Kronik

Mod til at beundre

Debat
6. marts 1998

Hvorfor skal etik altid handle om, hvad der er forbudt og tilladt? Hvorfor ikke om det omsorgsfulde, det mådeholdende, det storslåede, det arrogante, det forkastelige og det beundringsværdige?

DET FILOSOFISKE RUM
Skide flot!, hed det på forsiden af en formiddagsavis, efter Mimi Jakobsens tv-entré i valg-kampen. Hun viste modigt sit ansigt stadig delvis lammet efter bid af en skovflåt.
Den tanke strejfer én, at overskriften var udslag af ægte beundring. Ved at gå ind i valgkampen førend hun faktisk er rask viser Mimi mod og mandshjerte, fordi hun overvinder den naturlige forfængelighed, som vi alle kender til. Det var flot.
At hun sikkert også gavner sit parti, er uvigtigt i denne forbindelse. For det tankevækkende er, at Mimi gjorde noget beundringsværdigt. Vi beundrede hende. Eller gjorde vi?
En ting er sikker, nemlig at beundring er en sjælden følelse i Jantelovens land. I hvert fald er det upassende at vise den. Det er lige før, misundelse er mere accepteret. Man kan spørge sig selv, hvad der er den vigtigste bevæggrund for sociale ambitioner: beundring eller misundelse?
Det kan undre, at beundring har så ringe anseelse i kulturen. I modsætning til misundelse og lignende følelser gør beundring nemlig godt. Beundring glæder, mens misundelse gør gnaven.
Måske beundringens lavstatus kan forklares med at daglig-sproget og den almindelige vanetænkning ikke sætter beundring i forbindelse med gode grunde. Hvis vi kommer til at beundre nogen, er vi tilbøjelige til at opfatte det som et pludseligt følelsesindfald, en rørstrømskhed, som ikke kan bruges til så meget.
Man kunne måske beundre Mother Theresa, men den nøgterne eftertanke fortæller straks én, at hun og hendes livsværk befinder sig lysår fra noget, man selv nogen sinde kommer til at have med at gøre. Så hvad kan man bruge sin beundring til?
Man skal ikke spilde sin tid med beundring. Derimod skal man feje for egen dør, rubbe neglene, og se at komme videre med sit eget liv.

Hvad er det for en etik, der ligger bag denne måde at opfatte virkeligheden på? Ja, det er tydeligvis en etik, som ikke har plads til beundringen. Kernen i det moderne samfunds etik er den etisk korrekte handling.
Både de såkaldt pligtetiske og de nytteetiske udgaver af den moderne etik søger et kriterium, der kan afgøre, om vores handlinger er etisk korrekte eller ej. Moderne etik handler om at leve op til eller ikke at leve op til dette kriterium.
En person, der gøre mere end kriteriet kræver, kommer på tværs af etikken.
Og det er en forklaring på, at beundringen er hjemløs i det moderne samfunds etik.
Men måske er der noget galt med den etik. Måske drejer den sig for meget om handlinger og for lidt om handlende personer. For meget om kriterier og for lidt om hele mennesker.
En etik, der er personorienteret, interesserer sig mindre for, om en adfærd ligger indefor eller udenfor kategorien for etisk korrekte handlinger, end for adfærden i sig selv, og for hvor den ligger på en skala fra det ubetinget forkastelige til det ubetinget beundringsværdige.
Hvor den moderne etik søger entydighed for eller imod, har personetikken sans for mangfoldigheden af forskelligartede etiske fænomener i menneskers adfærd.
Min påstand om, at beundringen er en dybt miskendt følelse i samtiden, afspejler en overbevisning om, at den velovervejede beundring er en mulig og velvalgt vej til opdagelse af det etiske livs grundfænomener.
I beundring retter vi opmærksomheden mod menneskers mod, mådehold, tålmodighed, dømmekraft, barmhjertighed, ærlighed og deres retfærdighed. At beundringen skal være velovervejet for at vise vej, siger sig selv. Den umodne tager ofte fejl, den erfarne mere sjældent.
Beundringens etik indeholder en overbevisning om, at mennesker kan udvikle en etisk dømmekraft.
En etik, der interesserer sig for hele den række af meget forskellige og ikke altid forenelige fænomener, som tilsammen udgør livets etiske grundlag, kan faktisk bruge beundringen til noget.

