaringer.
Det er selvfølgelig en sandhed, som træder frem i den slags huller i talen. En sandhed af samme art som dem, psykoanalysen afdækker. Og det er altid værd at tænke over den slags huller i ens egen argumentation, hvis man bliver opmærksom på dem.
Men at tro, det skulle være sandheden i bestemt form, som fremvises her er både reduktivt og intimiderende.
Reduktivt, fordi den talende så reduceres til den ene synsvinkel, man indtager i kraft af sin personlige placering i verden, og man derved overser, hvor stor en indlevelsesevne mennesker har, og i hvor høj grad man også er i stand til at se bort fra personlige interesser for at gennemføre et sagligt ræsonnement eller opretholde retfærdige fælles bestemmelser.

GANSKE vist kan man ikke anskue verden fra alle synsvinkler på én gang, men er i høj grad bundet til den fysiske placering af ens krop i tid og rum og det udsyn, det giver adgang til. Men det forhindrer jo ikke en i at anlægge en skiftende vrimmel af andre synsvinkler - f.eks. når man læser en bog eller ser en film og efter tur indlever sig i et helt persongalleri eller på anden måde kropsforglemmende hengiver sig til andre universer.
Eller prøv blot at stå bag tv-apparatet og se på seerne i stedet for skærmen, så bliver det åbenbart, hvordan tilskuerne i deres mimik og kropsholdning spontant eftermimer de personer, de ser på skærmen. Der er tilsyneladende en menneskelig disposition for indlevelse i andre. Mens sansen for det saglige og faglige og forståelsen for det generelle og alment retfærdige - somme tider også på tværs af det partikulære og private - er noget, som kun langsomt opdyrkes kulturelt.
Intimiderende er det også at se de private interesser som sandheden bag de saglige og faglige offentlige udsagn. Så mistænkeliggør man jo straks den talende, idet man skyder vedkommende motiver i skoene, som hører til i en helt anden logik end udsagnets: Det siger du bare, fordi du er... (her kan så indsættes vokabularet fra de forskellige mistænksomheds-diskurser: - borgerlig, neurotisk, mand eller hysterisk (dvs. kvinde). Dermed ugyldiggør man udsagnet, eller tvinger i det mindste sin samtalepartner til at argumentere på helt andre leder end i det oprindelige udsagn. Et godt gammelt re-torisk og politisk kneb, der skal sætte modstanderen
skakmat.

TÆNK BLOT på Clinton, der nu i længere tid, hver gang han har forsøgt at tale om politik, er blevet forhørt om sit seksualliv. Og er Clintons seksualliv måske sandheden om ham som præsident for USA?
Ja, det kan man jo godt sige i en vis forstand: Det er sikkert rigtigt, som flere kommentatorer har været på banen med i den aktuelle sag, at der er en central kobling mellem magtens mænd og den seksuelle potens. Man kunne også plausibelt hævde, at det afslører en sandhed om verdens eneste tilbageblevne supermagt, når den ser bort fra storpolitiske forhold og økologiske trusler for gysende at fordybe sig i underlivet.
Man kunne måske endda svinge sig op til, at der ligger en sandhed om den moderne verden i, at det politiske niveau nu omstunder stort set er blevet reduceret til personsager: Når politik bliver til kvoter, tilskud og andre teknisk-økonomiske beregningsmodeller, er der for offentligheden kun de politisk agerende tilbage at interessere sig for.

MAN SER det også i boghandlerne, der ikke har mange bøger om politiske emner fremtrædende placeret. Der imod vrimler det med politikerbiografier.
Det personlige er i denne sammenhæng overhovedet ikke politisk, ej heller nogen sandhed. Ved at trække det personlige frem er politik blot blevet til underholdning. Mediernes og underholdningsindustriens grundmodel er jo netop at gå efter den personlige vinkel.
Over for medieverdenens og mistænksomhedsdiskursernes sammenklapning af niveauerne må man fastholde, at det er mere kompliceret end som så:
Det kan godt være, det personlige også er politisk og vice versa. Og det er hæderligt at gøre rede for sine personlige præmisser i en diskussion. Ligesom det altid er tilrådeligt at overveje sine private motiver til at engagere sig i en sag. Og man kan givetvis heller aldrig lade være med i sit stille sind at tænke: "Det siger han bare, fordi han selv er..."
Men hvis vi skal opretholde en civiliseret omgangsform og en kvalificeret diskussion af såvel det personlige som det politiske, bliver vi nødt til at insistere på, at niveauerne holdes adskilt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her