Kronik

Fra revolution til desillusion

28. februar 1998

I mandags fyldte Den Røde Hær 80 år. Tilsyneladende en tandløs bjørn. Men Rusland fastholder sin ret til atomvåben og søger ivrigt nye alliancepartnere blandt de mellemøstlige diktaturer

Den Røde Hær har netop markeret sin 80-årsdag på et tidspunkt, hvor den befinder sig i dyb økonomisk og politisk krise. Efter Sovjetunionens sammenbrud er Ruslands militære styrke lige så svækket, som landets ambitioner om at være en stormagt på niveau med USA.
Og samtidig er det ikke mere end 10 år siden, at Den røde Hær fejrede sin 70-årsdag med pomp og pragt: 5,3 millioner soldater i fredstid samt et af verdens største arsenaler af både konventionelle og atomstrategiske våben. Ifølge vestlige militæreksperter producerede Sovjetunionen i sine sidste fem år fra 1982-1987 dobbelt så mange kampvogne og pansrede transportvåben som USA. Produktionen af konventionelle våben oversteg mange gange det, som Sovjetunionen skulle bruges til forsvar.
Efter sammenbruddet i 1991 tegnede der sig to forskellige løsninger på den russiske hærs krise:
Den første strategi lød på flere penge til militæret og det militærindustrielle kompleks, for at øge våbenproduktionen og våbeneksporten.
Den anden strategi lød på at reformere militæret, så det svarede til den nye politiske virkelighed og de beskedne budgetmuligheder. Bag det sidste forslag stod medlemmer af Dumaen og sekretæren for forsvarsudvalget, Jurij Baturin. De fleste generaler fra sovjettiden, som fortsat var medlemmer af Kommunistpartiet, støttede derimod den første strategi.
I 1992 forsøgte daværende forsvarsminister general Pavel Gratjov at reformere Den Røde Hær og pleje dens ramponerede omdømme. Efter et par år udbrød imidlertid krigen med Tjetjenien. Den blodige krig i Tjetjenien demonstrerede hvilken elendig forfatning den russiske hær befandt sig i: Mangel på vand og tøj, mangel på madforsyninger (soldaterne sultede), mangel på moderne kommunikationsmidler, mangel på medicin og mangel på moderne våben.
Tjetjenien blev et symbol på det russiske ønske om - men manglende evne til - at være en stormagt, der slår hårdt og beslutsomt ned på enhver, der ikke vil makke ret. Som bekendt tabte Rusland krigen trods den enorme våbenkraft, som militæret satte ind mod de Tjetjenske frihedskæmpere.
Samtidig viste krigen, at soldaterne er så demoraliserede, at hæren på ingen måde kan leve op til Ruslands stormagtsambitioner. Og hvad angår republikken Tjetjenien, så er situationen i disse dage ikke mere afklaret end ved krigens slutning. Moskva nægter at anerkende republikkens uafhængighed, til trods for at Rusland har tabt krigen. I skrivende stund har den tjetjenske regering hjemkaldt sine repræsentanter fra Moskva og udsendt en erklæring om, at Tjetjenien ikke længere kan garantere sikkerheden for den 150 kilometer lange russiske olierørledning, som løber på tjetjensk territorium fra Baku til Novorasijsk. En ny krig med de tjetjenske friheds-kæmpere kan derfor ikke udelukkes.

I 1996-97, efter afslutningen af krigen i Tjetjenien, gennemførte præsident Jeltsin en større udrensning i den russiske overkommando. Det var den største, men samtidig også mest fredelige udrensning efter 1937-38, hvor 22.000 officerer blev arresteret eller sendt til de sovjetiske kz-lejre som forrædere, folkefjender, kosmopoliter og farlige samfundselementer. I denne omgang blev kun 20 højtstående officerer og generaler sorteret fra, og udrensningen var ikke så meget en konsekvens af hærens elendige præstation i Tjetjenien, som af beviser på korruption. Det kom blandt andet for dagens lys, at en tredjedel af de våben, som 500.000 sovjetsoldater, der var udstationeret i Østeuropa, havde med sig, var blevet solgt af højtstående officerer med egen vinding for øje.
En af følgerne var, at general Gratjov blev afsat som forsvarsminister på grund af anklager om, at han beskyttede en klike af militære ledere. Den nye forsvarsminister og samtlige de værnschefer, som Jeltsin har udnævnt, er enten helte fra Afghanistan-krigen eller tilhængere af en hård og kompromisløs kurs over for Tjetjenien.
Forsvarsminister Gratjov blev erstattet af general Igor Radionov, der beskrives som 'høg' og modstander af reformer inden for hæren. Få måneder efter sin tiltræden blev Radionov imidlertid udskiftet med en ny og mere reformvenlig general, Igor Sergejev. Han har i Dumaen foreslået en reform, der består af følgende tre etaper:
1. Frem til slutningen af 1998 skal den militære styrke reduceres til 1.200.000 mand mod de nuværende 1.500.000. Heri er dog ikke medregnet 220.000 mand fra den selvstændige organisation FPS (Den føderale Grænsebevogtning), 80.000 sikkerhedsfolk fra FSB (det tidligere KGB), samt regeringens særlige sikkerhedsstyrke på 25.000 mand.
2. I perioden 2000-2005 skal de forskellige militærdistrikter have en fælles, territorial kommandostruktur. Desuden skal den militære styrke opdeles i henholdsvis landstyrker, luftstyrker og flåde.
3. Efter 2005 skal hæren genoprustes med den nyeste militære teknologi og moderne våbentyper. Væk med alt, der ikke bidrager til hærens kampdygtighed eller har en direkte tilknytning til militærets forsvarsopgaver. Det betyder blandt andet at 450.000 mand fra den militære bygningsbranche vil blive afskediget.
Men Sergejevs reformplan har mødt modstand i det rusiske parlament, specielt fra de tidligere sovjetiske generaler. Andre militære eksperter har påpeget, at drastiske reduktioner i styrkernes volumen kan blive en kostbar affære, fordi der fortsat skal skaffes bolig og pension til de afskedigede. På nuværende tidspunkt har 95.000 officerer og deres familier ikke tag over hovedet. Hertil kommer, at de ikke har fået udbetalt deres månedsløn eller pension i 4-5 måneder.
Blandt andet derfor tog omkring 500 officerer alene i 1996 deres eget liv, meddelte det russiske nyhedsbureau Itar-Tass for nylig. Ifølge nyhedsbureauet skal årsagen til selvmordene søges i de dårlige forhold i hæren og den usikre fremtid, man som officer har udsigt til. Mellem 30 og 70 procent af officererne har ifølge opgørelsen planer om at forlade hæren, når deres femårskontrakt udløber.

Den 27. maj 1997 underskrev NATO og Rusland den aftale, der giver Rusland rådgivende stemme i NATO. Iagttagere sammenlignede begivenheden med Helsingforsaftalen, afslutningen af Den Kolde Krig og sågar Berlinmurens fald.
Denne vurdering er nok lovlig optimistisk. Rusland fastholder nemlig sin ret til at bruge atomvåben som afskrækkelsesmiddel, oplyste præsidentens talsmand Jastrzemski - kort efter Jeltsins højtidelige erklæring om, at Rusland har afmonteret alle raketter med atomsprænghoveder rettet mod Vesten. Blandt andet fordi hæren er i en elendig forfatning.
Udenrigsminister Primakov, der har mere respekt for de arabiske diktaturstater end for de vestlige demokratier, supplerede ved at tilføje, "at hvis NATO optager så meget som én af de tidligere sovjetrepublikker som medlem, taber aftalen med NATO øjeblikkeligt sin gyldighed."
I januar 1996 erklærede præsident Jeltsin, at "den vigtigste opgave for Rusland bliver at opbygge nye alliancer som modvægt til NATO's udvidelse."
"Hvis vi presses hårdt af Vesten, så er der naturligvis en risiko for, at Rusland vil søge efter allierede som de vestlige ledere har udstødt - f.eks. Libyen, Irak og Iran", sagde Jeltsin.
Den russiske regerings holdning til Iraks masseødelæggelsesvåben har vist, at Saddam Hussein, som Vesten har 'udstødt', allerede er allieret med Rusland. Og der mangler som bekendt ikke historiske eksempler på, at Rusland har indgået militære og venskabelige pagter med totalitære magter i stedet for med de vestlige demokratier.
De seneste tilnærmelser til Kina og Iran viser, at Rusland ikke satser ensidigt på Vesten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu