Læsetid 4 min.

Tørt pølse-skind eller rådne tarme?

27. februar 1998

Ikke alle Broby Johansens historier om pastor Laier holder vand

KUNSTHISTORIE
I Information den 30. januar anmelder Lisbeth Bonde en ny bog om kunstnerpræsten Anton Christensen Laier. I artiklen står der bl.a., at Laiers Judas-figur "i sin tid med jævne mellemrum blev forsynet med friske svinetarme, der flød ud af Judas' åbne mave."
Det er en velkendt historie, der i denne opstrammede form også optræder i Weil-
bachs kunstleksikon og i forskellige udgaver bliver genopfrisket, hver gang Laier er på tale.
I den nye bog om Laier optræder den også. Det værste er, at historien giver anledning til en skrupskør kunsthistorisk placering af Laier. Han bliver avantgardekunstneren, der længe før hesteslagtninger og døde grise i montrer, integrerede dele af levende væsener i et kunstværk.
Men historien er løgn og digt. Den er oprindelig bragt til torvs af Broby Johansen - delvis mod bedre vidende - og i øvrigt udbredt i radio, på film og i artikler fra midten af 1960'erne. Da tog Broby den gamle kunstner under sine beskyttende vinger og udfoldede store anstrengelser for at få ham anerkendt. Samtidig søsatte han også adskillige sejlivede myter, heriblandt den om svinetarmene.
Hvis man går bagom Broby-Johansen - til Laiers meget virksomme periode i 1930'rne - og undersøger de samtidige kilder (anmeldelser, interviews, billedreportager - alt, hvad der findes i Laiers private udklipsamling) er der større chance for at danne sig et kvalificeret billede af Laiers arbejde med sine værker, end hvis man forlader sig på Broby.
Hvorfor pokker har kunst-historikere og -skribenter gennem 35 år ikke kigget Broby i kortene?

Ingen svinetarme
En gennemgang af Laiers udklip - og de er mange - viser, at han ikke på noget tidspunkt har fyldt bugen på Judas-figuren op med de blævrende, urensede svinetarme, som Broby viser i sin film og omtaler i sine artikler. Og som han for øvrigt omtaler som "dampende, rådne tarme."
Noget sådant ville selvfølgelig have givet genlyd i 1938, det år Københavns politi forbød noget så renligt som plakaten for Laiers udstilling, der var et foto af hans krucifiks.
Men der var en fjer, der blev til jeg ved ikke hvor meget fjerkræ. Og det har vi fra Laiers egen mund.
I hans udklip-samling findes en artikel fra Valby-Bladet (!) fra 1938, hvor Laier - som svar på et spørgsmål, om det er rigtige tarme, man ser i maven på Judas - svarer:
"Ja, det er gjort ud fra den Beskrivelse i Skriften, der fortæller os om Judas' Endeligt. Tarmene, som De ser i hans Mave, det er Svinetarme. De er altså renset for deres Indhold, og så er de fyldt med Cement; nu må Insekterne besørge Resten."
Der er altså snarere tale om tørt pølseskind end "dampende, rådne tarme", og Laiers formål med dem har været at bruge dem som redskab til modelleringen af Judas' indvolde i cement.
Laier var praktisk og eksperimenterende. Han kombinerede blot sin viden fra tiden som landmand og som 'kadaverkarl' på et anatomisk institut med behovet for at få modelleret nogle vellignende indvolde.
Svinetarmene var altså ikke et forsøg på at bryde kunstnerisk nye stier - "overskride grænsen mellem kunst og virkelighed", som Broby opstemt hævder et sted, hvor Laiers brug af tarmene sammenlignes med Picassos brug af avisstumper i et billede.

Blasfemien
Denne kunsthistoriske pointe, der udspringer af Brobys højrøstede forsøg på at overskride grænsen mellem digt og virkelighed, lever i bedste velgående og tolkes indforstået og dybfølt ind i skulpturerne af bl.a. Bjørn Nørgård i den omtalte Laier-bog: "Billedforbudet brydes i cement - store groft udførte figurer - med dyreindvolde gøres de rituelle - blasfemien er total."
De ovenfor skitserede sammenhænge rejser flere spørgsmål: Det første er, hvorfor den notorisk vidtløftige Broby gennem 35 år har kunnet hævde sin autoritet og derved fået lov at sætte sit falske stempel på den fascinerende, religiøse kunstner A. C. Laier. Spørgsmålet er ikke umidddelbart let at besvare, men mon ikke kunsthistorikerne har sovet i timen?
Et andet spørgsmål er hele Brobys motivation for at 'tage sig af' - for ikke at sige omklamre - Laier.
Et interview med Broby i Information - bragt i 1987 efter Brobys død - antyder, at han havde personlige ambitioner om at være den, der for alvor havde opdaget Laiers storhed og placeret ham i den internationale kunsthistorie. Broby omtaler her Laier som "(nok) den eneste skulptør fra perioden som virkelig bliver stående."
Hvis man skal pege på et perspektiv for beskæftigelsen med den fascinerende og mærkelige kunstner, et perspektiv der i mindre grad overskrider virkelighedens grænser end Broby og hans eftersnakkere, skal man gå til Laier selv.
Hans ærinde var at forkynde sit religiøse budskab også gennem sin kunst. Derved var han sandelig en usædvanlig indremissionsk præst. Motiverne for hans prædikener var også motiver for hans kunst: "Det, der i min bibel står, og det, der sker på Jorden." Han var ikke nogen Lemmerz.
En mere omfattende dokumentation for den fremførte kritik af grundlaget for en kunsthistorisk placering af Laier har jeg fremlagt på et Laier-seminar i efteråret 1996, der afsluttede en stor og velbesøgt Laier-udstilling på Blicher-egnens Museum. Materialet hertil fås stadig på museet. Her behandles flere af de myter om Laier, som Broby grundlagde. Deriblandt den om den undertrykte kartoffeltyskerdreng, der paralleliseres med den undertrykte jøde, Marc Chagall. Og den om fyringen af præsten Laier som en direkte følge af hans kunstneriske virksomhed.
Laiers kunst og bevægede liv er mindst lige så spændende inden for virkelighedens grænser som udenfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu