Læsetid: 6 min.

Øst-timor er et resultat af den kolde krig

16. februar 1998

Historiens lære: selv en langvarig besættelse af et fremmed territorium er ikke en garanti for en permanent besiddelse

FRIHED
Østtimor blev invaderet af sin nabo Indonesien 7. december 1975. Siden da har mindst 200.000 mennesker - næsten en trediedel af befolkningen - mistet livet som følge af krig, sult eller sygdom.
Indonesiens annektering af den tidligere portugisiske koloni er aldrig blevet anerkendt af det internationale samfund.
Annekteringen strider imod 12 FN-resolutioner: to fra sikkerhedsrådet, otte fra generalforsamlingen og to fra menneskeretskommissionen i Genève. Ifølge FN er Portugal stadig den administrerende myndighed for området, og i juni 1995 bekræftede Den International Domstol i Haag, at Østtimor stadig har ret til national selvbestemmelse i overensstemmelse med international lov og FN-pagten.
I juli 1997 besøgte Sydafrikas præsident, Nelson Mandela, den indonesiske hovedstad Jakarta, hvor han mødtes med præsident Suharto. Mandela mødtes også med Xanana Gusmao, der er leder af Østtimors nationale modstandsbevægelse (CNRM). Xanana afsoner for tiden en dom på 20 års fængsel i Jakartas Cipinang-fængsel ca. 2.000 kilometer fra sit hjemland. Han er blevet kaldt 'Asiens Nelson Mandela'.
Efter sit besøg i Indonesien sagde den sydafrikanske præsident, at Xanana burde løslades. Det var vigtigt for en løsning på konflikten. Og han tilbød at lede fredsforhandlinger mellem Indonesien og Østtimor. Men den indonesiske regering afviste høfligt begge forslag, og dermed var endnu et diplomatisk initiativ i denne sag faldet til jorden.

En håbløs sag
Østtimor beskrives ofte som en håbløs sag. Mange "pragmatikere" og "realister" råder det østtimoresiske folk til at give op: Indonesien er rykket ind, lyder argumentet, og de rykker ikke ud igen. Det er et fait accompli. Andre iagttagere, bl.a. mange østtimoresere, indtager en anden og mere hæderlig holdning: Hvis historien lærer os noget, siger de, så er det, at ingen stat og ingen grænse varer evigt.
Nogle gange, når den internationale situation forandrer sig, bliver det pludselig muligt at opfylde håb og drømme, der i lang tid har været anset for tåbelige. Det kan godt være, Suharto aldrig giver slip på Østtimor. Men han holder ikke evigt, og hans 'Nye Orden' blev rystet af en alvorlig politisk krise i juli 1996 og af en dramatisk økonomisk krise i november-december 1997. En kommende demokratisk regering i Indonesien kan meget vel tænkes at anerkende Østtimors ret til national selvbestemmelse og uafhængighed.

Paralleller
Hvis vi ser på på det 20. århundredes historie, finder vi en række paralleller til konflikten om Østtimor. Nogle af dem giver grund til optimisme, andre sender et mere blandet budskab:
*Cypern, der i mange år var en britisk koloni, blev selvstændig i 1960. I juli 1974 blev øen invaderet af Tyrkiet, der stadig holder den nordlige del besat. I teorien er Cypern beskyttet af tre NATO-medlemmer: Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien. Den sidste af de tre har stadig to militære baser i den sydlige del af øen, men det har ikke hjulpet noget. Siden august 1974 har der ikke været krig på Cypern. Den grønne linie, der deler græsk-cyprioter fra tyrk-cyprioter, bevogtes af fredsbevarende tropper fra FN, men der er stadig ikke nogen løsning i sigte.
*Vestsahara, der i mange år var en spansk koloni, blev invaderet af Marokko fra nord og Mauritanien fra syd i november 1975. En modstandsbevægelse ved navn Frente Polisario havde kæmpet for frihed siden maj 1973. I 1979 opgav Mauritanien, men nu gjorde Marokko bare krav på hele området. I 1991 godkendte FN's Sikkerhedsråd en fredsplan, der omfatter en våbenhvile og en folkeafstemning om områdets fremtid. Men seks år efter havde der stadig ikke været nogen folkeafstemning på grund af bureaukratiske obstruktioner fra marokkanerne.
*Namibia, der i mange år var en tysk koloni, blev invaderet af Sydafrika i 1915. I 1988 indgik Angola, Cuba, Sydafrika og USA en aftale, der omfattede en tilbagetrækning af cubanske og sydafrikanske tropper fra Angola. Det første frie valg blev afholdt i Namibia i november 1989. Landet blev selvstændigt 21. marts 1990, og den tidligere befrielsesbevægelse SWAPO, der havde kæmpet for frihed i mange år, dannede den første regering i det nye Namibia.
*Eritrea, der i mange år var en italiensk koloni, blev af FN tvunget til at indgå i en føderation med Etiopien i 1952. Ti år efter annekterede Etiopien området. På dette tidspunkt havde en eritreansk befrielsesbevægelse allerede indledt en væbnet kamp. Krigen varede 30 år. Den sluttede i 1991, da regeringen i Addis Abeba brød sammen. Den nye etiopiske regering anerkendte Eritreas ret til national selvbestemmelse, og uafhængigheden blev bekræftet ved en folkeafstemning afholdt i april 1993.
*De baltiske lande (Estland, Letland og Litauen), der i mange år var en del af den russiske zars imperium, opnåede uafhængighed i en kort periode mellem første og anden verdenskrig. Men ved slutningen af anden verdenskrig blev de en del af Sovjetunionen. Da Berlin-muren faldt, og det sovjetiske imperium brød sammen, proklamerede de baltiske lande igen deres selvstændighed. USSR blev officielt nedlagt 31. december 1991, og næste dag blev de tidligere sovjet-republikker til 15 selvstændige stater.
Præsident Mandelas samtale med Xanana Gusmao i juli 1997 og hans efterfølgende tilbud om at lede fredsforhandlinger mellem Indonesien og Østtimor var en vigtig begivenhed på den diplomatiske front, men den førte ikke umiddelbart til noget gennembrud eller nogen forandring i situationen. Konflikten er lige så fastlåst som før, og krænkelser af menneskerettigheder fortsatte hele 1997.
I følge nogle uafhængige observatører blev situationen ligefrem forværret. I august 1997 udsendte den australske organisation East Timor Human Rights Centre en rapport, der dækker perioden januar-juli 1997. Den har titlen Human Rights Deteriorate in East Timor.
Måneden efter udsendte den amerikanske organisation Human Rights Watch/Asia en rapport, der sætter fokus på perioden maj-juli 1997. Den har titlen Deteriorating Human Rights in East Timor. Begge organisationer dokumenterer deres påstand med en lang række oplysninger, der bygger på mange forskellige kilder.

Også opmuntrende
Østtimors nyere historie er både sørgelig og opmuntrende. Det er en sørgelig historie om en forbrydelse mod et folk begået af Indonesiens militære regime og støttet af de vestlige lande. Samtidig er det en opmuntrende historie om et folk, der bliver ved med at kæmpe for frihed og retfærdighed, selv om alle odds er imod dem.
Indonesien forsøger at købe østtimoreserne med 'udvikling', dvs. store investeringer i veje og andre offentlige projekter, og at tvinge dem til lydighed med død og ødelæggelse, med fængsler og tortur. De vestlige lande forsøger at ignorere dem.
Men Østtimor nægter at overgive sig, og sandheden nægter at forsvinde.
Konflikten om Østtimor er et produkt af den kolde krig. Indonesiens forbrydelser mod det lille land blev accepteret og retfærdiggjort af vestlige regeringer, fordi det anti-kommunistiske diktatur i Jakarta blev anset for en vigtig og nødvendig allieret i den ideologiske kamp mellem øst og vest. Dette argument var altid tvivlsomt, og nu hvor den kolde krig for længst er forbi, har det absolut ikke nogen værdi.
Den nye verdensorden, der blev proklameret af USA's præsident George Bush under Golf-krigen mod Irak i 1991, skulle være en verden, hvor international lov blev respekteret og menneskerettigheder ikke skulle vige for kyniske økonomiske interesser. Men foreløbig er denne smukke vision ikke blevet til virkelighed på Østtimor.
Der er ingen juridisk eller moralsk begrundelse for Indonesiens tilstedeværelse på Østtimor, og eksemplerne fra Eritrea, Namibia og de baltiske lande viser, at selv en langvarig besættelse af et fremmed territorium ikke garanterer permanent besiddelse: Til sidst måtte aggressoren trække sig tilbage og bøje sig for folkets ønske om elementære, demokratiske rettigheder.

*Torben Retbøll har skrevet og redigeret en række bøger om massemedier og internationale forhold, bl.a. "East Timor, Indonesia and the Western Democracies" (1980), "East Timor: The Struggle Continues" (1984) og "East Timor: Occupation and Resistance" (udkommer 1998).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu