Læsetid: 5 min.

Privatisering - hvem har lyst?

Debat
6. februar 1998

I Tjekkiet endte det med, at den gamle garde vandt - med en håndfuld ny-kapitalisters bistand

FUP & FIDUS
PRIVATISERINGEN af stats-ejede virksomheder har været et af de største problemer i alle de tidligere socialistiske lande, og mange steder er det et problem, der simpelthen ikke vil forsvinde. I en økonomi, hvor alle de store virksomheder var statsejede, er der ikke noget umiddelbart indlysende svar på spørgsmålet om, hvad man skal stille op med den forældede fremstillingsindustri.
Østblokken vil naturligvis stadig gerne nærme sig vestlige forhold, men helst ikke så meget, at de arbejdsløse begynder at demonstrere i gaderne.
I de gode gamle dage
var der fuld bestkæftigelse, og ingen i Centraleuropa
er parat til at tackle de
politiske og sociale konsekvenser af at lukke virksomheder, der ikke kan konkurrere.

TJEKKIETS løsning på problemet - kuponprivatisering - skulle have været regeringens største succes. Det var nemlig ministerpræsident Vaclav Klaus og hans dygtige folk, der udtænkte denne originale og perfekte løsning efter at have sat sig ind i de mest moderne økonomiske teorier.
De statslige industrivirksomheder blev forvandlet til private selskaber, og alle borgere fik overdraget en symbolsk kapital i form af kupon-er, der kunne ombyttes til aktier.
Det var en spændende tid. Regeringen antydede, at hver enkelt borger nu var en potentiel Rockefeller, og at de dyrebare kuponer var at betragte som adgangskort til velstand og økonomisk tryghed.
Der blev offentliggjort lister over de privatiserede foretagender, og borgerne blev opmuntret til at vælge det, de ville støtte med deres investering.
Forudsigeligt nok valgte alle de samme firmaer, hvis aktier hurtigt blev udsolgt. Men på det tidspunkt havde systemet pludseligt og på mystisk vis ændret karakter.
Der skulle være sket det, at de ikke-levedygtige firmaer lukkede (markedskræf-ternes dom!), mens resten blomstrede op og skabte
en ny klasse af småkapita-
lister.
Men der var allerede op-stået en vis usikkerhed hos almindelige mennesker: Hvordan kunne de vide, hvordan situationen egentlig var? Hvordan kunne de vide, hvad der ville ske i fremtiden?
Og det værste var, at der blev sået tvivl om, hvorvidt folk virkelig ønskede at tage ansvaret for deres egne belutninger.

SVARET kom i form af et nyt fænomen: Investeringsfonde, der opkøbte kuponer mod kontanter. Så i stedet for at investere deres 1.000 koruna i et firma, som man intet vidste om (og de fleste var mærkeligt nok uvillige til at investere i den virksomhed, de arbejdede i), solgte folk bare deres kuponer til fondene - naturligvis med tab.
Men det var også en overgangsfase. Den mest succes-rige af investeringfondene var Harvard Capital & Consulting (HC&C), hvis tv-
reklamer havde et nyt og forførende budskab: "Vi er eksperter," hed det. "Lad ikke jeres kuponer gå til spilde ved at sælge dem. Hvis I overlader dem til os, vil vi garantere en fortjeneste på 1.000 procent på et år."

FOLK TROEDE ikke deres egne ører. Ejeren af HC&C, Viktor Kozeny, blev fra den ene dag til den anden en af landets mest berømte og indflydelsesrige personer.
Kozeny var tjekkisk-amerikaner og havde studeret virksomhedsøkonomi på Har-vard.
"Klaus er dygtig," syntes han at sige til tjekkerne, "men se på mig: Jeg er ikke alene tjekke, men også en rig amerikaner. Og I kan også blive rige! Det eneste, I skal gøre, er at give mig jeres penge!"
På den måde skaffede HC&C og en håndfuld andre fonde sig på kort tid milliarder af koruna. Denne kapital brugte de til at spekulere på de internationale markeder, og Kozeny flyttede sit kontor til Bahamaøerne, hvor man i ugebladene kunne se ham gøre sit bedste for at tage sig seriøs ud, mens han poserede for kameraerne med mobil-
telefon ved svømmepølen.
Det fortsatte år efter år. Budskabet syntes at være, at kuponprivatiseringen var en stor succes - bare se på Kozeny! Og alle indskyderne skulle selvfølgelig også nok få deres profit. Det var kun et spørgsmål om at løse nogle mindre aministrative problemer.

DET VIRKELIG fine ved systemet var så, at den naturlige udvælgelse, der skulle have sørget for lukning af de urentable virksomheder, blev saboteret af denne nye udvikling.
Investeringsfondene - som proklamerede, at de byggede på den amerikanske model - var ikke interesserede i produktion, men kun i spekula-tion. For dem var problemet med urentable virksomheder irrelevant. Der var stadig et marked for aktierne, fabrikkerne kørte videre, og folk beholdt deres arbejde.
Nu kunne den egentlige privatiseringsproces begyn-de. Lederne af de stats-ejede firmaer havde stadig kontrol over den daglige drift, og selv om virksomhederne ikke gav fortjeneste, var der stadig værdier i dem; dem begyndte virksomhedslederne så at overføre til sig selv.
Hertil krævedes en helt ny teknik, men den grundlæggende mekanisme var den gamle velkendte: En ven fra de gode gamle dage underskrev et stykke papir mod en vis modydelse. De ansatte var i det store og hele glade for, at virksomheden fortsatte. De indså, hvor ringe værdi deres arbejde havde, og kunne i virkeligheden ikke forestille sig, at andre ville ansætte dem til at yde den samme indsats.
De succcesrige nye firmaer - f.eks. inden for computer- og telekommunikationsbranchen - er "slanke", moderne og aggressive; men de fleste mennesker arbejder stadig i den gamle rytme og nøjes med blot at registrere, at deres tidligere chefer køber nye biler og holder dyre ferier i udlandet.

DE komplicerede juridiske problemer, der har hobet sig op omkring HC&C, ser nu ud til at nærme sig en løsning. Det kom der i hvert fald en retskendelse om i midten af sidste måned.
Kozeny siger, at investorerne vil få 600 koruna pr. aktie - et tab på 40 procent, infla-tionen ikke medregnet. Men det er et åbent spørgsmål, om pengene nogensinde vil komme til udbetaling.
Man kan faktisk ikke bebrejde regeringen noget: Det stod de enkelte borgere frit for, om de ville benytte sig af HC&C's tilbud. Men det er lidt pinligt for den gamle garde.
Nu er det for sent at udarbejde nye retningslinjer. Kombinationen af de officielle og de uofficielle privatiseringsprogrammer har frembragt et forudsigeligt resultat: Det gamle systems nomenklatura - ikke den politiske ledelse, men partimedlemmer og ledere på mellemniveau - har vundet med hjælp fra en håndfuld opfindsomme kapitalister (som også har vundet).

DET ER ikke overraskende, at den almindelige borger ikke har vundet. Men det er en lille smule overraskende, at Klaus og hans heroiske ideologi er blevet så fuldstændig smadret.
Kuponprivatiseringen berørte praktisk taget hver eneste tjekke, og de fleste var fuldstændig sikre på, at de personligt ville drage fordel af ordningen. I stedet har de set en flok kriminelle fra det gamle system udvikle sig til en ny forretningsoverklasse, samtidig med at unge, dynamiske bondefangere flår dem på nye og uventede måder.
Mens historien om privatiseringen bliver endevendt i pressen, viser meningsmålinger en stærkere og stærkere venstredrejning - men nu er det selvfølgelig for sent, for statsskibet ligger fast på den nye kurs.
Fabrikkerne kan stadig ikke blive lukket. Det arbejde, der udføres, er stadig stort set ingen nytte til. Og Kozeny har besluttet sig til at slå sig permanent ned på Bahama-øerne.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her