Hvordan ser man på Irak-krisen uden for Danmark - pluk fra læserindlæg i aviser i Europa og USA
IRAK
Denne gang er det miltbrand, der truer os
*Forfatteren Sarah Shapiro, Jerusalem, skriver i Die Zeit, den 12. februar:
Nu vil Saddam Hussein altså igen lege kat og mus med os. Hvor det føles sært bekendt, dette dødsensfarlige spil. Og hvilke onde erindringer det vækker om den forrige Golf-krig.
Dengang var der disse forseglede rum, hvor vi samledes under Saddams angreb, stuvet sammen som sild i en tønde. Der var kalkvædede tøjstykker under dørene og klæbestrimler for vinduerne for at holde eventuelle gasskyer ude. Så var der også gasmaskerne, hvis særlige lugt altid mindede mig om de gummibriller, jeg brugte, når jeg badede som barn i Connecticut. Vores børn lignede langsnudede schæferhunde med deres gasmasker, og mange gange så jeg gennem plasticlinserne angsten i deres øjne.
Ja, de forseglede rum var en velgerning for familiesammenholdet. Radioen sendte blød rock for at få befolkningen til at slappe af, mens Saddams raketter var på vej mod os. Og militærtalsmandens milde stemme fortalte os efter hvert angreb, hvor i Israel Scud-raketterne var slået ned.
Har Saddam virkelig i sinde at forunde os en ny sådan episode? Hvis han vidste, hvordan hans raketter bandt Israels vidt forskellige mennesker sammen og for en tid helede sårene i vort samfund, så ville han ikke engang drømme om snart at gentage det alt sammen.
Naturligvis er meget anderledes nu. Frem for alt drejer det sig nu om miltbrand, ikke om gas. Er der virkelig fare for en biologisk krig, og hvis der er, burde vi så ikke for længst være blevet vaccineret mod miltbrand, sådan som de amerikanske soldater skal være blevet?
Der synes at være en mekanisme i menneskesindet, som aktiverer sig selv, når det bliver rigtig farligt: Vi begynder at le. Min britiske nabo synes, at han ellers har bekymringer nok; skal han nu også til at være bange for at dø?
På vores marked forsøgte en kvinde foran mig i køen på sin egen måde at udstråle sikkerhed. "De gode nyheder er, at Saddam siger, han ikke vil angribe Israel." Hun så på mig og skar en grimasse. "Det kan godt være, han løj for sin svigersøn (som han lokkede hjem for at lade ham henrette). Men os? Jøderne?" Hun lo venligt. "Desuden, selv når vi til sidst er døde alle sammen, siger Madeleine Albright, at Amerika vil stå os bi. Altså er der ingen grund til bekymring!"
Ny resolution
*Sir Terence Clark, ambassadør i Indien 1985-89, Sir Stephen Egerton, ambassadør i Irak 1980-82, Sir Donald Maitland, Sir John Moberly, ambassadør i Irak 1982-85, David Summerhayes og Sir Harold Walker, ambassadør i Irak 1990-91 skriver i The Independent, den 16. februar:
Som tilsigtet har opmarcheringen af militære styrker i Golfen fået det internationale samfund til at samle tankerne.
Det er uacceptabelt, at nogen stat sidder resolutioner fra Sikkerhedsrådet overhørig, og det er rigtigt at gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at de resolutioner, der vedrører eliminering af masseødelæggelsesvåben i Irak, bliver håndhævet. Men intet humant indstillet menneske ønsker, at det iranske folk, som vi har levet og arbejdet iblandt, én dag længere end nødvendigt skal lide de afsavn, som regimets ambitioner og manglende medfølelse så længe har forvoldt. Derfor bør FN's Sikkerhedsråd overveje at vedtage en ny resolution efter følgende retningslinjer:
1. Irak skal øjeblikkeligt tillade FN's våbeninspektører - suppleret med repræsentanter for andre lande, som Rådet indbyder - uindskrænket adgang til alle lokaliteter.
2. Så snart denne proces er indledt, skal det tillades Irak at sælge mere olie for humanitær bistand. Distributionen af bistanden skal overvåges af neutrale observatører.
3. Hvis inspektionen efter to måneder er skredet frem uden hindringer, skal der gives bemyndigelse til en yderligere lempelse af sanktionerne.
4. Når inspektørernes arbejde er fuldført, skal sanktionerne ophæves. Imidlertid skal Irak tillade yderligere inspektioner på aftalte tidspunkter.
5. Hvis inspektørernes arbejde på noget stadium hindres på nogen måde, skal sanktionernes genindføres. Hvis forhindringerne fortsætter, skal Sikkerhedsrådet mødes for at overveje yderligere skridt til at sikre, at denne resolution efterleves.
Ingen klar bemyndigelse
*Frank Barnaby, tidligere direktør for Stockholm International Peace Reasearch Institute, Frank Blackaby, tidligere direktør for Stockholm
International Peace Research Institute, Morris Brodie, James Dickens, Douglas Holdstock, redaktør for Medicine, Conflict and Survival, professor G. Hutchinson, professor Jake Jacobs, Rebecca Johnson, direktør for The Acronym Institute, luftkommandør A. C. L. Mackie, Margaret Quass og Marc Weller, vicedirektør for Centre for International Studies, University of Cambridge skriver i The Independent, den 19. februar:
De følgende overvejelser forekommer os at være af afgørende interesse i den nuværende Golf-krise.
For det første er det usandsynligt, at et luftangreb mod Irak vil tjene sit formål, hvad enten det er at eliminere evnen til at fremstille kemiske våben eller at fjerne Saddam Hussein fra magten.
For det andet vil en militær aktion være ulovlig uden en klar bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd. Det har til dato ikke givet en sådan bemyndigelse og vil formentlig ikke gøre det. En beslutning i Sikkerhedsrådet kræver tilslutning fra ni medlemslande, deriblandt alle de fem faste medlemmer.
For det tredje kan vi ikke forvente, at andre skal respektere folkeretten, hvis vi selv ikke gør det.
Ingen militær aktion
*Malcolm Harper, direktør for den britiske FN-forening, London, skriver i International Herald Tribune, den 18. februar:
Vi er af den faste overbevisning, at en militær aktion mod Saddam Hussein på dette tidspunkt vil være en stor fejltagelse, som kun bør tages i anvendelse, hvis alt andet er slået fejl.
Der foreligger nu et betydeligt materiale - ikke mindst fra FN-organisationer, der arbejder i Irak - som viser, at de nuværende sanktioner rammer almindelige mennesker i landet langt hårdere end ledelsen.
Derfor tror vi, at man stadig bør tilstræbe en aftale med den irakiske regering, som kan føre til en gradvis lempelse af sanktionerne. Vi kan ikke forlange, at det irakiske folk skal lide mere.
FN's Sikkerhedsråd bør opstille en omfattende liste over alle udestående problemer i forhold til våbenhvileresolutionen, herunder en detaljeret beskrivelse af alle de militæranlæg, der fortsat må kontrolleres.
Efterhånden som den irakiske regering opfylder kravene på denne liste, bør sanktionerne skridt for skridt ophæves.
Hvis irakerne ikke vil indgå en aftale, eller ikke overholder den, der er blevet indgået, må Sikkerhedsrådet tage sin holdning op til ny overvejelse. På dette tidspunkt vil der efter vor opfattelse være brug for en ny resolution fra Sikkerhedsrådet. I en sådan situation er det afgørende, at Rådet arbejder på basis af konsensus - en basis, som tydeligvis ikke er til stede i øjeblikket.
Hvis et mindretal af stater griber til militær aktion trods modstand fra en del andre FN-medlemmer, deriblandt andre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan det få katastrofale konsekvenser og udvikle sig til en mere omfattende krig i regionen med alt, hvad det fører med sig.
En uoverskuelig rædsel
*Otto Martin, Wolfratshausen, skriver i Süddeutsche Zeitung, den 14.-15. februar:
Nu er det igen kommet så vidt, at USA vil indlede en krig, hvis risici for hele verden ikke er til at overskue. Hvem kender det virkelige omfang af Saddam Husseins lagre af kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben?
Amerikanerne har sat sig for, at USA som verdensmagt ikke længere vil lade sig trække rundt ved næsen. Derfor lader de, som om det kun drejer sig om en begrænset straffeaktion. I virkeligheden rasler USA med sabelen, fordi de regner med, at Saddams ødelæggelsespotentiale ikke kan nå USA. Det er ren og skær kynisme. Desuden har amerikanerne selv bragt sig i denne ubehagelige situation. Hvis Bush-regeringen havde handlet rigtigt i den første Golf-krig, havde den fjernet den forbryderiske Hussein, som ikke blot undertrykker kurderne, men også sit eget folk; for militært var han besejret. I stedet troede Bush-regeringen, at USA kunne bruge Hussein som en potentiel trussel mod de fundamentalistiske ayatollaher i Teheran. USA ville true Djævelen med Beelzebub.
I dag står Clinton-regeringen over for ruinerne af Bush-regeringens middelmålige diplomati. Hvis den forrige regering havde arbejdet for det irakiske folks frihed - for en sag, som USA for 200 år siden indskrev på sit banner - ville denne fatale situation ikke være opstået. Nu vil heller
ikke en ny krig føre til nogen løsning, men snarere til uoverskuelig rædsel i hele regionen.
Der mangler en klar strategi
*Richard Godfrey, Westfield, skriver i The Times, den 20. februar:
Det oplagte næste skridt - efter diplomatiet og før bomberne - er at nedkaste flyveblade; men endnu har jeg ikke set nogen foreslå en sådan aktion.
Irakerne er forvirret over bombetruslen, fordi de er uvidende om, hvordan det egentlig forholder sig med Saddams masseødelæggelsesvåben og årsagerne til, at FN insisterer på fuldstændig og uhindret adgang til at kontrollere dem.
Måske vil blot truslen om millioner af afslørende flyveblade fra himlen få Saddam til at beslutte alligevel at lade inspektionerne fortsætte.
Citaterne er udvalgt af Klaus Wivel og oversat af Birgit Ibsen
