Læsetid: 8 min.

Skyld der befrier og maser

14. februar 1998

Francis Bacons billeder er udtryk for den skønhed, der opstår, når et menneske, selv i yderste ensomhed, tager kampen op mod vanviddet

KUNST & MORAL
Kære Georg Metz.
Det glæder mig, at du i dit intermetzo 'Pis i papkassen' af 31. jan. begynder en egentlig debat. Det giver lyst til at sige: God dag, i ordets oprindelige positive betydning.
Hvorfor pisset og de latrinære udbrud i vor diskussion som i alle moderne film? Det skyldes, at vi fortsætter børneårenes latrinære interesse, fordi de fleste af os som børn næsten ingen omsorg og agtelse har fået, og vi derfor ofte ender som tomme, autistiske og voldelige unge og ældre. Og når vi så hakker en kniv i ryggen på nogen legemligt eller åndeligt, siger vi, når vi pågribes: Det er ikke min skyld. De andre er nogen idioter. De har fortjent det.
Det er ikke min skyld. Jeg er uskyldig. Her er vi ved nerven i dit indlæg, Metz. "Dyrkelsen af uskylden", siger du, bliver af Tandrup "vel rigtigt opfattet (...) (som) en vigtig del af kulturradikalismens bagage."
Den bliver i "Tandrups opfattelse", fortsætter du med rette, "anvist sin tumleplads i et dyrisk paradis og modstilles til det - af Tandrups idealiserede - besvær med "at påtage sig den skyld, man altid må vedkende sig, hvis man ikke tager sig "tilstrækkeligt" af sine nære og ikke gør nok for at omskabe verden til et mindre forførerisk og mere varmt sted."

Tilstrækkelighed
Du har ret i, at ingen mennesker "kan påberåbe sig tilstrækkelighed." Nej, det skal guderne vide, hvis jeg må nævne dem. Men, spørger jeg, må vi i så fald ikke med dine ord "bøje os under syndsbevidsthedens byrde", påtager vi os i så fald ikke "skyld"? Her spolerer din religionsforskrækkelse din dømmekraft, synes jeg. Skylden kan, siger du, "meget nærliggende kun lettes ved en eller anden form for aflad i gudsbevidsthed".
Allerede i senmiddelalderen og op i renæssancen udviklede man i det progressive borgerskab som det mest frigørende i vor faustiske kultur "bodens sakramente". Hver enkelt gjorde bod, ikke så meget over for en gud, der i den fremskridende kapitalisme og sekularisering forsvandt mere og mere bag horisonten, som over for sig selv. Det har skabt den samvittighedsplagede selvbiografi, som er livsnerven i hele vor faustiske kultur, til den gik under i 1800-tallet - den selvbiografi, som har udviklet republikanisme, demokrati og menneskerettigheder.
Skyld er således, ja hvad andet, Metz, end hvad du selv fremhæver som det grundlæggende menneskelige i din glimrende leder 'Det lange skrig' fra 24. januar om den store maler Francis Bacon.
Her taler du om, hvorledes Eyvind Johnsons forretningsmand Krilon fra romantrilogien Krilon-gruppen gør op med sine omgivelsers neutralisme, der er et andet ord for et liv hinsides godt og ondt, bare med hensyntagen til egen økonomisk interesse, egen materiel og seksuel lystfølelse, svarende til det i vort århundrede dybt regressive borgerskabs livsførelse.

Det faustiske menneske
Krilon er det endnu levende faustiske menneske, med arven i behold fra den pro-gressive del af kulturens borgerskab. Han "lider under en aldrig slumrende samvittighed. Anbragt midt i det krigsneutrale velfærds-Sverige nægter Krilon at lade sig nøje med veltilfredsheden og ligegyldigheden over for lidelsen lige på den anden side af Sveriges grænser."
Hans "indre stemme", vakt for mig at se ud fra bodens sakramente (undskyld det religiøse sprog), bliver "påtrængende og nærmer sig i styrke skriget". Derfor skaffer han sig på en farlig rejse til det besatte Norge vidnesbyrd om barbariet og kampen mod det og vender hjem og aflægger, som du skriver, beretning til "folk, der helst var forblevet i lykkelig uvidenhed", til borgere, der med andre ord troede, de blev frie ved at være sig selv nok.
En tilsvarende rejse har jeg i Mefistos Mareridt foretaget, ikke til Norge, men til den fortidige kulturs rige, dér hvor kampen for livet og engagementet imod barbariet eksisterer - hos Giotto, Michelangelo, siden hos van Gogh og endnu hos Picasso - for at aflægge beretning til folk, der åbenbart også helst forbliver lykkeligt uvidende.
Nu havde vi det lige så godt som computer-nørder, vores dyrkelse af det nye, det grænseløse, dekonstruktionen af al mening, nedgøringen af "de store undertrykkende fortællinger", vores dyrkelse af det lille brudstykke. Ja, for hvad er de fleste af os, der kommer fra folket, efterhånden andet end historieløse og selvoptagne brudstykker, der mere og mere begynder at efterabe det magthavende borgerskabs splittede livsførelse.

Brudstykkementalitet
Det opponerer du selv på en måde ligesom Krilon imod, Metz. Og det glæder mig.
Men så kommer den i den senere kulturradikalisme (modsat hos den unge Brandes) efterhånden udviklede brudstykkementalitet op i dig; nemlig i din foragt for det religiøse og mytiske sprog, og dermed for skylden og sansen for forskellen mellem godt og ondt, uselvisk og selvisk. Det sprog skal fjernes, selvom ingen store forfattere - slet ikke Johnson - hverken kan eller vil unddrage sig det.
Det får imidlertid katastrofale følger for din opfattelse af Francis Bacons malerier i samme leder. Du ser ikke ubegrundet disse som "et langt, skarpt skrig", som lå i Johnsons Krilon, før han tog affære og brød sin egen neutralitet. Du ser også, at Bacons malerier er udtryk for et civilisationssammenbrud, som det jeg har skrevet om i min bog.
Men du misforstår noget vitalt, når du tror, at Bacon, uanset sine egne mundtlige udsagn om politisk og anden indholdsløshed, synes "at henvise beskueren til fortvivlelse og forladthed". Og det turde hænge sammen med din afsky for en kristen terminologi:
"Der er ikke mere at hente i den korsfæstede frelser, der hænger på aflivelsesinstrumentet som dødt kød. Kødet er livet og kødet lysten. Men kun så længe livet og lysten behersker kødet. Når livet og lysten forlader kødet, er kødet døden og søger mod jorden, hvor det forgår."
Hvis Bacon ikke havde andet end denne banalitet for øje, kunne man godt stege ham på panden. Her ville det være en fordel med lidt viden om den tradition, som Bacon, skønt han absolut står fjernt fra al opstandelsestænkning, er så dybt afhængig af, at det lige netop holder ham i live. Kig på ét af Bacons hovedværker, Triptykon inspireret af Aischylos' Orestien, fra 1981.
I Orestien forfølger de barske hævngudinder erinyerne Orestes for at hævne hans drab på sin mor Klytaimnestra, der selv har dræbt Orestes' far, Agamemnon. Der er i realiteten ingen lov og ret, kun blodhævn. De rige og mægtige maser de svage, - ofrene - staten er magtesløs, sådan som næsten i dag over for markedskræfternes frie spil.
Vores 'samvittighed' præges afgørende af dét over-jeg, som altid domineres af den økonomiske magthaverklasse, altså borgerskabet. Den 'samvittighed' giver os derfor undertrykkende skyldfølelse, hvis vi ikke følger de normer, som den klasse dikterer: Respekt for 'udviklingens krav'; dyrkelse af kræfternes frie spil; hårdt arbejde i den abstrakte profits tjeneste; entydig solidaritet med den erhvervsvirksomhed, du er tilknyttet; sejren næsten for enhver pris. Følger vi disse normer, bliver vi 'skyldfrie'.
Væsenet til venstre, erinyen, repræsenterer den blodtørstige skyldfølelse, Freuds 'vilde dyr', som i Orestien da også truer Orestes' forstand.
"Vi forfølger altid os selv", skrev Bacon. Ja, så længe vor samvittighed er præget af det liberalistiske samfunds borgerskabsmoral, der appellerer til, at vi skal holde os neutrale og skyldløse og ikke som Johnsons Krilon gøre oprør mod over-jegs-samvittigheden og dermed mod krigenes og markedskræfternes frie spil.
Figuren i midten står for korsfæstelse. Og korsfæstelse betyder i den senmiddelalderlige tradition og i renæssancen mere og mere den selvrealisering eller menneskelige tilblivelse, som borgeren i efterligning af den menneskelige med menneskene medlidende Kristus kommer i gang med. Det sker i kraft af den lidelse, han påtager sig, den korsfæstelse, han pådrager sig ved at gøre oprør mod de voldelige oligarkiske magthaveres og sit eget magtmisbrug.

Skyld der frigør
Der er altså ikke bare en 'samvittighed' og en skyld, der undertrykker, men også en skyld, der frigør - nemlig den skyld eller dårlige samvittighed, der får os til som Krilon at foretage dette oprør. Forudsætningen for, at man kan nærme sig denne frigørelse, er altså, at man som Bacons 'Kristus' kæmper med over-jegs-skylden eller erinyen i sig. Derfor er erinyens form fra venstre del af Bacons triptykon stadig med hos Kristus-Bacon-figuren i midterbilledet. Figuren er her halvt dyr, halvt på vej til at blive menneske.
Ja, og i det højre felt har kroppen rettet sig op. Der er sket en selv-erkendelse og en vis tilblivelse. Mennesket ved, hvilke kræfter det er oppe imod.
Men hvad skal Bacon og det moderne menneske stille op med disse abstrakte kræfter i stat, bureaukrati og pengeverden, for de er blevet meget stærkere end i 1400-tallet. Derfor bruger Bacon abstrakte, mere eller mindre flade og aflåsende baggrunde.
Hvordan finde det fællesskab, som Johnsons Krilon vil skabe? Hvordan finde det, når vi alle gennemsyres af volden?
"Jeg tror, det ville være forfærdelig behageligt at have nogen at snakke med. I dag er der absolut ingen at snakke med," sagde Bacon til Sylvester.
Er mennesket derfor andet end "en tilfældighed, et væsen blottet for mening", der "uden nogen grund må spille spillet til ende?", spørger han.
Ja, der er et håb. Kig på Bacons kroppe, der har lysten og seksualiteten i sig, men uden rigtigt at kunne komme af med den. Den er som spærret inde i kroppens form. Og kig især på hans ansigter. Der er en latent vold i dem. De har lyst til at voldtage, mens de skider på næstens ansigt.
Men der er også noget andet i hans ansigter, der hindrer volden i at voldtage. Hans ansigter er sjælens spejl, sæde for et rigtigt jeg, som er yderst skrøbeligt, men som vaklende er begyndt at gøre op med erinyerne, så det måske en dag kan se døden i øjnene, fordi det har oplevet et fællesskab i livet. Så vil det måske lykkes det moderne menneske til højre i triptykonet at få hovedet op over skuldrene og gå ud af mørkets dør til døden - uden at sidde fast i døren.
Heri ligger håbet, det spinkle håb og den idealitet, der gør Bacons billeder til andet end kød og lyst; det håb, der forbinder kødet med den ånd, der opstår, når vi tøvende prøver at være noget for hinanden.
Derfor ser vi ikke på Bacons billeder som udtryk for den afmægtige rædsel, der vælder op i os over for nutidshistoriens vanvid og tortur, men som udtryk for den skønhed, der opstår, når et menneske, selv i yderste ensomhed, tager kampen op mod vanviddet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu