Med lidt held og ihærdighed vil det være muligt på forhånd at vide, hvor mange Gucci-støvler med applikationer, der vil være behov for i fremtiden
ØKONOMI?
Dette er ikke et manifest for det fremtidige samfund. Men det kan muligvis være mit beskedne bidrag til DVL (Dansk Virksomheds Ledelse), der for nyligt havde kongres. Et bud på, hvordan vi og virksomhederne sammen og samfundsmæssigt kan løse en række af de problemer, vi risikerer at møde, hvis den rå kapitalisme får lov at hærge.
Forslagene er inspireret af nyheder fra den seneste uge om forskellige naturvidenskabelige og ditto inspirerede opdagelser. Jeg har forhåbninger om, at genetik, inspiration fra genetik og den menneskelige kemis forunderlige verden kan hjælpe os til at nedsætte risici i vores samfund ved at fundere plan-økonomi på disse opdagelser:
I Politiken erfarer jeg den 1. februar, at forskere ved University of Minnesota i to årtier angiveligt har opsporet tvillingepar, der straks efter fødslen var blevet adskilt og siden vokset op uden kontakt med hinanden. Professor i psykiatri ved Rigshospitalet, Tom Bolwig, har på en video set to kvinder, som intet havde kendt til hinandens eksistens:
"Begge med sort hår, samlet i én stor fletning over højre skulder. På højre hånds tommel- og pege- og langfinger bar de sølvringe. De havde begge cowboybukser på og Gucci-støvler med applikationer."
Tom Bolwig skulle - efter at have fortalt dette - angiveligt have sagt: "To, der aldrig har kendt hinanden før!"
Lignende erfaringer får forskerne fra Minnesota til at slutte, at her må beviset for genernes dominans over arv og miljø da have sejret.
Og her må HUGO-projektets (Human Genome) forskere kunne finde nye spændende opgaver. De kan formentlig få nogle gode sponsor-aftaler i hus. Det er øjensynligt muligt at finde et gen for Gucci-støvler med applikationer. Dette åbner helt nye muligheder op for den globale økonomi.
Med lidt held og ihærdighed vil det være muligt at kortlægge det menneskelige genom og heri finde kilden til det fremtidige forbrug. Det vil blive muligt på forhånd at vide, hvor mange Gucci-støvler med applikationer, der i fremtiden vil være behov for; hvor mange hårelastikker, der vil blive behov for, og hvor mange sølvringe, der vil blive efterspurgt.
Et usikkert marked vil med ét slag kunne erstattes af et sikkert behovsstyret marked.
Landvindingerne har også uanede muligheder inden for samme problemkompleks: Med en videre udvikling af genteknologien vil det blive muligt at produktudvikle behovene. Hvis vi f.eks. mener, at verden bliver for ensartet med Gucci-støvler med applikationer, kan vi blot gensplejse os frem til en hang til Gucci-støvler uden applikationer.
Vi vil kunne skabe udelukkende 'bæredygtige' gener - vi skal blot finde genet for de statskontrollerede Ø-mærkede varer. Og så fremdeles.
Og planøkonomiens præ-misser kan sikres yderligere: Vi skal have styr på, hvordan virksomhederne kan opfylde disse behov. Teknologien har vi jo efterhånden rimeligt styr på. Men hvad med virksomhedskulturen: Medarbejderne skal ville det kunden vil.
Her har jeg hentet inspiration i Per T. Poulsens kommentar i Berlingske Tidende den 30. januar. Den engelske biolog Richard Dawkins forlader for en stund det biologiske område, og tager nogle væsentlige erfaringer med sig ind på det organisations-'teoretiske' felt: Richard Dawkins har nemlig erfaret, at kulturens mindste enhed, kaldet 'mem'er' (memory), er ganske paralel med generne. Ligesom gen-strengene er bærere af Gucci-disponering, kriminelle tendenser og depressioner - så er mem'erne bærere af specifikke kulturelle træk.
Man dristes til at spørge, om det med denne viden er muligt at ændre på kulturen.
Mem'erne må jo kunne kategoriseres. Og der er vel ikke nogen grund til at antage, at det ikke skulle være muligt at tilrettelægge et HUME (Humane Mem-projekt), som vil kunne vise os, hvilke mem'ere der bærer hvilke kulturelle træk. Og bagefter kan vi mem-splejse kulturen.
Måske vil Shell kunne bestille et kulturelt sæt af mem'ere, der kan indfri deres 'menneskeretlige regnskaber' uden hjælp af tykke manualer og dyre medarbejder-uddannelser. På den måde undgår Shell at genstridige medarbejdere med utilregnelige mem'ere kommer til at stå i vejen for menneskerettighederne.
På denne måde kan vi få nogenlunde styr på virksomhederne. Selv om risikosamfundet hermed skulle være aflyst, kan der muligvis - hos enkeltindivider - indtræde en melankolsk stemning - et ønske om at bevæge sig tilbage til de gode gamle dage, hvor alt ikke var helt så forudsigeligt. Hvis sådan nogle reaktionær-konservative depressioner bliver aktuelle, kan man glæde sig over, at den næste gen-eration vil være befriet fra den slags genetisk overleverede bekymringer.
Og hvis det ikke hjælper - så tag en Prozac!