Nu skal jeg ikke tage æren for opdagelsen af beundringens betydning i etikken. I den klassiske etik i det antikke Grækenland var beundring et omdrejningspunkt. Den ædle mand (!) var netop omgivet af beundring. Han blev beundret for sin fornemme etik eller ethos, det vil sige hans fornemme og etisk vellykkede livsførsel.
Meget adskiller os fra oldtiden, og et eventuelt eksisterende aristokrati er nok ikke dem, vi først og fremmest vil omgive med velovervejet beundring. Og dog kan vi stadig bruge ordet 'åndsaristokrat' på en positiv måde om visse personer, der ikke har ladet sig underkue af modgang og trusler eller af billige fristelser.
Nogle vil bruge betegnelsen om en Mahatma Gandhi, en Alexander Solsjenitsyn eller en Kaj Munk. Andre vil måske have problemer med at bruge betegnelsen 'aristokrat' overhovedet, men det centrale er, at de nævnte personer har opvist en beundringsværdig adfærd, et beundringsværdigt mod, som viser deres høje etiske status. Det er det, den klassiske etik forstod. Det centrale begreb i klassisk etik var 'dyd' (arete), og den form for nutidig etik, der kraftigst søger at reformulere antikkens indsigter, kaldes meget passende dydsetik. Der tales ligefrem om et dydsetisk nybrud op gennem firserne, primært i Amerika.
Ordet dyd kan muligvis have en lidt odiøs klang i visse ører, især ører, der forbinder ordet med en vis livsfjendsk seksuel afholdenhed. Denne misforståelse, som skyldes dydsbegrebets forkvakling i forrige århundrede, har imidlertid kun meget lidt at gøre med dyden, sådan som aktuel dydsetik opfatter den. En dyd er simpelthen en dygtighed til at virkeliggøre bestemte fæ-nomener i menneskelig adfærd samt selve virkeliggørelsen af dem.
At besidde dyden 'mod' er, at være i stand til at optræde modigt i passende situationer samt faktisk at gøre det.
Og det er her beundringen kommer ind i billedet. Vi beundrer Mimi Jakobsen, fordi hun viste et mod, som vi ved, at vi ikke selv havde været i stand til at vise.
Den velovervejede beundring viser os altså vej til de etiske grundfænomener. Ikke at vi ikke kan tage fejl. En god gerning kan være et rent slumpetræf, og et menneske kan opnå en ære, som vedkommende ikke har fortjent.
I begyndelsen, da Boris Jeltsin blev kendt i Vesten, var der mange, der beundrede ham. Han forekom at være en retfærdig og mådeholdende mand, og frem for alt viste han stort mod, da han besteg en efterhånden meget berømt kampvogn. Men vi tog måske fejl. For i dag må vi sige, at hans dyd da vist kun var tilsyneladende. Eller også har hans mange sygdomme i afgørende grad ændret hans personlighed. Eller det kan være, at Boris virkelig er en modig mand, men at han i øvrigt er blottet for jordforbindelse og dømmekraft?
For som allerede dydsetikkens fader, den græske filosof Aristoteles, bemærkede, en enlig svale gør ingen sommer. En enkelt dyd gør det heller ikke, og mod uden dømmekraft er ikke meget værd.
Så dømmekraft er en af de vigtigste dyder overhovedet. Dømmekraften gennem-strømmer alle de dyder, som bestemmer adfærden, så de hverken udfoldes for meget eller for lidt, men tilpas og på rette tid og sted.
Uden at ville skamride Mimi Jakobsens dyd yderligere, kan man sige, at hvis hun i tv havde udbredt sig vidt og bredt om de ydmygelser og nederlag, hun havde oplevet, havde det måske nok været modigt, men det ville i hvert fald også have været malplaceret og upassende. Hun ville have manglet dømmekraft.

Beundringens etik er altså dydsetik. Hvilken rolle spiller beundringen i forhold til dyderne?
Jeg har peget på, at beundringen kan tage fejl. Den beundrede person kan vise sig slet ikke at være værdig til beundringen.
Man kan også beundre noget, som slet ikke er en dyd, men måske blot en imponerende færdighed.
Der var mange, der beundrede Bjarne Riis, da han vandt tour'en, men den beundring var etisk irrelevant.
Beundringens rolle i forhold til dyderne er at være en motivation. For det første i den udad rettede betydning, at beundringen bekræfter den dydiges rosværdighed som dydig. Denne bekræftende funktion har beundringen i forhold til den etiske for-ståelse både hos den beundrede og af de fælles følelser i samfundet. Når vi beundrer Mimi, siger vi indirekte til hinanden, at sådan burde enhver opføre sig i hendes situation.
For det andet motiverer beundringen i den indad rettede betydning, at den gør glad. Som sagt indledningsvis, beundring gør godt, misundelse gør gnaven. Beundringen fortæller én, at det gode kan lade sig gøre. Der er en, der har gjort det. På den måde kan beundringen forløse en tro på etikkens mulighed og en vilje samt inspiration til selv at gøre sit bedste.
Den der lukker sig om sig selv og mistror den omgivende verden, afskærer sig fra den inspiration, som beundringen af et medmenneske kan give.
Det kan tænkes, at en af de dyder, der bør påkalde sig allermest beundring i en fremtid, hvor den største trussel mod menneskeheden er kombinationen af rovkapitalisme, miljøforringelse og befolkningsvækst, er den gode gamle dyd 'mådehold'.
Den er faktisk repræsenteret i alle de kulturer, jeg kender.

Martin Ishøy er cand. theol. og Ph.D. i miljøetik.

APROPOS
Vi beundrer måske for lidt
Kritikken sidder i reglen løst i omgangen med andre mennesker - ikke mindst offentlige personer. Aldrig så snart har nogen etableret sig som et pænt og retsindigt menneske, før vi begynder at spørge, om 'hun ikke er blevet lidt for meget' eller om 'han ikke fører sig for meget frem'.
Beundring derimod doseres med betydelig omtanke; for ikke at sige nærighed. Og hvis nogen kommer for godt i gang med idealbillederne, skal der nok være én, der drypper lidt malurt i bægeret: 'Ved du ikke, hvordan han opførte sig over for sine egne børn?'
Ofte er det jo fornuftigt nok at spare på beundringen. Men alligevel, som forfatteren til dagens Filosofiske Rum bemærker, så består en etisk stillingtagen jo ikke kun af det, vi må tage afstand fra, men også af det, vi må beundre. Og de forskellige 'dyder' eller beundringsværdige egenskaber er svære at se hver for sig. Når en person udviser noget så beundringsværdigt som mod, - hvad er det så værd uden den dømmekraft, der hindrer ham i at fare på hvadsomhelst?
For som allerede dyds-etikkens fader, den græske filosof Aristoteles, bemærkede, så gør en enkelt svale ingen sommer. En enkelt dyd gør det heller ikke.
Men beundringen bekræfter fællesskabet på samme måde som kritik og opfordringer. Ved at være fælles i beundring, bekræfter vi et etisk og følelsesmæssigt fællesskab: Sådan burde vi alle opføre os.
I dagens Filosofiske Rum er hovedeksemplet Mimi Jakobsens imponerende tackling af sin sygdom i valgkampens tidlige fase. Hendes personlige mod kan man nemt beundre. Hun har stil.
Men er det at kunne tale åbent om f.eks. sygdom blevet et officielt kriterium for mod? Trods alt har Mimi jo ikke flyttet så meget som en pen-
sionskrone eller en promille af et skattefradrag i det, der trods alt må være valgkampens egentlige anliggender. Kan vi ikke nå dertil, at vi beundrer politisk - og ikke kun personligt mod?
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her