Kronik

Den poetiske videnskab

27. februar 1998

Netop nu sidder en gruppe nordiske forskere samlet i Göteborg under overskriften Poetisk videnskab - videnskabens poesi. Anledningen? Universiteternes snævre faggrænser er under opløsning, mens en ny humanisme er undervejs. Ove Korsgaard kortlægger Grundtvigs relevans
for nutidens videnskabstænkning

Sidste år blev Grundtvigs 125-årsdag fejret. Det var nu så som så med feststemningen. Mange havde travlt med at feje ham ind under gulvtæppet. Berlingske Tidende førte an på lederpladsen den 23. august: "Grundtvigs kamp for åndsfrihed og magtfri samtale er i realiteten endt som det modsatte: Åndelig ufrihed, hvor begrebet 'folkelighed' ikke er andet end et tomt postulat, der dækker over vanetænkning, kristen dobbeltmoral og på det seneste endog klæg nationalisme."
Det skal dog med, at lederen opfordrede til at bruge 125-års jubilæet "til at rense Grundtvig for udenværker, så han igen må få lov til at fremstå som den glimtvis visionær digter og hallucinatoriske religiøse magiker, han var."
Det lader til, at denne leder er blevet læst. I hvert fald i Sverige! Samtidig med at mange kommentatorer i Danmark havde travlt med at begrave Grundtvig - 125 år efter at han var blevet begravet første gang - udsendte Göteborg Universitet nemlig et visionsskrift, hvori universitetets vision står beskrevet. I den hedder det: "Målet er at udvikle et frit og demokratisk universitet med udgangspunkt i den grundtvigske arv." Som led i klargøringen af arven oprettede Göteborg Universitet sidste år et Grundtviginstitut.
Mange vil straks sige: Der er da noget, de gode svenskere har misforstået! Grundtvigs navn kan bruges i forbindelse med folkehøjskolen - ikke et universitetet.
Men følger man opfordringen og renser Grundtvig for en del af det, traditionen har formet til at være Grundtvig, så dukker der bl.a. en vision frem om et universitet i Göteborg. Der er således god logik i, at Göteborg Universitet henviser til arven fra Grundtvig. Og måske netop nu.
Rigtigt er det, at Grundtvigs navn normalt ikke forbindes med universitetet, men med højskolen. Det skyldes imidlertid mere den måde, Grundtvigs skoletanker blev realiseret på historisk, end tankerne i sig selv. Var det gået som Grundtvig ville, skulle der både været oprettet en dansk højskole i Sorø og et nordisk universitet i Göteborg.
Grundtvigs uhyre ambitiøse plan var nemlig at etablere et skolesystem, der byggede på to søjler: folkestammen og menneskeheden. Den ene skulle bære højskolen, den anden universitetet. Mellem dem skulle der både være forskel og sammenhæng, der for Grundtvig er begrundet i spændingen mellem det universelle og det folkelige. Universitetets opgave er at sætte folkets egen begrænsede virkelighed ind i en sammenhæng, der går ud over det partikulære. I et af sine skoleskrifter opfordrer Grundtvig til at holde danskheden åben, "for ej at gå glip af det almen-menneskelige, hvori naturligvis alt folkeligt omsider skal finde sit mål og sin forklaring."
For Grundtvig indgår folkets historie altid i menneskehedens fælles historie, og universalhistorie skal sikre, at folket fastholder en universal-historisk horisont, så det aldrig glemmes, at menneskelivet ingenlunde klarer sin gåde i det enkelte menneskes eller i det enkelte folks særegne erfaringer, men altid kun "igennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed. Således må mennesket opfattes, når der skal blive en åndelig videnskabelighed på jorden."
Grundtvig bruger i sine skrifter forskellige betegnelser om de to slags skoler, han drømmer om: En dansk højskole og en videnskabelig højskole, højskolen i Sorø og universitetet i Göteborg, 'Skolen for livet' og 'Skolen for lyst'.
I stikordsform kan de to skoleformer skitseres på følgende måde:
nSorø:
- Universitetet
- Menneskelighed
- Det universelle
- Skolen for lyst

nGöteborg:
- Folkehøjskolen
- Folkelighed
- Det partikulære
- Skolen for livet

Grundtvigs oplysningsprogram blev imidlertid kun realiseret i stærkt begrænset og beskåret skikkelse. Hvad vi fik, var folkehøjskoler, der bygger på begrebet folk; hvad der aldrig blev realiseret var det store fællesnordiske universitet i Göteborg, der skulle have videnskaben som grundlag.
Grundtvig udfolder for alvor sine universitetstanker i skriftet Om Nordens Videnskabelige Forening fra 1839, hvor han foreslår et stort fællesnordisk universitet i Göteborg. Her skal der arbejde 300 videnskabsmænd over 30 år til intet mindre end "ære, gavn og glæde for hele menneskeslægten."
Universitetet i Göteborg skulle være "et åndeligt værksted", hvor man med forenede kræfter stræber mod det, der er af altomfattende, almen art, mod det universelle. Og det skulle man gøre ved "at bearbejde hele den menneskelige kundskabskreds til livets tarv."
Hvad skulle man beskæftige sig med på universitetet i Göteborg? Skulle arbejdet omfatte naturvidenskabelige discipliner? Grundtvigs modstand mod den sorte skole har gjort, at han ofte tages til indtægt for en anti-videnskabelig holdning.
Intet kan være mere forkert. Nok satte Grundtvig skel mellem historievidenskab og naturvidenskab. Men hvad der ofte overses er, at det ikke var et skarpt skel. Også naturvidenskaben kan bidrage til sand livsoplysning. Universitetet i Göteborg skulle være delt "mellem de historiske og fysiske videnskaber, for at samle kræfter på begge sider til den stærkest mulige anstrengelse og vekselvirkning."
Der vil selvfølgelig være "en vis modsætning" mellem de historiske og de fysiske videnskaber, siger Grundtvig, men da 'universal-historien' omfatter hele den menneskelige virksomhed, må den også omfatte alle videnskabelige bestræbelser. Så på sin vis er kløften mellem historievidenskab og naturvidenskab en illusion.
Om Nordens videnskabelige Forening er en vigtig kilde til forståelse af Grundtvigs universitetstanker. Sit videnskabssyn har han derimod udviklet langt tidligere, først og fremmest i skriftet Om Mennesket i Verden fra Dannevirke 1817. Her udformede han en videnskabsteori og erkendelsesteori, som han siden hen kun henviste til i stikordsform. Uden dette skrift som baggrund bliver hans senere tanker om videnskab derfor næsten uforståelige.
Det, som Grundtvig opponerer imod, er en videnskab, der udelukkende søger at begribe det større i det mindre, f.eks. begribe bevidstheden ud fra fysikkens love. Betragtes fysikken som grunddisciplin for al videnskab, bliver bestræbelsen at reducere alt til fysik.
Grundtvig fastholder, at en sådan form for videnskab snyder, fordi fremgangsmåden betyder, at livet selv sættes udenfor i en parantes. Nok kan man få nye indsigter ved at bruge en analytisk metode, og det skal man bestemt gøre, men man får ikke fat i selve kernen, nemlig fænomenet liv. At indkredse det kræver en syntetisk tilgang og en poetisk videnskab.
Det er grunden til, at Grundtvig overraskende omtaler legemet som "det dunkleste i mennesket, det der mindst og sidst lader sig forklare." Selv den, der sidder inde med al tilgængelig fysisk og matematisk kundskab, vil ikke kunne give en udtømmende forklaring på legemet. "Opløsning er ingen forklaring," siger Grundtvig. Hvis det var så, ville døden være menneskets højeste triumf.
Grundtvig afviser ikke, at man kan få mere at vide om mennesket "ved at opskære og sønderlemme liig," men han afviste, at man på den måde får kendskab til "levende legemer". En naturvidenskabelig undersøgelse forudsætter nemlig nødvendigvis en opdeling af legemet i dets forskellige bestanddele, men dermed får man ikke blotlagt helheden.
Godt hundrede år senere gjorde Niels Bohr et lignende synspunkt gældende. I artiklen 'Biologi og Atomfysik' fra 1938 omtaler Bohr livet som et fænomen, der ikke kan udledes af stoffernes sædvanlige fysiske og kemiske egenskaber: "Det med livet uadskilleligt forbundne stadige stofskifte gør det endog umuligt at betragte en levende organisme som et veldefineret system af materielle partikler." Og han fortsætter med at tale om komplementaritet mellem de naturlove, der egner sig til at redegøre for de livløse legemers egenskaber og så de biologiske lovmæssigheder: "I denne forstand turde selve livets eksistens, såvel hvad definition som iagttagelse angår, i biologien betragtes som en given forudsætning, som ikke nærmere kan begrundes."
Grundtvigs nordiske universitet blev ikke realiseret, omend forsøget har været gjort. At virkeliggøre universitetet i den institutionelle udformning, Grundtvig gav ideen, vil i dag både være umuligt - og forfejlet. Heller ikke hans sprogbrug og begrebsapperat, lader sig uden videre overføre til i dag. Alligevel tror jeg, at den vision, der ligger bag hans universitetstanker og videnskabssyn, er noget af det mest 'moderne' ved Grundtvig.

Ove Korsgaard er oplysningshistoriker.

APROPOS
Grundtvig og humanismen

Man kan se det som en renæssance: Kunstarterne nærmer sig hinanden. Kunsten sender mere end et sideblik til videnskaben. Garvede hjerneforskere svømmer ved private lejligheder saligt hen over Shakespeare-citater som "Vi er det stof, som drømme skabes af...". Videnskaben er nemlig ved at opdage, at den store kunst kan være en inspirationskilde, et input uden lige, til de nye veje, man er ved at bane. Måske fordi der til enhver tid er grænser for den viden og vished, man kan erhverve sig om verden, men ikke for det, man kan forestille sig, for vores tanker og drømme. Kunsten kan altid være foran, især når den er langt ude.
Midt i alt dette afholdes netop i disse dage et seminar om Poetisk Videnskab. Initiativtager er en gruppe forskere fra Københavns Universitet med litteraturforskeren Uffe Jonas i spidsen. Blandt deltagerne er blandt andre digteren Pia Tafdrup, billedkunstneren Morten Skriver, biologen Jesper Hoffmeyer, oversætteren og forfatteren Nils Brunse samt Ove Korsgaard, forfatteren til dagens Filosofiske Rum.
Ove Korsgaard skriver om universalismens og polyhistorismens store fortaler, Grundtvig. Manden, hvis oplysningstanker især blev realiseret af folkehøjskolen, men som også havde ideer til en nordisk vision for universiteterne med mennesket i centrum.
Men Grundtvig var også manden, der så humanismen som en dynamisk proces mellem Gud, natur og menneske og erkendelse som en dialog mellem anelse og vished.
Poetisk videnskab? Videnskabens poesi? Lyder det som snik- og brage-snak fra de åndelige tåger? Eller tværtimod som inspiration til lyse stunder?
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu