Læsetid: 3 min.

Opinion

Debat
17. februar 1998

En meningsfuld tilværelse
11. FEB. - "Humanismens forbrydelser" står der med stor skrift over Lasse Brandstrups kronik den 10. februar. Brandstrup kritiserer en 'humanistisk' retfærdiggørelse af krig, henrettelse og slagtning:
"Humanismen er et afsindigt selvbedrag. Det forbryderiske gøres acceptabelt, og vi lukker øjnene for det egentlige barbari. Som Lord Nelson sætter vi kikkerten for det blinde øje."
Spørgsmålet er, om ikke Brandstrup selv sætter kikkerten for det blinde øje ved at kritisere humanismen frem for det bedrag, der søger at få umenneskeligheder til at fremstå som humanisme. Eksemplerne er legio fra den aktuelle politiske situation, hvor folketingspolitikere hævder at være humanister samtidig med, at de vil forringe flygtninges og asylansøgeres levevilkår, stavnsbinde dem, nægte dem at indgå ægteskab osv.
Erhvervsminister Jan Trøjborg leverer et slående eksempel den 7. februar, hvor han erklærer sig selv som humanist og taler om 'en ny samfundskontrakt':
"Vi skal kunne stille krav til hinanden. Vi skal turde sige til folk: Kære ven, du kan ikke få førtidspension. Du skal i arbejde. Det er meget bedre."
Trøjborgs humanisme er altså en 'vi vide bedre'-humanisme, hvor det ikke er op til det enkelte menneske selv at afgøre, om det ønsker at arbejde eller ej, men hvor Trøjborg ved, hvad der er bedst. Det er netop denne holdning, der ligger bag den tvangsaktivering, regeringen har gennemført. Med henvisning til dét 'humanistiske' hensyn, at det er bedre at være i arbejde end uden, tvinges arbejdsløse til at udføre idiotarbejde, og berøves fundamentale rettigheder som lige løn for lige arbejde, ferie, faglig organisering og medlemskab af A-kasse.
Denne form for 'humanisme' er naturligvis rent blålys. Humanismen må tage udgangspunkt i det enkelte menneske, dets ønsker og behov. En humanistisk socialpolitik må således som et minimum sikre den enkelte borgers rettigheder og sørge for individuel sagsbehandling.
Hvis en bistandsklient
siger, at han har mere ud
af at spille guitar derhjemme end af at rive tang sammen på stranden, må en
humanistisk socialpolitik gøre det muligt for ham at beskæftige sig med det,
der giver ham en meningsfuld tilværelse: At spille guitar.
Vil politikerne ikke leve op til denne fundamentale humanisme, skal de ikke forvente at blive taget alvorligt, når de tager ordet 'humanisme' i munden.

Cand. scient.
Niels K. Petersen
Kirkestræde 47
4600 Køge

På tide at protestere
12. FEB. Det er uhyggeligt, at den danske regering siger ja til deltagelse i USA's krigsplaner.
Er de ikke krigsforbrydere? Situationen minder mig om den stilling, de samme politiske partiers repræsentanter tog under Anden Verdenskrig, hvor de placerede Danmark i Hitlers krigsapparat.
Er det ikke på tide, at man protesterer? Jeg gør det! Vi trænger til ganske effektivt at få renset ud i det politiske liv.
Bed USA om at virke indenfor egen grænser! De kan jo glide i olien.

Tage Revsgård Andersen
Bogholder Alle 77, st. tv.
2720 Vanløse

Jeg kan lugte is!
11. FEB. - James Camerons film, 'Titanic' kommer til tiden - tiden før et nyt årtusinde.
For mig symboliserer skibet menneskets formåen og begrænsning, og dermed livet på planeten i en nøddeskal. Jeg ser filmen som en anledning til tænke over, og fornemme, hvordan et nyt isbjerg (katastrofe) kan opdages i tide. Det kræver, at man tør tro på andet end hvad der kan måles og vejes.
Den nat Titanic sank, kunne den ene af de to sømænd i udkigstønden lugte is. Hans kollega troede ikke på hans intuition - turde måske ikke tro på den. Den scene i filmen er et koncentrat af menneskets muligheder og hidtidige begrænsning. Ligesom isen den nat i 1912 flænsede et menneskeskabt skib op og viste, at naturen er ubønhørlig - ligesådan er mennesket - ukueligt i sin stræben her på jorden.
Jeg ser således isbjerget som et billede på menneskets bevidsthed. Den ene tiendedel er synlig, de andre ni tiendedele usynlige.
Mennesket ved, at det er sådan. At benægte at de ni tiendedele har betydning, er at styre mod nye isbjerge.

Henning Jørgensen
Klostergaarden 20, lejl. 16
4400 Kalundborg

Løsningen på vækstproblemet
10. FEB. - I sin glimrende og tankevækkende kronik den 1. februar anfører Ole Thyssen, at der kan tænkes tre løsninger på problemet med den ustyrlige vækst, men også, at ingen af løsningerne er ønskelige eller mulige.
Måske er der en fjerde løsning. Til den klassiske lærdom hører, at Karl Marx i sin tid beskrev et fremtidigt kommunistisk samfund som et samfund, hvor vi som mennesker 'yder efter evne og nyder efter behov'.
Det turde da være en fuldgod erstatning for det nutidige samfund, der tilsyneladende er bedst til at skabe mennesker, der yder efter behov og nyder efter evne.

Niels Aage Madsen
Kongshøj Alle 70
5300 Kerteminde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her