Læsetid: 3 min.

Nødvendigt at kritisere USA

Debat
28. februar 1998

Vi står med en risiko for uforvarende at importere det tankesæt, der har muliggjort dødsstraffen

DØDSSTRAF
Henrik Gade Jensen (HGJ) mener i Information den 22. februar at dødsstraf kan gradbøjes: Konkret at USA's brug af dødsstraf ikke bør kritiseres, fordi Irans måde at praktisere denne straffeform efter hans mening er mere inhuman end USA's.
Jeg vil gerne med dette indlæg fremføre tre ting:
* En opfattelse af, at dødsstraf er et absolut onde og den ultimative inhumane straffeforanstaltning;
* At USA og Iran i øvrigt er lige kritikværdige på grund af deres praksis med at dødsdømme børn;
* at vi bør kritisere USA på grund af den enorme kulturelle påvirkning, som vi modtager fra dette land.
HGJ skriver: "Det er ikke indlysende, at indespærring på livstid er så meget mere humant (end dødsstraf)".
Er det ikke et farligt argument, at døden er mere human end et liv under ringe vilkår? Det er jo i visse historiske perioder blevet brugt som et argument for at aflive fysisk og psykisk handicappede.
Der er heldigvis næppe nogen i dagens Danmark, som er tilhængere af medlidenshedsdrab som princip, men lad os tænke over hvorfor. Jeg tror, det kommer af vores religiøse instinkt, der fortæller os, at livet er en fantastisk gave, samtidigt med, at det er en stor udfordring.
Med denne gave følger der også både en ret og en pligt til, at vi, uanset de vilkår som bydes os, skaber os en menneskelig tilværelse. Denne ret og pligt har alle mennesker, forbrydere og sindssyge inklusive. At fratage nogen denne ret/pligt er den ultimative umenneskeliggørelse, og drabet på den dødsdømte begynder i det øjeblik, hvor dommen falder, og varer ved op til henrettelsestidspunktet.
Som livstidsfange har man et liv, som dødsdømt er man umenneskeliggjort.
Dødsstraf er en forbrydelse mod livet.

Abolition
I sidste århundrede havde man i USA en afskaffelsesbevægelse ('abolition movement'). Dens emne var slaveriet i USA. I dag har USA stadig en sådan bevægelse. Dens emne er blandt andet at få afskaffet dødsstraffen for børn i USA.
Landet er medlem af en meget eksklusiv klub af lande, i hvilke man dødsdømmer børn. Klubben omfatter blandt andre Iran og Irak - lande som USA i andre forhold distancerer sig fra - men på dette område er man altså helt i overensstemmelse. I USA sidder der således i øjeblikket 58, som modtog deres dødsdom som mindreårige.
I Aalborg Stiftstidende (den 11. februar 98), som denne oplysning stammer fra, oplyses endvidere, at 31 psykisk handicappede er blevet henrettet i USA.
HGJ refererer en oplysning om, at iransk lokal-tv i Århus, Odense og København har vist steninger til døde, og udtrykker frygt for, at vi snart vil se sådanne henrettelser i Danmark. Bag denne henrettelsesform ligger der som bekendt noget tankegods i form af islamisk lov, som jeg ikke tror vi umiddelbart står over for en accept af - med andre ord, vores instinktive reaktion skal nok holde denne henrettelsesform væk fra landet. Men måske er sagen ikke så åbenbar, når det drejer sig om ting fra 'over there'.
Som bekendt foregår der en massiv kulturel påvirkning. Noget af den er god og frugtbar, noget af den kan vi ikke lide, og noget af den kalder vi ligefrem for 'uafvendelig'; det er den store fetish som også vore hjemlige politikere elsker at banke os på plads med; det er udviklingen. Vi står altså med en risiko for uforvarende at importere og acceptere det tankesæt, der i USA har muliggjort dødsstraffens anvendelse. Derfor er det nødvendigt at kritisere USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her