Kronik

Og der vil være fjendskab...

Debat
9. februar 1998

Nationalstaterne kræver, at borgerne stort set er ens. Ellers kan de jo bare emigrere. Men måske er der måder at bevare kulturforskelle på, f.eks. i et EU som vision om en moderne, efter-imperialistisk fremtid

RET BESET
James Tully har skrevet en anbefalelsesværdig bog om forfatningsteori ud fra en serie forelæsninger på Cambridge University i 94. Han er ikke særlig optimistisk: "I disse mørke og disharmoniske tider venter jeg ikke at disse forelæsninger kan bevæge mere end nogle få læsere."
Emnet er forfatningsdoktrin i politisk filosofi fra de sidste fire århundreder. Tully hævder, at i og for sig bygger de moderne autoritative forfatningsfilosoffer, både kommunitarister (Michael Sandel, Michael Walzer m.fl.) liberale (John Rawls, Will Kymlicka m.fl.), diskursetikere (Jürgen Habermas m.fl.) videre på den moderne europæiske politiske filosofi fra Grotius, Bodin, Hobbes, Pufendorf, Locke, Kant, Hegel og Marx.
Trods deres forskellighed deler de alle en fremskridtstro, der placerer verdens folk og kulturer ind en rangorden, og de går ud fra en eller anden ideel begyndelsessituation, hvor alt konstitueres fra nyt af. Den revolutionerende nye begyndelse som et samfundets Big Bang fornægter alle de forud konstituerede grupper, fællesskaber og 'vi-heder' og deres forskellighed i kultur, sprog, værdier, mål og bekymringer. Den revolutionære begyndelse kan nemlig kun være een bestemt begyndelse, der udelukker alt andet.
Problemet er den kulturelle forskelligartethed, som nu ved imperialismens afslutning kræver at blive hørt og anerkendt som ligeberettiget med den dominerende europæiske identitet.
Tullys udgangspunkt er den sene Wittgenstein, hvis budskab til filosofien er at ' vor eneste opgave er at være retfærdige. Det vil sige at vi kun må påpege og løse filosofiske uretfærdigheder, og ikke sætte nye partier - og trosretninger. Fortilfældet er tankerne om forfatning og retsforhold i det revolutionære 17. århundredes England: tankerne om den gamle konstitution, den indgroede forestilling i det juridiske etablissement om at der i England var en gammel sædvaneret, gamle friheder og rettigheder, der igennem århundreders bekræftelse i retspraksis var blevet grundlæggende friheder
Indadtil bygger det moderne statsprojekt på identitet i betydningen af ensartethed enten
*som et abstrakt samfund af udifferentierede statsborgere,
*et samfund holdt sammen af eller omkring et fælles gode eller
*en kulturelt defineret nation.

Mindst én af de tre definitioner af identiteten er nødvendig forudsætning for enhedsret og repræsentative politiske institutioner, der retfærdigt kan sætte og administrere enhedsretten.
Danmark f.eks. hævder alle tre krav: Almen lighed, velfærd og kulturel homogenitet. Som program går denne filosofi ud på at gøre en stats borgere ensartede.
Det er netop den ene af de politiske uretfærdigheder, Tully anklager de moderne politiske filosoffer for, nemlig at de bort-definerer forskelligartetheden.
Den anden filosofiske uretfærdighed er rangordningen af civiliserede nationer. De ensartede enhedsstater kan anerkende hinanden og deres forskellighed som nationer. Men kun hvis de er i klubben af 'civiliserede' nationer. I princippet kunne og kan også ikke-europæiske nationer tilkæmpe sig denne status, når de efterhånden blev modne til. selvstyre. Men indtil da retfærdiggjorde rangordningen kolonialisme som civilisatorisk missionsarbejde.

Den tredje filosofiske uretfærdighed er bortdefineringen af de vildes status som medmennesker med rettigheder individuelt og kollektivt.
I sin Second Treatise on Government opererede Locke med et naturbegreb der betød retsløshed. Den vilde i naturtilstanden kunne nok eje sit jagtbytte, men ikke sine jagtmarker. Jorden kunne iflg. Locke frit tilegnes af enhver.
Bagved ligger en teori om arbejdsintensitet i bearbejdning af naturen. Den mere intensive udnyttelse giver en bedre ret, og den bedre ret fortrænger de mindre intensive udnyttelser så som jægere, samlere, nomadiske kvægbrugere, og halvagerbrugere.
Locke gjorde ejendom til sig selv og sit gods til skelnemærket mellem naturtilstand og civilisation, og beskyttelsen af borgernes ejendom til deres person og gods til statens hovedopgave. De vilde - dvs. de, der levede i andre produktionsmåder og efter andre retsordener - blev hermed frakendt retten til sig selv og til det de betragtede som deres.
Den moderne statsteori om enhedsstaten levner de anderledes to muligheder: Assimilation eller emigration. Man skal acceptere en eller flere af de tre krav om ensartethed for at blive hørt.
Der er i det hele taget mange delinger og skillelinier mellem forskellige mennesker, som blot fordrer respekt og tolerance og ikke fordrer adskillelse. Det konføderale EU-projekt, der ikke behøver at blive en stadig snævrere union, men bare union i så høj grad som de involverede kan blive enige om det, er en vision om en moderne, efter-imperialistisk fremtid.
I f.eks. Canada går samhørigheden op og ned, den gensidige afhængighed holder provinserne sammen, mens skiftende kulturelle kontroverser trækker den anden vej.
Det kan være opslidende at gå fra krise til krise. Men, hævder Tully, dette er bedre end forsøget på én gang for alle at udrydde konflikternes årsag.
Er det ikke rigtigt - og det er særlig Tullys ærinde - at nationalstaternes ekspansive, moderne imperialisme har lagt kontinenter øde for oprindelige kulturer? Og er det ikke også rigtigt at den moderne stats krav til borgernes ensartethed er den vigtigste trussel imod den stadig uudryddede kulturelle diversitet?

Jeg er mere forbeholden overfor hans kritik af de moderne liberale eller socialliberale, kommunitarister og diskursetikere. Deres insisteren på begyndelsessituationen bringer den revolutionære begyndelse i erindring, således at man også længe efter de faktiske omvæltninger stadig kan sætte love, der er retfærdige efter den oprindelige models præmisser.
Rawls kalder det for at lovgive bag uvidenhedens slør, dvs. at man i lovgiversituationen ikke må lade sig påvirke af sin specielle position i samfundet, men lovgive som var man den første lovgiver. Kommunitaristerne erindrer os om, at retfærdigheden er bundet til den kultur, hvorom nationen er dannet, og at denne specifikke retfærdighed rækker så langt, som kulturen rækker. Og endelig kræver diskursetikere af lovgiveren, at han skal fingere en herredømmefri samtale om retfærdighed.
Disse forskelligt udformede krav er for mig at se kritiske standarder til at bedømme om loven er retfærdig på de oprindelige præmisser.
Men hvis det, der kræves debatteret, er en bestemt konkret gruppes konkrete position, så er Rawls svar om uvidenhedens slør et skinargument.
Kravet, om at man skal sætte sig bag uvidenhedens slør er netop, at man skal glemme det, man kræver inddraget i debatten. Historisk set bygger f.eks. det almene demokrati og dets retsorden på den mandlige husfader, pater familias, som borgerbegreb.
Hvis det sætter kvinder i en konkret diskrimination, så føjer man spot til skade ved at bede dem glemme deres konkrete positioner. Og der er næppe heller megen fremtid i den løsning, at de bare kan udvandre og danne kvindernes republik.
Hvis kulturelle grupper som sigøjnere, jøder eller andre transkulturelle eller oprindelige minoritetsgrupper som samer, australnegre i en kulturelt homogen enhedsstat fordrer at deres konkrete kultur tolereres, så er det en afvisning af debat om det centrale konstitutionelle spørgsmål at henvise dem til assimilering eller emigration.

Man må medgive Tully, at hans filosofiske kritik rammer pinagtige problemer i den konstitutionelle teori.
Tully skitserer så nogle forfatningskonventioner, der kan bringe forfatningsdoktrinen ud af sin døvhed: Først anerkendelse af, at andre er som de er, og at de har krav på at udtrykke deres værdier i deres eget sprog.
Dernæst, at deres udsagn skal søges forstået af den dominerende part i forfatningsdialogen.
Og endelig, at velerhvervede rettigheder respekteres, og at forandringer af dem sker i forhandling med alle involverede om det konkrete og i enighed.
Sådanne forfatningskonventioner er - ligesom de moderne forfatningsfilosofiers konventioner - blot kritiske standarder til at bedømme om lovene og dommene er retfærdige.
Der er modsætninger, og der vil vedblive at være fjendskab.
Opgaven er at bilægge dem i det konkrete, fra gang til gang, fra krise til krise.

Litteratur: James Tully, Strange Multiplicity, Constitutionalism in an age of diversity, Cambridge University Press, 1995.

Ib Martin Jarvard er cand. jur., ph.d, lektor ved RUC

APROPOS
At leve sammen som nationer

Forfatningsret er måske ikke det, de fleste af os bruger en mandag på at sætte os ind i.
På den anden side: Det handler om, hvordan vi fremover skal leve sammen som nationer i og uden for de internationale unioner og andre samrbejdsfællesskaber, vi nu måtte vælge os ind i eller ud af.
Helst lidt bedre end man formåede det i kolonianismens glade dage, da det stod enhver frit for at rage de vildes land til sig, når de nu ikke kunne udnytte det så effektivt(!) som europæerne. En tanke, som man både så juridisk og filosofisk forankret i de naturlige forhold. Som Ib Martin Jarvad, manden bag dagens Ret Beset, her forklarer:
"Det er nok ubekendt for de fleste, at et vigtigt mål for USA's løsrivelse var at få frie hænder til at erobre landet fra de indianske nationer, som England havde indgået folkeretlige traktater med."
Måske kan et citat fra højesteretsdommer Marshall fra sagen Worchester (på vegne af Cherokee Nation) mod the State of Georgia 1832 om Cherokee nationens suverænitet kan overbevise:
"Amerika er adskilt fra Europa af et bredt ocean, og var beboet af et særligt folk, opdelt i adskilte nationer, uafhængige af hverandre og resten af verden, som havde egne institutioner og som regerede sig selv med deres egne love."
Det er svært at acceptere den påstand, at indbyggerne af en del af kloden kunne have retmæssige oprindelige rettigheder til herredømme over indbyggerne i den anden del eller over det land, de besad; eller at den enes opdagelse af den anden skulle give opdageren rettigheder i det opdagede land, som udslettede de oprindelige besidderes allerede eksisterende rettigheder". General Jackson, der var valgt til præsident i 1829, sagde blot: "John Marshall lavede denne afgørelse, lad ham gennemføre den" og igangsatte tvangsforflyttelsen af de fire 'civiliserede' stammer Cherokee, Choctaw, Creek og Seminole.
Fremtidens problem bliver at omgås andre mennesker og kulturer med repekt og tolerance i stedet for med krav om assimilation eller emigration.mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her