I morgen er det 8. marts - kvindernes internationale kampdag. Men har kvindebevægelsen sejret ad helvede til? Her i slut-ningen af 90'erne føler mange kvinder omkring de 30, at børn og familie hindrer deres individuelle udfoldelse. Er familien på retur? Og hvad siger mon mændene?
Der er ikke mere noget, der kan kaldes et 'typisk kvindeliv'. Det viser sig, når man undersøger unge kvinders valg og livsstil; både som de forestiller sig det som ganske unge, og som det senere bliver.
Ph.D.-afhandlingen Kvinder der ville det hele og valgte, som jeg fornylig forsvarede på Københavns Universitet, bygger på en undersøgelse af 35 unge kvinders identitet, selvopfattelse og livsvalg.
I 1980 skrev undersøgelsens 35 piger, der dengang gik i 2.g., en stil om deres liv, som de forestillede sig at det så ud, når de i 1991-92 ville fylde 30 år.
10 år senere blev de samme unge kvinder bedt om at udfylde spørgeskemaer om faktiske forhold i deres livsforløb i 10-året efter studentereksamen. Havde livet formet sig, som de havde forventet? Svaret er både og.
I det brogede billede, som tegnes af de 35, ses to typiske kvinde-identiteter: den traditionelle og den professionelle.
Den traditionelle type satser på familien med far, mor og børn. De har enten familien som det væsentligste, eller de er i en trekant, hvor også jobbet spiller en vigtig rolle. De har ofte deltidsjob eller job i det offentlige.
Kvinderne i denne gruppe adskiller sig dog fra det traditionelle familiemønster ved at have sikret deres egen position med et uddannelsesniveau, der enten er højere eller det samme som deres faste partner. De har ofte foretaget lange rejser eller haft diverse kærester før familien kom på plads, så helt stille er de alligevel ikke.
Alt i alt har de realiseret et liv, der ligner deres ønsker, og som de er ret tilfredse med.
Andre satser også på hele trekanten i deres forløb, selv om de som 2.g.-elever mest skrev om deres egne kreative udfoldelser i diverse kollektiver. Når disse unge kvinder i 1991 står med jobbet, børnene og manden - ja så synes de ikke, det er sjovt mere: "Jeg tager altid børnene i første række. Det er mit store problem, for derved glemmer og forsømmer jeg ofte mig selv."
De følger sig bastet og bundet, og alle drømmene om det spændende liv må lægges væk. Man kan også sige, at myten om det smukke, opofrende moderskab bliver noget ramponeret, når børn opleves som en uønsket belastning, der hindrer den frie individuelle udfoldelse.
Den professionelle er den anden kvindetype eller livsholdning i undersøgelsen. De mobile og professionelle individualister, har - fra de gik i 2.g. og frem til 30-års alderen - ikke haft plads til meget andet end dem selv. De mobile rejser rundt i verden; måske med en kæreste - måske uden, og ofte arbejder de i nogle år i udlandet. Det, at bevæge sig frit rundt mellem New York og EU med et internationalt image, er vigtigt for denne gruppe.
De professionelle udfolder sig i deres job, i partier, foreninger og i fritidens kreative aktiviteter. Det værste, disse kvinder kan forestille sig, er, at være bundet.
I deres visioner om en kvindetilværelse, har de en partner, som ikke griber særligt ind i deres tilværelse - måske passer han deres børn - og hvis de har børn, er disse ikke at være nogen hindring for deres egne udfoldelser. Her en beskrivelse fra 2.g.:
"Inden vi kommer tilbage til Danmark skal vi til Frankrig og hente vores tvillinger. De bor hos min mor og far, der er blevet vinbønder, og som har en vingård i en lille landsby i Sydfrankrig. Måske lyder det lidt drastisk, at ungerne er i Fran-krig og deres forældre i Sydamerika. Men vi besøger dem nogle gange om året, og hos deres mormor og mor-far lærer de jo både dansk og fransk."
Flere i denne gruppe, der som 30-årige endnu ikke har børn, har heller ikke en fast partner, så de har mulighed for mange selvudfoldelser. Desuden er det tydeligt, at partner, børn og hus ikke er deres kop te.
Som 30-årige har 16 ud af de 35 kvinder i undersøgelsen ingen børn. Nogle troede som 17-årige, at de som 30-årige ville sidde med deltidsjob, børn og mand - men sådan gik det altså ikke.
De har brugt deres tid på karriere, rejser, diverse uddannelser og kærester, og nu er det svært at forestille sig et fast familieliv med børn; selv om nogle synes, at de som 30-årige måske snart burde få børn. Nogle af de unge kvinder har siden gymnasietiden set børn som en del af deres kønsidentitet; også selvom der ikke er en fast partner inde i billedet. Én af kvinderne udtaler som 30-årig:
"Jeg har måske de sidste 10 år vidst, at jeg gerne ville have et barn, og hvis den rigtige mand ikke fandtes, har det ikke skræmt mig at skulle være alene med et barn."
Når andre af kvinderne som 18-årige forestiller sig et kvindeliv, er det ikke børn, de ønsker sig:
"Jeg ønsker ikke selv at få børn, da jeg ikke tror, jeg vil blive en god mor. Jeg er engageret i for mange ting og føler derfor ikke, at jeg har overskud til et barn."
Da mange af kvinderne opfatter børn som en begrænsning af deres udfoldelser, er der mange, der udskyder beslutningen. Ni ud af de 35 unge kvinder, jeg har fulgt, har frem til de er 30 år tydeligvis ikke haft børn som en del af kønsidentiteten, og nogle af dem regner ikke med at få børn overhovedet.
Hvordan får vi dette til at passe med det gamle billede af kvinden: Myten om moderskabet og den trygge familie?
Som udgangspunkt holder myten ikke længere.
De unge kvinder vil nok tage sig af andre og vise omsorg, men dels er omsorg ikke ensbetydende med, at de gerne vil have børn, og dels prioriterer de også et spændende job og tid til interesser og venner højt.
Det er tydeligt, at det som kvinde er vigtigt at beholde sin egen identitet - også når man går ind i et parforhold.
I en vurdering af, hvad der er vigtigst i livet lige nu, siger en ung kvinde syv år efter studentereksamen:
"Det vigtigste i mit liv nu er min kæreste og min skole. Men jeg vil ikke kunne vælge mellem disse to ting. De betyder nemlig lige meget for mig, det vil sige, jeg vil ikke
opgive skolen for ham eller omvendt."
De har haft forskellige slags kærester, og holdningen er, at 'man har en mand, til man får eller tar' en ny'.
Partneren har ikke længere en funktion som hovedforsørger, men opfattes mere som en følelsesmæssig tryghedsbase, en rejsekammerat, en diskussionspartner, en elsker og/eller en familiefar.
Det kan måske virke koldt og upersonligt, når de unge kvinder sådan stryger rundt og udfolder sig. Resulterer denne optagethed af egne selvudfoldelser ikke i en lukkethed om sig selv?
Både ja og nej. Når jeg bedømmer de unge kvinders adfærd med min generations briller, kan jeg være tilbøjelig til at se deres adfærd som uforpligtende flakkeri mellem job, partnere og andre udfoldelsesrum. Vel nok fordi min egen generation især har set det faste job og kernefamilien som tryghedsbaserne.
Undersøgelsens unge kvinder bruger imidlertid ikke alene familien som tryghedsbase, men skaber og indgår i andre forpligtende relationer. Disse relationer er karateriseret ved, at der er flere typer end tidligere og at de skifter. Man er ikke i det samme ægteskab til 'døden os skiller'. Man skifter uddannelsessted, man skifter arbejdsplads og dermed arbejdskolleger, man flytter til andre netværk osv.
Det område, hvor der er mindst udskiftning, er veninder og venner. Tætte venskaber med en gamle venner fra folkeskolen eller gymnasietiden er den stabile og faste tryghedsbase.
De unge kvinder i undersøgelsen ønsker rum til forandringer, og dette skabes ved periodevis at vælge nogle positioner i trekantsidentiteten ud som faste og andre som bevægelige. Kræfterne bruges ikke på at sikre sig en høj uddannelse, men snarere på at sikre sig mange rum til selvudfoldelser inden for parforhold, bolig og job. En uddannelse er blot ét af rummene.
Valget af selvudfoldelsesrum frem for uddannelsesniveauer ser jeg som det næste trin i hele moderniseringsprocessen. Det er formodentlig derfra, vi må planlægge fremtiden.
*Mette Mortensen har selv forlængst holdt sølvbryllup og har to voksne døtre. Hun er netop blevet Ph.D. på sin afhandling om Kvinder der ville det hele og valgte
...og deres mænd
Halvfemsernernes kvindeliv er ganske broget. Det viser en undersøgelse af 35 unge kvinders ønsker og visioner, udtrykt med 11-12 års mellemrum.
De unge kvinder handler inden for tre poler: børn, mand/fast partner og uddannelse/job.
Inden for denne trekantsidentitet udvælger hver enkelt kvinde de elementer, hun på et givet tidspunkt ønsker at bruge tid på, mens resten nedprioriteres (se også tegningen).
Kort fortalt er resultatet af denne trekantsidentitet at:
*Moderskabet er frivilligt, og vælges til eller fra.
*Den 'faste' partner er ikke mere 'fast' end at han af og til skiftes ud.
*Jobbet er vigtigt, fordi det skaffer penge til lejligheden og andre livsfornødenheder som lange rejser eller en rød sportsvogn - og uddannelsen sikrer for det første at jobbet er tilpas udfordrende og for det andet, at man har styr på balancen i parforholdet.
Job, børn og partner udgør vinklerne i trekantsidentiteten, men de behøver ikke at have så meget at gøre med hinanden.
Med trekantsidentiteten og de forskellige prioriteringer af de tre vinkler opløses selve familiebegrebet delvist. Vi har det serielle monogami, hvor vi leger mor, børn og far i en periode, men 'familie' opfattes kun som et periodemæssigt konsekvensfyldt valg.
Hvis dette mønster fort-sætter er spørgsmålet, hvad konsekvensen på længere sigt bliver for de børn, der er vokset op med skiftende voksne.
Og hvad alle de mænd, der gerne vil have en familie og være familieforsørgere, gør, når nu de unge kvinder kan klare sig selv og f.eks. efter en skilsmisse vælger at leve alene med børnene?
Når de unge kvinder ikke bruger deres faste partner som primærforsørger, bliver der større frihed til at se på personlighed og udstråling hos en potentiel partner. Spørgsmålet er så, om det for mændene er lettere at blive udvalgt på personlighed frem for indkomst?
Mette Mortensen
