Læsetid: 4 min.

Pas på: Pæleorm gnasker i skroget

3. februar 1998

Glædeligt oprør mod den værdinihilisme som fra borgerskabet er sivet ned i den brede befolkning

SEX & MORAL
Debatten om danskernes sex og moral eller mangel på samme raser i spalterne. Senest er nu selve Klaus Rifbjerg som et andet svitzer-fartøj rykket et af de synkende kulturradikale skibe til undsætning ved at bekende, at han foretrækker "en munter libertær, ja sågar en munter libertiner for en sur moralist".
"Sur moralist", så er folk som Bjarke Møller, Leo Tandrup og ligesindede sat på plads. Al tale om godt og ondt og overvejelser over, hvordan mennesket kommer gennem livet uden at blive til et rent uhyre over for sine nærmeste, er dermed stemplet som usund tankegang. Og for at de tungnemme ikke skal være i tvivl, gør Rifbjerg opmærksom på, at den moralske oprustning i trediverne og Hitlers entré på scenen hang nøje sammen.
Mig bekendt har hverken Bjarke Møller eller Leo Tandrup prædiket moral, men for folk som Rifbjerg og Allan de Waal, der ikke omgås begreberne til daglig, er det åbenbart svært at skelne mellem moral og moralisme. Det har almindelige mennesker ellers ikke svært ved. De ved nemlig godt, at moral opstår, når man er optaget af, at ens børn får en god start på livet, at ens ægtefælle blomstrer, at der er plads til naboen og de særheder, han nu engang har.
Derfor er moral heller ikke nogen absolut størrelse, men noget der udvikler og forandrer sig i takt med tiden.

Borgerskabskultur
Problemet er blot, at det 20. århundrede er præget af den udhulede borgerskabskultur, der spillede fallit før Første Verdenskrig. Det er dens materielt forkælede, men menneskeligt forsømte efterkommere, der har sat fingeraftryk på det århundredes kulturliv.
De har som Wassily Kandinsky oplevet borgerskabets dekadence. Men i stedet for at solidarisere sig med folket, og gøre op med deres eget libertinerliv, så lavede de med Kandinsky som frontfigur en ny indre virkelighed, hvor begreber som godt og ondt hørte fortiden til. Derved skrottede de hele traditionen til fordel for en verden, hvor de selv kunne få ug med pil opad for deres livsførelse.
Derfor står der en særlig glorie om kæmperne - ikke fra 1864, men fra 1968. Det var her de muntre folk under dække af ægte solidaritet med det arbejdende folk, selv satte sig på flæsket. Nu skulle de normer, de hidtil havde begrænset til egne rækker, gælde for hele folket.
Det var der mange almindelige mennesker, der var skeptiske over for. Selv havde jeg nær fået tæsk på den konto. På et værtshus måtte jeg vise mine håndflader til en ældre arbejder, der sad over en fyraftens bajer. Da jeg selv stod i lære som smed, slap jeg igennem. Men som manden sagde: Havde du været et af de røvhuller fra universitetet, der brøler op om solidaritet, så skulle du have haft en røvfuld.
Netop opløsningen af normerne var med til at drive en fjerdedel af Danmarks stemmeberettigede befolkning i armene på Mogens Glistrups fremskridtsparti. Folk følte sig svigtet, men hvor skulle de gå hen?

Højredrejningen
I virkeligheden var heltene fra 68 med til at skabe grundlaget for den højredrejning, som de selv så kraftigt advarede imod.
Nu er det jo en kendt sag, at folk, der har været længe til søs uden at se land, let kommer til at høre lyde. Det slider. Et par sætninger om at leve et liv i troskab og kærlighed får besætning og passagere til at fare op. Man kan næsten se for sig, hvordan de sidder tæt ved bordene i skibets salon og fortæller historier om dengang, de var helte i den store farlige verden.
Over skibets skrattende radio hører de pludselig, at mennesker på land er begyndt at overveje svære spørgsmål som forskellen mellem godt og ondt. Det hidser folk op.
Nu havde vi det lige så hyggeligt. Og så skal det hele ødelægges af noget så ækelt, som at spekulere over vores eget liv på. Den gamle estimerede kaptajn mærker uroen. Han er bekymret for sit skib, sit mandskab og alle de munter libertinere. Han griber mikrofonen og lader sin røst finde hver krog af skibet: Pas på de sure moralister. Hvis "man ser sig om, er de allevegne, ikke blot dem der svinger pisken i Information, men over alt" ...
Det er glædeligt, at folk på landjorden endelig er begyndt at gøre oprør mod den værdinihilisme som fra borgerskabet er sivet ned i den brede befolkning. Senest vidner Ana María Munars indlæg 29. januar om, at mange unge også er begyndt at spekulere over, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men vel og mærke ikke ud fra en svovlprædikende moralisme. Men ud fra deres egne ofte dyrekøbte erfaringer med den forældregeneration, der gav fanden i familien og i stedet dyrkede selvrealisationen og karrieren uden tanke for andre end sig selv.
Derfor er mit råd til Klaus Rifbjerg, Allan de Waal og andre garvede kulturradikalere: Pas på det med lydene. Det kan nemlig vise sig at være pæleorm, der gnasker i skroget. Søg hurtigst muligt havn og få skibene undersøgt. Ellers kan det muntre liv med libertiner-vennerne snart vise sig at være forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu