Julepakker, påskepakker, kartoffelkure, grønærtforlig - eksperterne har svært ved at forstå de modsatrettede signaler
11. MARTS
Erhvervslivet, iværksætterne og den almindelige borger har jævnt trange kår. Konstant kommer der modsatrettede signaler fra regeringen og diverse økonomer, som udmøntes i evindelige samfundsændringer, der peger i alle mulige retninger.
Det skyldes i alt væsentlighed, at man ikke forstår, hvad et dynamisk samfund er, og hvordan det opstår - for ikke at tale om, hvordan det vedligeholdes.
Den dominerende opfattelse er, at befolkningens skæb-ne bestemmes af komplekse materielle omstændigheder. Derfor bliver der hele tiden talt meget om opsving og nedgang i naturlige bølger, som efterfølger hinanden i et mere eller mindre naturbestemt mønster. Specialister prøver forgæves at forudsige fremtiden ud fra stadig mere komplekse matematiske modeller med afsæt i historiske begivenheder.
Man taler om økonomiske og sociale strukturer. Og politikere samarbejder med specialister i sociale videnskaber og prøver at påvirke udviklingen ad denne vej. Heller ikke denne øvelse giver varige positive resultater.
I det hele taget taler man meget om den marxistiske, materielle udviklingsteori og det enten man så er højre- eller venstredrejet i partipolitisk henseende.
Menneskelige faktor
Eksperterne ignorerer konsekvent den menneskelige faktor: det individualiserede, uforudsigelige og selvstændigt handlende menneske.
I stedet satses på infrastruktur, industripolitik og høje opsparingskvoter. Krise affejes som et spørgsmål om renter, valutakurser, globale konjunkturer og andre anonyme kræfter helt uden for vores rækkevidde. Udviklingen overlades derved til den rene tilfældighed. Vi er ofre for horoskoper, terninger, regeringer og anden hokus pokus.
Den førte politik bliver stadig ringere og mere uforudsigelig, da der skal afprøves alle mulige forskellige modeller. Dette virker truende på borgerens retssikkerhed, uden dog at føre til betænkeligheder blandt lovgiverne.
Vi ser således julepakker, påskepakker, kartoffelkure, grønærtforlig, og skiftevis
prioriteres opsparing og forbrug, efterspørgsel og udbud, hjemmemarked og eksport, små og store virksomheder. Selv om ikke alt har virket lige dårligt, har det altid været midlertidigt, og i hvert fald har det ikke standset den stille og stædige afdynamisering af vort tidligere så aktive samfund.
Det erkendes endnu en gang blandt de styrende, at tiden kalder på noget anderledes og nyt. Tiden er altid moden for ændringer og finjusteringer, men helt nye tiltag er også velkomne. Derfor prøver man i dag lykken med industripolitik og massiv satsning på uddannelse, forskning og tom retorik om, at landet skal være førende på alle felter. Den danske selvforherligelse får ikke for lidt: 'Danmark som foregangsland', intet mindre kan gøre det.
Vi er på rette spor, påstår regeringen og alle de specialister, som lever i kølvandet og ernærer sig på politikken, samtykker: "Det er ganske vist".
Befolkningen plages
Problemet er bare, at disse anstrengelser ikke nytter det mindste. Befolkningen plages forgæves. Årsagen til de evindelige kriser er mere grundlæggende og skal søges i selve vort socialdemokratiske velfærdssamfunds rod.
Individet skal i centrum for vore bestræbelser, det er kun det enkelte menneske, som selv kan gøre en forskel. Vi skal have ændret holdninger, således at alle de indbyrdes konkurrerende og skadelige samfundskonstruktører ikke dominerer vor tilværelse udelukkende til deres egen gavn. Der skal være plads til den individuelle, egoistiske stræben efter lykke og nye forbedrede måder at skabe værdier på.
Der, vi ser ske i dag, er i virkeligheden, at samfundet er gået mentalt i stå - trykket fra de regerende og skatteskruen er blevet for meget. Og hele befolkningen kæmper indbyrdes om at fordele den eksisterende velfærd uden tanke eller sans for at skabe nyt. Sker det alligevel, at enkelte individer trodser den nivellerende samfundskontrol og skaber nyt af egen kraft, træder myndighederne straks til med regler og påbud og skatter og..., således at det skabende individ efterhånden føler sig selv som det samfundsskadelige element.
Ingen må rage op, alle skal beskæres til den jævne middelmådighed, vi er så stolte af.
Det er nu mondænt at tale positivt om iværksættere, men det er ren forførelse. Realiteterne er, at iværksætteren betragtes som et egoistisk og mere eller mindre kriminelt element, som det er myndighedernes opgave at få bremset.
Derfor bliver der ikke skabt bedre forhold for de små og mellemstore virksomheder og derfor har vort samfund mistet sin dynamik. Så længe al ære og magt er koncentreret hos offentligt ansatte specialister, politikere og andre ikke-skabende personer vil intet ændres.
Samfundskonstruktørerne har foreløbig vundet kampen og de forstår desværre til fulde at beholde den i et sikkert greb - krise eller ej.
