Læsetid: 5 min.

Arafats forsømte forår

Debat
21. marts 1998

Den palæstinensiske leders forsømmelse af sit folk overgås kun af hans vilje til magt. Svar til Anders Høg Hansen

INTIFADA
Tak til Anders Høg Hansen for at uddybbe de synspunkter, som min nyhedsanalyse 'Arafat styrer urolighederne' den 13. marts kun kunne berøre. Også tak for kritikken.
Høg Hansen er således ikke enig i min påstand om, at Intifadaen i 1987 truede den palæstinensiske leder Yassir Arafats magtposition. Han skriver, Intifadaen var "en hjælp og ikke noget, der kunne true med at destablisere Arafat, som Klaus Wivel skriver i nyhedsanalysen. Intifadaen var vand på PLO's mølle, et oprør som politikere i eksil klappede af og behøvede for at få ørenlyd, hvilket PLO's uafhængighedser-klæring fra 1988 klart underbygger."
Jeg tolker PLO's forhold til Intifadaen noget anderledes, og jeg vil i det følgende forklare hvorfor.

Intifada på tv
Da Intifadaen startede i de palæstinensiske territorier i december 1987, sad en for-bløffet Arafat i Tunis og så det hele på fjernsyn. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO, som Arafat leder, havde absolut ingen andel i Intifadaen, og om noget afspejlede opstanden det enorme hul, der var opstået mellem eksilregeringen PLO og det folk, som den hævdede at repræsentere.
Intifadaen truede med at sætte PLO ud af spillet som bestemmende faktor for det palæstinensiske folks skæbne. Den affødte blandt andet Den Islamiske Modstandsbevægelse Hamas; Arafats p.t. største interne trussel, men også Arafats egne partifæller i Fatah forsøgte at vælte ham af pinden. At det siden hen er lykkes PLO's leder at gøre Intifadaen til sin, fortæller mere om hans politiske overlevelsesevne end om den politiske virkelighed.
I årevis havde Arafat, først i Beirut og siden hen i Tunis, brugt flere kræfter på at gøre PLO til 'the sole legitimate representative of the Palestinian people' end på at udføre sin egentlige opgave: At skaffe det palæstinensiske folk en stat. I sin iver efter at repræsentere palæstinenserne forsømte han at tjene dem.
Tværtimod gjorde han før Intifadaen alt for at drukne den palæstinensiske sag gennem sin fundamentalistiske modvilje mod at anerkende Israels eksistens. Arafat gjorde krav på hele det nuværende Israel, og derfor ønskede han ikke at føre politik, men at føre krig.
Og selv om hans terrorangreb både i og udenfor Israel og hans guerrillakampe fik sat palæstinenserne på den verdenspolitiske dagsorden, bragte det dem ikke en tøddel nærmere selvstændighed. Spildte chancer og Arafats alt-eller-intet-holdning betød, han ikke behøvede at tage de mange muligheder, der bød sig for at indgå kompromisser alvorligt.
Da han blev inviteret til at tale til FN den 13. november 1974, ankom han uden den deklaration om fred med Israel, som ellers kunnet have bragt det palæstinensiske folk langt mod selvbestemmelse. I stedet for deklarationen troppede han op med en pistol.

Camp David-aftalen
Fire år senere forsømte han endnu en oplagt chance, da den egyptiske præsident Anwar Sadat havde forhandlet den epokegørende Camp David-aftale på plads. Den indebar en bestemmelse om forhandlinger om et palæstinensisk selvstyre i Vestbredden og Gaza; forhandlinger der meget vel kunne have ført til oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Men Arafat havde hverken modet eller viljen til at følge den modige kurs, Sadat havde afstukket.
Han afviste kategorisk den egyptiske præsidents forslag, fordi det krævede, at han anerkendte den jødiske stats eksistens.
Selv PLO's ledere har til tider indrømmet organisations politiske dødvande inden Intifadaen.
Den nu afdøde Salah Khalaf alias Abu Iyad, forhenværende nummer to i PLO's politiske heirarki, sagde engang til den kuwaitiske avis Al-Anba (den 7. september 1988): "Vi har ikke taget et eneste skridt mod en uafhængig palæstinensisk stat siden 1974."
Intifadaen skulle imidlertidig vende op og ned på denne inaktivitet.
Den palæstinensiske befolkning var trætte af at se deres eksilledere træde vande. Intifadaen opstod således på trods af PLO; ikke på grund af den. Hvor PLO i årevis havde brugt terrorangreb, kastede palæstinenserne med sten, og der er ingen tvivl om, hvad der var mest effektivt.
Derved kritiserede palæstinenserne PLO for at at have ført den forkerte taktik. Palæstinenserne havde altid selv haft det våben, der kunne ryste Israel.
Opstanden gav samtidig palæstinenserne en samhørighedsfølelse og et selvværd, de aldrig tidligere havde oplevet, og der er ingen tvivl om, at det skaffede dem en hidtidig uhørt indflydelse på PLO's politik.
Førhen var det Arafat og hans guerrillaer i Beirut og Tunis, som gav ordrerne, men Intifadaen ændrede alt dette. Nu var det palæstinenserne i de besatte områder, der krævede, at Arafat begyndte at tage sit job alvorligt.
Denne reprimande lod Arafat sig ikke sige to gange. Han vidste, at befolkningen i de palæstinsiske territorier var skuffede over PLO's mangelfulde indsats, og han var også klog nok til at indse, at hans position som leder var truet. Som den amerikanske journalist Thomas Friedman, der har været udenrigskorrespondent for New York Times i Beirut og Jerusalem i 10 år, skriver:
"Hvis ikke Arafat havde fulgt den politiske linje, som Vestbreddens og Gazas befolkning udstak, risikerede han at miste sin position som leder og symbol på den nationale palæstinensiske bevægelse. Han ville have åbnet døren for, at et alternativt autentisk lederskab kunne op-stå i de besatte territorier - på samme måde som han og hans gruppe opstod i 1967 og fordrev deres udtjente ledere."

Indikation til udlandet
Arafats egen erfaring belærte ham om konsekvenserne ved at tøve for længe.
For at genetablere den interne kontrol etablerede PLO observationskomiteer i Amman, hvorfra de kunne dirigere Intifadaen på nært hold. På den måde kunne PLO fra udlandet, med de israelske journalister Ze'ev Schiffs og Ehud Ya'aris ord, øge "sit greb om den lokale ledelse og holde den i en endnu kortere line."
Arafat gjorde alt for at bringe Intifadaen under egne vinger.
Derfor lavede han PLO's uafhængighedserklæring i 1988, hvor han blandt andet tog afstand fra terrorisme som politisk pressionsmiddel og langt om længe anerkendte staten Israel.
Det var en indikation til udlandet om hvem, der forhandlede det palæstinensiskes folks skæbne, men det var også en skjult indrømmelse fra Arafats side af over 15 års politisk deroute. Endelig viste han sig som en statsmand, men transformationen kom alt for sent. Olso-aftalen fra 1993, som blev et direkte resultat af Intifadaen, giver kun lovning om delvis selvstyre i de palæstinensiske territorier.
Den lover langt mindre end den selvstyreaftale, Sadat fik forhandlet på plads ved Camp David aftalen i 1978.
At det palæstinensiske folk i dag endnu ikke har sin egen stat, kan Arafat - uden at jeg vil retfærdiggøre den israelske regerings politik - kun takke sig selv for.
Arafats kursændring i forbindelse med uafhænghedserklæringen i 1988 kom som en følge af en opstand, der ramte kernen af den palæstinensiske leders forsømmelse af sit folk.
Uafhængighedserklæringen udtrykker en kamp for hans politiske liv, og den har i høj grad gjort ham sårbar; mest af alt over for det populære Hamas-parti, der er en islamisk udgave af det tidligere PLO.
Derfor er jeg ikke enig, når Høg Hansen skriver, at "Intifadaen var vand på PLO's mølle."
Den var tværtimod en kold klud i ansigtet på Arafat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her