Kronik

Salman Rushdies arabiske venner

Debat
17. februar 1998

Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben. Fatwaen mod Rushdie er måske udtryk for, at den islamiske fundamentalisme flytter sig til mere kulturelle territorier

Rushdie-debatten i den arabiske verden handler ikke om Rushdie, men om hvem der skal bestemme, hvad man må skrive om islam.
1990'erne har været præ-get af en strammere religiøs censur i en række arabiske lande. Det skyldes dog ikke, at de fundamentalistiske grupper har fået større politisk indflydelse, men snarere at de - med regimernes dis-krete billigelse - har måttet tage til takke med kulturpolitikken. Det har til gengæld bragt mange arabiske intellektuelle sammen i noget, man kan kalde for Rushdies venskabsforening.
I 1989 - samme år som Khomeinis berygtede fatwa - udgav den syriske forsvarsminister Mustafa Tlas en bog om Salman Rushdie med den sigende titel Svar til Satan. I forordet siges det, at Tlas har fået pålagt hvervet at skrive et svar til Rushdie af selve Syriens præsident Asad, som med sorg har mærket det vestlige fjendskab til alt orientalsk. Tlas hylder uforbeholdent Khomeinis fatwa og bebrejder de islamiske lærde i den arabiske verden, at de har taget afstand fra den.
For, som han citerer Asad for at sige, "det er ikke Rush-dies frihed, men millioner af muslimers frihed, der har lidt overlast."
Bogen er en udredning af Rushdies forbrydelse og dens motiver. Rushdie fremstilles som en pervers, skruppelløs og litterært uduelig ødeland, der på grund af seksuelle traumer fra missionsskolen nærer et kæmpe mindreværdskompleks over for den vestlige civilisation. De sataniske Vers skulle overvinde komplekset ved selvhaderisk at sværte hans egen baggrund til.
Man kan gætte på, hvorfor Tlas udgiver sådan en bog.
Tlas er en af de højstplacerede sunni-muslimer i den syriske top, der ellers er domineret af den alawitiske sekt, som Asad også selv tilhører. Måske fordi han tænker på, at der snart vil komme en dag, hvor den aldrende Asad er væk, har Tlas gennem sit eget forlag gjort en del ud af at promovere klassiske sunni-islamiske synspunkter og litteratur. Trods alt er mere end tre fjerdedele af Syriens befolkning sunni-muslimer.
Tlas' modstander i debatten, Sadiq al-Azm, er en mand med klare meninger og mange beundrere i den arabiske intelligensia. Den 63-årige syriske filosof vendte for få år siden hjem til Damaskus efter års udlændighed som professor ved universiteterne i Princeton og Berlin.
Sadiq al-Azm er kendt som en ubønhørlig kritiker af arabisk og islamisk retorik. Mest kendt er han for sin Kritik af den religiøse tænkning fra 1969 - en bog der rejste en storm fra den religiøse højre-fløj, selv i Beirut, den arabiske kulturliberalismes hovedstad.
Sadiq al-Azm udgav i 1992 bogen Forbudsmentalitet, hvor han bl.a. diskuterer Rushdies bog og udleverer dens arabiske kritikere - heriblandt Tlas. Azm kritiserer dem for at diskutere en bog, som de ikke har læst og som de ikke forstår. De behandler bogen som om den var en teologisk undersøgelse af profetens liv i Mekka, og ikke en roman. De ser bogen som et anti-islamisk projekt, men det er den ikke, selv om man godt kan få det indtryk også i den vestlige presse.
De sataniske Vers er der-imod lige så meget en harsk udlevering af racisme og anti-muslimske attituder i det britiske samfund, som den er kritisk over for mullaher og andre, der i Europa søger at gøre sig til talsmænd for hele den store gruppe af indvandrede muslimer, som om de alle som én var fundamentalister.
Endelig afviser Azm med en række citater fra ældre islamiske teologer og moderne forfattere, at fiktion ikke skulle høre hjemme i den islamiske tradition; faktisk er selve historien om de sataniske vers velbelagt i den islamiske tradition. Rushdie har kun i ringe omfang ændret den - hvad han har gjort er at dramatisere den.
Reaktionen på Azms bog Forbudsmentalitet har været overvældende. Mere end 5.000 siders debat-indlæg er blevet publiceret for og imod. Tlas har også angrebet den i et litterært tidsskrift, og Azm har svaret på hans kritik. Azm har samlet kritikken og sine svar på den i en stor
hvidbog, Efter Forbudsmentaliteten, som udkom i 1997.
Skønt det fyger med anklager fra og til alle, er bogen et bevis på, at den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben. Skønlitterære forfattere har normalt kunnet skrive omtrent hvad de ville, når det blot var nogenlunde indpakket og ikke gik regimerne alt for nær. Men i enkelte lande er den fundamentalistiske bevægelse i 1990'erne også blevet en trussel imod den kunstneriske frihed. Tydeligst i Ægypten, der gennem dette århundrede har haft mange store intellektuelle sammenstød i spørgsmålet om islams stilling i samfundet, men dog først her i 1990'erne har været skueplads for attentater imod folk på grund af hvad de skrev - ét af dem endog med dødelig udgang.
Dette skyldes navnligt den fundamentalistiske bevægelses politiske fiasko: Hvor fundamentalisterne i Ægypten i 1980'erne kæmpede for direkte politisk indflydelse og for indførelsen af islamisk lovgivning, har disse mål i 1990'erne fortonet sig. Derfor er bevægelsen slået ind på et mere kulturpolitisk spor, hvor den søger at rense det islamiske samfund for de værste kunstneriske udskejelser og 'importerede ideer', som den kalder dem.
Denne moralske kampagne bliver tilsyneladende accepteret af magthaverne. De kan vel også kun være tilfredse med, at det ikke længere i så høj grad er dem selv, der er skydeskiver i fundamentalisternes medier. Da nogle af de kritiserede forfattere tilmed har formastet sig til at kritisere landets ledelse for korruption, magtmisbrug og generel uduelighed, kan forfatterne ikke her fra regne med den helt store støtte.
Så det har ikke mindst været de nyopdukkede menneskerettighedsgrupper, der har kæmpet mod de nye selvbestaltede censorer. Disse grupper er ofte oprettet af landenes intellektuelle, og de forsøger at holde menneskerettighederne op - både over for regimet, de islamiske fundamentalister og den vestlige verdens mellemøstpolitik, som alt for ofte svigter menneskerettighederne - f.eks. ved at afstå fra at kritisere venner som Saudi Arabien. Det er i disse mange nye menneskerettighedsbevægelser, man finder Rushdies arabiske venner.
Tilbage til vor syriske forfatter. For Sadiq al-Azm - som for mange andre arabiske intellektuelle - er der ikke den store forskel mellem idealer og værdier i den arabiske offentlighed og den vestlige. Sadiq al-Azm er en stor tilhænger af den europæiske oplysnings idealer og langer kun ud efter vestlige kommentatorer og politikere, fordi han ikke mener, de lever op til deres egne principper.
Alligevel er de vestlige politikere langt bedre til at leve op til de liberale idealer end de arabiske politikere og deres hjemlige klakør-presse. Det skyldes imidlertid kun i mindre grad, at kulturerne har forskellige værdier. Også i den arabiske verden finder man grundlove, som går ganske vidt i deres beskyttelse af demokratiet og borgernes retssikkerhed. Disse grundlove bliver omgået og overtrådt på talløse måder af regimer, som intet højere mål har end at holde sig selv ved magten. Ikke desto mindre er grundlovene og den offentlige retspolitiske debat et udtryk for, at idealerne er tæt på vore.
De, der som Khomeini hævder, at der er en dyb kulturel kløft mellem vestlige og islamiske værdier, har som regel deres egne motiver for at gøre det.
Det kan være regimer, der vil parere vestlig og lokal kritik af deres krænkelser af menneskerettighederne. Eller oppositionsbevægelser, der kvit og frit kan stå og love en helt ny og mere retfærdig verdensorden. Eller kulturpersoner, der søger en uantastelig moralsk piedestal.
Men mere konkret bliver det næsten altid til kritik af vestlig dobbeltmoral, for moralen selv er ikke så forskellig fra arabernes egne moralske idealer.
Sadiq al-Azm er ikke en kritiker af vestlige værdier, men en kritiker af brud på, hvad han opfatter som universelle værdier. Han angriber ikke specielt Vesten, men en tendens i vestlige medier til at 'kulturalisere' alle konflikter hvor muslimer eller arabere er involveret. En tendens, som aldrig har været stærkere end i dækningen af Rushdie-sagen.
Med patos i pennen skrev den vestlige - og danske - presse om, hvordan denne sag stillede umistelige vestlige principper over for muslimernes mest fundamentale religiøse overbevisninger. Som om den vestlige verden i århundreder har forsvaret principperne om ytringsfrihed og kunstnerisk frihed uden at ryste på hånden. Som om politisk liberalisme og menneskerettigheder var et vestligt monopol. Og som om den islamiske verden ikke selv havde en stærk tradition for digtning, satire, hån, drillerier og udlevering af religionens mænds hykleri. Det er det, vi har brug for Rushdie og hans arabiske venner til at minde os om.

Jakob Skovgaard-Petersen er dr. phil. og ansat ved Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet.

Idealerne er de samme
'Islamisk kultur' er ingen undskyldning for intolerance, overgreb på menneskerettighederne og krænkelser af ytringsfriheden, forklarer Mellem-øst-eksperten Jakob Skovgaard-Petersen i dagens Tro & tvivl, der kommenterer niårsdagen for den iranske fatwa mod den britiske forfatter Salman Rushdie.
Legenden om 'de sataniske vers', som Salman Rushdie brugte i sin roman De sataniske Vers, er faktisk en velkendt del af en rig islamisk tradition for digtning, satire, hån, drillerier og udlevering af religionens mænds hykleri.
I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag. Når idealerne i det meste af den arabiske verden alligevel ligger milevidt fra virkelighedens brutale knægtelse af elementære friheder, skyldes det især to ting, mener Skovgaard-Petersen.
For det første har de religiøse fundamentalister tabt terræn i 90'erne og søger derfor at vinde nyt land i det kulturpolitiske. Det vil sige bl.a. ved tilsvining af forfattere og intellektuelle. Man kan se et eksempel i den 'smagfulde' tegning af Salman Rushdie fra den fundamentalistiske iranske avis Jomhuri Islami, der var optrykt i gårsdagens Information side 2. Her afbildes den åndfulde Rushdie med strithår, krum næse og grotesk fremstående underlæbe (frit efter nazistisk jøde-ikonografi).
Men når knægtelsen af ytringsfriheden og chikanen af forfatterne bliver ved, skyldes det også, at regimerne sjældent gør noget for at standse ondet. Dels fordi regimerne ikke har noget imod, at kritikken rettes andre steder hen end mod statens ledelse. Og dels fordi forfatterne meget ofte selv har rettet kritik mod staten - og som bekendt er min fjendes fjende min ven...
Men af en aktuel syrisk debat, som Skov-
gaard-Petersen udlægger i dagens Tro & tvivl, kan man også se, at Rushdie ikke er alene. Den intellektuelle arabiske trad-tion er i live og har det godt. Sådan da.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her