Læsetid: 7 min.

A-hold og B-hold og 140.000 sider på polsk

14. marts 1998

EU's tredie udvidelsesrunde - et maratonløb præget af mange detaljer og endnu flere politiske faldgruber

EU-UDVIDELSEN
Luxembourgs udenrigsminister Jacques Poos har meget rammende betegnet de kommende forhandlinger om EU's udvidelse mod øst som et maraton-løb, hvor det ikke er den, der løber først, der vinder, men den, der har den bedste kondition. Sagt med andre ord, de lande, der bedst opfylder EU's krav, kommer først.
Det betyder, at 'B-holdet', de lande der ellers ikke er udset til medlemskab i første runde, Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, i princippet godt kan overhale 'A-holdet', Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien.
Men de egentlige tiltrædelsesforhandlinger sker i første omgang kun med de fem lande, der er udset til at komme med i første runde.
Alle de nuværende EU-lande taler i overskriftform pænt om den historiske udvidelse mod øst, men bag den enige facade lurer uenigheden.
Omkring forhandlingsbordet vil vi finde personer med stor erfaring i forhandlinger på internationalt plan, f.eks. tidligere forhandlinger inden for GATT, i dag verdenshandelsorganisationen WTO.

Statusrapporter
I mødesalen vil repræsentanter fra de 15 nuværende EU-medlemslande antagelig også kunne være til stede, i praksis bliver det nok sådan, at de fortrinsvist vil være til stede på de tidspunkter, hvor emner med betydning for de pågældende lande er på dagsordenen. Forhandlingernes form og hyppighed vil sikkert blive ændret hen ad vejen.
Kommissionen havde oprindeligt foreslået, at der hvert år skulle udgives en rapport om hvordan forhandlingerne skred frem, den første skulle udarbejdes i slutningen af 1998. Lederne for de 15 EU-lande besluttede dog, at sådanne statusrapporter kun skulle udarbejdes 'regelmæssigt', d.v.s. ikke med bestemte mellemrum, for på derved at undgå pression fra de ansøgerlande, der i første omgang ikke er blevet udset til medlemskab i første omgang, det såkaldte 'B-hold'.
Første runde af forhandlingerne vil med fortrinsvist være en teknisk gennemgang, i den bruxellske terminologi 'screening', hvor det vurderes hvor langt de enkelte lande er nået med hensyn til tilpasningen af love og regler til EU-retten ('aquis').
Det bliver en drøj omgang; selve retsakterne er fra polsk side opgjort til 80.000 sider, medtages også fortolkningerne af akterne er sidetallet sat til omkring 140.000!
Ansøgerlandene vil utvivlsomt fremsætte ønsker om overgangsordninger og undtagelser. Det skønnes, at polakkerne kun har vedtaget omkring 40 pct af de love og forordninger, der regulerer det indre marked, og de fleste er kun vedtaget på papiret, d.v.s. de håndhæves ikke i praksis.
Ungarn regnes for det land, der er nået længst med hensyn til tilpasningen af love og regler til EU-retten. Fra tjekkisk side er fremlagt et nationalt program for tilpasning af miljøreglerne til EU, som tydeligt viser behovet for overgangsordninger, og dette selv hvis medlemskabet af EU først bliver en realitet omkring år 2004-2005.

Egentlige forhandlinger
Først efter den tekniske gennemgang kan de egentlige optagelsesforhandlinger begynde. I princippet skal ansøgerlandene fuldt ud tilpasse sig EU's regler, spørgsmålet er blot, hvor hurtigt, det kan ske. Det er vigtigt, at forhandlerne klart får defineret de kontroversielle emner, d.v.s. konfliktområderne, før de egentlige forhandlinger begynder. Det skal eksempelvis fastlægges, hvornår de kommende medlemslande fuldt ud kan drage nytte af EU's tilskudsordninger, og hvornår arbejdskraft fra de nye lande på lige vilkår kan tage arbejde i andre EU-lande.
De nuværende EU-lande vil sikkert kræve, at landmændene i ansøgerlandene i en 10-års overgangsperiode ikke kan få udbetalt direkte tilskud fra EU's kasse og kun vil være omfattet af systemet med minimalpriser og tilskud til eksport. Men landbrugslandene Polen og Ungarn vil til gengæld kræve, at overgangsperioden bliver kort.
Ansøgerlandene vil komme til at møde forhandlere fra EU-Kommissionen, der vil vogte stærkt om fastholdelse af EU-retsreglerne ('aquis'). Ansøgerlandene vil til gengæld søge at udnytte, at de enkelte EU-lande har forskellige interesser i udvidelsen.
Jadrzej Bielecki og Danuta Walewska gør i en analyse i det ansete polske dagblad Rzeczpospolita (29. december 1997) opmærksom på, at de nordiske lande har større interesse end Storbritannien i en hurtig skærpelse af miljøreglerne, og at Storbritannien, ganske som de østeuropæiske ansøgerlande, har interesse i at kunne opretholde en vis statsstøtte til særligt udsatte brancher.
Tidsfaktoren er vigtig. De fleste analytikere regner med, at forhandlingerne med Ungarn og Tjekkiet afsluttes, før forhandlingerne med Polen. Ungarn regner med at afslutte forhandlingerne forholdsvis hurtigt. Den ungarske økonomi økonomi er i bedring efter en alvorlig krise midt i 1990'erne. Ungarn regner med vækst på 4 pct i 1998, efter flere års fald er reallønnen stigende, også balancen i udenrigshandelen ser rimelig ud.
Optagelse af nye lande sker dog næppe før forhandlingerne med Polen, det vigtigste ansøgerland, er afsluttet.

Større arbejdsløshed
De nuværende EU-lande vil utvivlsomt skele til, om udvidelsen mod øst vil føre til større arbejdsløshed, flere udgifter og færre indtægter til EU-kassen, og om de nye lande er i stand til at overvåge deres ydre grænser, så EU-landekredsen ikke med udvidelsen får forstærket flygtninge- og indvandrerproblemerne og problemerne med illegal import.
Da EU-kommissær Mario Montis, ansvarlig for det indre marked, for nylig var i Polen, spillede netop spørgsmålet om bevogtningen af Polens østgrænse en central rolle. Der blev indgået en aftale mellem EU og Polen om uddannelse af mere og bedre toldpersonale.
Det er et vilkår for udvidelsen, at EU's nuværende lande forinden får løst de udestående institutionelle problemer, herunder spørgsmålet om stemmevægte, og budgetspørgsmålet - bl.a. fordelingen af indbetalinger på lande - og heller ikke det bliver let. EU's største nettobidragydere, Tyskland, Holland og Sverige, slår i bordet og kræver omfordeling.

Uenighed
Uenigheden inden for kredsen af nuværende EU-lande kom allerede til udtryk ved fastlæggelsen af størrelsen af den økonomiske bistand til de kommende medlemslande. EU-Kommisionen havde foreslået 75 mia. ECU i støtte for perioden 2000-2006, men beløbets nøjagtige størrelse afgøres først i slutningen af 1999. Spanien og Portugal har ønsket en længere tilpasningsperiode for de nye medlemmer, hvilket i praksis vil betyde, at de nye medlemmer må finansiere flere udgifter selv.
Støtten til Polen, det største ansøgerland, er indtil videre fastsat til 500 mio. ECU om året (mod 200 mio. i dag), men pengene udbetales kun, dersom Polen undervejs opfylder kravene fra EU-side som de er formuleret "partnerskabet for medlemskab" ("accession partnership").
Polen har allerede fra EU-Kommissionen fået en lang liste med krav, herunder blandt andet krav om at privatiseringen på telekommunikationsområdet påbegyndes, at der oprettes en uafhængig instans til kontrol med udgifterne til administration samt at der udarbejdes et program for omstrukturering inden for den tunge industri, bl.a. på metalområdet.
Landbruget vil udgøre et særligt problem. EU kræver, at Polen forud for medlemskabet har fået moderniseret landbruget, sådan at den gennemsnitlige brugsstørrelse bliver forøget, og det teknolgiske stade inden for den fødevareproducerende industri forbedres.
I januar-måned 1998 kom det omkring støtten på metalområdet til en alvorlig konfrontation mellem EU og Polen, og den bliver næppe den sidste i rækken. I forvejen havde Polen efter pres fra Spanien måtte nedsætte skatten på citrusfrugter og stå model til totalt stop for eksport af mælk til EU.
Tjekkiet har på det seneste haft kontroverser med EU om de særlige deponeringsordninger der blev indført sidste år for at begrænse importen, og i starten af 1998 udbrød en strid med Kommissionen om de tjekkiske kvoteordninger for indførelse af æbler fra EU-lande.
Ministrene fra EU, og især ministrene fra Tyskland og Spanien, udtalte utilfredshed med forløbet af omstruktureringen af de polske stålværker. Godt nok har den polske regering fra 1. januar nedsat tolden på import af stål fra 9 til 6 pct., men EU kræver tolden yderligere ned.
Metal-branchen (stål og jern) beskæftiger i Polen 90.000 mennesker og står for omkring syv procent af Polens samlede eksport. Uofficielt har Spanien og Tyskland truet polakkerne med "alvorlige følger" for de videre forhandlinger om medlemskabet og truet med nedbringelse af EU-støtten til Polen før medlemskabet, dersom "stål-krisen" ikke bliver løst hurtigt.
Der blev i sidste ende indgået et kompromis. Tolden fastholdes på 6 pct., men EU har til gengæld fået indflydelse på indholdet i den polske regerings program for omstrukturering på metalområdet, herunder reduktionen af stålproduktionen.
Polakkerne mener ikke, at brancher som telekommunikation, metal, dvs. jern og stål, energiforsyning, havne, luftfart, minedrift, farmaceutisk industri, spiritus og alkohol indtil videre er i stand til at klare sig i konkurrencen, og ønsker derfor en længere frist til omstruktureringen. De krav, der fra EU-side er blevet stillet til polakkerne i henhold til "partnership for accession", mener man i Warszawa er uacceptabelt hårde.
Også de andre ansøgerlande vil kræve særordninger for truede brancher; de andre ansøgerlande vil utvivlsom skele til, hvad Polen får af særordninger. Alle ansøgerlandene har store underskud i samhandelen med EU, kun Ungarns handelssituation er i denne tid i bedring.
Kort sagt: der bliver sagt mange smukke ord under åbningshøjtideligheden den 30. marts. Fra 31.marts vil det igen være blevet hverdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu