Kronik

Hun skulle bare have sagt Ja tak

Debat
24. marts 1998

Hvis man er arbejdsløs og får udstukket en handlingsplan, er det om at slå til. Også selv om man i perioden skulle få 'rigtigt' arbejde...
En jurist beretter fra lovgivningens Vilde Vesten

Retfærd & velfærd
Som jurist kan det være nærliggende ikke at beskæftige sig med arbejdsløshedslovgivningen. Ordet har en klang af hjemmelsmangler og Det Vilde Vesten. Men Louise, 27, manglede hjælp til sin anke-skrivelse; hun havde mistet sin dagpengeret. Hun havde nemlig fået arbejde!
Alle love, der skal fungere i virkeligheden har en række smukke hensigtserklæringer og derefter de bestemmelser, som myndighederne arbejder ud fra, når lysekronerne slukkes og hverdagens realiteter indfinder sig. I arbejdsløshedslovgivningen betyder det fine erklæringer om, at den ledige skal have en handlingsplan om sine beskæftigelsesmål, hvor der tages udgangspunkt i hvad vedkommende kan og vil. Derefter følger hverdagens operationelle bestemmelse om at 'handlingsplanens arbejdsmarkedspolitiske aktiviteter dog kan fastsættes af arbejdsformidlingen under hensyn til konkrete behov på arbejdsmarkedet'. Altså: Folk kan henvises til, hvad der er brug for. Naturligt nok, kan man sige.

Tilbage til Louise: I hendes handlingsplan stod, at hun gerne ville være teatertekniker, og at hun derfor fik 'jobtræning som teaterarbejder indtil praktikplads findes'. Fint. Ikke længe efter at have afsluttet et år i jobtræning som teaterarbejder, blev hun kaldt til møde på Arbejdsformidlingen. Her fik hun at vide, at hendes handlingsplan skulle revideres, og at hun var for gammel til at få en uddannelse. Mødet var velforberedt, så Louise blev samtidig bedt om at underskrive en 'revideret handlingsplan' der lå klar, ligesom der var et job parat: Louise skulle fra den følgende uge og tre år frem aktiveres som syerske. Imidlertid var Louise, inden hun blev indkaldt til mødet, i forhandlinger om en stilling. På 'det almindelige arbejdsmarked', uden tilskud, på overenskomstmæssige vilkår.
På mødet med AF fortalte hun det til sin sagsbehandler, men emnet fangede ikke hans interesse. Muligvis fordi der ikke forelå en endelig aftale. Stillingen angik en restaurant, som stod foran åbning, men endnu var under ombygning. Bl.a. starttidspunktet lå ikke fast. Hvilket hun efter bedste evne gjorde rede for.
Sagsbehandleren gjorde det klart, at hvis hun ikke skrev under på handlingsplanen, ville han 'trykke på knappen', som han kaldte det. Jargon for at fratage nogen dagpengeretten, må man gå ud fra; Louise så i hvert fald intet alternativ til at underskrive planen, så det gjorde hun.

Tilbage til lovgivningen, jvf. min første bemærkning - er realiteten da også, at Louise ikke har noget alternativ til at skrive under: Det fremgår nemlig af reglerne, at et medlem, der afslår at medvirke til at revidere en handlingsplan - eller afslår et tilbud om jobtræning - mister sin dagpengeret. Og selvom Louise måske ikke følte det som et tilbud, da hun nu skulle være syerske, så var det et sådant tilbud, hun fik.
Det må indskydes, at hvis et afslag på et jobtræningstilbud skal have så vidtrækkende konsekvenser, er det en forudsætning, at 'der er tale om et tilbud efter en handlingsplan', meddeler A-kassen beredvilligt i afgørelsen. Det lyder måske fint med et sådant krav i loven, men vi så jo netop, at AF kan lave en handlingsplan, som gælder indtil AF laver en ny. Uden at spørge, uden at begrunde, endda uden at høre eller blot orientere forinden! Det er nærliggende at konkludere, at kravet derfor tilsyneladende er blottet for indhold. Og dermed værdi.
Dog er der fem grunde, der kan 'redde dagpengeretten', jeg gengiver dem groft: Helbredsgrunde, børnepasningshensyn, plejeorlov, at tilbuddet angår produktion af krigsmateriel og helt ekstraordinære, akut opståede begivenheder, som vedkommende er uden indflydelse på, og som gør, at vedkommende er afskåret fra tiltræden. -Ikke et ord om fast arbejde!

Efter at have skrevet under var Louise forpligtet til straks at kontakte systuen, hvilket hun gjorde umiddelbart efter mødet. Hun forklarede om sine forhandlinger med restauranten, og det blev aftalt at hun vendte tilbage, så snart hun vidste nyt.
Et par dage senere fik hun ansættelsesbrev fra restauranten og havde dermed selv skaffet sig arbejde på det almindelige marked, på overenskomstmæssige vilkår. Men fra en måned efter jobtilbuddets start. Hun ringede straks til systuen, fortalte sin gode nyhed, blev lykønsket - hvorpå hun spurgte, om hun skulle møde op i den mellemliggende måned. Louise forstod det svar, hun fik, som at 'det var der nok ikke nogen grund til'. Det ville være logisk, eftersom der vitterligt næppe var grund til, at man brugte tid på at indføre hende i diverse rutiner, mens andre kunne have brug for den hjælp, ordningen måske er tænkt som.

For en sikkerheds skyld ringede hun bagefter til sin A-kasse for at sikre, at hun ikke gjorde noget forkert ved ikke at møde på systuen. Igen forstod hun, at det var i orden. Sagsbehandleren i A-kassen afviste imidlertid - ifølge den afgørelse hun siden fik - at have taget stilling til spørgsmålet, '.. fordi bedømmelsen afhænger af begge parters udsagn'. Man skal altså være opmærksom på, at man ikke kan ringe til sin A-kasse og få svar på dette - relativt enkle - spørgsmål! Ti dage efter skrev A-kassen til hende, at hun havde 'afslået et tilbud om jobtræning i henhold til sin individuelle handlingsplan': Derfor var dagpengene standset, og A-kassen udbad sig Louises forklaring.
Tro ikke, at A-kassen ikke vidste, at hun havde fået arbejde. Tværtimod antog A-kassen fejlagtigt, at hun allerede var startet. Louise svarede straks, at hun havde fået arbejde, idet hun tilføjede, at ansættelsen kunne trække ud pga. problemer ved ombygningen. Derefter traf A-kassen afgørelse om, at hun havde tabt sin dagpengeret, ikke i den mellemliggende måned, men for good.
Hun havde ikke 'haft en grund til afslaget, som kan anses for gyldig i forhold til rådighedsreglerne'. Jævnfør de fem grunde ovenfor, fast arbejde gælder ikke! Desuden blev der lagt vægt på, at hun havde underskrevet handlingsplanen. En pudsig retstilstand, hvis arbejdssøgende ikke kan påtage sig ordinær beskæftigelse på arbejdsmarkedet, fordi man er bundet op af handlingsplaner, påtvunget og opfundet af arbejdsformidlingens sagsbehandlere.
Afgørelsen er indbragt for direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Imens kan andre fundere over det spøjse, at arbejdsformidlingen kan anvise beskæftigelse efter markedets behov.

Jeg forstod ikke afgørelsen og kontaktede sagsbehandleren i A-kassen. Det tog et godt stykke tid, men så kom det: Selv om hun havde skaffet sig arbejde, var det ikke nok. Hun skulle sige "JA TAK" til tilbuddet! forklarede han.
Hun kunne ikke ringe og spørge, om hun skulle komme, selv om hun havde fået job. Hun skulle sige "Ja tak, jeg kommer på mandag (men holder op om en måned)." Og så kunne beskæftigelsesprojektet svare: "Nej, det er der ingen grund til". Så vidste man, at hun havde accepteret. At hun ringede og spurgte, var et afslag! Derfor tabte hun sin ret.

Maria Grønlykke er cand.jur.

APROPOS
Efterlyses: Tydeligere AF-regler
Arbejdsløshedslovgivningen er en have af blomstrende eufemismer.
En handlingsplan er ikke noget, man får presset ned over hovedet, det er en aftale, man indgår, og som hver part underskriver... Planen skal tage udgangspunkt i vedkommendes forudsætninger og ønsker.
Jobtræning er ikke en pligt, endsige en tvangsmæssig foranstaltning, det er et tilbud. Medlemmet skal kun følge tilbuddet, hvis det passer med handlingsplanen. Tilbuddene gives - når det ikke lykkes ud fra vedkommendes forudsætninger og ønsker - så dog udfra markedets behov.
Den statsstøttede beskæftigelse må ikke virke konkurrenceforvridende, står der også i de regler, der var grundlaget for Louises afgørelse.
Det er pudsigt, at man har valgt at indføre aftalebegreberne i denne verden, vel ud fra et troskyldigt forsøg på at illudere ligeværdighed.
Det er svært at overhøre Marlon Brando's hæse hvisken i Coppolas første film om The Godfather: 'an offer you cannot refuse...'
Læg også mærke til, at A-kassen først standser dagpengene - og derefter beder om forklaringen. Der var trods alt fem godkendte grunde.
Da AF derudover kan anvise beskæftigelse ud fra 'markedets behov', får systemet svært ved at undgå at skyde sig i foden, når det samtidig er fastsat, at løntilskuddet ikke må virke konkurrenceforvridende.
Altså: Enten har det ikke noget med markedets behov at gøre - som når man uddanner syersker, jvf. Louises sag - eller også er det konkurrenceforvridende.
Igen som i Louises sag: For hun skal naturligvis ikke have dagpenge, mens hun har arbejde!
Men eftersom staten nu har givet hende en sød og dygtig kollega - som koster restauranten det halve, takket være løntilskuddet - er det jo ikke sikkert, at det er Louise, restauranten vælger at beholde, hvis man skal vælge en dag...
Jeg tror, at alle er bedre tjent med et mere oprigtigt regelsæt.

Maria Grønlykke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her