Kronik

Retsstatens velbelyste skamplet

2. februar 1998

Siden en rapport for et år siden fastslog, at en sigtet bliver sindssyg af længere tids isolationsfængsel, har dommerne sat rekord i at afsige kendelser om isolation. Der må en lovændring til

RET BESET
I begyndelsen af 1997 fastslog en lægeundersøgelse, bestilt af Justitsministeriet, at sigtede bliver sindssyge af længere tids isolationsfængsel. Siden har dommerne imidlertid sat rekord i at afsige kendelser om netop isolation. Ikke tidligere offentliggjorte tal afslører, at det gennemsnitlige daglige belæg af isolationsfanger i Kriminalforsorgens arresthuse steg med 14 procent fra 1996 til 1997. Hvor der i '96 gennemsnitligt sad 125 isolationsfanger om dagen, var tallet for sidste år 142. Og den udvikling rammer ikke mindst udlændinge og mindreårige kriminelle.
Cirka 1.500 danskere sad sidste år isoleret i den nøgne celle, hvor det indimellem kan være nødvendigt at tisse i en håndvask eller besørge i en mælkekarton; hvor det er forbudt at kigge ud af det lille vindue under loftet, og hvor selv den daglige gårdtur foregår i ensomhed. Disse mennesker løber dokumenterbart en risiko for statslig sindssyggørelse uden at være dømt for noget. Henved hver femte isolations-fange bliver aldrig dømt for den lovovertrædelse, der har bragt ham eller hende til cellen. Alligevel har Danmark, målt over en ti-årig periode, sidste år sat rekord i isolationsfængsling. Den udstrakte brug af isolation sker til trods for, at politiet i andre europæiske lande kan klare efterforskningen uden at isolere den sigtede.

Isolation betyder en alene-tilværelse i en celle på syv-otte kvadratmeter, time efter time, dag efter dag og - for nogle - måned efter måned. Der eksisterer faktisk ingen tids-overgrænse. Disse mennesker er varetægtsfængslet og sigtet for en forbrydelse, som de måske har begået, og dommeren har så sagt ja til politiets ønske om isolation for at lette efterforsknings-arbejdet. Stridspunktet er, om hensynet til politiets efterforskning er så stort, at det kan opveje de betænkeligheder, der knytter sig til isolationen.
Og dét er et relevant spørgsmål at stille i 1998, hvor det såkaldte strafferetsplejeudvalg er ved at være klar med en rapport om Danmarks isolationsregler. I dagens Apropos beskrives en anden stor undersøgelse fra foråret 1997, der grundigt dokumenterer isolationens skyggesider.

Forrige år, i 1996, var cirka 400 danskere isoleret i mere end fire uger, fremgår det af kriminalforsorgens statistikker, og blandt disse mennesker var isolationstiden gennemsnitligt 71 dage - altså på den alvorlige side af de to måneder.
Langt de fleste sad isoleret i Vestre Fængsel, der reelt er et arresthus, hvor arrestanterne venter på deres endelige retssag. Udover politi og advokat kan isolationsfangerne på Vestre få besøg af fængselspræsten. Han hedder Jørgen Worsaae Rasmussen, og har siden 1970'erne, sammen med blandt andre psykiateren Finn Jørgensen kæmpet for at få isolationsfængsling helt afskaffet. Jørgen Worsaae, som formentlig er den, der kommer tættest på danske isolerede, oplever isolationen som ren og skær mishandling, har han flere gange offentligt tilkendegivet. Og Jørgen Worsaae er ikke alene om at være kritisk.
Dommerforeningen lægger skylden på politikerne. Men de siger, at dommerne jo ikke har pligt til at isolere, mens politiet, der beder om isolationen, siger, at de kun gør, hvad der er nødvendigt, og at de i hvert fald ikke træffer beslutningen om at isolere. Og imens ingen gør noget, siger folketingets medlemmer, at man afventer resultatet af arbejdet i et sagkyndigt udvalg.

I den nyeste statistik om børn og unge i kriminalforsorgens anstalter står der, at det i 1996 - et repræsentativt år - forekom 186 gange, at en dreng eller pige på 15, 16 eller 17 år var varetægtsfængslet i et arresthus. Hvis rettesnoren, "en sjettedel af varetægtsfængslede er isolationsfanger", holder stik, propper vi hvert år børn i isolationsfængsel godt 30 gange.
Jeg ville gerne have vidst præcist, hvor mange børn og unge, politiet har held til at få isolationsfængslet, når nu de psykiske bivirkninger er veldokumenterede. Men tilsyneladende findes der ikke samlede tal om børn i isolation. Opkald til Socialministeriet, Justitsministeriet, Rigsadvokaturen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigspolitiets informationstjeneste og Dommerforeningen endte alle uden svar. Helt unge mennesker er i sagens natur skrøbelige, men de er ikke alene om at have særligt dårlige betingelser i isolationscellerne.
En anden udsat gruppe er udlændinge. Når den eneste kontakt, udlændingene har med omverdenen, er ordvekslingerne med fængselspersonalet, er isolation særligt belastende, hvis disse indsatte ikke kan et ord dansk.
En kilde i Kriminalforsorgen har fortalt mig om en på nogle måder illustrativ sag, hvor en far og søn fra udlandet sad isoleret i hen ved to år, i to forskellige arresthuse. Først gik sønnen i stå - blev apatisk. Han kunne hverken tale dansk eller engelsk, og som han holdt op med alt andet, holdt han også op med at besvare faderens breve med ekstra bekymring hos faderen til følge. De isolerede udlændinge fik, ifølge det fortalte, ingen tolkebistand udover den, politi og retsvæsen kunne drage nytte af.

Den tidligere nævnte efterundersøgelse - fra 1994 indtil '97 - siger ikke meget om det faktum, at de isolerede blev positive allerede af den tiltrængte interesse, som undersøgerne viste dem. Ydermere er udlændinge holdt uden for undersøgelsen. Faktisk etableres der kun kontakt til 45 procent af dem, der blev interviewet i den første undersøgelses-fase, fra 1991-93. Relativt mange var døde ved efterundersøgelsen, hvor dødeligheden over tid svarede til dødeligheden blandt mennesker, der har forsøgt selvmord. Andre var meldt forsvundet, og andre igen svarede af forskellige årsager aldrig på spørgeskemaet.
Så vel ser situationen ganske betænkelig ud i undersøgelsen, men virkeligheden er formentlig endnu værre: Ganske enkelt fordi de dårligst stillede er underrepræsenteret i efterundersøgelsen.
En dag vil det givetvis ske. At Danmark afskaffer isolationsfængsling.
Når dagen kommer, så dedicer venligst isolationens afskaffelse til en af Danmarkshistoriens mest sympatiske læger, Finn Jørgensen, tidligere Sct. Hans Hospital. Allerede i artiklen, "De psykiske følger af isolation" fra 1981 - bragt i Ugeskrift for Læger - opridser Finn Jørgensen en række symptomer på den tortur, som isolationen udtrykker. I værste fald: Skrig, råben, gråd, selvmordsforsøg, paranoia, hallucinationer, vrangforestillinger, neuroser, agressive handlinger med videre.
Historien har i stadig stigende grad givet Finn Jørgensen ret, selvom der i 1981 - som nu - manglede lige lidt mere undersøgelse, før de ansvarlige politikere kunne føle sig helt sikre på, at det nu også stod så galt til. Det står galt til, og når dommere, der kender til isolationens konsekvenser, nu øger anvendelsen af isolation, må der nødvendigvis ske en lovændring på området.

APROPOS
43 pct. bliver sindssyge

I april 1997 blev den hidtil største lægelige undersøgelse af danske isolationsfanger offentliggjort. 28 procent af de undersøgte fanger havde svære psykiske eftervirkninger af isolationen. Og "blandt dem, der havde siddet isoleret i to måneder eller mere, kunne undersøgelsesgruppen stille en psykiatrisk diagnose på hele 43 procent af gruppen."
Undersøgelsen har været delt op i to faser, og den sidste del, der afslører de skræmmende tal, har været tre år under vejs. Den er lavet af to læger og en psykolog for det danske justitsministerium, og en lang række lægelige og statistiske eksperter har finkæmmet undersøgelsen og bekræftet dens videnskabelige værdi. Holdningen hos undersøgelsesgruppen er klar: Afskaf isolation! På denne måde tager gruppen altså afstand fra den nævnte tilværelse i total ensom- og uvidenhed, hvor der ikke er garanti for besøg fra andre end politi og advokat. I andre europæiske lande bruges isolationsfængsling enten kun lidt, eller det bruges overhovedet ikke. I USA er det 100 år siden, man afskaffede isolationen, og selv i et u-land som Zimbabwe er isolation forbudt i landets grundlov. Det interessante er imidlertid, at kriminalitets-niveauet ikke er større i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med, for eksempel Holland og Spanien. Alligevel har det danske politi altså særlig hårdt brug for isolation som efterforsknings- eller tilståelsesredskab.
Ser man på de juridiske betingelser for isolation, er der aldrig langt til en kendelse om isolation. Dommerne skal blot skønne, at isolationen er nødvendig, og nødvendigheden skal opstå af en frygt for, at eventuelle medgerningsmænd ellers vil blive påvirket. Efter to måneder i isolation skal der sigtelser til, som kan give seks års fængsel, hvis isolationen skal opretholdes. Men dels er det 'gratis' for politiet at skrue en sigtelse op, og dels er skaden muligvis sket allerede efter de to måneder, hvor 43 procent kunne få stillet en psykiatrisk diagnose.
Poul Majgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu